Barn med stråhat sidder på en plettet hest i et sort-hvidt foto

Redaktionens forbilleder: Her er 11 inspirerende kvinder, som vi ser op til

På ALT for damernes redaktion har vi mange kvinder, vi ser op til og lader os inspirere af. Kvinder, der har gjort noget særligt og sat et uafrysteligt præg på vores liv. Her kan du møde et udpluk af redaktionens vigtigste forbilleder.

ALT for damerne logo

Ulla Terkelsen - ”Hun siger altid ja”

Af journalist Marie-Louise Truelsen

Ulla Terkelsen siger altid ja. Til arbejdsopgaver, til oplevelser, til livet. 

Fra hun var 19 år og til i dag, hvor hun har rundet 82, har hun arbejdet som journalist og rejst verden tynd. 

Hun er kendt af alle for sit kontrafej – set lidt fra siden – når hun entusiastisk rapporterer fra alt fra krig og kaos til kongelige begivenheder.

Jeg har været så heldig at interviewe Ulla flere gange, og hver gang er jeg blevet blæst bagover af hendes energi, hendes hukommelse og hendes finurlige sprog. 

Hun forventer helt tydeligt, at man er forberedt, når man møder op, for det er hun altid selv. Selvfølgelig. Hun læser en ordentlig stak papiraviser hver dag og holder sig i øvrigt løbende orienteret online. 

Det er en kæmpe, kæmpe fornøjelse at tale med en kvinde, der er så vidende og samtidig så vanvittig morsom. Ulla kan se det skæve i livet, hun kan sætte ord på det, og for mig er hun en enorm inspiration. 

Både som kvinde og som journalist. Og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal tale med hende.

Dolly Parton -”Et billede på sårbarhed og styrke”

Af digital redaktør Susanne Knutzen

Nyheden om, at Dolly Parton i en alder af 80 var gået bort, ramte mig mere, end jeg lige havde troet. For selvom hun ikke bliver spillet i fast rotation derhjemme, er flere af hendes sange på min løbeplayliste. 

”9 to 5” hjælper mig med intervaller, for det helt fantastiske løbe-beat. ”Jolene” fik tårerne frem, da jeg i en sårbar periode kæmpede lidt med kærligheden, og hendes duet med Kenny Rogers giver mig altid lyst til også at begynde til linedance. 

Men Dolly Parton var inspirerende for meget mere end sin musik. Hun var en skarp business-kvinde, der stiftede sit eget pladeselskab og ejede rettighederne til sin egen musik. 

Hun insisterede på retten til sit udseende og har bl.a. sagt følgende: ”Jeg bliver ikke fornærmet over alle de dumme blondinevitser, for jeg ved, at jeg ikke er dum ... og jeg ved også, at jeg ikke er blondine”. 

Og netop ikoniske citater er der mange af: ”Ingen sidder alene i rum, hvor jeg er til stede”, ”Jeg har altid tænkt, at hvis du ser nogen uden et smil, så giv dem dit” og ”Hvis du vil have regnbuen, må du også finde dig i regnen”.

For mig er hun et billede på sårbarhed, styrke, kvindelighed og ligestilling.

Tove Jansson -”Modig, stædig og insisterende"

Af journalist Emilie Foli

Selvom Mumitroldene er så stort et livsværk, at man næsten ikke kan drømme om mere – så gjorde den finske børnebogsforfatter og illustrator Tove Jansson så meget mere end det. 

Hun var politisk engageret, og både før og under 2. verdenskrig arbejdede hun for det satiriske tidsskrift ”Garm”, hvor hun lavede karikaturtegninger af Stalin og Hitler – og så elskede og levede hun med en kvinde på et tidspunkt, hvor det absolut ikke var hverdagskost i Finland. 

Tove Jansson var modig og stædig og insisterende på det retfærdige i verden, og derfor er hun for evigt et forbillede for mig.

Trine Søndergaard - ”En nutidig Hammershøi”

Af kreativ chef Caroline A. Bagger

Min største kunstneriske inspirationskilde er billedkunstner Trine Søndergaard, som jeg opdagede ved et tilfælde for mange år siden. 

