Naturfotografen Johnny bliver kaldt for en Disney-prinsesse - og så kan han noget særligt med egern

–I vores urolige tid er der mange, der synes, det er en form for åndeligt pusterum at se på mine egernbilleder.

Egernene spreder en ro, uden at det bliver kedeligt, siger Johnny Kääpä.

Sådan fungerer egernprojektet også for ham selv. Efter mange år som sælger og lige før han fyldte 50 år, indså han, at det var nu eller aldrig, hvis han ville lave noget, der engagerede ham mere end at sælge lamineringsplast. 

Så Johnny kombinerede sine to største fritidsinteresser – musik og foto – og sadlede om til fotograf med særligt fokus på koncertfotografering.

– Jeg har taget mindeværdige billeder af blandt andre Rolling Stones, Kiss og Bruce Springsteen, fortæller Johnny.

I dag er han glad for, at han i 2015 turde tage springet ud i en usikker freelance-tilværelse, for det betød, at han nåede at etablere sig og lære sig selv op som fotograf, inden pandemien brød ud, og alle koncerter forsvandt. 

Ligesom de fleste af hans andre opgaver, såsom portræt-, event- og bryllupsfotografering. Pludselig havde han masser af tid til noget, der var begyndt at fascinere ham mere og mere: egern.

– I begyndelsen var jeg ude og lede efter egern at fotografere. Fik jeg øje på et, stak det af, og jeg løb efter. Så fandt jeg en afsidesliggende lysning i skoven. Da jeg satte mig der og begyndte at vente på egernene, kom de til sidst. For de var jo også nysgerrige efter mig.

Johnny Kääpä lagde nødder og frø ud. Og ventede. Lidt efter lidt flyttede han foderet tættere på, hvor han selv sad med kameraet parat.

– En dag slap maden op, og så var der et egern, der kom helt hen til mig og ligesom ville sige: ”Hallo! Fyld op!”. Og så forstod jeg, at jeg kunne lægge maden lige foran mig.

LÆS OGSÅ

Lars er guide på Mandø – et af de mørkeste steder i Danmark

Da Lars Roed fik en depression, tog han kameraet med ud under stjernehimlen. Det var med til at hele ham, og nu tager han også andre med ud i Vadehavets certificerede mørke.

Stor tålmodighed

Johnny Kääpä er en mand med stor tålmodighed, når det gælder ting, der virkelig interesserer ham. Der gik måske fem år, fra han begyndte at fotografere egern, til de spiste af hans hånd.

– Men jeg sidder jo ikke i skoven hele tiden. Det er i perioder. Mine egern plejer at være aktive om foråret, så forsvinder de et stykke tid om sommeren, og så skal man vente meget længere, før der dukker et enkelt op. Så kommer de tilbage.

– Hvis jeg ændrer noget eller har nyt fotoudstyr med, så bliver de mistænksomme, og så skal man vente på dem igen. 

Engang ville jeg fotografere dem blandt svampe om efteråret og flyttede til et sted, hvor der voksede svampe. Og måtte begynde at vente igen.

Da egernene var blevet så vant til Johnny, at de begyndte at klatre på ham, og han mærkede fugle lande på sin ryg og sit hoved, ville han også fange det på film. 

Han anskaffede sig et 360-graders kamera, der kan filme i alle retninger på én gang. Johnny opstiller nu et helt lille studie i lysningen med forskellige kameraer, små projektører, lydoptagelse plus 360-graders kameraet, som står og filmer ham, mens han fotograferer og omgås dyrene.

Johnny lægger dagligt billeder og film ud på alle de store sociale medier. I alt har han over en halv million følgere over hele verden.

– Det kan man se på kommentarerne, de kan være skrevet med alfabeter, som er helt ukendte for mig.

En opgave fra Gud

Johnny er ikke naturfotograf i almindelighed, egernene er hans niche.

– Jeg kan godt lide at prøve at fange deres personligheder, forskellene i deres adfærd. Et af dem fik jeg særligt god kontakt med. Jeg døbte hende Halvøre. Hun blev seks eller syv år, hvilket er meget for et egern. De fleste bliver kun tre-fire år.

Johnny Kääpä jokede engang i et radio-interview om, at Halvøre næsten betød mere for ham end hans kæreste. Det faldt ikke i helt god jord derhjemme.

Om sin vej til at blive egernfotograf med et internationalt publikum siger Johnny:

– Jeg har aldrig haft nogen karriereplan, aldrig tænkt langt frem. At pludselig satse på fotografering føltes næsten som en opgave fra Gud, noget jeg var nødt til at gøre. Og jeg tænkte, at så sørger han vel også for, at jeg kan leve af det.

– Det var ikke sådan, at jeg vidste, hvad opgaven var, da jeg begyndte at fotografere, men skridt for skridt har alting jo ført frem til det her. At sprede glæde og fortrøstning med mine egernbilleder og -film. Mange henvender sig og takker for det, jeg gør.

En religiøs association, som nogle følgere laver, er at sammenligne ham med Frans af Assisi, helgenen, der kunne tale med fugle, og som dyrene søgte til.

– Men endnu mere almindeligt er det, at de kalder mig Disney-prinsesse, siger Johnny med et stort grin og hentyder til Snehvide, Tornerose, Askepot og andre tegnede figurer, der ofte afbildes med fugle på skuldrene og dyr i hænderne. 

LÆS OGSÅ

Susanne har fotograferet Tove Ditlevsen og Lone Kellermann: ”Man skal elske dem for at tage et godt billede”

Susanne Mertz har indfanget kunsten, kulturen og livet i København, siden hun som 16-årig begyndte at fotografere. Nu udgiver hun en bog med billeder fra dengang, hvor drengene fra Gasolin, aktivisterne fra teatergruppen Solvognen og digteren Tove Ditlevsen skabte byens puls.