Maria og Ingrid tog på interrail igen – 45 år senere: Var det lige så sjovt som sidst?

Lige siden 2020, da min gymnasieveninde Ingrid og jeg begge fyldte 60, havde vi sagt, at vi ville tage på interrail. 

Men så kom covid og lukkede verden ned, og vores rejse blev udskudt. Ideen var at tage toget ud i Europa med vores rygsække, igen. Efter 45 år.

Sidste gang, vi pakkede vores rygsække, var i efteråret 1979. Dengang gik turen til Tyskland, ned gennem det lange, lange Jugoslavien og videre til Athen. Vi fortsatte til Peloponnes-halvøen og Olympia, og tog båden videre til Brindisi i Italien, hvor vi oplevede Pompeji og Napoli. 

Det var efterår, og jeg husker, at vandrerhjemmene nede ved Middelhavet var ekstremt kolde, ingen centralvarme. Vi lå og frøs i vores tynde soveposer.

Vores allerførste togtur tog vi allerede i 1977. Vi var tre veninder, der netop havde afsluttet vores første år på gymnasiet. For ca. 500 kroner kunne vi rejse rundt i Europa med tog i en måned. 

Det eneste, vi skulle gøre, var at skrive ned i et lille papirhæfte, hvor vi ville hen, så kom konduktøren og stemplede det. Sikke et eventyr og sikke en frihed! Jeg fyldte 17 år i Venedig, denne vidunderlige by, og følte mig voksen. Nu kunne jeg klare mig selv. Rejse for mig selv og opdage verden.

En vidunderlig lykkefølelse. Jeg blev en ivrig togrejsende, og det har hængt ved.

Så kom efteråret 2024. Endelig skulle vores interrail-tur finde sted. Men det er ikke lige så enkelt som i 1970'erne. Der er mange muligheder at vælge imellem, og det analoge papirhæfte hører fortiden til. 

Vi vælger et to-måneders kort, der giver os mulighed for 15 rejsedage.

Så begynder problemerne. Man får billetten i en app på sin telefon, og den er ikke særlig nem at bruge, synes vi. I hvert fald ikke når det gælder pladsreservation, som er påkrævet på visse højhastighedstog. 

Ret hurtigt indser vi, at vi burde have reserveret plads meget tidligere, især på populære strækninger som til og fra Paris. Efter lidt krumspring og justering af rejseplanen er vores første destination Amsterdam.

Vi starter i Malmø, og her er Øresundstoget over broen forsinket på grund af en signalfejl. Men det bliver løst, og efter cirka 12 timer ankommer vi til den hollandske hovedstad. Vi har rejst uden pladsbilletter, som ikke er obligatoriske på denne rute, og det har fungeret bedre end forventet. 

Der er masser af plads på alle tog, og ingen forsinkelser. En herligt stor og rolig kupé på toget mellem Hamborg og Bremen.

300 km i timen

Vi tilbringer tre dage i Amsterdam. Naturligvis tager vi på en guidet cykeltur i cyklernes forjættede land, besøger Van Gogh-museet, Rijksmuseum, flere loppemarkeder og et fint filmmuseum. 

En spændende by, der er nem at udforske.

Men rejsens egentlige mål er Nordspanien. Vi rejser videre til Paris, hvor vi tager en overnatning. 

Derefter fortsætter vi med et dejligt, meget moderne højhastighedstog, der kører med 300 kilometer i timen, til Bordeaux og Hendaye, et jernbaneknudepunkt mellem Frankrig og Spanien.

Så ankommer vi til San Sebastian i Spanien. En by, der har stået på min ønskeliste i flere år. Og den lever op til forventningerne. Vi bor på et lille, hyggeligt pensionat i den gamle bydel. Vi svømmer, spiser pintxos (baskiske tapas), køber hver vores baskerhue (vi er jo i Baskerlandet, hvor baskerhuen stammer fra) og slentrer rundt i denne smukke ferieby, der måske er mest kendt for sin mad.

Vi har stadig problemer med at reservere pladser på visse tog, hvor det er obligatorisk. Desuden finder vi ud af via Eurails informationstelefon, at det nordlige Spanien er lidt besværligt, når det gælder gyldigheden af togkortet.

Det kan ikke bruges på alle toglinjer. Det skulle vi helt klart have undersøgt bedre, inden vi tog af sted. Men det er let at være bagklog.

En venlig dame på stationen i San Sebastian løser meget smidigt vores problemer. Tænk, et bemandet billetkontor på stationen! Hun fikser hurtigt de pladsbilletter, vi har brug for på togene i Spanien. 