Hun står for mig som det kvindelige spejl på kunstneren Vilhelm Hammershøi. Hammershøi fangede det nordiske lys på lærredet, hvor Trine overfører de fineste dagslyskontraster til fotografiet på en melankolsk og stemningsfuld måde. Hendes værker er en blanding af det historiske og det moderne, som når hun bl.a. klæder unge kvinder i de traditionelle Fanø-hovedbeklædninger kombineret med moderne hverdagstøj. 

Jeg har malet og fotograferet i mange år, og min store passion for dagslyset startede for alvor, da jeg gik på film og fotoskolen Fatamorgana og havde Trine Søndergaard som gæstelærer. 

Siden da har jeg næsten altid brugt det naturlige lys i mine billeder. Nogle år efter mødte jeg hende igen på et fotokursus på Ryslinge Højskole. Hendes måde at undervise på gjorde, at jeg dengang fik kreeret nogle af mine mest personlige billeder. 

Dagslyset har jeg taget med mig i mit arbejdsliv. I dag fotograferer jeg kendte ansigter til ALT for damerne. Det er i høj grad Trine Søndergaards fortjeneste, at jeg har skabt mit eget personlige udtryk i mine portrætter. Hun er en stor inspirator for mig i min hverdag.

Billedkunstner Trine Søndergaard er en kunstner med en særlig sans for lys. Her ses et af hendes værker, ”guldnakke”.

Astrid Lindgren -”Hun stod ved sig selv”

Af journalist Julie Bruun Lund

Hun fik mig til at drømme om en ven, der hed Alfred, og en nabo som Tante Berg. Hun gav mig en vished om døden – og livet, der måske, måske ikke venter efter. 

Hun fik mig til at forstå, at kvinder også kan være stærke. Selvstændige. Viljestærke og modige. Fulde af leg og fantasi. Og at det er vigtigt at stå ved sig selv. Se bare på Pippi Langstrømpe. 

Som barn slugte jeg fortællingerne om Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe – og favoritterne om Madicken, Lotte og Ronja Røverdatter. Senere blev jeg præsenteret for bogen om ”Brødrene Løvehjerte”, og det blev den første bog, jeg selv læste. 

I dag kan jeg faktisk ikke huske i detaljer, hvad bogen handler om, men der var noget med det stærke bånd mellem brødrene, den uventede død, genforeningen på den anden side og eventyret, som gav mig en følelse, der stadig sidder i mig. 

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at når min datter bliver gammel nok, så skal hun ”møde” Astrid Lindgren – og alle vennerne. Men hun skal også vide, hvem Astrid Lindgren var. 

For udover at skrive børnebøger, som revolutionerede børnelitteraturen og gjorde oprør mod datidens børnesyn, brød hun også med datidens snævre rammer for, hvad en kvinde kunne og burde: Hun stod ved sig selv.

Lise Nørgaard - ”Hun viste, at vi kan nå det hele”

Af journalist Julie Nolsöe

Fra en tidlig alder havde jeg en idé om, at jeg skulle finde en bestemt ”vej i livet”. Det indebar blandt andet at vælge en videregående uddannelse, dygtiggøre mig, finde en bestemt type arbejde og til sidst gå på pension. 

En lineær vej, om man vil. Men min opfattelse af, hvordan et arbejdsliv kan se ud, var Lise Nørgaard heldigvis tidligt med til at rykke ved, da jeg som helt ung udviklede en kærlighed til seriehittet ”Matador” og blev bekendt med hende og den forrygende karriere, hun har haft. 

For Lise Nørgaard valgte ikke bare én vej. Hun var journalist på blandt andet Politiken, redaktør og chefredaktør på Hjemmet, forfatter og manuskriptforfatter. 

Hun skrev bøger med stærke feministiske budskaber med afsæt i sit eget liv, blandt andet ”De sendte en dame”, som skildrer hendes vej ind i den mandsdominerede bladverden. Og så er hun selvfølgelig idé-kvinden bag kulturskatten ”Matador”. 

