Ellen Hillingsø i mønstret jakke sidder foran lys baggrund

Ellen Hillingsø har et særligt råd om mødet med et andet menneske

Ellen Hillingsø fortæller i ny podcast om at blive kaldt stræberagtig, og hvordan hun gerne vil opfordre os til at se på hinandens styrker og møde hinanden med et åbent sind i stedet for at lade usikkerheden styre os..

I podcastserien ”Mit yngre jeg” inviterer vært Anne Albrechtsen  kendte stemmer ind til en ærlig samtale om de øjeblikke, der fylder og former os igennem livet, og at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

I denne uge gæster skuespiller Ellen Hillingsø studiet, hvor hun blandt andet ser tilbage på sin skoletid. 

– Jeg kunne virkelig godt lide at gå i skole – både folkeskole og gymnasiet. Jeg ville gerne gøre mig umage, og jeg ville gerne gøre det godt. Jeg var en meget aktiv elev i klassen, og jeg har nok også være skideirriterende og siddet med fingeren oppe hele tiden. Det var selvfølgelig stræberagtigt, og det siger man aldrig som en kompliment om nogen, siger Ellen Hillingsø i podcasten, "Mit yngre jeg".

Ellen Hillingsø er aktuel med bogen "Nu vi alligevel er her ...", og i den beskriver hun en episode, hvor hendes datter og en klassekammerat skulle aflevere et produkt i deres gymnasietid, og hvor en anden dreng kaldte klassekammeraten for en tryhard.

– Og min datter blev stiktosset, for de havde lavet et godt produkt, og det med tryhard var at trække ned, og det var, fordi den anden dreng ikke gad at lave sit arbejde. Men det kommer til at pege på dem, der ser på dem, der stræber. Og det kan man enten sige er inspirerende eller irriterende, fordi det kræver, at man selv gør noget. Tryharder er et andet ord for stræber, og det bliver aldrig brugt positivt om nogen. Man kan sige det for at drille eller for sjovt, men det bliver aldrig sagt positvt, siger Ellen Hillingsø, og fortsætter: 

– Nelson Mandela har sagt, at det er ikke mørket i os selv, vi frygter – det er lyset. Det er potentialet, og man kan sige, at når en anden dreng ser nogen, der lever deres potentiale, så kan der opstå en ærgrelse eller usikkerhed over ikke selv at udleve sit potentiale. Man kan sige, at man bliver mindet om, at der er et større potentiale, som man ikke udfordrer, og så er det nemmere at sige, at nogen er en stræber.

For Ellen Hillingsø er det interessante i dette, at man altid må se indad. 

– Det kan være, at jeg blev drillet med at være en stræber, men jeg skal også selv huske på, at når jeg møder nogen, som lyser og lever deres potentiale, at møde det åbent og ikke at møde det nedsættende. Så det går altid begge veje. Hvor hurtigt er vi ude med riven, når nogen gør en indsats, eller gør tingene anderledes? 

Hun erkender, at det kan være svært for os alle at efterleve, at man skal kunne favne dét, at nogen gør sig umage, hvis det frembringer en usikkerhed i en selv.

– Vi lever i penthouse-lejligheden på Maslows behovspyramide, så hvis vi ikke på nogen som helst måde i det her fantastiske land med alt det, vi har, kan vende den, hvordan skal der så nogensinde blive fred i verden? Kong Fuzi, som har skrevet verdens ældste bog, har sagt, hvis du vil have fred i landet, så skal du have fred i byen. Hvis du vil have fred i byen, så skal du have fred i familien. Vil du have fred i familien, skal du have fred i hjertet. Så tingene starter et sted, og i en verden, hvor tingene er meget fremmedgjorte, tror jeg på, at den lille forskel, den lille bevidsthed, kan rykke ved noget, siger Ellen Hillingsø i podcasten.

Lyt til afsnittet her: