Anders Lund Madsen: ”Det beroliger mig at tale med andre, for hvem døden har spillet en rolle”

Da Anders Lund Madsen tidligere på dagen kørte hjem fra København, så han en kvinde, der cyklede over for rødt lys, mens hun talte i telefon.

– Det er selvfølgelig forkert og alt muligt, men det er også et bevis på, hvor lidt vi mennesker i det daglige beskæftiger os med, at vi skal dø. Det er meget, meget farligt at cykle over for rødt og samtidig tale i telefon, og kvinden på cyklen var jo heldig, at vi andre bremsede. 

Jeg synes grundlæggende, at det er vanvittigt interessant, at vi ved, at vi ikke skal være her altid samtidig med, at bevidstheden om, at vi skal dø, ikke dagligt chokerer os. 

Hvordan er det overhovedet muligt at leve, som om det ikke sker? Særligt med tanke på, at det hele tiden er lige ved at ske. I trafikken, som jo er det farligste overhovedet i en almindelig hverdag, er vi f.eks. helt afhængige af, at alle andre gør, hvad de skal. 

Selvfølgelig bliver man mere bevidst om døden, jo ældre man bliver, men de fleste – har jeg indtryk af – har livet igennem et meget diffust forhold til, at de skal dø. Selv er jeg ikke bange for at dø, men jeg har virkelig ikke lyst til at dø. 

Jeg er grådig efter at leve her på jorden i længere tid, for jeg synes, at det er ekstremt spændende at være i live. Jeg synes også, det er sjovt med alle de mennesker, jeg har været med til at lave. At se dem vokse op. Så jeg er sindssygt stresset over, at jeg dør på et eller andet tidspunkt.

Og alligevel har du igennem mange år beskæftiget dig professionelt med døden, skrevet om den, lavet tv om den, gør det ikke bare, at du bliver endnu mere stresset?

– Det er rigtigt, det har jeg. Og jeg vil heller ikke sige, at det har været den bedste terapiform i verden. Jeg skulle nok få en hobby i stedet for.

For at tænke mindre over døden?

– Ja, og måske også for at prøve at gøre noget for ikke at dø. Gå til noget motion og sådan noget. Det ville sikkert være mere konstruktivt end at sidde og snakke om døden.

Men det gør du ikke, går til noget motion?

– Nej, ikke nok til at jeg kan sige, at det har en egentlig dødsudsættende effekt i hvert fald. Men der er nok også noget med, at det beroliger mig at tale med andre, for hvem døden har spillet en rolle. Når jeg gør det, tænker jeg, at så er det ikke mig, der er vanvittig. Kun.

Klappede af Peter

Anders er ved at skrive en bog om døden. En bog, hvor han – igen – er dykket ned i det emne, døden, som har optaget ham, siden han som seks-syvårig var indlagt på Rigshospitalet i syv uger, og hvor hans forældre kun måtte komme på besøg en halv time om fredagen. 

Han er uddannet journalist og har blandt andet lavet programserierne ”Helt alene”, ”Du skal dø” og ”Jeg vil dø” til DR. Han har talt med et hav af mennesker om døden, og i bogen tager han udgangspunkt i de mange forskellige historier om døden, som han er stødt på gennem årene. 

Men han tager også fat på sin personlige historie om at miste sin bror, lægen Peter Lund Madsen, der døde den 10. august 2025 af en blodprop, da han var ude at cykle. 

Et tab, der fylder uendeligt meget for Anders, og som han gang på gang vender tilbage til denne eftermiddag.

Forholdet mellem de to brødre begyndte egentlig ikke særlig godt. Som Anders udtrykker det, var de faktisk ikke særlig gode venner, da de var små.

– Peter og jeg konkurrerede enormt meget, da vi var børn. Om hvem, der var den dygtigste, og det er sgu ikke særlig frugtbart for noget som helst. Der var Peter virkelig hård i filten, for det er aldrig sjovt at være storebroren, og der var lang tid, hvor han slet ikke ville snakke med mig. 

Jeg beundrede ham meget, så det var enormt synd for mig, syntes jeg, og det har helt sikkert været enormt irriterende for ham. Det førte til, at da han flyttede hjemmefra, så flyttede han virkelig hjemmefra. 

I en periode boede han i USA, hvor han forskede i søvn på National Institute of Health i Massachusetts, og i mange år – nok i omkring ti år – så jeg ham stort set kun til højtiderne. 

