Luftfotos af Beograd med flod og Sankt Sava-katedralen i bymidten

Beograd: Her er de steder, du bør besøge

Drømmer du om en feriedestination, der både rummer historiske seværdigheder, smukke naturområder og en spændende kultur? Så er Beograd lige noget for dig.

alt.dk logo

Beograd er hovedstaden i Serbien og ligger lige, hvor floderne Sava og Donau mødes. Beograd, som betyder 'den hvide by', er en af de ældste byer i Europa med en historie, der strækker sig over 7.000 år.

Byen var hovedstad i det tidligere Jugoslavien fra 1918 til begyndelsen af 1990'erne og har haft voldsomt vokseværk siden 1944. På 82 år er Beograd vokset fra at være en hovedstad med 280.000 indbyggere til 1.7 millioner, tæller man forstæderne med.

Selvom Beograds kompakte midte gør det nemt at udforske byen til fods, har Beograd et veludviklet netværk af offentlig transport, herunder sporvogne, busser og trolleybusser, som forbinder alle byens seværdigheder. Lokale færger sejler også langs floderne Donau og Sava, og tilbyder ikke mindst udsigt til byens imponerende flodbredder.

Beograd er en stadig overset perle uden alt for mange turister, hvor du uden tvivl vil have en fornøjelig tur, uanset om det er din mor, kæreste, datter eller veninde, du tager afsted med. Og det tager kun omkring 2,5 time at flyve dertil på forlænget weekend.

Hvad du skal lave, se og spise i den serbiske hovedstad, kan du læse her.

Hvad skal du opleve?

Beograd har været beboet siden neolitisk tid, og kelterne grundlagde fæstningen Singidun i 200-tallet f.v.t.. Omkring Kristi fødsel erobrede romerne Balkan og omdøbte fæstningen til Singidunum. Herefter blev Beograd erobret og indtaget af hunnerkongen Attila, dernæst sarmater, gotere, avarer, byzantinere og ungarere.

Fra det 14. århundrede var Beograd under osmannisk herredømme i næsten 500 år, før Serbien blev selvstændigt i 1878, og fra 1918-1990 var Serbien en del af Jugoslavien. Byen er blevet ødelagt og genopbygget utallige gange af forskellige ovenstående erobringer. Derfor er den indre bys arkitektur primært fra 1900-tallet, og kvarterene står nærmest i kontrast til hinanden.

Med nedenstående 10 anbefalinger når du både omkring nye, gamle og historiske steder i Beograd, som er værd at besøge.

1. Kalemegdan-fæstningen

I Beograds gamle bydel, Stari Grad, ligger nogle af byens ældste bygninger, herunder resterne af det romerske castrum, Singidunum. Den historiske fæstning ligger placeret i Kalemegdan-parken og er byens gamle citadel – og Beograds vigtigste monument. Kalemegdan-fæstningen, som har været vidne til over 115 slag gennem historien, står derudover som et monument over Beograds strategiske betydning. I gåafstand fra fæstningen kan du også finde museer som Det Militære Museum og Naturhistorisk museum og galleri, adskillige vartegn og skulpturer samt opleve udsigten over de to floder, som Beograd ligger ved.

Aftensol over Kalemegdan fæstning og floden i Beograd set fra luften.
Kalemegdan-fæstningen.

2. Sankt Sava-kirken

Den berømte Sankt Sava-kirke er verdens største ortodokse kirke, og er et af Beograds mest markante vartegn, der kan rumme op til 10.000 mennesker. Men det er ikke blot for sin størrelse, at den er kendt. Sava-kirken er også kendt for sin imponerende arkitektur og skønhed. Kirkens oprindelige opførsel begyndte i 1935, men på grund af bl.a. Anden Verdenskrig og den kommunistiske æra, blev arbejdet først genoptaget i 1980'erne. Fordi der er indvendige dekorationer, der stadig ikke er færdiggjorte, betragtes kirkebyggeriet som uafsluttet, selvom den er åben for offentligheden.

Saint Sava-katedralen og Karadjordje-monumentet omgivet af park i solskin i Beograd.
Sankt Sava-kirken.

3. Ada Ciganlija

Hvis du har brug for et afslappende afbræk, kan du tage til den populære flodø Ada Ciganlija, som også bliver kaldt 'Beograds Hav'. Ved den nordlige kyst løber Sava-floden, og på øens sydlige kyst er der lavet en syv kilometer lang kunstig strand, hvor du kan bade i floden Savsko jezero. Og hvis huden er ved at blive runken af al vandplaskeriet, er der rig mulighed for at opleve en masse grønne områder og restauranter.

Tæt pakket badestrand ved Ada Ciganlija-søen i Beograd på en solrig sommerdag.
Ada Ciganlija.