Den alsidighed i hendes arbejdsliv, synes jeg, er ret sej. Især fordi hun gjorde det i en tid, hvor kvinders liv i langt højere grad var forventet at handle om hjem og familie. 

For mig er hun derfor et bevis på, at man ikke behøver vælge én version af sig selv. Man må gerne være nysgerrig, skifte retning og – hvorfor ikke? – nå det hele.

Tine Bryld - ”Vi stolede på hendes svar”

Af kulturredaktør Christina B. Kjeldsen

Tine Bryld sad klar ved telefonen og lyttede til de unge med empati, nysgerrighed og en klar stemme, der kunne tale bekymringerne helt derned, hvor man turde tage fat på at løse dem. 

Med radioprogrammet ”Tværs” var hun, sammen med ”Det elektriske barometer”, lydsporet til mit ungdomsliv, og jeg kan huske, hvor modige jeg syntes, de unge, der ringede ind med deres problemer, var. Og hvor meget jeg stolede på Tines svar til dem. 

Tine Bryld var noget så sjældent som en voksen, der turde stå på ungdommens side og tale deres sag, så alle kunne høre det.

Tine Bryld var oprindeligt socialrådgiver, medstifter af Børns Vilkår – og så var hun faktisk brevkasseredaktør her i ALT for damerne i en årrække. 

Som forfatter skrev hun blandt andet trilogien ”Liv og Alexander”, som jeg og tusindvis af andre unge mennesker har slugt igennem årene, og så var hun noget så sjældent som en voksen, der turde stå på ungdommens side, trøste dem, tage deres ord alvorligt og tale deres sag, så alle kunne høre det. 

Tine Bryld var en slags rygsøjle i dansk ungdomskultur, og det er i sig selv beundringsværdigt at drive et radioprogram i mere end 30 år, som hun gjorde det med ”Tværs”. Tænk på alle de unge, hun har hjulpet – det er både svimlende og rørende, synes jeg.

Margrethe Vestager - ”Hun er skarp, klog og vanvittigt dygtig”

Af chefredaktør Heidi Frederikke Sigdal

Cool, troværdig, kompetent, ordentlig, dygtig, modig, smilende, ambitiøs, passioneret. For mig er Margrethe Vestager et kæmpe forbillede, fordi hun uden at gå på kompromis med sig selv eller sine værdier har præsteret at bevæge sig ind i arenaer og magtsfærer, der traditionelt set har været tungt domineret af mænd. 

Med sit strikketøj i hænderne og sin feminine garderobe har hun brudt glaslofter og stille og roligt infiltreret rum, der ellers mest har kendt til jakkesæt og slips – ikke som en rebel, nærmere som en reformator.

Hun lykkes ikke med det, fordi hun er kvinde, og diversitetskvoter skal opfyldes. Hun lykkes med det, fordi hun er skarp, klog og vanvittigt dygtig. Med en enorm respekt fra omverdenen og med en tro på sig selv og sin faglighed, der kun kan inspirere.Politisk tegnede hun sit parti og sine visioner herhjemme i flere år – som leder og som minister. 

Og på internationalt niveau som en af de mest magtfulde kommissærer i EU. Nemlig konkurrencekommissær, hvor hun gik op imod nogle af verdens største tech-giganter som Google og Apple.

Igennem lang tid har hun bredt vist, at the sky is the limit – hvis man har orden i penalhuset, gør sig umage og opfører sig ordentligt.

Sofie Linde - ”Et forbillede i alle mine livsstadier”

Af podcastvært Caroline Heidemann

Når jeg satte mig foran fjernsynet som barn, kiggede Sofie Linde tilbage på mig med et blik, der fik det til at føles, som om vi havde noget særligt sammen. 

Som om hun havde skabt sit helt eget bånd til alle os, der kiggede med. Som børnevært på DR lærte hun mig, at man som pige gerne må være frembrusende og filterløs, selvironisk og sjov. 

