Camilla Louise Johnson står i mørk gang og ser roligt mod kameraet.
Camilla Louise Johnson, udbryder af Faderhuset

Camilla var med i ledelsen i Faderhuset: ”Værsgo, her er den værste skam i mit liv”

I den nye film ”Faderhuset” genopfører nogle af landets største skuespillere scener fra det liv, Camilla Johnson levede gennem sine syv år i den kristne sekt. Men selv om det har været sårbart og hårdt at genopleve, er det vigtigt at vise, hvordan et menneske kan miste sig selv fuldstændigt. Og hvorfor det er så svært at forlade.

ALT for damerne logo

Ruth Evensen (i dag Kristiansen), matriarken i Faderhuset, ligger i sin seng, da en ung kvinde banker på døren til soveværelset. Camilla, som hun hedder, har brug for at snakke, og Ruth, der på dette tidspunkt opfatter sig selv som Camillas mor, kalder hende hen til sig. Ruth omfavner Camilla ømt og taler til hende med de omsorgsfulde ord, hun ved, Camilla hungrer efter. At høre til, at være en del af en familie, er det, hun ønsker sig allermest. Ruth strammer grebet i sin omfavnelse, trækker dynen over Camilla, stønner af veer og simulerer en fødsel af sin ”datter” – lige der i sengen med en skrækslagen Camilla i et fast greb. 

Skuespillerne Trine Dyrholm og Laura Kronborg Kjær, der spiller rollerne som hhv. Ruth og den unge udgave af Camilla Johnson i den nye film ”Faderhuset”, sunder sig et øjeblik efter fødselsscenen. Virkelighedens Camilla Johnson har stået ude i kulisserne og set med på monitoren, inden hun kommer ind og giver skuespillerne feedback og tilføjer nogle detaljer til den grænseoverskridende episode, der er baseret på hendes egne oplevelser som mangeårigt medlem af Faderhuset. 

– Jeg blev nødt til at tage direkte hjem, efter at vi havde optaget den scene, fortæller Camilla Johnson, der ud over at medvirke også er medforfatter på filmen. 

– Jeg tror ikke, at publikum opdager det, men da Trine (Dyrholm, red.) ser, at jeg begynder at græde på et tidspunkt, træder hun ud af sin karakter og går hen og giver mig et kram. Men for mig VAR hun Ruth Evensen i det øjeblik, så jeg havde mest af alt lyst til at løbe væk. Det er, fordi hun spiller så godt, som hun gør. Der har været flere gange undervejs, hvor jeg har måttet se hende i øjnene og sige til mig selv ”Du er ikke Ruth”. På den måde har filmen både været forløsende og et rigtig sårbart projekt. 

Faderhuset på film 

Camilla Johnson har fortalt sin historie før, både i sine bøger, i foredrag og via sit arbejde som daglig leder for foreningen InsideOut, der hjælper andre ud af sekteriske miljøer som Faderhuset. Sidste år udgav Camilla bogen ”Faderhuset”, hvor hun sammen med journalist Anne Lea Landsted har undersøgt, hvordan frikirken blev en sekt og interviewet tidligere medlemmer. Kort efter blev Camilla kontaktet af dokumentarfilmsinstruktør Eva Mulvad for at høre, om hun kunne være interesseret i filmprojektet. 

– Jeg ville ikke bare lave en klassisk dokumentar; jeg ville gerne have, at vi gjorde noget andet for at vise det råt og nærværende. Hvis jeg siger tungetale, hvad tænker du så? Eller dæmonudrivelser – hvad er det overhovedet? Vi er nødt til at se det, og det visuelle kan noget andet end alle mulige ord og forklaringer, fortæller Camilla. 

Camilla Louise Johnson står alene på en træmole ved havet i grå frakke
Camilla kom ind i Faderhuset som ung mor til to. I dag er både hun og hendes børn ude af sekten.

Det tog et års tid at udvikle formatet, hvor dokumentarklip og interviews blandes med scener, hvor skuespillerne genskaber hændelser fra Camilla og andre af de tidligere Faderhus-medlemmers liv. Men det tog også tid at opbygge den tillid, Camilla havde brug for, for at kunne dele ud af sig selv igen. 

– Da jeg for mange år siden første gang fortalte om den her ”fødsel”, samlede radioprogrammet ”Det vi taler om” historien op, og jeg kan huske, jeg var på vej hjem fra arbejde, da jeg hørte, hvordan de sad og var forargede og grinte af det i studiet. Selvom jeg sad alene i min bil, blev jeg så flov og rød i hovedet og havde bare den der følelse af at blive udskammet. Og det har sat sig i mig. Men netop derfor tror jeg, at jeg havde mod på at vise det på film. For ja, det er helt ufatteligt og ekstremt – og jeg vil gerne være med til virkelig at vise folk, hvordan det kan være, man ender i sådan en situation, siger Camilla. 

