Stephania Potalivo frygtede at skuffe sine venner, da hun blev mor

Når hun er sammen med andre, føler hun ofte et ansvar for at bidrage til den gode stemning. Men det kan være en udmattende opgave, når energien i forvejen er knap.

alt.dk logo

For skuespiller Stephania Potalivo er overskuddet til at være social blevet mindre, efter hun er blevet mor. 

Det fortæller hun i ALT for damernes podcast "ALT fortalt". 

– Jeg kan mærke, at jeg er et sted lige nu, hvor jeg er nødt til at øve mig på, hvor jeg lægger min energi, efter at jeg har fået et barn, for der er jeg hele tiden på. Altså, jeg kan jo ikke slappe af, så længe hun er vågen, og der skal jeg lære, hvordan jeg både er på, når jeg er sammen med hende, og også kan holde til at være et socialt menneske bagefter.

For selvom Stephania Potalivo kan savne at være social, er overskuddet ikke altid til det.

– Jeg er allerede træt, når mit barn sover, eller når jeg har været på arbejde, og når jeg så kommer hjem efter at have været ude sammen med nogen, er jeg endnu mere bombet, end jeg ville have været, hvis jeg i stedet havde brugt noget tid på at lave ingenting og ikke tale med nogen.

Stephania fortæller, at hun havde en lidt hård start med sin baby, og derfor vendte hun i en periode al sin energi indad. Samtidig blev hun bange for at skuffe sine venner, fordi hun ikke prioriterede venskaberne på samme måde som før.

– Jeg havde slet ikke et behov for at se nogen i starten, men jeg brugte så mange kræfter på at stresse over, om de nu bliver sure, fordi jeg ikke vedligeholdte venskaberne lige nu. Men alting har jo sin tid, og jeg tror også, det er vigtigt, at man heller ikke stresser over det, fordi man bare er dét sted i livet lige nu. Jeg lærte jo også hurtigt, at mine rigtige venner forstod mig.

I podcasten taler hun og Martin Johannes Larsen om, at danskerne er blevet dårligere til at invitere venner hjem til middag. En tendens, som Stephania godt kan genkende sig selv i.

– Vi lever jo i en perfekthedskultur, så hvis der kommer nogen på besøg hjemme hos os, tænker jeg altid, at der skal være rent, pænt, ryddet op og hængt rene håndklæder op. Men hvis jeg selv er hjemme hos andre, er jeg jo mega ligeglad, og jeg ville sådan ønske, at jeg bare slappede mere af, for det er jo så ligegyldigt. Men jeg kan mærke, at det er et benspænd for mig, når jeg gerne vil se mine venner, at jeg gerne vil have gjort rent. Også selvom det jo ikke bliver hyggeligere af, at der er støvsuget, siger hun og fortsætter:

– Jeg har få mennesker i mit liv, som jeg altid godt kan lide at være sammen med, og hvor jeg ikke bliver træt. Vi kan være helt os selv med hinanden. Det var så fedt, da man var yngre, når man bare kunne være sammen med folk og hænge ud og stene uden nødvendigvis at skulle snakke. Som voksen skal man altid catche up og snakke om, hvordan det går. Det der med at mødes på en café eller til en kaffe og have en samtale, det synes jeg godt kan være lidt drænende.

Når Stephania er sammen med andre, føler hun også ofte et ansvar for at bidrage til den gode stemning. Det kan være endnu en udmattende opgave, især når energien i forvejen er knap.

– Jeg kan godt have lidt en tendens til at overkompensere, hvis jeg er ude til noget, hvor jeg er nødt til at smalltalke med folk, jeg ikke kender så godt. Så er jeg enormt dårlig til bare at sige ”hej” og ”goddag” og ”hyggeligt at møde dig”. Jeg føler hele tiden, jeg skal fortælle en joke, og der kan jeg godt tænke for mig selv: ”Hold nu op, du behøver ikke at være sjov lige nu”. Det er okay bare at stå her helt stille og roligt, men jeg bliver bange for den akavede stilhed.

Lyt til hele samtalen i podcasten "ALT fortalt", hvor Martin Johannes Larsen og Stephania Potalivo også taler om forældreskabet, de konflikter, der kan opstå derhjemme, når energien er brugt op, og om at føle, at man altid skal være den sjove.