To personer på sejlbåd, en står i cockpittet, en ser mod solnedgang over havet.

Susan blev træt af at se mændene tage roret, så hun startede sin egen sejlerskole – og det har hun ikke fortrudt

Susan Sørensen blev træt af at se mændene tage roret og kvinderne træde tilbage. Derfor skabte hun en sejlerskole kun for kvinder, hvor de lærer at sejle, tage ansvar og stole på egne evner. Det, der begynder som en sejlerrejse, ender ofte med at give kvinderne mod på meget mere end livet til søs.

ALT for damerne logo

Der er saltvand i luften, vind i sejlene og gerne otte kvinder ombord, når Susan Sørensen sejler fra land i de danske havne eller rundt i mere eksotiske farvande ved Caribien, Fransk Polynesien og Seychellerne. Efter at have sejlet hele sit liv bestemte hun i 2021, at hun ville dele sine mange færdigheder med andre sejlglade kvinder. Hun sagde jobbet som lærer op og skabte Sejler med Kvinder for at give rum til, at flere kvinder får mulighed for at træde ind i en verden, som Susan altid har oplevet som meget mandsdomineret. 

– Hvorfor ser vi så mange både, hvor det, rundhåndet sagt, er ni ud af ti mænd, der står bag roret? Sådan har det været i mange år, og er det stadig, og det blev jeg en smule indigneret over. Det mest fantastiske er jo at sejle en båd, men jeg har set alt for mange gange, at kommunikationen og hele oplevelsen for folk, der sejler sammen som mænd og kvinder, ikke er særlig rar. Der bliver råbt rigtig meget i havnene, og kvinder gider ikke råbes af, siger Susan Sørensen. 

Hun peger på, at der er et kønsrollemønster på spil, når det gælder sejlads. Et, hvor pilen ofte drejer til mandens fordel. 

– At sejle involverer hele mennesket, men kønsrollemønsteret er virkelig en ting, som kan hæmme mange kvinder. Mange kvinder har meget let ved at bakke ud, når sejladsen kræver maskuline energier som at træffe en hurtig beslutning og stå på mål for den, fordi vi godt kan lide at tænke mere over vores valg, og hvilke konsekvenser de valg har. Mænd er langt mere intuitive, og derfor slipper vi hurtigere roret til dem, siger Susan og peger på måden, kvinder og mænd typisk går til sejleriet på. 

Sejlture med Sejler for Kvinder går ud på at lære at navigere på en båd og ikke mindst sejle den. Men de handler også om at få nogle fantastiske oplevelser med hjem i bagagen.

Mænd starter ofte med at købe en båd, og så finder de bagefter ud af, hvordan de skal sejle den. Kvinder starter med at gå på sejlerkursus for at få en lang række beviser, og så køber de båden. 

– Vi sejler i kølvandet af en gammel fortælling om, hvem der kan stå bag roret, og vi savner nogle flere kvindelige rollemodeller. Det var den friplads, jeg gerne ville give kvinder, ved at starte med at sejle sammen med dem. Give dem en mulighed for at lære at sejle på egne præmisser, men også stå ved det og udvikle deres kompetencer. 

Tårer på styrebroen 

Susan Sørensen er helt bogstaveligt født på vandet. Susans far syntes, at familien skulle sejle ud på deres ombyggede fiskekutter den dag, hendes mor havde termin, og der midt på sommerdagen gik vandet, og med Susans storebror på halvandet år i en line spændt til masten, agerede hendes far fødselshjælper på fordækket og kunne sejle i havn med en nyfødt baby i favnen. 

– Hele mit liv har jeg sejlet både kapsejlads, hvor det handler om disciplin og færdigheder, og tursejlads, som er båret af familie, oplevelser og ferie, så jeg har fået begge sider af sejlerlivet med, fortæller Susan, der derfor både kan sejle en båd og vedligeholde og reparere den, en kompetence hun stadig bruger i dag, og som hun mener mange kvindelige sejlere kan blive lidt skræmt af. 

