Søren har tømt sine forældres gamle hus: ”For hver ting, vi smider ud, føles det som at sige farvel til et lille stykke af deres liv”

Jeg har et ar i hovedbunden, fra da jeg var fem år gammel og bankede knolden op i mine forældres sofabordslampe. Den var lavet af lige dele støbejern og keramik, tung og grim som bare fanden, men uden tvivl det sidste nye skrig inden for lampemoden, da de købte den tilbage i de brune 70’ere.

År efter år, selv mens resten af stuen efterhånden blev fornyet, fik lampen lov til at blive hængende. Som et monument til minde om mine forældres kærlighed til godt håndværk, dårlig 70’er-stil og sikkert også hinanden.

Nu ligger den så ude i traileren i indkørslen. I en bunke med det gamle tallerkensæt med de store orange prikker (også fra 70’erne), min fars ringbind med sirligt organiserede girokort, små keramikfigurer af lidende babyer med tandpine(!?!) og den foodprocessor, min mor blev så glad for i julen i ‘91, men som hverken min søster eller jeg har lyst til at arve.

Her står vi. Med resterne af to levede liv spredt ud over hele huset, 50 års ægteskab og familiehistorie, sorteret, diskuteret, fordelt og sendt til småt brændbart. 

Om lidt kører min svoger og jeg nogle af møblerne til genbrug, spisebordet, hvor vi har delt så mange stunder med vores forældre, og lænestolene af læder, hvor de sjældent nåede at se mere end de første fem minutter af aftenens krimi, før han sad og snorkede, og hun havde fortabt sig i strikketøjet.

Vi ved alle, at dagen kommer, hvor vi efterladte efterlades med vores forældres ejendele, og vi midt i sorgens slipstrøm også er tvunget til at beslutte, hvad der skal blive, og hvad der skal væk. 

Mine forældre havde brugt et helt liv på at samle et hjem og et liv, og nu har min søster og jeg få uger til at tømme det. Det er ubarmhjertelig sorgbearbejdelse med hver vores rulle sorte affaldssække.

Det er bare døde ting, siger vi til hinanden. Men hvad med jakken, der her et halvt år efter hendes død stadig dufter af vores mor? Hvad med kaffekoppen fra Charles og Dianas bryllup, købt på et af de utallige familiebesøg i min fars hjemland, eller det støvede fotoalbum fra rejsen til Rhodos i ‘89, hvor han væltede på scooteren, og hun fik solstik? 

Hvad med alle hans Alistair MacLean-thrillere og hendes Kasket Karl-tegneserier eller den gamle sofa, som kostede dem en formue, og hvor man ikke måtte ligge, hvis man havde gelé i håret? For hver ting, vi smider ud, føles det som at sige farvel til et lille stykke af deres liv. Det er brutalt og uretfærdigt.

Om lidt er huset tømt. Klar til nye liv. Nogle ting vil finde deres plads hos min søster og mig, andre hos børnebørn, resten i et støvet antikvariat eller i en container på en genbrugsplads. Men sådan er det. 

Savnet hører ikke hjemme i en slidt jakke, i de 27 halvtomme bøtter træbeskyttelse, min far insisterede på at gemme i skuret til dårlige tider, eller i en gammel brun sofabordslampe. 

Det hører derimod hjemme i minderne - og i det ar i hovedbunden, der stadig fortæller historien om dem, der var engang.