22-årige Noah Rosendal voksede op i Faderhuset - her er hans historie

I mange år troede Noah Rosendal, at jorden var flad – ja, faktisk at den var tæt på at gå under. Det var udsagn, som han hørte igen og igen, for Noah var et af Faderhusets børn. Et trosfællesskab, som er blevet mere og mere lukket omkring sig selv, og som først havde slået sig ned i byen Bandholm på Lolland, men senere rykkede til Tjekkiet.

Det er en rejse, som 22-årige Noah Rosendal har været med på, fra han var helt lille. For fem år siden brød han ud, og i dag fortæller han sin historie i bogen, ”Barn af Faderhuset”, som er skrevet af Kristian Corfixen. En historie, der er meget anderledes end den opvækst, som de fleste danskere kender.

Noah fortæller, at hans mor blev introduceret for menigheden, da han var helt lille, og da han var tre år, flyttede de til Bandholm, hvor Faderhuset havde sørget for, at de kunne flytte ind i et lille, gult rækkehus på hovedgaden.

– Det har været en lidt kompliceret vej ind i det. I sin tid var det bare min mor og mig, men det var ikke let for min mor at være alene med mig. Så hun blev grebet af de forkerte eller fanget af de forkerte, hvordan man nu ser det. De første par år af mit liv, og da vi lige var flyttet til Bandholm, er den periode, som jeg virkelig holder fast i, for der har jeg en speciel kærlighed til min mor. Hun var sig selv, og hun viste mig sine følsomme sider. Senere hen er hun blevet manipuleret og afskåret fra sin egen identitet, og det har været det største savn for mig, fortæller Noah.

Afstraffelse til man knækkede

I bogen beskriver Noah ærligt og åbent sin barndom og opvækst, hvor han oplevede at være barn i Faderhuset på nærmeste hold. Det var en barndom med ture rundt i Europa og timer i 'Livets skole', hvor de lærte at bygge og istandsætte huse. Men det var også en opvækst præget af mistro og vold – både psykisk og fysisk.

– I Faderhuset har man ikke nogen holdning til noget selv, men jeg har altid været en følsom dreng, og jeg har et stærkt retfærdighedsgen. Jeg kunne ikke tage, hvis noget var uretfærdigt, men der var bare aldrig to sider af en sag i Faderhuset. Den, der fik ret, var som regel den, der først gik til ledelsen, siger Noah og fortsætter:

– Jeg har altid været megastædig. Jeg var fx superkræsen, og jeg kunne bare ikke lide syltede agurker eller rødbeder. Men de puttede det bevidst på min mad, fordi jeg skulle spise det, fordi det var det, jeg fik. Jeg følte mig så provokeret, og jeg syntes, det var så uretfærdigt. 

– Men det, der skete i mit hoved, når de begyndte at slå mig, var, at jeg lukkede fuldstændig af, og jeg ville ikke sige undskyld, jeg ville ikke give dem ret i noget som helst eller spise de syltede agurker. Det foregik sådan, at de gav mig smæk, og når jeg stadig ikke var brudt sammen, satte de mig på et værelse i nogle timer, og så ville de komme og give mig smæk igen – og sådan foregik det, indtil jeg knækkede.

– Når de så endelig fik knækket mig, slap alle spændinger på et halvt sekund, og tårerne trillede. Det var som en sluse, der blevet åbnet.

Smæk som kærlighed

Noah forklarer, at han følte en form for eufori og forløsning efter at være blive straffet. Det var et miks af en krop, som havde været helt spændt under afstraffelsen og en psykisk reaktion af at føle sig elsket.

– Jeg var ikke vant til at blive set på den måde, eller at de ville bruge så lang tid på mig. "Det er jo heller ikke sjovt for os at tugte dig, men vi gør det, fordi vi elsker dig". Det var det, de sagde til os. Og så kom der en brusende følelse igennem kroppen af, at de gør så meget for mig. Og den forløsning, som jeg mærkede, forbandt jeg med kærlighed i mange år.

LÆS OGSÅ

Natasha Brock: "Jeg sagde til Gud: Hvis du giver mig den australske missionær, så får du mig"

Standupkomiker Natasha Brock voksede op i en familie, hvor livsstilen som mormon fyldte alt – men som 21-årig vendte hun Gud og alt, hvad hun kendte, ryggen. Og har siden reflekteret over alt det, som Vorherre glemte at lære hende.

Hvad har du haft behov for at bearbejde ud fra den opvækst, du har haft?

