Louise Herping Ellegaard står ved sort stol i lys kunstnerisk stue med vægkunst og kig til soveværelse.

Louise Herping Ellegaards jyske ophav - og 65.000 kr. for gardiner skaffede hende en bolig i København

Medstifter af Clio Online og kendt fra ”Løvens Hule” Louise Herping Ellegaard er vokset op i Vestjylland, og da hun skulle ind på det københavnske boligmarked, måtte hun gøre brug af sin karakteristiske handlekraft.

ALT for damerne logo

Louise Herping Ellegaard er i dag en succesfuld iværksætter, men det var ikke en karriere, der lå i kortene. Efter gymnasiet besluttede hun sig for at læse histore på det dengang nyåbnede Syddansk Universitet i Esbjerg.

– Jeg fik en kæreste på studiet, og da vi skulle til at tage valgfag, tog vi dem i København, så vi kunne blive overflyttet og flytte væk fra Jylland, siger hun i denne uges ALT for damerne. 

Det var i 2002, Louise var 22 år gammel, og i mødet med det københavnske boligmarked måtte hendes karakteristiske handlekraft og viljestyrke for alvor vise sit værd.

– Min daværende kæreste var faktisk fra Gentofte, så man skulle umiddelbart tro, at han havde det rette netværk og de gode kontakter til at finde et sted at bo. Men boligmarkedet i København i 2002 var fuldstændig vanvittigt. Det var praktisk talt umuligt at få fat i en lejlighed på normal vis, medmindre man betalte store summer under bordet. 

Louise ventede ikke på, at nogen kom og lagde en nøgle i hendes hånd.

– Hvis der opstår et problem, så fucking løser jeg det bare selv. Jeg faldt over et opslag om en andelslejlighed ude i Nordvestkvarteret, så jeg kom ind med 16-toget fra Esbjerg, hoppede på bussen ud ad Frederikssundsvej og troppede op til fremvisningen. 

Sælgerne tabte underkæben, da de hørte, hvor langt hun var rejst for at se den lille lejlighed.

– De kiggede på mig og sagde: ”Ej, er du virkelig rejst hele vejen fra Esbjerg bare for det her? Ved du hvad, så er det altså dig, der skal have den.”– ”Du skal bare lige vide, at gardinerne koster 65.000 kroner.”

– Jeg brugte min arv på at købe den andelslejlighed og betale for de ”gardiner”, og så hoppede jeg på toget tilbage til Jylland og sagde til min kæreste, at jeg havde fundet os et sted at bo.

En blød vandbærer

Når man sidder over for Louise Herping Ellegaard, kan hun godt virke hård. Selv mener hun, at det er på grund af hendes stjernetegn. 

– Vi Vandbærere bliver ofte tolket som nogle hårde nysere, selvom vi er meget bløde indeni, vi er bare virkelig gode til at holde det skjult. Vandbærere er også meget visionære og tiltrækkes af teknologiske fremskridt, så vi er altid fem skridt foran alle andre, det er også derfor, der er mange iværksættere, der er Vandbærere. Jeg har også fået tatoveret to bølger på min arm – både som et symbol på Vandbæreren og som en hyldest til min kærlighed til at sejle. Jeg er ikke særlig hård, det er bare mit vandtegn, der er misforstået. 

Hun overvejer sine ord. 

– Det er nok en menneskelig forsvarsmekanisme at ignorere alt det mørke og svære og bare fokusere på det gode. Nogle gange er det faktisk en styrke ikke at drive for meget rovdrift på sin egen sårbarhed eller drukne i navlepilleri. Det er ikke fordi, jeg siger, at folk skal tage skyklapper på, men nogle gange så hjælper det at ignorere, at skoen trykker. 

– Engang havde jeg et studiejob som kundeservicemedarbejder i Berlingske, hvor folk ringede ind, hvis de ikke havde fået avisen den dag, eller hvis de ville sige deres abonnement op. Vores teamleder havde en regel om, at vi skulle smile, selvom kunden ikke kunne se os, fordi han mente, at man kunne høre det igennem telefonen. Men det sjove var, at vi blev glade af det – vi havde det sjovt med hinanden, fordi vi hele tiden blev mødt af smil. Det virker.

Læs hele artiklen i denne uges ALT for damerne (uge 42)

Louise Herping Ellegaard

Medstifter af Clio Online og kendt fra ”Løvens Hule” på DR. Har en kandidatgrad i historie. Bor i Gentofte med sin mand og to børn.