Kvinde står mellem to unge kvinder og hviler hænderne på deres hoveder i et lyst rum.
Foto fra filmen med Trine Dyrholm i midten i rollen som Ruth Evensen, lederen af Faderhuset, samt Laura Kronborg Kjær i rollen som Camilla og Emma SehestedHøeg (t.h), i rollen som Kristina Djarling, Ruths niece.

Da Eva Mulvad og filmens øvrige instruktører begyndte at tale om, hvilke skuespillere der skulle være med i filmen, kom Camilla selv med forslaget om Trine Dyrholm i rollen som Ruth Evensen. 

– Ruth er en særlig karakter, og hvem kan spille sådan en kvinde? Det syntes jeg selvfølgelig skulle være Danmarks bedste – men jeg regnede aldrig med, at hun ville sige ja! Laura Kronborg Kjær kom til at spille mig, og først tænkte jeg: ”Laura er alt for yndig og sød – kan hun spille mig, som var så ødelagt og fucked up dengang?” Men hun gør det helt genialt, fortæller Camilla. 

Brobygger mellem verdener 

Vi har hørt meget om Faderhuset gennem de sidste par år, hvor flere tidligere medlemmer har fortalt deres historier fra et miljø fuld af rå vold, manipulation og isolation. Men der er ifølge Camilla brug for, at vi taler meget mere om det – og nu også viser det på det store lærred. Hun har nemlig gennem sit arbejde set, hvordan stadig flere unge bliver tiltrukket af miljøer, kristne og andre, hvor fællesskabet og åndeligheden er i fokus. 

– Jeg vil kalde det destruktive fællesskaber, og omfanget har været meget svært at definere, for der er jo ikke nogen steder, der står sekt over døren. Der er en form for åndelig opvågning lige nu, hvor især unge søger kristne fællesskaber og tro, så vil der også altid være nogen, som udnytter det. Som bliver for radikale eller går ind og tager kontrol over mennesker og udnytter det, fortæller Camilla, der i organisationen InsideOut får omkring 150-200 henvendelser om året. Både fra dem, der gerne vil ud af den slags miljøer selv, og fra pårørende og sagsbehandlere, der skal klædes på til at forstå, hvad det er for nogle mekanismer, som er på spil. 

– De ved ikke, hvad de skal se efter, fordi det ser så pænt ud udefra. Folk, der kommer ud, er velfungerende, de er veluddannede, de er velformulerede. Man er så programmeret til, at ingen må opdage, hvad der foregår i en sekt, så når man kommer ud i samfundet og skal bede om hjælp, er det enormt svært at føle, at man bliver troet på og bliver taget alvorligt. For det er jo bare en kirke, ik? Det er kristendom, hvor svært kan det være? Der er brug for en brobygger mellem de to verdener, siger hun. 

Camilla Louise Johnson ses gennem et vindue med sløret bybaggrund.
Camilla Johnson er leder af organisationen InsideOut. Hun bruger meget af sin tid på at fortælle om sin egen vej ind i Faderhuset og at hjælpe andre ud af lignende miljøer. Hun er også i gang med et nyt projekt, en ungdomsserie, hvor Camilla bruger sine erfaringer og sin viden bag kameraet. Både hun og hendes børn er ude af Faderhuset i dag. Camilla bor på landet sammen med sin lille hund Wilma.

Camilla, der kom ind i Faderhuset som ung kvinde og mor til to små børn, kender alle metoderne til at fastholde folk i et kontrollerende miljø. Hun blev udsat for det selv og endte også selv med at udøve den både følelsesmæssige og fysiske vold, som Faderhuset benytter sig af. Det ser vi også i den nye film, hvor der er flere centrale scener med Camillas historie som omdrejningspunkt. 