– Det har især været alle de traumatiske voldsepisoder og den psykiske vold. Jeg har levet i en helt anden virkelighed. Både i forhold til hvad, jeg troede, verden var, men også hvordan følelser var, hvordan kærlighed var. For eksempel var det at blive afstraffet forbundet med kærlighed. Det er jo så fucked up at forbinde det at få fysiske smæk med kærlighed. 

– Nogle gange forstår jeg ikke, at jeg ikke er mere fucked up i hovedet. Men de har virkelig strippet os fra identitet. Man måtte ikke selv have holdninger, og man måtte ikke føle. De gik meget op i, at du ikke måtte give efter for dine følelser. Jeg har altid været et super følsomt menneske, så at få friheden til at kunne leve efter det, at kunne vise følelser og snakke om dem, har gjort en kæmpe forskel for mig.

Noah refererer i dag til den verden, han nu lever i, som herude. En verden, som han havde fået fortalt var ond.

– Jeg kom herud og troede, at alle var onde mennesker, og samtidig havde jeg en tro på, at jorden var ved at gå under. Men også at jorden var flad.

Du troede, at jorden var flad?

– Ja, det troede jeg. Da jeg så kom ud, blev jeg mere ligeglad. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg er fucking ligeglad, om den er firkantet, om den er rund eller flad eller har 20 hjørner. Det gør ikke noget for min hverdag.

– Det er jo sygt, at de har løjet om det, for det er jo egentlig ligegyldigt for et menneske at vide, hvad jorden er. Men at have behov for at ændre folks synspunkt og fremmedgøre og fjendtliggøre alt udenfor Faderhuset så meget. Jeg var helt blown away over det niveau af kontrol, fordi vi ville jo ikke frygte det herude mere eller mindre ved at tro, at jorden er rund.

– Men de styrer mennesker. Og de styrer folk igennem frygt. Samtidig går de sygt meget op i det frie valg. Jeg husker, at jeg engang konfronterede min mor omkring det, fordi hun sagde, "du må jo bestemme selv, hvad du vil gøre. Men der er konsekvenser, hvis du ikke gør det på vores måde og på Guds måde". Og så er det jo ikke et frit valg. Du kan vælge at gøre noget, som du selv vil, og det er forkert og har konsekvenser. Eller du kan gøre det, der er rigtigt, og så bliver du belønnet for det. Det er jo sindssygt manipulerende.

Satan i seks-årige Abel

I bogen er der især en episode, som sætter sig fast hos læseren – og som Noah også vender tilbage til et par gange under dette interview. Episoden foregår i et sommerhus ved Vesterhavet, hvor Faderhusets voksne og børn er på tur.

– Jeg glemmer aldrig turen til Vestjylland, hvor Satan pludselig viste sig i drengen, jeg kalder Abel. Abel var omkring seks år, og jeg var omkring 11 år. Vi var 40-45 mennesker i sommerhuset, så halvdelen af Faderhuset var der. Og Ruth og Lars var der også. Vi børn havde været ude og lege i klitterne. Der var voldsomt vejr, bølgerne bruste, og det blæste. Men det var samtidig hyggeligt. Vi havde jo ikke computerspil eller tv, så vi var gode til at finde på at lege. Var der grankogler, lavede vi grankoglekrig, så vi var fantasifulde.

– Vi kom så hjem i sommerhuset igen, hvor vi samledes i stuen. Der kom fokus på den lille dreng, fordi nogen sagde, at han havde drillet nogle af de andre drenge. Og hvis man skal forstå Faderhuset, sker der oftest det i sådan en situation, at der er én, som siger noget om en person, og så kører den historie bare rundt. Der bliver peget fingre og kørt en stemning op. Det har jeg oplevet tusind gange.

– Til sidst kom de frem til, at det var Satan, som brugte ham til at prøve at nå Ruth. En af lederne tog ham i benene, vendte ham på hovedet og holdt ham ud fra kroppen, fordi dæmonen skulle rystes ud af ham. Alt imens dannede folk en cirkel rundt om ham, mens han hang der – nogle skubbede til ham, andre slog. Nogle råbte og skreg. Det var meget kaotisk.

– Og den her dreng, jeg har selv prøvet det i sådan nogle situationer, at man bliver helt paralyseret. Det er som om, at man forsvinder væk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men man mærker næsten ikke, hvad der sker rent fysisk på ens krop. Og det er den følelse, jeg kunne se i hans øjne. Han var helt blank i øjnene.