4. Zemun-kvarteret

Zemun-kvarteret er meget anderledes, end byens andre kvarterer. Det bærer nemlig stadig præg af tiden under Østrig-Ungarn. Bydelen har sin egen historie og identitet, og blev først en del af Beograd i 1970, da den store vækst i befolkningen kom og opslugte Zemun. Kvarteret rummer flere fascinerende seværdigheder som Gardos Tower, der er et ud af fire tårne opført af det ungarnske imperium. Tårnet blev i sin tid placeret strategisk, som en del af Zemuns forsvar af byen. Det er det eneste tårn, der stadig står udenfor det moderne Ungarn, og er ikke længere et symbol på magt, men et historisk og fredsfyldt tårn med en utrolig udsigt. Derudover kan du også besøge Zemunska Pijaca, som er et farverigt marked i Zemun, kendt for sine friske varer og lokale specialiteter. Markedet har åbent 07:00-19:00 mandag-tirsdag, 07:00-18:00 onsdag-fredag og 07:00-14:00 lørdag-søndag.

Gardos-tårnet i Zemun rejser sig over en gammel murstensmur og grønt græs
Gardos Tower,.

5. Dorcol-kvarteret

I gåafstand fra Kalegmegdan-parken ligger Dorcol. Det er Beograds ældste overlevende bydel. Det er et kunstnerisk og betagende kvarter, der er spækket med historie, forskellige kulturer og storbycharme. Kvarterets arkitektur er formet efter både det osmanske imperium, den jugoslaviske tid og den Østrig-Ungarnske æra.

Rød sporvogn passerer en orange historisk bygning i Dorćol i Beograd
Dorcol-kvarteret.

6. Beli Devor

Beli Devor betyder 'Det Hvide Palads' og kommer af bygningens arkitektoniske design og materiale. Bygningens hvide facade skulle nemlig symbolisere renheden, værdigheden og præstigen af den kongelige familie. Kong Alexander 1. af Jugoslavien igangsatte opførslen af Beli Devor i 1930'erne, da det skulle fungere som residens for hans to sønner. I dag er paladset åbent for besøgende, der kan komme på guidede rundture og opleve historien om den tidligere kongefamilie.

Søjlegang ved Beli dvor kapel med buer og stærke solskygger på gulvet.
Beli Devor.

7. Kalenic Pijaca

Kalenic Pijaca er et populært lokalt marked, hvor du kan finde alt, hvad hjertet begærer. På markedet, der ligger i Vracar-distriktet, kan du finde sæsonens frugt og grønt, ost, der er produceret på traditionel vis, nationale specialiteter, vinylplader, vintage tøj, genstande fra sovjettiden og det tidligere jugoslavien og meget mere. Det er byens største udendørs grøntsags- og loppemarked, som har eksisteret siden 1926. Markedet er centralt placeret og er åbent fra 06:00-17:00 mandag-søndag. Vær opmærksom på at åbningstiderne kan variere.

Åben luft-marked i Beograd med boder fulde af varer og flere kunder mellem gangene.
Kalenic Pijaca.

8. Savamala

Hvis du vil udforske et af de mere trendy og moderne kvarterer, så er Savamala lige noget for dig. Beograds festscene er generelt kendt for sin atmosfære, sine mange barer og pubber og de mange mennesker, der benytter sig af byen.

Rooftop-udsigt over Savamala i Beograd med ældre bygninger og kupler i det fjerne.
Savamala.

9. Skadarlilja

Skadarlija er et berømt brostensbelagt bohemekvarter, der ligger i den gamle bydel i Beograd, og som er kendt for sine traditionelle taverner, serbisk folkemusik og livlige atmosfære.

Brostensbelagt gade i Skadarlija med caféborde og gående gæster mellem restauranter.
Skadarlija.

10. Knez Mihailova-gaden

Ønsker du at hive pengepungen op af lommen, så er Knez Mihailova gaden for dig. Det er nemlig Beograds store shoppinggade, hvor du kan finde det meste. Her støder man på et væld af butikker, caféer og restauranter, man kan gå ombord i.

Udendørs caféområde og historiske bygninger langs Knez Mihailova i Belgrade
Knez Mihailova-gaden.

Hvad skal du spise?

Det serbiske køkken byder på mange smage, der stammer forskellige steder fra, herunder Tyrkiet, Østrig, Middelhavet og Ungarn. Beograd har en karakteristisk cafékultur, et utal af restauranter og en kulinarisk scene, der kombinerer østlige og vestlige traditioner.

Her er fire bud på klassiske serbiske restauranter, du bør prøve, når du besøger Beograd.

1. Kod Prisbojca

På restauranten Kod Prisbojca får du mad, som når mormor laver den. Det er simpelt, traditionelt og sidder lige i skabet. Her kan du få den ikoniske specialitet, 'cevapi', som er en grillet pølse bestående af oksekød, svinekød eller lam – eller en blanding. Ofte serveres cevapi med brød og løg til. Hvis du vil have et traditionelt måltid, er dette lokale køkken bestemt en anbefaling.

