Kaya Brüel strikker kærlighed i hver maske - dog lige med undtagelse af en særlig vest

I det hyggelige byhus på Vesterbro har musiker og sangerinde Kaya Brüel sit krea-rum. Her sidder hun og strikker i sin dybe lænestol omgivet af klenodier, som afslører en meget kreativ familie.

– Det er en blanding af ting fra min familie. Fra min mor, Sanne Brüel, morfar, Max Brüel, og oldefar Axel Brüel. Klaveret med brændemærker på toppen har stået i min mors barndomshjem i Gammel Holte, og hun har skrevet musik ved det. 

Jeg er begyndt at lære at spille guitar, og jeg har et billede af min mor ovre på reolen, som hepper på mig. Det giver mig en blanding af inspiration og opbakning fra mine aner i fortiden med alle de kreative ting, som de har skabt. 

Jeg er den, som har båret faklen videre i vores familie, det kan jeg godt lide, siger hun.

Kayas moster, sangerinden Rebecca Brüel, var meget dygtig til at strikke uden opskrifter, og man kunne altid høre hendes pinde knitre.

– Hun var vanvittig dygtig og kunne strikke, mens hun så fjernsyn. Stribede bluser både til sig selv og til sin tvillingesøster, min mor Sanne (som døde i 2011, red.). Hun gik altid i Rebeccas stribede kreationer.

Kyndig hjælp

Kaya begyndte at strikke i 2018, da hun spillede med i musicalen ”Pelle Erobreren” på Østre Gasvæk. Rollen var ikke så stor, så der var meget ventetid bag scenen, hvor flere af hendes kollegaer strikkede.

– Jeg kunne godt huske fra folkeskolen, hvordan man slog masker op og strikkede ret og vrang, så jeg begyndte med nogle karklude. Det blev lidt kedeligt. 

Da jeg så lavede ”Citysingler” med Trine Gadeberg, som er dygtig til at strikke, så sagde hun: ”Du kan sagtens strikke en sweater!”. Jeg syntes, at opskrifterne så vilde ud. 

Med Trines kyndige hjælp og lidt Youtube, så gik jeg i gang, og så strikkede jeg ellers derudad.

LÆS OGSÅ

Margrethe Vestager strikker på arbejde – der er dog visse ting, hun kun strikker hjemme

Man kender blandt andet Margrethe Vestager som værende en benhård og garvet folketings- og EU-politiker, men en dag gjorde hun noget uventet.

Finstrikkede gaver

Da Kayas mand, instruktøren Kenneth Kainz, blev 50 år, fik han en meget personlig gave.

– Jeg strikkede en sweater til ham og holdt det hemmeligt. Jeg sad heroppe og bad ham banke på, før han kom ind. Han var også en del i vores sommerhus lige der, og så strikkede jeg imens. 

Jeg har også strikket meget til vores datter Asta, som nu er 26 år. Når man giver sådan en sweater, så er det jo kærlighed i hver en maske. Det er omsorg og en krammer, man kan tage med sig. Asta fik faktisk min første strikkede sweater i 20-års fødselsdagsgave.

I vinters strikkede Kaya på noget af en udfordring, og hun skulle helst ikke afbrydes imens.

– Det er det sværeste, jeg nogensinde har lavet. Det var min fars kone, Mette, som også strikker, der gav mig opskriften og garn, og så skulle vi i gang med det her hulmønster. 

Vi mødtes i efterårsferien, og siden da har jeg haft det pillet op tre gange, og hun har pillet op og er nu gået i stå. Vi er nærmest blevet deprimerede af det. 

Vesten var til mig selv, og jeg er glad for, at der ikke skal ærmer i, for jeg har været så sur på den, at der ikke er så meget kærlighed i de masker. 

Det kan jeg ikke byde nogen. Det er en rasende vest, siger Kaya grinende. 

LÆS OGSÅ

Sådan kan du nemt forlænge livet på dine sweatre og strømper

I gode, gamle dage lappede og reparerede man i ét væk og smed sjældent ud. Det kan vi lære af i dag, synes foreningen Gavstrik, der med maskesting og franske knuder forlænger livet for sweatre og strømper. Og det er faktisk sjovt at forvandle huller til små kunstværker – se selv!