På slægtsgården bor tre generationer: Kunne du leve som dem?

Hver morgen bliver Jette vækket af glade børnestemmer.

Stemmerne tilhører hendes oldebørn, som er på vej i børnehave. Når de senere på dagen vender hjem, er Jette og hendes mand, Bjarne, garanteret besøg.

Ægteparret bor i længen til en smuk, hvidkalket gård af den slags, som signalerer slægtsgård. I dette tilfælde skal slægt forstås som generationer, for gården huser nemlig tre generationer – Jette og Bjarne, deres barnebarn Natalie og hendes familie, som består af Andreas og de tre børn Ingrid, Carl-Johan og mindstebarnet Philip på otte måneder.

– Vi nyder at være sammen med oldebørnene, og vi har fået et dejligt hjem her, siger Jette Pedersen på 83 år.

Parret har deres eget hus med egen have og udsigt til rapsmarker og skov. Men roen bliver ofte brudt, for der er altid gang i den på den anden side af hækken. 

Carl-Johan på fire år spiser jordbær, Ingrid på fem tegner, mens lillebror Philip vågner fra sin middagslur, og hunden Freja tager det hele med ophøjet ro.

Dagligt bliver lågen mellem de to haver åbnet. Når børnene kommer hjem, løber de ind og siger hej til oldeforældrene, og mens Natalie har været hjemme på barsel, er det også blevet til mange kopper kaffe.

– Min mormor og jeg er hinandens tætteste og går op ad hinanden hver evige dag, men vi er gode til sommetider at give hinanden en halv dags pause. I stedet for at ignorere hinanden giver vi lige hinanden en krammer og aftaler at tales ved, forklarer Natalie Blach på 35 år.

Ugentlige opkald

Natalie har altid haft et tæt forhold til sine bedsteforældre. Da hun begyndte i gymnasiet i Viborg, flyttede hun hen til Jette og Bjarne, som havde en stor ejendom med en ekstra lejlighed lige ved siden af skolen.

– Jeg havde tre skønne år, hvor jeg havde lidt frihed, men samtidig var der nogen, som hjalp mig med madpakker og vasketøj, fortæller Natalie.

Da hun mødte Andreas for 12 år siden, tog Jette og Bjarne også imod ham med åbne arme.

– Vi var jo kun 22-23 år og ikke helt voksne, så min mormor og morfar udviklede også lidt bedsteforældrefølelse for Andreas, griner Natalie.

Parret flyttede til København, men Natalie holdt kontakten til sine bedsteforældre med ugentlige opkald. Da familien vendte tilbage til Jylland, begyndte de at lede efter en ejendom, som også kunne huse Natalies bedsteforældre, og i 2023 fandt de det helt perfekte sted, hvor der var god plads til alle.

– Jeg ville gerne give noget tilbage til dem og ønskede også, at de skulle lære deres oldebørn at kende. Min mormor og morfar har været nogle af de tætteste mennesker gennem hele mit liv, så det betyder meget for mig, at mine børn også får minder med dem, siger Natalie.

Andreas var heldigvis med på idéen. Han er selv vokset op på et gods, hvor både hans farfar og oldefar boede, så tanken om at bo flere generationer sammen var ham ikke fremmed.

– Det er selvfølgelig noget andet at bo med en svigerfamilie, men vi har tilbragt meget tid hos Bjarne og Jette. 

Jeg føler mig på mange måder også som deres barnebarn, og det er hele grundstenen i vores bofællesskab. Selv om vi har god plads og kan lukke af til hinanden, bor vi stadig tæt, siger 36-årige Andreas Blach.

En anden respekt

For Bjarne og Jette var der ingen betænkninger, selv om de havde boet mange år i Viborg og flyttede fra et stort hus i centrum af byen til en landejendom uden for Langå, hvor nærmeste nabo er landsbykirken.

– Vi flyttede ud til noget bedre, siger Bjarne Pedersen på 73 år.

Selv om ejendommen er på 500 kvadratmeter, er det stadig svært at skjule en dårlig dag.

– Der er en anden transparens, når man bor så tæt. Det er hverdagsliv, hvor der både er det sure og det søde. Bjarne og Jette oplever børnene, når de har haft en lang dag og er trætte, men vi har fundet en god balance, siger Andreas.

Den store familie tror, at en stor del af bofællesskabets succes skyldes, at der er en generation mellem de unge og de gamle. At det er bedsteforældre og barnebarnet, som bor sammen.

– Vi har en anden respekt for hinanden end forældre og børn. Jeg tror ikke, at det havde været så nemt, hvis der ikke havde været den generation mellem os, siger Bjarne.