– Ruth sagde så, at de skulle smide ham i poolen. Nogle drenge hoppede med, og de holdt hans hoved under vandet, mens de kiggede op på Ruth, og så sagde hun til, når de skulle tage ham op. Jeg vil tro, det skete tre-fire gange. Han prustede efter luft og hulkede, men det var ikke godt nok. Han blev hevet op og ført hen til en iskold spand vand, som han fik hældt over sig. Men der var stadig ikke den ønskede reaktion, så han blev smidt i poolen igen, fordi det onde skulle druknes. Og der brød han fuldstændig sammen. Nu var han knækket, og så brød jublen bare ud. Folk begyndte at synge, klappe og takke Gud, fordi han hjalp dem med at overvinde Satan og de onde. Så der var bare fest og sang.

– Det, der er så sygt, er, at det blev tolket som noget åndeligt. Men det var jo bare en fysisk reaktion, som kroppen har, fordi man bliver knækket. Og på det tidspunkt var jeg så vant til den voldsomme hverdag, vi havde, at jeg ikke følte noget ubehag ved det. Jeg tænkte ikke over det, og vi gik bare tilbage til at lege og bade i den pool.

– Det er noget af det, jeg har allersværest ved at tænke på i dag. Det hjemsøger mig, og jeg føler skyld over, at jeg var med til det, siger Noah.

Vi var anderledes

At vokse op tæt sammen med en del andre børn, var ikke noget som skabte nære venskaber, fortæller Noah. Der var dog en dreng, som han skabte et tæt bånd med. I bogen bliver han kaldt Joshua.

– Vi har altid været meget tætte og delte også ting, som vi egentlig ikke måtte. Men selvom vi var supergode venner, så havde man ikke tillid til nogen. Jeg var meget påpasselig, fordi man aldrig vidste, om der kunne blive sladret. Men vi har snakket om nogle ting, og især da vi blev ældre, kunne vi synge en eller anden sang, som vi ikke burde kende. Og jo ældre vi blev, jo mere kunne vi også se, at vi levede et andet liv. Det tror jeg også, at alle vidste på en eller anden måde; at vi var lidt anderledes.

Når jeg spørger Noah om, hvorfor han som 17-årig pludselig besluttede sig for at forlade Faderhuset og sige farvel til sin familie og hele det liv, han kendte, for at gå ud i en verden, som han troede gik under, og hvor han ikke havde et netværk til at hjælpe eller gribe ham, er der ikke kun én forklaring.

– Der var mange blandede følelser. På den ene side var det en teenagedrøm og en følelse af, at jeg bare gerne ville være lidt rebelsk. Jeg var jo overbevist om, at jorden var ved at gå under, så da Corona kom, tænkte jeg, at der var et halvt eller et helt år tilbage, og jeg ville hellere have det lidt sjovt og have lidt frihed. Og så kunne det godt være, at Gud ville blive fucking sur, men jeg måtte tage konsekvenserne for det bagefter.

– Samtidig var der en moralsk del i det, fordi jeg havde fået ansvaret for, at skulle lære de andre børn, hvad vi troede på, og hvad Lars og Ruth troede på. Men jeg havde levet i en konflikt i så mange år, hvor jeg ikke selv troede på det, men hvor jeg havde lært at spille med. Jeg tror heller ikke på, at du kan komme ud af det, medmindre du fysisk skifter miljø. Du kan ikke bryde med den tankegang og den indoktrinering, som man bliver udsat for. Det er jo hjernevask og manipulation på så højt et niveau.

Livet er ensomt herude

Noah endte derfor med at sige farvel til Faderhuset og sin familie, som godt vidste, at han ville rejse tilbage til Danmark. I bogen beskriver Noah, hvor svært det har været for ham de sidste fem år, hvor han har skullet starte helt forfra og finde ud af, hvem han i virkeligheden er. Han har ad flere omgange været på krisecenter, og han har i dag også kontakt med en psykolog, som har hjulpet ham i processen med at skrive bogen, hvor han skulle genbesøge alle minderne.

– Det har været meget ensomt og en vild proces at finde ud af, at det faktisk er en god verden med gode intentioner og gode mennesker herude. Men det er også en svær verden. Og en verden, hvor man ikke har det nemt, hvis man ikke passer ind. Det er svært at være åben omkring at have det svært mentalt. Især som ungt menneske, når man ikke bare kan følge med strømmen.