Det kunne sagtens være endt i sådan noget, som er almindeligt i mange familier, hvor man siger, nå Peter, nej, ham ser vi ikke længere. Og ingen ved helt hvorfor.

Sådan gik det heldigvis ikke. Peter blev træt af at være i det internationale og meget konkurrenceprægede forskermiljø i USA, og da han kom hjem, var han, ifølge Anders, ked af det, for det at forske i USA havde været hans store drøm.

– Og her er min udlægning så, at jeg, for at muntre ham op, tog ham med ud for at holde nogle foredrag. Det fede ved at holde foredrag er nemlig, at hvis man gør det godt, så klapper folk bagefter, og det var det modsatte af, hvad Peter havde oplevet i USA. 

Der er sgu aldrig nogen, der klapper i forskningsverdenen. Idéen med foredragene var, at Peter skulle fortælle noget om hjernen, og jeg skulle lave noget sjovt. Vi prøvede showet af første gang foran en masse foredrags-bookere, men desværre kom vi på lige efter noget mandestrip. 

Folk var helt oppe at køre, og så kom vi der med vores lysbilleder ... Der var en, der begyndte at råbe: ”Hvornår kommer det sjove?”. Og så stak det helt af. En anden kastede en sko efter os, og vi måtte flygte ud af lokalet. 

Der lærte vi, at man aldrig skal parkere bilen med næsen indad, for så skal man lave en trepunktsvending, når man skal flygte. Men vi lærte også at grine sammen. 

Den bedste måde at mødes, det er i nederlaget. At dele et nederlag gav os et fællesskab, som vi aldrig siden slap. Vi holdt simpelthen op med at konkurrere, fordi vi fandt ud af, at det var meget sjovere at arbejde sammen.

Turboudgaven af at miste

Den uheldige aften blev startskuddet til et tæt samarbejde mellem Anders og Peter igennem mange, mange år. Teaterforestillinger, foredrag og tv-programmer blev det til, og sammen vandt de også ”Hvem vil være millionær” hele to gange. 

Som de eneste i verden, siger Anders og understreger grinende, at han egentlig bare sad ved siden af Peter, som var den, der kunne svare på alle spørgsmålene. 

Peter, som var kendt under navnet Hjerne-Madsen, lavede også over 500 afsnit af radioprogrammet ”Hjernekassen” på P1, så da han pludselig døde sidste sommer, kom det som et chok for utrolig mange danskere. 

Anders sad med sin familie på en færge mellem Torshavn og Hirtshals, da hans nevø ringede med den forfærdelige besked.

– Det er egentlig forbløffende, så lidt man reagerer, når man får så frygtelig en besked. Måske fordi det er så uvirkeligt. Jeg kunne i hvert fald nærmest ikke mærke noget, lige da jeg fik at vide, at Peter var død. 

Jeg kunne egentlig godt ønske, at jeg var lidt mere latinoagtig og kunne råbe og skrige og få det ud på den måde, men først og fremmest føltes det bare meget, meget sært, at Peter ikke var her mere. Det tager halvandet døgn at sejle fra Torshavn til Hirtshals og en del af tiden er man i sådan et underligt limbo, fordi der – gud velsigne det – ikke er mobildækning. 

Det betød, at der ikke var nogen andre på færgen, der vidste, at Peter var død. Det var først, da vi sejlede forbi Shetlandsøerne, at der kom dækning på telefonerne igen, og folk begyndte at læse om det i nyhederne. 

Det var så fint, at jeg og min familie havde oplysningen alene i et halvt døgns tid, hvor jeg ikke behøvede at formulere det over for nogen, for lige så snart det gik op for folk, at Peter var død, begyndte en endeløs række af kondolencer. 

Min bror var en mand, som mange holdt af. Også i langt højere grad, end jeg nogensinde havde været klar over. Som psykiater og formidler havde han gjort en kæmpe forskel for mange mennesker, og det var der utrolig mange, der kvitterede for. Det var meget overvældende, men bestemt kun på en god måde.

Du stod selv midt i en kæmpe sorg, hvordan var det at skulle dele den med så mange mennesker?

– Det var rart, syntes jeg. For der var ikke noget med, at jeg skulle lade som om, at jeg var i godt humør. Det var rart, at alle vidste, hvad der var sket, og det var dejligt at mærke, hvor utrolig mange der havde kunnet lide Peter. 