– Da jeg startede det her samarbejde med Eva (Mulvad, red.) sagde jeg til hende: Jeg har ikke trang til at gå ud og fortælle min historie mere. Den har jeg fortalt, så hvis jeg gør det her, så skal det være, fordi vi skal vise folk, hvad der ligger bagved. Hvad er det for nogle psykologiske mekanismer, der holder folk i det her? Hvorfor underlægger man sig sådan en kontrol? Så kan det godt være, at der er en masse seere, som forhåbentlig aldrig kommer ind i en syg sekt – men vi kender alle sammen til at blive manipuleret. Vi kender alle sammen til kontrol og til at komme i usunde relationer, fordi vi har noget på spil – vi vil gerne have fællesskabet, vi vil gerne have relationen, så hvad sker der, når man bare fuldstændig mister sin egen stemme? Det håber jeg, at mange kan spejle sig i, siger Camilla og fortsætter: 

– Selvom jeg har talt meget om min tid i Faderhuset, så er det alligevel noget andet at vise det og at give det som replikker og materiale til skuespillerne: ”Værsgo, her er den værste skam i mit liv, vær så god at spille det”. Det var skræmmende, men det er også en del af min egen historie, som jeg 100 procent ejer. Især fordi jeg ved, at der bare her inden for den seneste måned er endnu en ung mand, der er kommet ud og har fortalt om de sygeste overgreb derinde på både børn og voksne. Så hvis ikke vi tør sætte det frem i lyset, hvordan skal folk så føle, at de kan komme ud? Det er det, jeg ønsker, kommer frem med filmen: at uanset hvor fucked up du har været, hvad du har sagt ja til og hvad du har gjort, så er der et liv udenfor alligevel. 

Stærke scener 

I filmen er det Emma Sehested Høeg, der indtager rollen som Kristina Djarling, der er en del af Faderhusets ledelse, mens David Dencik spiller Jerry, et andet tidligere medlem. Ligesom Camilla var det efter en særlig rå episode, at Jerry tog mod til at komme ud af sekten – og både han og Camilla har arbejdet meget med skuespillerne, der skulle prøve at forstå, hvordan metoderne i Faderhuset fungerer. 

– Når Trine (Dyrholm, red.) og Emma (Sehested Høeg, red.) har syntes, de spillede vildt, og indimellem sagde: ”Okay, nu er det sindssygt, var det virkelig så voldsomt?”, så har både jeg og Jerry måttet sige: ”Hvis I synes, det er vildt nu, skulle I bare have været der i virkeligheden!” 

Flere personer træner kamp med stave på en sandstrand i overskyet vejr
Filmen ”Faderhuset” er instrueret af Andreas Koefoed, Eva Mulvad og Adam Nielsen. I filmen blandes klassiske dokumentarklip og interviews med dramatiserede scener med skuespillere som Trine Dyrholm, David Dencik og Emma Sehested Høeg i rollerne som fremtrædende medlemmer af Faderhuset. Camilla Johnson har været medforfatter på filmen sammen med Jerry Jjensen, ”Louise”, en anonymiseret kvinde, samt instruktørerne Eva Mulvad, Adam Nielsen og Andreas Koefoed. ”Faderhuset” har premiere den 19. november i landets biografer.

Flere af filmens scener er blevet ”tonet ned”, som Camilla udtrykte det, så publikum kan kapere og rumme det, de ser. Af samme årsag følte Camilla en masse omsorg for skuespillerne, som skulle udsættes for det, hun selv havde oplevet. Selv om det blot var på film. Især arbejdet med at indspille en skelsættende episode på en af Faderhusets militante sommerlejre for unge mennesker var rigtig svær for Camilla. Episoden, som blev startskuddet til, at hun tog skridtet ud af Faderhuset, var nemlig der, hvor Camilla selv udøvede vold, og i filmen står Camilla ansigt til ansigt med sit offer, Anders, der dengang bare var en dreng. 

– Jeg var meget i tvivl om, om vi skulle lave den her scene, og min største aversion mod at lave den var: De her unge mennesker, hvordan får vi passet på dem? Jeg ved godt, de er professionelle skuespillere og alt det der, men stadigvæk, det er voldsomt. Da Anders, som var med på lejren dengang, så sagde ja til at komme med, tænkte jeg: Det her kan være en måde at vise den manipulation og kontrol, der fører til, at man mister sig selv og alle de værdier, man har. Det er det, mange af scenerne handler om: At du skal knække, du skal brydes, du skal give afkald på din identitet, på dine lyster, på din eksistens nærmest og overgive det til Guds vilje. Når der kommer en højere magt ind over, i det her tilfælde åndeligheden og Gud, er der mere på spil i relationen. I andre situationer kan det være en anden ideologi, sex eller penge – mekanismen er den samme. Man giver alt, men kan jo så også miste alt, hvis ikke man er lydig.

Ud over omsorgen for skuespillerne og mennesker som den unge mand, der stiller sin historie til rådighed, har filmen også gjort Camillas blik på sig selv en anelse mildere. 

