For 83-årige Dagny er det vigtigt stadig at arbejde: ”Man skal holde sig i gang”

De fleste har for længst klappet computeren ned, når de fylder 83 år. Men ikke Dagny. 

Hver anden onsdag sætter hun sig nemlig ved skrivebordet for at ordne bilag, lave lønninger og få regnskaberne til at gå op. Det er blevet til mere end 30 år hos den samme arbejdsgiver, en landbrugsvirksomhed i Holme-Olstrup. Og selv om timerne er blevet færre, har Dagny bestemt ingen planer om at tjekke ud.

– Så længe jeg kan bruges, ser jeg ingen grund til det. Jeg synes jo stadig, jeg kan klare jobbet, og jeg kan godt lide at have noget at stå op til, siger hun. 

– Man er med til, at det hele kører, og man er stadig en del af samfundet.

Tallenes håndværk

For Dagny har arbejdet aldrig kun handlet om løn. Det handler lige så meget om at bruge hovedet, have ansvar og bidrage.

– Man skal holde sig i gang, siger hun. – Hvis man bare sætter sig ned og ikke laver noget, tror jeg hurtigt, man bliver gammel. Her skal jeg følge med i nye regler og systemer, og det gør, at hjernen bliver holdt i gang.

Dagny begyndte sit arbejdsliv i Glumsø Bank som ganske ung. Senere hjalp hun sin mand, der var selvstændig murermester, mens børnene var små. Da ungerne begyndte i skole, fik hun arbejde hos en revisor, hvor hun for alvor lærte regnskabshåndværket.

– Jeg var der i fem år, og jeg sad faktisk og lavede det samme som revisoren. Jeg havde bare ikke papir på det. Men jeg lærte utrolig meget, fordi vi kun var ham og mig, og jeg fik lov at prøve en masse ting og tage ansvar, fortæller hun.

Siden har hun arbejdet både i kommunen, i skatteforvaltningen og på revisionskontorer, før hun i 1994 trådte ind den virksomhed, hun stadig er tilknyttet. Dengang arbejdede hun tre dage om ugen, og virksomheden var større med væsentligt flere opgaver.

LÆS OGSÅ

43-årige Gitte blev frivillig i Aalborg Zoo frem for førtidspensionist – og hun elsker det

43-årige Gitte Caspersen var ikke interesseret i en førtidspension, da hun blev tilbudt det efter et opslidende forløb med stress. For hende var det et nederlag, at hun ikke kunne bruge sin lange uddannelse til noget. I stedet fandt hun frem til et forpligtende fællesskab i Aalborg Zoo. Her arbejder hun som frivillig og elsker at møde havens gæster i øjenhøjde.

Find øren

– Jeg stod blandt andet for afregninger og registreringer. Der var mange ting, der skulle holdes styr på, og dengang foregik meget af arbejdet på en helt anden måde end i dag, fortæller hun.

Hvis man spørger Dagny, hvorfor hun egentlig holder så meget af regnskaber, kommer svaret hurtigt:

– Jeg har altid godt kunnet lide tal. Der er noget tilfredsstillende ved regnskaber. Det skal stemme, og man kan se resultatet af det, man laver. Når det hele går op, ved man, at man har gjort det rigtigt, konstaterer hun. 

– Dengang jeg arbejdede i banken, kunne vi ikke gå hjem, før kassen stemte. Selv en fejl på en øre skulle findes. Det lyder måske gammeldags, men sådan var det, og det hænger nok stadig ved mig.

I dag foregår Dagnys arbejde på computer, men grundlæggende er opgaverne de samme.

– Dengang skrev man tingene på en helt anden måde, og der var meget mere papir. Nu er det digitalt, men regnskaberne skal jo stadig stemme, som hun siger.

Tankerne flyttes

Selv om Dagny kun arbejder hver anden onsdag, mangler hun ikke noget at lave, for også sammen med sin mand har hun rigeligt at se til på deres ejendomme på landet; der er altid et eller andet, der skal ordnes. Alligevel har hun svært ved at forestille sig en hverdag helt uden et almindeligt arbejde.

– Man får nogle andre ting at tænke over, når man arbejder. Man skal følge med i, hvad der sker, og man skal løse nogle opgaver. Det kan jeg godt lide, siger Dagny.

Derfor har hun heller ingen slutdato i kalenderen.

– Så længe der er bilag, der skal bogføres, og regnskaber, der skal stemme, er jeg helt tilfreds med at møde ind hver anden onsdag, smiler Dagny. 

LÆS OGSÅ

Da Lisbeth så sin ene barndomsveninde i avisen efter 30 år, skrev hun et brev: ”Jeg kom til at savne hende”

For 70 år siden kom Tove, Lisbeth og Karen i klasse sammen på Centralskolen i Aabybro. De legede med dukker, spillede spil og byttede glansbilleder, men så mistede de kontakten, og årene gik. Indtil Lisbeth så Karen i avisen – og genfandt sin barndoms veninder.