– Det er et tabu for unge mennesker og unge mænd at snakke om, men det håber jeg, at min bog kan åbne op om. Jeg har aldrig taget en bedre beslutning end at begynde at snakke om de her ting. Og det har gjort, at jeg har fundet en identitet. Jeg har fundet mig selv, og jeg har fået det godt. Jeg kan sove om natten. Jeg har ikke mange PTSD-anfald længere, fordi jeg har fået den hjælp, jeg har haft behov for. Der er ikke ret mange, der kan forstå det og heller ikke omfanget af det, jeg har oplevet, men folk vil gerne. De vil gerne være der for hinanden.

Er ikke vred i dag

I arbejdet med bogen har Noah fået aktindsigt i de underretninger og sagsakter, der har været om ham i årenes løb, da de boede på Lolland. Og derfor er det oplagt at spørge, om han i dag føler sig svigtet af systemet.

– Det var rørende for mig at finde ud af, at min mor rent faktisk har spurgt om hjælp. Og har sagt til kommunen, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle være mor og havde brug for hjælp til, hvordan man aktiverer en fireårig dreng. Og så er det bare hjerteskærende at læse, at de vurderer, at Faderhuset hjælper hende, og at de vurderer, at det var bedst for min opvækst, at jeg er tilknyttet dem, siger Noah og fortsætter:

– Jeg kan godt se, at jeg burde være vred. Men personligt har jeg ikke en vrede mod Ruth. Jeg vil ønske, at hun bliver stillet til ansvar for mange af disse ting. Men det vigtigste for mig er, at det bliver ændret; at der bliver taget nogle forholdsregler, der gør, at det ikke kan ske igen. At man får viden om, hvordan børn beskytter forældre, og hvordan man psykologisk kan komme ind til dem, for det ligger meget naturligt for børn at beskytte deres forældre og gerne vil have forældrene i deres liv.

– Jeg ville ønske, at kommunen var mødt op uanmeldt, for så havde de oplevet, hvad der virkelig skete, for vi blev lært, og der blev holdt generalprøver, hvor vi fik at vide, hvad vi skulle sige. Der var jo allerede dengang beskyldninger om, at børn blev manipuleret og udsat for psykisk vold i Faderhuset, og så sætter man mig i et rum sammen med dem, der skulle være voldsudøverne, og så regner man med, at jeg vil sige et eller andet.

Noah forklarer, at det først er inden for det sidste halve år, at han er begyndt at komme ud på den anden side.

– I februar kom jeg på krisecenter, og for første gang i mit liv fik jeg ro på. Der var ikke noget, jeg skulle op til. Jeg skulle ikke forsørge mig selv. Der var mennesker, der passede på mig og snakkede med mig, og jeg fik bare ro. Og der brød jeg fuldstændig sammen, fordi mit nervesystem var så presset, men langsomt har min krop lært, at der ikke er fare på færre længere.

Noah har også besluttet sig for at dedikere bogen til de børn og ofre, der stadig er i Faderhuset.

– Det er måske et meget naivt håb, at det kan ændre noget. Men jeg håber, at det kan starte en debat, så man kan få ændret fremgangsmåderne i fremtiden. Og så har jeg haft et kæmpe håb om, at man igennem bogen vil kunne forstå, hvorfor folk ender i det. Jeg er af den overbevisning, at alle mennesker kan havne i det, fordi der er så mange forskellige ting, der appellerer til folk, siger Noah.

– I starten følte jeg, at jeg skulle gøre mig fortjent til at lave en bog, og at der skulle være et budskab. Men jeg håber allermest, at den kan inspirere folk – og især unge mennesker, der kan genkende den ensomhed, som jeg har oplevet, og hvor svært det kan være at finde sin plads i verden.

Om bogen

For 10 år siden forsvandt Faderhusets børn fra Bandholm på Lolland, da den kristne menighed flygtede til udlandet. Ingen har vidst, hvad der siden skete med dem. 

I "Barn af Faderhuset" står Noah Rosendal, et af børnene, frem og fortæller for første gang om, hvad der foregik bag de hvidmalede mure på Bandholm Hotel: skjult børnearbejde, dæmonuddrivelser, vold og en menighed, der hyldede lederen Ruth Evensen som Guds udvalgte.

Bogen afslører, hvordan Faderhuset systematisk forsøgte at skjule omsorgssvigt for myndighederne med hemmelige kommunikationskanaler, generalprøver før tilsyn og børn, der lærte at frygte, at sagsbehandlere kunne lytte gennem væggene. 

Det er historien om at bryde ud af et lukket trosfællesskab, miste alle – og begynde forfra i en verden, man aldrig har fået lov at være en del af.

Barn af Faderhuset, Noah Rosendal og Kristian Corfixen, Politikens Forlag. Udkommer 24. august

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.