Jessica fandt sin far efter 33 år: "Endelig føles mit hjerte helt"

Onsdag den 5. oktober 2022 sad Jessica Jönsson i sin bil ud for en adresse i Trelleborg sammen med sin kæreste Robin. 

De havde kørt omkring 20 kilometer hjemmefra. Hun var klar til at forandre sit liv for altid. 

– Min kæreste spurgte, om han skulle følge med og ringe på døren, men jeg bad ham vente i bilen, husker Jessica.

Pludselig åbnede yderdøren sig, og to personer trådte ud: Hans Hansen og hans kone Jeanette. De skulle ud at ordne et par ærinder i deres bil.

– Jeg så med det samme, at der stod en kvinde på den anden side af gaden og stirrede på os. Selvfølgelig undrede jeg mig over, hvem det var, og hvorfor hun kiggede så meget i vores retning, siger Hans.

Tankerne kørte rundt i Jessicas hoved. Skulle hun træde ind i Hans’ liv og måske ødelægge en familie? 

Men Jessica, som dengang var 33 år, havde ledt efter sin biologiske far, lige siden hun var 13. 

Nu var chancen der for endelig at møde og tale med ham. Efter alle de års venten var der egentlig ikke noget at være i tvivl om. 

– Selvom jeg var overbevist om, at det var min far, gik jeg hen og spurgte, om han kendte en Hans Hansen, siger Jessica.

– Og så svarede jeg, at det var mit navn. Men jeg blev selvfølgelig meget overrasket, siger Hans. 

– Jeg sagde, at jeg gerne ville tale med ham alene først, så vi gik ind og satte os i deres sofa i stuen, fortsætter Jessica. 

Der fortalte hun om sin mor, som mødte en mand, hun blev gravid med i 1988, men at de gik fra hinanden, og at han aldrig fik at vide, hvad der voksede i maven. 

Hun spurgte, om han havde boet på Hallasvängen i Trelleborg, hvilke spejle han havde i lejligheden, hvordan soveværelset så ud – og alt stemte overens med, hvad hendes mor havde fortalt. Også at han var flyttet til Simrishamn, hvor han giftede sig med en anden kvinde og fik to børn. 

– Så er du min far! udbrød Jessica. 

Græd sammen

Midt i chokket vidste Hans ikke, hvordan han skulle reagere, og fik fremstammet: 

– Hvad i alverden siger du? 

– Da jeg vågnede den morgen, troede jeg, at jeg var far til tre – men så viste det sig, at jeg er far til fire børn. Og jeg havde ikke to, men seks børnebørn… 

Ret hurtigt sad de ved siden af hinanden i sofaen, holdt om hinanden og græd sammen. 

– Det tog tid for mig at fordøje, men for mig var der kun en eneste stor glæde. Det triste er alt det, jeg er gået glip af i den periode. Det er jo hele Jessicas opvækst – med alt fra dåb til alle fødselsdage, første skoledag, konfirmation og studentereksamen. Og jeg har heller ikke kunnet følge mine børnebørn, det gør virkelig ondt i hjertet. 

De fik faderskabet bekræftet via en DNA-test fra slægtsforskningsportalen MyHeritage, men det var ikke nok for det svenske retssystem. 

Først i foråret 2025 slog byretten fast, at Hans med 99,999997 procents sikkerhed er Jessicas far. 

At opbygge et forhold fra bunden efter så mange år er ikke det nemmeste. Men Jessica og Hans er virkelig et eksempel på, at det kan lade sig gøre. 

– Vi fik en rigtig god kontakt med det samme og begyndte at tale i telefon ret hurtigt efter det første møde. Siden er det kun blevet til mere og mere. Nu taler vi sammen næsten hver anden dag, sender beskeder og ses også tit, siger Hans. 

– Ud over at vi ligner hinanden en del af udseende, har vi også til fælles, at vi begge er meget spontane og sociale. Vi kan også begge to lide musik og at danse, indskyder Jessica .

Man kunne let tro, at forholdet mellem Hans og Jessicas mor, som aldrig fortalte Hans, at han var blevet far, ville være betændt. Men faktisk holder de endda jul sammen. 

LÆS OGSÅ

Katrine Muffs kat hjælper hende med at finde ro: ”Jeg behøver ikke at forklare mig, jeg får bare omsorg”

Katten Ponyo er både en levende tyngdedyne og et lejrbål. Hun giver Katrine Muff og hendes familie et fællesskab og skaber en form for plads i deres hjem, som ikke kan måles i kvadratmeter.

– Ja, siden julen 2022 har vi holdt den sammen, hjemme hos min familie, og de ses også til vores fødselsdage. Det fungerer rigtig godt, og min mor har også fået god kontakt til Hans' kone Jeanette. Jeg var meget bekymret for, hvordan det hele skulle gå, men det er gået helt uden problemer, og det føles rigtig dejligt, siger Jessica. 

Ringede rundt til mænd Der er en hel del uafklarede spørgsmål mellem mor og datter, men dem vælger Jessica ikke at rode mere i. 

– Jeg voksede op med min mors kæreste, som jeg længe betragtede som min far. Samtidig vidste jeg, at han ikke var min biologiske far. Det var en længsel, der voksede sig større og større, efter jeg var fyldt 13. Men mor ville slet ikke hjælpe mig med at lede. Til gengæld afslørede hun navnet på faren.

– I mine teenageår bladrede jeg en masse i telefonbogen og ringede rundt til forskellige mænd med samme navn. Nogle af dem smækkede bare røret på med ordene, ”Jeg har ingen børn.” 

Efter at morens kæreste gik bort i 2010, intensive rede hun eftersøgningen og registrerede sig blandt andet på slægtsforskningssiden MyHeritage. 

– Der fandt jeg en hel del slægtninge, især mange danskere, forklarer Jessica. 

Men der gik altså yderligere 12 år, før hun fandt Hans. 

– En dag ringede mor og sagde, at hun havde fundet hans nye adresse. Mor ville ikke sende den på en sms, men kom hjem til mig med en seddel. Der stod både for- og efternavn, adresse, at han har en tvillingebror og nogle andre detaljer. 

Det var efter at have fået den seddel i hånden, at hun tog sin kæreste med og kørte til Trelleborg. 

– I dag er jeg så glad for, at jeg turde tage skridtet og køre derhen. Især når alting er blevet så godt. Og mine børn elsker ikke kun at have en mormor, men også en morfar, siger Jessica. 

– Alle de år, der er gået, er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg vidste jo ikke, at Jessica eksisterede, så der er ikke noget at fortryde. Men det er fantastisk, at hun fandt mig og opsøgte mig, ellers havde vi jo aldrig mødtes, mener Hans. 

Jessica smiler til sin far: 

– Ja, nu føles det virkelig, som om mit hjerte er helt.

LÆS OGSÅ

For 83-årige Dagny er det vigtigt stadig at arbejde: ”Man skal holde sig i gang”

Nogle tæller dagene, til de kan trække stikket. Andre har svært ved at forestille sig en hverdag uden arbejde. Nogle få nægter simpelthen at stoppe. Mød Dagny, der troligt møder ind på arbejde, selv om hun for længst har overskredet pensionsalderen.