To personer holder om hinanden i en tæt og følelsesladet omfavnelse

Kulturredaktøren: Her er et teaterstykke, en danseforestilling og en festival, du virkelig bør opleve

Der er stærke følelser på programmet i denne uge. Du kan opleve Naja Marie Aidts stærke fortælling om at miste et barn blive oversat til scenekunst eller kaste dig ud i en livsglad svensk film, nye bøger og podcast!

ALT for damerne logo

Teater - Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage

Naja Marie Aidts efterhånden klassiske litteraturværk om smerten ved at miste et barn finder nu for første gang vej til scenen, når Husets Teater fortolker bogen. 

Christine Albeck Børge indtager rollen som mor, mens balletdanser og koreograf Oliver Marcus Starpov er sønnen, og sammen opfører de en intens duet, hvor bevægelse og tekst flettes sammen. 

Starpov har skabt koreografien og instruerer forestillingen sammen med Amanda Linnea Ginman, og teksten er direkte hentet fra Naja Marie Aidts enestående bog. 

Det er et portræt af den universelle sorg, der flytter ind i en forælder, som mister sit barn – men også en kærlighedshistorie om båndet mellem mor og søn.

”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, 7. til 28. november, Husetsteater.dk

 Festival - Snigpremierer & serier

Elsker du serier, film og alt det, der handler om gode fortællinger på skærmen, så dyk ned i programmet til Aarhus Series & Film Festival, der foregår på tværs af Aarhus’ kulturinstitutioner og biografer. 

Du kan f.eks. se den nye danske serie ”Høst” på det store lærred, høre samtaler med folkene bag, se snigpremierer på helt nye film og få et særligt preview af den helt nye sæson af ”Orkestret” og møde Frederik Cilius og Rasmus Bruun. 

Meget er gratis og kræver bare, at du booker en billet.

”Aarhus Series & Film Festival”, 1. til 8. november, Dyk ned i hele programmet på Filmbyaarhus.dk

Danseforestilling - Følelser, følelser, følelser

Vi lever i følelsernes tid, alle ”føler at”, og følelserne er blevet et kompas, der trumfer viden og fornuft. Hvad gør det ved verden – og ved os?

Det spørgsmål stiller danseforestillingen ”All The Feels” af den Reumert-vindende koreograf Gunilla Lind, når hun bader scenen hos teatret Republique i et blåt glimmerhav og lader os svuppe rundt i følelser. 

Alle følelser er velkomne – ingen er for meget, for store eller for små! Musikken, som dansekompagniet Vomp formidler følelserne til, er komponeret af Fallulah, og kostumier og scenograf Åsa Gjerstad sørger for, at forestillingens visuelle side spiller med.

”All The Feels”, 5. til 10. november, Republique.dk

Pssst...!

Netop nu kan du opleve tekstilinstallationen ”Et rum at vente i” på Officinet i København. 

En installation om ventetid, håb og fertilitetsbehandling af tekstilkunstner Nan Na Hvass, der inviterer publikum til at lægge sig ned i en af udstillingens fire senge og ”blive holdt et øjeblik”. 

Dkod.dk