Tredelt billede med katedral, scenekunstner og gondol i kanal

Er du til trip snacking, gotiske getaways eller set-jetting? Her er bud på de næste rejseformer

Sidder du allerede nu og drømmer om, hvor din næste ferie skal gå hen, så kan du lade dig inspirere blandt disse rejseformer, der er spået til at præge danskernes måde at rejse på i 2027.

I dag har online bookingplatformen, Hotels.com, offentliggjort deres årlige globale rapport om rejsetrends, og der er især tre tendenser, som de forventer kommer til at præge danskernes rejselyst; nemlig ultrakorte, små udflugter, en genopblomstring af gotiske rejsemål og “set-jetting”, hvor vi lader film og serier inspirere vores rejsevalg.

– I 2027 vil rejsende være mere bevidste i valget af deres næste eventyr og søge oplevelser, der er mere personlige og meningsfulde for dem, siger Ariane Gorin, CEO for Expedia Group.

Undersøgelsen viser, at rejsende vil stille deres rejselyst ved hjælp af svipture i 2027. De booker ophold på én nat, der kan klemmes ind i travle kalendere og strammere budgetter, så de har mulighed for at rejse lidt oftere. 

Søgningerne efter ophold på én nat er steget med næsten 10 % i forhold til året før. Derudover siger 76 % af de danske rejsende i undersøgelsen, at de planlægger at booke et ophold på én nat i det kommende år. 

Årsagerne til svipture er at deltage i koncerter, forestillinger og sportsbegivenheder (38 %), at fejre milepæle (32 %) og behovet for en hurtig genopladning mellem længere rejser (28 %).

Gotiske getaways og set-jetting

Gotiske getaways er de stemningsfulde og dramatiske ophold. Her vælger rejsende, hvor de vil bo ud fra den stemning, stedet giver dem. Det kan være alt fra storslået arkitektur og stearinlysoplyste korridorer til slotshoteller og værelsernes indretning.

Ifølge den nye undersøgelse har langt over halvdelen af de danske rejsende booket hoteller på grund af atmosfæren eller æstetikken, og gotiske ophold er især populære blandt generation Z, hvor 71 % angiver, at de gerne vil bo på et sted i gotisk stil. 

Der hersker ingen tvivl om, at vi er mange på redaktionen, som har gået stileterne flade i New York, når vi har skulle finde lokationer, som var med i serien 'Sex & the City'. Og rejser, der er inspireret af tv-serier og film, er blevet en etableret rejsetendens. 54% af de danske rejsende angiver i undersøgelsen, at de har booket eller overvejet at booke en rejse, efter at de har set en destination på skærmen. 

Bookingplatformen spår, at de film og serier, der i 2027 vil drive set-jetting-trenden, vil være længe ventede nye sæsoner,

I undersøgelsen svarer 41 % af de adspurgte danske rejsende, at de aktivt undersøger destinationer fra kommende tv-serier og film, der endnu ikke er udkommet, og andelen stiger til 47 % blandt Gen Z. 

Søgningerne efter Monaco steg med over 120 % i de 30 dage, efter det blev bekræftet, at sæson 6 af Emily in Paris skulle optages der, og på de sociale medier steg omtalerne af rejser til Miami med 64 % i forhold til året før, som kan skyldes den kommende genindspilning af Miami Vice, fortæller undersøgelsen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på en kombination af Booking.com's egen data, indsigt fra en undersøgelse blandt 26.000 rejsende i 16 lande og social listening.