Gruppe kvinder i matchende T-shirts samles ved roret på en sejlbåd i solskin.
Susan sejler med kvinder 13-14 uger om året. Flere af kvinderne vender tilbage år efter år – for fællesskabet og for at udvikle deres sejlerfærdigheder

For at komme drømmen i møde om at få flere kvinder bag roret, sejlede hun for fem år siden sit første hold på fire kvinder på en uges tur i danske farvande, men det, som hun troede skulle være en sejlerskole i Danmark, udviklede sig hurtigt til at være en sejlerskole, der bevæger sig i udenlandske farvande.

I dag er Susan på sejlerrejser sydpå omkring 14 uger om året sammen med både nybegyndere og mere erfarne sejlerkvinder. Mange kvinder tager nemlig med igen og igen.

 – Det er stadig en sejlerskole, for det handler om at lære at sejle en båd og udvikle sig på alle niveauer, men det er også en tur, hvor vi får nogle fantastiske oplevelser. Vi sejler båden sammen, og jeg oplever ofte, at kvinderne får tårer i øjnene af glæde, når de står på styrebroen, for det er en helt særlig følelse at stå med ansvaret for en så stor båd for første gang. Man har virkelig fornemmelsen af at være kaptajn ombord, og det rører mange, fortæller Susan. 

Søstersolidaritet på dækket 

Ombord på båden bliver kvinderne sat sammen to og to i faste makkerskaber, og der er madlavnings- og rengøringstjanser, som alle bidrager til. Det skaber en tryghed, der rækker langt ud over selve sejladsen, fordi kvinderne ved, at de har hinandens opbakning. Susan arbejder aktivt med at skabe en bestemt bådkultur, hvor man taler ordentligt til hinanden, blandt andet ved at bruge håndtegn i stedet for at råbe. 

– Der er kun os ombord, så vi skal tage alle beslutninger og lægge kursen sammen. Vi tager det i små bidder, binder knob og lærer at holde en stabil kurs, og ingen begår fejl, vi begår erfaringer. Vi tjekker hver morgen ind på hinandens søvn, toiletvaner, og om der er noget, vi kan gøre for hinanden, for det er i alles interesse, at man tager medansvar for hinanden. Vi er bogstaveligt talt på dybt vand, og alle ved, at det potentielt er farligt, hvis vi ikke er forsigtige, siger Susan. 

Tre kvinder i badetøj sidder på en strand med en sejlbåd i bugten mellem høje klipper.
Ruten på sejlerrejserne bliver til undervejs, når kvinderne sammen læser vejret, planlægger næste havn og skiftes til at styre båden. Det ender ofte i et miks af natur, badeture og gamle havnebyer.

Og netop det fælles ansvar er ifølge Susan kimen til det fællesskab, der opstår ombord. 

– Når de ting er på plads, udvikler der sig et fællesskab, som giver modet vide rammer. Det med at tro på sig selv, at jeg kan, jeg vil, og jeg har en tryghed i, at der står en ved siden af mig, betyder alt. Den søstersolidaritet, vi bygger op, er så unik, at de fleste går fra borde fyldt med oplevelser og samvær, men også inspireret og motiveret til at gøre noget, enten med sejlads eller noget andet i livet. 

Susan betegner selv sit skifte til iværksætter som noget af det mest fantastiske og mest privilegerede i sit liv. Hun lever af sin passion, og rejsen mod en bæredygtig forretning har været uden store bump, men med masser af læring i forhold til det administrative i at holde en virksomhed kørende samt erfaringen i at lære sin målgruppe at kende og forfine produktet, så det hele tiden er tilpasset efterspørgslen. Hun bruger cirka halvandet år på at arrangere en sejlerrejse, og når båden endelig lægger fra land, oplever Susan en helt særlig glæde.

– Jeg er utrolig stolt på mit køns vegne over, at vi kan gøre det sammen, og vi modbeviser hele sejlerkulturen om, at det meget ofte er mænd bag roret. Hver gang en sejltur slutter, oplever jeg, at kvinderne står mere ranke, fordi de har haft en flok af medsøstre til at heppe på dem, og fordi deres bidrag har gjort en forskel for andre. Deres værdi i fællesskabet står tydeligt frem, og det har givet dem modet til at handle og en inspiration til at gøre noget, der gør deres liv bedre.

Ruten på sejlerrejserne bliver til undervejs, når kvinderne sammen læser vejret, planlægger næste havn og skiftes til at styre båden. Det ender ofte i et miks af natur, badeture og gamle havnebyer.