MeToo har ændret meget, men modstanden findes stadig: ”Man skal ikke tro, at alle står og klapper”

Metoo har ændret den offentlige samtale, den har ændret arbejdskulturen, og så har den ændret den måde, institutioner håndterer chikane og magtmisbrug på.

Det konkluderer kønsforsker og forfatter Kenneth Reinicke, der i over 25 år har været en del af debatten om køn og ligestilling. Vi har spurgt ham, hvilke reelle ændringer Metoo-bevægelsen førte med sig, der stadig er at se her næsten ti år efter bevægelsen.

– Seksuel chikane har skiftet samfundsmæssig status. Adfærd, der tidligere var normaliseret og blev set som en del af en bredt accepteret drengerøvskultur, bliver i dag i langt højere grad forstået i en krænkelses- og magtterminologi. Det er en ret fundamental kulturel forskydning.

Når man spørger Kenneth Reinicke, hvad der egentlig er sket af større ændringer siden Metoo-bevægelsen, peger han især på arbejdspladserne, samtykkeloven og datingkulturen.

– På mange arbejdspladser er seksuel chikane ikke længere kun et problem mellem to mennesker, men et organisatorisk ansvar. Derfor har vi fået langt større fokus på politikker, whistleblowerordninger og procedurer, så man på arbejdspladserne ved, hvordan man håndterer krænkende adfærd. 

Og så fik vi samtykkeloven. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at den var blevet gennemført på det tidspunkt uden Metoo.

– Samtykkeloven kvalificerede debatten, fordi den flyttede fokus fra modstand til deltagelse. Spørgsmålet er ikke længere kun, om nogen tydeligt har sagt fra, men også om begge faktisk deltager frivilligt. 

På den måde har loven også haft en kulturel betydning, og det har sikkert også hjulpet på opmærksomheden, at nogle mænd nu har opdaget, at grænseoverskridende adfærd faktisk kan få konsekvenser for deres arbejde og position.

At det er blevet svære for især mænd at date, har ofte været brugt som argument imod Metoo-bevægelsen – og ifølge Kenneth Reinicke, er der da også noget om sagen.

– Jeg vil mene, at Metoo også har påvirket måden, især heteroseksuelle mennesker dater hinanden på. Det, jeg kan se i mine interviews med unge mænd, er en ny bevidsthed om grænser, initiativ og samtykke. Det betyder ikke, at alle er begejstrede for udviklingen, men de er blevet nødt til at forholde sig til den. 

En af de mænd, jeg talte med, fortalte, at han var blevet så bekymret for at misforstå en situation, at han ikke turde kysse en kvinde uden først at spørge, om det var okay. Det viser, at øget opmærksomhed på samtykke både kan skabe større respekt for grænser og en form for moralsk usikkerhed.

Og ifølge Kenneth Reinicke er det især machomanden, der lider.

– Mænd positionerer sig meget forskelligt i forhold til Metoo. Nogle tænker, at hvis du kunne finde ud af at flirte før Metoo, så kan du også efter, ligesom de klare grænser for nogle mænd er at fortrække.

Andre føler sig dæmoniserede og siger, at de ikke længere tør se på en kvinde. Det er især mænd, hvis maskuline selvforståelse bygger på at være frembrusende, tage styringen og ikke nødvendigvis tage et nej for et nej, som bliver udfordret af den nye samtykkekultur. 

Men selv de mest machoagtige typer er i dag langt mere bevidste om, at de skal passe på. En chef ved godt, at han ikke længere kan drikke sig stinkende stiv til julefrokosten og ralle rundt og rage på medarbejderne uden, at det får konsekvenser.

LÆS OGSÅ

Maren Uthaug har skrevet en trilogi om at udfase mænd: "Når du først får øje på det, kan man ikke "afse" det

Maren Uthaug er aktuel med den sidste bog i ”procent-serien”. I denne uges ALT for damerne kan du møde forfatteren, der har helt et særligt blik for kønsforskelle.

Hvornår er man frikendt?

Selvom Kenneth Reinicke ser Metoo som en vigtig ligestillingspolitisk bevægelse, mener han, at det er vigtigt at anerkende, at den også har skabt modstand og nye dilemmaer.

– Man skal ikke tro, at alle står og klapper. Så tager man fejl.

– Det er vigtigt at forstå, at normforandringer sjældent foregår uden modstand. Og den modstand kommer ikke kun fra mænd. Man ser også kvinder, ikke mindst i ældre generationer, som oplever dele af Metoo som en problematisering af omgangsformer, de selv har levet med og betragtet som normale. 

Når adfærd, der tidligere blev betragtet som legitim pludselig fortolkes gennem et krænkelsesperspektiv, kan det opleves som en moralsk omfortolkning: Manden bliver pludselig defineret som krænker og kvinden som offer, selv om ingen af dem nødvendigvis selv har forstået situationen sådan.

Siden Metoos begyndelse har vi set mange eksempler på fremtrædende mænd, der har måttet forlade deres poster og arbejdspladser. 

Men nu, hvor vi nærmer os bevægelsens tiårsjubilæum, mener Kenneth Reinicke, at vi også er nødt til at forholde os til spørgsmålet om rehabilitering.

– Forleden så jeg Frank Jensen udtale sig offentligt for første gang i lang tid. Det slog mig, hvor lidt vi har set ham siden hans afgang. Han er blevet meget stærkt identificeret med de sager, der førte til, at han forlod politik. Spørgsmålet er, om man på et tidspunkt kan vende tilbage til en offentlig rolle, uden at den identitet følger med overalt.

– En af de diskussioner, vi bliver nødt til at tage mere alvorligt i den næste fase af Metoo, handler om proportionalitet og rehabilitering. Hvornår har en person taget konsekvensen af sin adfærd? Findes der en vej tilbage til bestemte positioner? Og er alle typer af krænkelser så alvorlige, at de bør have permanente konsekvenser? Der har vi endnu ikke udviklet særlig klare sociale normer.

Et nyere eksempel er debatten om Pia Olsen Dyhrs genansættelse af en tidligere rådgiver, der havde forladt samme arbejdsplads efter en sag om krænkende adfærd.

– Her bliver dilemmaet tydeligt. Man skal ikke nødvendigvis være tvunget til at sidde på bænken resten af livet på grund af noget, man tidligere har gjort. 

Men han sad jo heller ikke på bænken – han havde et andet arbejde. Derfor kan man godt spørge, om det gør en forskel, at man vender tilbage til netop den arbejdsplads, hvor den krænkende adfærd fandt sted.

– Nasar Khader er eksempelvis blevet præst. Det er altså ikke sådan, at vi har en lang række mænd, som efter en Metoo-sag aldrig igen har kunnet få et arbejde. 

Det interessante spørgsmål er måske mindre, om de kan få et arbejde igen, og mere hvilke positioner de kan vende tilbage til – og hvilken offentlig legitimitet de kan genvinde.

LÆS OGSÅ

Når den selvkritiske stemme dukker op i Helle Thorning-Schmidts hoved, siger hun én ting til sig selv

Mange kender til stemmen, man kun selv kan høre, og som kan fylde en hel del. Den lille, onde stemme, der skaber tvivl og usikkerhed oftest helt uden grund. Selv tidligere statsministre kan have denne stemme, det kan Helle Thorning-Schmidt skrive under på.