Der var ikke noget negativt ved den store indlevelse. Det, der var lidt mærkeligt, var, når jeg efterfølgende var ude og optræde, hvor jeg jo skulle være sjov, og så bagefter skulle stå og modtage kondolencer. 

Det her med lige at skulle modellere sit ansigt om. Det var sådan et destillat af, hvordan det føles at miste nogen. Jeg fik turboudgaven af at miste, tror jeg, fordi folk kunne lide Peter på sådan en måde, hvor de havde behov for at udtrykke det.

Det ufattelige tab

Anders mødte døden første gang i 1974, da han mistede sin mors moster Karen. Hun var 83, da hun døde, så det var ikke på den måde uventet, men for lille Anders var det et chok.

– Jeg var ti år og vidste godt, at døden eksisterede, men jeg havde aldrig prøvet at mærke det der sug i maven, man får, når man opdager, at noget er slut. Når man opdager, at noget ikke kan forlænges. Når noget ikke længere kan laves om, fordi hende eller ham, man havde noget med, er væk. 

Og jeg havde været enormt glad for Karen, for hun var bare anderledes og virkelig sjov at tilbringe tid sammen med. Der var gang i hende. Og alt det forsvandt jo, da hun døde, så jeg blev helt utroligt ked af det. 

Jeg havde ikke forstået den del af kontrakten – at man holder op med at være – før jeg mærkede det på egen krop. Men døden er jo hele tiden lige om hjørnet. 

I 1969 var jeg selv tæt på at dø. Vi var på Kullen i Sverige, min familie og jeg, og jeg kom for tæt på skrænten og var lige ved at styrte ned. Heldigvis greb min mor mig, men havde hun stået ti centimeter længere væk, havde jeg ikke været her i dag. 

Det havde mine otte børn og to børnebørn heller ikke. Prøv lige at tænke over, hvor tilfældigt og dyrebart livet er! Det havde jeg ikke nogen fornemmelse af dengang, der var jeg bare glad for ikke at falde i vandet.

Han holder en lille pause.

– Jeg kommer lige til at tænke på en anden historie, der virkelig satte sig i mig. Jeg læste en gang i Familie Journalen om en dame, der havde en kæmpestor knapsamling. 

Der var et billede, hvor hun sad mellem sine helt utrolig mange knapper. Det var det, der var Familie Journalens historie, den store samling af knapper. Men til sidst i artiklen stod der så lige, at damen havde fået sin store interesse for knapper som barn, da hendes lillesøster døde. 

Hun måtte ikke komme med til begravelsen og fik en knap at lege med, mens resten af familien var i kirke. Det løber mig koldt ned ad ryggen, bare jeg fortæller om det, for tænk engang, hvordan den skide knap bare er vokset, ikke. 

Det er så vanvittig trist en historie, at tabet af den søster har vokset sig så stort. Så hvor er det godt, at vi har ændret os med hensyn til at tale om døden og tage børn med ind og se den døde, i hvert fald når de har en vis alder og kan forstå sammenhængen.

Anders’ børn, på nær de to mindste, var med inde og sige farvel til Peter. Og alle var med til begravelsen. Det var en god begravelse, fortæller han, med mange nære relationer, en god og personlig prædiken og den rette musik. 

I det hele taget lige, som det skulle være. Når det nu skulle være. Alligevel sidder han med nogle refleksioner over, hvor hurtigt livet forventes at gå videre.

– Allerede under udgangssalmen sidder mange og tænker, åh, jeg nåede ikke det møde, og nu skal jeg lige … Det er satme hurtigt, man forsvinder! Grunden til, at jeg ikke har lyst til at dø, er jo også, at jeg ikke har lyst til at blive glemt. 

Og det er ikke, fordi jeg gerne vil være berømt og alt muligt, men jeg vil bare så nødig have, at jeg forsvinder fuldstændig, for jeg har en idé om, at min eksistens er sindssygt vigtig. Ikke mere end andres, overhovedet, men mit liv er så satans unikt. 

Jeg synes, det er svær erkendelse, at man bliver glemt. Hvem af mine samtidige kan folk egentlig huske om 100 år? Kim Larsen måske? Jeg ved det ikke, mine yngste børn vil jo f.eks. ikke have et forhold til ham. 

Og hvis vi ser i et endnu længere perspektiv. Om 2000 år – hvem vil man så huske? Grundtvig? Og om 10.000 år?