At det bedste, man kan gøre, er at være sig selv og tage plads, og at man ikke behøver gøre sig mindre for at passe ind. Senere, da jeg i mine teenageår skulle finde min egen identitet, blev jeg inspireret af hendes legende tøjstil. 

I et nordjysk lokalsamfund, hvor man helst ikke skulle skille sig ud, gav hun mig et kærligt skub til selv at iføre mig regnbuens farver og finurlige mønstre. 

Og da jeg blev en ung kvinde, viste hun mig vigtigheden af at sætte grænser og kræve respekt. Da hun igangsatte Metoo-debatten, havnede hun i et stormvejr, men jeg fik kun endnu en grund til at beundre hende. 

Som børnevært var Sofie Linde frembrusende filterløs og sjov, og som igangsætter af Metoo-bølgen viste hun alle unge kvinder, at det er helt ok at sættte grænser.

Det var modigt og rørende, revolutionerende og fandenivoldsk, og hun beviste, at hun besidder den fineste kvalitet af alle: søstersolidaritet. Sofie har været et forbillede gennem alle mine livsstadier.

Malala Yousafzai - ”Hun gør mig taknemmelig – og vågen”

Af journalist Anna Frida Damkjær Andersen

Jeg var selv 9 år gammel og skoleglad, da 15-årige Malala stod ansigt til ansigt med en bevæbnet Taliban-kriger. Jeg glemmer aldrig, da vi i folkeskolen hørte om pigen, der blev skudt i hovedet, fordi hun ønskede at gå i skole. 

Tre år før kuglen ramte Malalas venstre side af hovedet, havde hun skrevet en blog under et pseudonym for BBC, hvor hun beskrev livet under Taliban og forbuddet mod pigers skolegang. 

Malalas ord både nominerede hende til flere ungdomsfredspriser og gjorde hende til et mål for Taliban. Jeg blev klar over en verden, der var så langt fra min. Så uretfærdig og brutal. 

Men Malala er ikke et symbol på had og ødelæggelse for mig, hun er det stik modsatte. Hun motiverer mig og giver mig håb. For selv i en sådan verden findes der modige mennesker, der siger fra og kæmper. 

Selv efter at være blevet forsøgt slået ihjel. Hun er håbefuld, varm og taknemmelig. Men hun er også vedholdende, bestemt og langt fra færdig med at bruge sine ord. 

Malala minder mig om at sætte pris på alt det, jeg er heldig at have – og holde et vågent øje med det, der sker omkring mig.

Helle Thorning-Schmidt - ”Hun viste, at der er mange måder at være familie på”

Af indholdsansvarlig Louise Topbjerg

I 1999 stod jeg på Rue Defacqz i centrum af Bruxelles med en fyldt rullekuffert og udsigt til at bo hos Helle Thorning-Schmidt i et år som hendes og hendes families au pair. 

Hun var nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet og højgravid og tog imod med åbne arme og kram. Selv om jeg på det tidspunkt jo ikke anede, at hun skulle blive Danmarks første kvindelige statsminister, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en helt særlig kvinde, jeg flyttede ind hos. 

Og i dag kan jeg meget tydeligt se, hvor dannende og lærerigt det var for mig at bo hos hende det år.

Helt lavpraktisk lærte hun mig at lave en lynhurtig spaghetti carbonara. En ret, jeg også laver til mine egne børn på travle hverdage. 

På en køretur fra Strasbourg til Bruxelles lærte hun mig, hvor fantastisk Dolly Parton faktisk var. Hun lærte mig også, at det er vigtigere at lege Robin Hood med sit barn end at få ryddet op. 

Og så viste hun mig, at der er mange gode måder at være en kærlig kernefamilie på. For bare at nævne nogle af tusindvis af eksempler. Når folk siden har spurgt, hvordan Helle var, så har jeg for det meste svaret ”sjov”. For hun var virkelig sjov, og grinene sad løst. 

Men hun var og er også vanvittigt sej, og jeg er taknemmelig for, at jeg har været så tæt på en kvinde, der har skrevet danmarkshistorie.