– Ja, luften mellem generationerne giver en anden rummelighed og ansvar, fordi vi indtager nogle andre roller. Jeg vil dog påstå, at vores børn har en tættere relation til jer, fordi I fysisk er så tæt på. 

Normalt har børn ikke så tæt et forhold til deres oldeforældre, og vi føler os også enormt privilegerede over, at vi kan give dem alle det forhold, medgiver Andreas.

Natalies mor bor stadig i Viborg og føler sig på ingen måde forfordelt over ikke at være en del af familiekollektivet.

– Min mor og søskende er bare taknemmelige over, at vi passer på mormor og morfar. Jeg vil påstå, at jeg er den i hele familien, som kender jer bedst, siger Natalie og smiler til sin morfar og mormor.

LÆS OGSÅ

Da Pernille fandt sin farfars dagbøger, ændrede hendes liv sig

Pernille Juhl kendte ikke sin farfar, før hun som voksen åbnede hans dagbøger. I dem mødte hun en ung mand, der blev tvunget i krig, netop som hans liv skulle til at begynde. I dag føler hun sig ikke bare stærkt forbundet med ham – hun skylder ham også sit forfatterskab.

Oldemors kødgryde er bedst

I begyndelsen spiste alle sammen, men det stoppede, fordi der var forskellige ønsker til både spisetid og menu.

– Det fungerer bedre at tage eftermiddagskaffen sammen og spise hver for sig, konkluderer Natalie.

Ingrid og Carl-Johan har fundet ud af, at oldemors kartoffelmos og kødgryde er bedst, og døren er altid åben.

– Jeg er selv vokset op med at blive forkælet meget af mine bedsteforældre, men vi har måttet tage snakken om, at der ikke skal være is og kage hver dag. Der bliver også nødt til at være et element af hverdag, selv om børnene også skal have lov at blive forkælet af deres oldeforældre, understreger Natalie.

– Vi respekterer, at der skal være en grænse, men jeg kan ikke lade være med at forkæle dem, undskylder Jette.nNatalie smiler til sin mormor.

– Og jeg siger bare, at vi ikke helt er i mål med det. Sådan 25 procent, tror jeg.

Der er et helt særligt bånd mellem Carl-Johan og Ingrid og deres oldeforældre. Jette fortæller om den samtale, hun havde med Ingrid uden for kirken til Philips barnedåb.

– Hun sagde til mig, at når jeg lå på kirkegården, ville hun komme med blomster til mig, for hun ved, at jeg er glad for blomster. Det rørte mig meget. Natalie smiler.

– Jeg kan se, at Ingrid har overtaget den position, jeg havde med mine bedsteforældre. Jeg kunne også sno morfar rundt om min finger, griner hun.

Vi hjælper hinanden

Listen over fordele ved at bo tæt på sin morfar og mormor er lang. Alligevel er der ét punkt på minus-listen. Der er nemlig blevet meget tydeligt for Natalie, at hendes bedsteforældre er oppe i årene. Jette har dårligt hjerte og problemer med ryggen.

– Før var de stagneret i mit hoved, men nu har jeg opdaget, at de ikke er 50 længere og derfor begrænsede, og det har jeg svært ved at acceptere. Heldigvis er vi tæt på og kan hjælpe, men det er blevet tydeligt, at de en dag ikke er her længere, og den dag ligger ikke 100 år væk, siger Natalie.

Bofællesskabet med oldebørnene er dog med til at holde Jette og Bjarne i gang. De får et indblik i livet i en moderne børnefamilie, som har brug for deres hjælp for at få hverdagen til at hænge sammen. 

Samtidig kan de med deres historier fra en svunden tid give oldebørnene en forståelse af, at der var et liv før iPads og smartphones.

– Tiden bliver en knap ressource, og så betyder det meget, at vi har Jette og Bjarne, som kan hjælpe os lidt. 

Samtidig kan børnene se, hvordan vi sammen går i haven og hjælper hinanden. Det sammenhold husker jeg også fra min egen barndom, og det vil jeg gerne give videre, for det er meget givende, siger Andreas.

Det er tid til at tage billeder, og journalisten spørger, om der er en sidste bemærkning.

– Jeg vil bare sige, at jeg elsker dig, siger Jette og smiler til sit barnebarn.

– Jeg elsker også dig, mormor, svarer Natalie og tager sin mormors hånd. 

LÆS OGSÅ

Lotte Freddie fortryder især én ting, når det gælder børnebørnene

Journalist Lotte Tegner Freddie har altid haft travlt i sin karriere. Hun er mor til to og bedstemor til fire børnebørn. I et interview med ugebladet Hendes Verden ser hun tilbage på både karriere og moderskab.