Han tænker lidt.

– Men måske er det også fint nok, for hvis alle skulle huskes og alle historier gemmes, så ville der ikke være plads til at fortælle nye historier. 

Der har været over 100 milliarder mennesker på jorden indtil nu, så rent praktisk er det godt, at der forsvinder nogen hele tiden. Det kan jeg godt leve med, efter jeg har tænkt det igennem.

LÆS OGSÅ

Julie var 14, da hendes far fik kræft: ”Det er et desperat forsøg på at bearbejde traumerne”

Julie var 14 år, da hendes verden gik i tusind stykker med beskeden om, at hendes ellers så stærke far havde kræft. Nu har hun skrevet en digtsamling om såkaldt ventesorg – det smertefulde limbo, man befinder sig i, mens man venter på, at den, man elsker, forsvinder.

Erindringsfetichister

Hvad tænker du om, at man forventes at ”komme videre” efter et dødsfald?

– Man kommer ikke som sådan ”videre”, tror jeg, der kommer bare en ny situation. Og det er ikke nemt at have mistet og stadig være ked af det, mens man ser, at hele verden bare marcherer glad videre. 

Nu var Peter jo min bror, og det er noget andet at have været gift med ham eller være hans børn. De lever med en enorm sorg. Men ”bare” for en bror efterlader døden et kæmpe hul. 

Vi havde et godt liv sammen, Peter og jeg. Han var min ældste ven. Jeg har kendt ham hele livet. Og han var den eneste, som kunne huske flere ting fra vores liv, end jeg kunne. 

Alle de erindringer, som vi havde sammen, er jeg nu den eneste, der har, for vores forældre er også døde. Det er der selvfølgelig en frihed i, for nu kan jeg bare finde på hvad som helst, der er ikke nogen, der kan tjekke det. 

Men det er også bare ensomt. Og jeg ved, at når jeg dør, så dør hele den historie. Det er jo vanvittigt ligegyldigt for stort set alle andre mennesker. Men for mig ...

For dig er det ikke ligegyldigt?

– Nej, og jeg håber også, at historien betyder noget for mine børn. Det er altså også fordi, vi altid har været sådan nogle erindringsfetichister i vores familie. Peter især. Big time. 

Han tog på sådan nogle mindeture for at opsøge steder: ”Her var jeg på spejderlejr første gang!” Han havde en ekstremt god hukommelse. Meget detaljeret og meget konstant. Og det savner jeg. 

Døden efterlader nogle huller, som er svære at fylde, og det er enormt banalt at sige, men døden minder os også om, at vi skal lade være med at spilde tiden på pjat eller på at være uvenner og ikke ville se hinanden. For lige pludselig er det slut.

Udover Peters gode hukommelse, hvad savner du så mest ved ham?

– Jamen, han var en dejlig mand at tilbringe tid sammen med. Udover min kone var han det mest afslappende menneske, jeg har været sammen med, for jeg behøvede ikke at skulle forstille mig eller lade som om. Han kunne ikke chokeres yderligere med hensyn til mig.

Han griner højt.

– Og han havde det på samme måde med mig. Vi havde grundlæggende en meget stor tillid til hinanden. Og så syntes vi, at hinanden var sjove, hvilket jeg også tror er et rigtig, rigtig godt lifehack til et godt samliv. 

Vi har fandeme grinet af mange, mange ting, og jeg savner at have nogen at dele den humor med. Jeg savner også vores samarbejde, for i hvert fald for mænd er det at lave noget sammen en vanvittig god måde at være sammen på. 

Alt det, vi lavede, var i virkeligheden bare undskyldninger for at få lov til at opleve noget sammen.

Så udover det personlige har du også mistet din samarbejdspartner.

– Ja, og endda den bedste. Det er fortvivlende, for jeg kan ikke sætte nogen andre ind, som kan det samme, eller som vil det samme. 

Så ja, jeg har mistet min ældste ven, min bedste kompagnon og min eneste bror og er på mange måder efterladt. Det er den følelse, jeg har.

Frygten for at blive glemt

Anders skulle selvfølgelig have interviewet Peter til sin bog om døden. Det nåede han ikke. Selvom de mange gange havde talt om døden i forskellige sammenhænge, så anede Anders ikke, at Peter havde en forkalket kranspulsåre. Det, som endte med at koste ham livet.