Restauranten ligger i centrum og har åbent 09:00-23:00 mandag-søndag.

2. Madera

Side om side med én af Beograds naturreservater, den charmerende tasmajdan-park, ligger restauranten Madera. Stedet får særligt ros for retten 'sarma', som er en populær ret i Serbien og Balkan generelt. Sarma minder om kåldolmer, men den serbiske ret består af fermenteret kålblade, der rulles om et fyld, som oftest består af hakket kød, ris, løg og krydderier. Derefter puttes rullerne ned i en gryde, som regel sammen med noget røget kød, for at simre.

Restauranten ligger placeret i centrum og har åbent 12:00-23:00 mandag-søndag.

3. Kafana SFRJ

'Kafanas' er betegnelsen for de traditionelle taverner i Beograd, hvor man kan nyde lokale retter og sommetider også folkemusik. På restauranten Kafanas SFRJ bliver du taget med en tur tilbage til det gamle Jugoslavien. Fra top til tå er der dekoreret med flag, plakater, malerier, avisudklip og andre memoralier fra den jugoslaviske tid. Udover den meget autentiske indretning kan SFRJ også byde på smuk udsigt til floden Sava.

Restauranten ligger placeret tæt på Kalemegdan-parken og har åbent fra 09:00-00:00 mandag-søndag.

4. Medenjak

Hvis den søde tand er stifinder, så kan konditoriet Medenjak bestemt anbefales. Især den traditionelle småkage 'orasnice' er værd at smage her. Orasnice er lavet på marengs og valnødder, der formes som halvmåner og rulles i grofthakkede valnødder, inden de bages.

Konditoriet ligger placeret nord for Sava-floden i Novi Beograd, som betyder 'Nye Beograd'. De har åbent fra 09:00-19:00 tirsdag-lørdag og 09:00-15:00 søndag.

Hvor skal du have en drink?

Beograds festscene er kendt for sin atmosfære og sine mange trendy barer. Byen tilbyder et væld af unikke oplevelser, herunder 'splavovi', som er natklubber, barer og restauranter, der er placeret på flodbåde og tømmerflåder, som flyder langs floderne Sava og Donau. Splavovi udgør en central del af byens kendte natteliv.

1. Bife bar Belgrade

'Bife' betyder på serbisk "en buffet, hvor du kan få drinks, øl og kaffe". Men baren Bife bar beskriver sig selv som et sted, der er en blanding af en middagsrestaurant og en cocktailbar. De formår at kombinere den gamle jugoslaviske kultur med noget helt nyt og anderledes. Det er et hyggeligt, afslappet og meget kulturpræget sted, hvor du er garanteret god stemning.

Baren ligger placeret tæt på centrum og har åbent fra 16:00-01 onsdag-søndag.

2. EJE Belgrade

Langs den gule bar står der gule barstole med brune læderindbundne sæder. Bagvæggen med flaskerne og lampen over baren er også gul. Restauranten EJEs imponerende og mærkværdige interiør er én af grundene til at besøge stedet, mens deres drinks og barkort er en anden en god grund til at give stedet et besøg.

Restauranten ligger placeret i centrum og har åbent fra 12-00 søndag-torsdag og 12:00-01:00 fredag-søndag.

3. Karmakoma Belgrade

Hvis du vil prøve noget lidt anderledes, danse natten væk og opleve det beogradske natteliv, så er klubben Karmakoma lige noget for dig. I, hvad der ligner, en lille fabrikshal, bliver der spillet musik natten lang. Flere forskellige kunstnere indtager scenen i løbet af en nats åbningstid, så der er garanti for, at det i hvert fald ikke bliver kedeligt.

Natklubben ligger lidt udenfor centrum, men er placeret tæt på en togstation. Klubben har åbent fra 23:00-06:00 fredag-søndag.

Hvornår skal du afsted?

Det bedste tidspunkt at besøge Beograd er fra april til juni. Her ligger temperaturerne mellem 18-25°C, og byen summer af liv med udendørs caféer og kulturelle begivenheder som for eksempel Belgrade Fashion Week og Museum Night.

Juli og august kan være meget varme med temperaturer over 30°C, men byder i denne periode på udendørs koncerter og stor aktivitet ved floderne.

September og oktober er også gode måneder at besøge Beograd, da vejret er klart, solrigt og ideelt til sightseeing og oplevelser. I efteråret afholder områdets vinbønder høstfestivaler, mens teaterfestivalen BITEF kan opleves i september, og BEMUS, som er en festival med klassisk musik, afholdes i oktober – og det samme gør Belgrade Jazz Festival i slutningen af måneden.

Fra december til februar er temperaturen lav, men sjældent ekstrem, og ligger mellem -2°C og 5°C. I denne periode har Beograd en helt særlig atmosfære med julepynt og indendørs kulturliv.