– Når jeg kigger på Laura, der spiller mig i filmen, ser jeg jo den unge kvinde, der kom ind i Faderhuset dengang og tænker: ”Stakkels Laura”. Men den kvinde var jo mig. Så jeg er på en måde kommet i tanke om, hvem jeg egentlig var dengang, at jeg havde haft en lortebarndom og så kom i kløerne på en kristen sekt. Jeg har været meget hård ved mig selv gennem tiden, og er det nok stadig, men det har givet mig lidt mere nænsomhed, reflekterer Camilla og fortsætter: 

– I dag føler jeg mig jo som et ligeværdigt medmenneske, men sådan har det ikke altid været. Det har været en lang proces i løbet af de 18 år, der er gået, siden jeg forlod Faderhuset. Det er ikke noget, jeg tænker over hver dag, men under arbejdet med filmen er der helt sikkert en masse skam, der er kommet op til overfladen igen. 

Tro og taknemmelighed

I dag bor Camilla på landet med sin lille hund Wilma, og oplevelsen af at kunne træde ind og ud af filmsettets Faderhus til virkeligheden udenfor har haft en effekt, Camilla ikke havde regnet med. 

– Jeg føler et kæmpe ansvar over de ting, jeg har udsat andre for, som en del af ledelsen i Faderhuset. Det har været voldsomt at blive konfronteret med, og jeg kan stadig i dag mærke en masse skyld og skam over, at jeg har haft mine børn med derind. Men jeg oplever også en vanvittig taknemmelighed. Det er faktisk det, der har ramt mig mest. Jeg kan huske, at jeg kørte hjem, efter at vi havde optaget en af de første scener i filmen, og jeg var virkelig emotionelt presset. Det havde været en meget intens dag, og da jeg kom hjem, gik jeg en tur med min hund. Og så blev jeg ramt af en følelse, som jeg sjældent har oplevet. Erkendelsen af: Jeg er fri! Jeg er ikke i Faderhuset mere! Jeg kan efterlade filmcrewet, jeg kan sige: Hej, hej guys, jeg tager hjem! Følelsen eksploderede inde i mig, det var som om jeg oplevede min frihed forfra. Jeg kan næsten mærke mine hænder blive varme, når jeg fortæller om det igen. Taknemmeligheden ramte mig som en bølge, fortæller Camilla, der på trods af sine erfaringer med sekteriske kristne miljøer, stadig har bevaret sin religiøsitet. 

Camilla Louise Johnson sidder ved en kaj og ser ind i kameraet i grå frakke.
Camilla Louise Johnson, udbryder af Faderhuset

– Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet religiøsitet, og jeg kalder mig heller ikke kristen, selvom de fleste mennesker, der kender mig, vil sige: Du er så kristen, Camilla. Men jeg vil ikke puttes i en kasse. Jeg har en dyb tro, jeg er kæmpe fan af Jesus, og indimellem går jeg i kirke med min søn. Jeg elsker stadigvæk lovsang, men det er MINE ritualer, det er MIN tro. I starten, lige da jeg var gået ud af Faderhuset, så var jeg ved at kaste op over alt, der havde med tro at gøre. Men så begyndte jeg at savne det med at have en relation til Gud, for uanset hvordan jeg er blevet kastet rundt i mit liv, så har troen for mig været altafgørende – også for at jeg har kunnet komme helskindet ud af Faderhuset. Men andre mennesker skal ikke definere min tro, og hvis Gud er en blå sommerfugl for mig, så er han en blå sommerfugl! Jeg er ved at genopfinde min tro og sige: Hvad tror jeg selv på efter alt det pis, jeg har været igennem? Det er stadigvæk en rejse, jeg er på, og jeg går til den med et barns nysgerrighed, fortæller Camilla. 

Ruth Kristiansen, lederen af Faderhuset, har ikke officielt udtalt sig om filmen i skrivende stund, og det vides ikke, hvad hun mener om at blive portrætteret af Trine Dyrholm på det store lærred. Camilla håber, at mange vil vove sig ind og se filmen. Selv om det er stærke sager.

– Som mennesker har vi svært ved, når noget bliver meget grimt. Det har jeg oplevet mange gange i mit liv. Folk trækker sig, hvis man fortæller det rigtigt og det sande – så kan man udholde at kigge på andres smerte på den måde, kan man udholde, når Emma (Sehested Høeg, red.) knækker over og kravler rundt på væggene? Og hvorfor bliver hun og alle os andre derinde, hvorfor går man ikke bare sin vej? Men det er hamrende svært at gå, det håber jeg, at filmen viser, så man mærker og forstår, hvad der er på spil. Den sidste profeti, jeg fik af Ruth, var, at jeg ville ende som en eller anden hjemløs narkoman, men det er ikke sket. Og jeg håber, at dem, der sidder derinde endnu, vil tænke: Okay, hvis Camilla kan, så kan vi måske også.