– Selvom man kender hinanden enormt godt, er der alligevel ting, man ikke aner om selv de nærmeste. Peters store frygt var at blive gammel, syg og afmægtig. Vores far fik demens, og det var en kæmpe bekymring for Peter, om det også skulle ramme ham. 

Altså en bekymring også langt ud over, hvad fornuften tillader. Dertil kom, at Peter led af en helt absurd lægeskræk. Det lyder måske underligt, når han selv var læge, men det var netop, fordi han var læge. 

Læger ser jo ting og sager, og de oplever, at det hverken er rart, romantisk eller særlig sexet at være syg. Mange sygdomme ender i lort, og hvis man har set det mange gange, så tror jeg ikke, det fodrer lysten til at ende der selv. 

Og der var demens bare det værste i Peters verden, fordi så mister man sin forstand, og det var han virkelig bange for. At Peter døde under en cykeltur på en bakke i Tølløse, var på den måde en god død for ham. 

Han nåede formentlig slet ikke at blive bange, og han slap for at blive gammel og affældig. Men han måtte meget gerne have levet 20-30 år længere.

Hvis det var en mulighed, at du i dag kunne nå at lave interviewet til din bog med ham, hvad ville du så spørge ham?

– Så ville jeg holde mig til det, jeg også har skrevet i dispositionen, at jeg ville spørge ham om. Nemlig, hvad fanden han var så bange for? Det er stadig det, der undrer mig mest.

Altså, jeg kan jo godt se, hvad svaret er, at han var bange for at blive gammel og syg, men hvorfor det? 

Jeg tror, at jeg ville få det samme svar, som jeg selv er kommet frem til. Det handler om frygten for at blive glemt, som jeg nævnte før, men også ærgrelsen over ikke at få mere. Grådigheden.

Grådigheden på livet?

– Ja, men også på pladsen her på jorden. Når jeg dør, hvem skal så have det her hus?

Han slår ud med armene.

– Nu har vi godt nok solgt lige præcis det her hus og skal flytte, men så det næste hus? Og er der en anden, der skal sove i min seng? Det går jo så skide hurtigt. 

Jeg kan huske, at jeg som ung hørte den gamle vise ”Om Hundrede Aar er Alting glemt” og tænkte, hvad er det for noget sludder? Men det er jo gået op for mig, at det er sandt. Og der går ikke engang 100 år, desværre.

Hvordan vil du ønske, at du selv kommer herfra?

– Jeg vil meget gerne dø fredeligt og roligt, og jeg vil også gerne have det varslet lidt. Jeg har ikke noget behov for en dramatisk død. 

Jeg vil meget gerne have sådan en meget romantisk død, hvor jeg har en sygdom, der ikke er særlig smertelig, og som ikke berører det kognitive. 

Der deler jeg min storebrors ængstelse for at blive dement. Jeg vil gerne have et relativt hurtigt sygdomsforløb, som ender i en seng. Et klassisk dødsleje, hvor den nærmeste familie er kommet hjem fra de verdensdele, de nu har bosat sig i, og er samlet omkring mig. 

Der er ro og fred. Døren står åben mod en have, der skråner ned mod en sø, og man kan høre en kvækken. Og så vil jeg gerne sige nogle dybsindige, men også lidt mystiske, ting som det sidste.

Som de kunne gå og tænke lidt over?

– Ja, sådan noget i retning af: ”Man ved aldrig, hvad heste kan …”.

Han holder en lille kunstpause.

– Du ved, hvor de så kunne tænke på mig, hver gang de så en hest. Sådan noget. Det ville jeg synes var fedt. Jeg ville også gerne have, at der var nogen, der græd lidt. Bare lidt. 

Jeg lavede engang tv-programmet ”På tirsdag skal jeg dø”, som handlede om Preben, der var blevet lam fra halsen og ned, og som ønskede at dø ved assisteret selvmord. 

At kunne have sådan en værdighed og så godt et humør, som Preben havde lige til det sidste, det ville jeg være enormt stolt af.

LÆS OGSÅ

Anne Hjernøe: De ord skal vi turde sige til mennesker i sorg

Kreativiteten blev en vigtig kilde til lindring for Anne Hjernøe da hendes mand Jens Folmer Jepsen døde. Nu har hun skrevet en bog om sorg og om det, der kan hjælpe os til at være i den og begynde at se lyset igen.