Så dejligt!

Vores oprindelige plan var at tage stille og roligt fra San Sebastian langs den nordlige kyst af Spanien til det nordvestlige hjørne. Nu måtte vi ændre vores planer og tilbragte en hel dag på toget, hvor vi rejste direkte fra San Sebastian med et skift i Madrid til A Coruña i Galicien, en stor havneby med lidt over 20.000 indbyggere.

Sammen med pilgrimmene

På grund af sin beliggenhed nær søvejen mellem det nordvestlige Europa og Latinamerika er A Coruña en af de største havne i det nordlige Spanien. Byen har en stor attraktion, Hercules-fyrtårnet, som ligger smukt på en klippe på en odde. Fyrtårnet blev bygget i romertiden og er næsten to tusind år gammelt. 

Det siges at være det eneste romerske fyrtårn, der stadig er i brug. Byen har også et stort akvarium, der er værd at se, og en smuk strand, hvor vi tog en dukkert, selvom det var i begyndelsen af oktober.

Rejsen går derefter videre til Santiago de Compostela, kun en times togtur syd for A Coruña. Santiago de Compostela er Spaniens eget pilgrimsmekka. Pilgrimme har vandret her i over tusind år, siden apostlen Jakobs jordiske rester blev fundet på halvøen Fisterra, som betyder ”verdens ende” på galicisk. 

Fisterra ligger 80 kilometer fra Santiago de Compostela i det nordvestlige hjørne af Spanien. Jakob er også Spaniens skytshelgen og fejres med en national helligdag den 25. juli hvert år.

Så er vi altså fremme i Santiago de Compostela sammen med alle pilgrimmene. Uden at være pilgrimme. Muligvis togpilgrimme. Under alle omstændigheder er byen meget charmerende at gå rundt i, og det er let at blive smittet af de glædesscener, der udspiller sig foran katedralen i Santiago de Compostela (som er på UNESCOs verdensarvsliste) af grupper og enkeltpersoner, der efter en lang vandring når deres mål.

Regn hver dag

Glæden er lige stor i solskin og i øsende regn. For vi må sande, at i det nordvestlige hjørne af Spanien er regn en kunstform. Det regner stort set hver dag, vi er der, mere eller mindre. 

En dag øsregner det i flere timer. Så hvis man vil have solferie i efteråret, er det ikke her, man skal rejse hen.

Men det opvejes af, at det nordvestlige hjørne af Spanien, Galicien, er meget dejligt og spændende at opdage. Mange her er passionerede omkring deres keltiske arv. De grønne bakker og det barske kystlandskab leder ganske rigtigt tankerne hen på Irland.

Så er det tid til at forlade Galicien og tage toget mod øst til Baskerlandet. Denne gang er målet Bilbao. En af Spaniens vigtigste industribyer. Vores primære mål her er at se det berømte Guggenheim Museum, der åbnede i 1997. Og det er virkelig en oplevelse, både inde og ude.

Vi begynder med at finde frem til den berømte ni meter høje edderkoppeskulptur ”Maman” af den franske kunstner Louise Bourgeois. Den står lige neden for museet ved Nervión-floden, der løber gennem byen. 

Museet alene er et besøg i Bilbao værd – en fantastisk oplevelse, ikke mindst på grund af den imponerende arkitektur. En anden attraktion, skulpturen ”Puppy” af Jeff Koons, er desværre dækket af stilladser, da vi er der.

Da vores dage i Spanien er forbi, tager vi toget nordpå igen og stopper et par dage i Bruxelles på hjemvejen. Her besøger vi selvfølgelig EU's hovedkvarter, en fin Banksy-udstilling på tegneseriemuseet– Bruxelles er tegneseriens hjemby – og slentrer rundt i mange hyggelige kvarterer. 

Efter 21 dages rejse tager vi toget til København med et par skift undervejs. Vel fremme i den danske hovedstad, oplever vi den eneste betydelige forsinkelse på rejsen, hvilket betyder, at vi går glip af vores planlagte tog hjem til Malmø.

Rejsen er slut, og den har givet lyst til mere.

LÆS OGSÅ

Janni lever af at rydde op i andres hjem – og især én ting går igen

Kunne du forestille dig, at dit job var at endevende andre menneskers skuffer og skabe? For Janni Kiilsgaard er det drømmen. Hun har altid elsket at lave systemer og rydde op i andres rode­- bunker. Sådan skaber Janni ro i hovedet – ét hjem ad gangen.