Min hustru ligger i åben krig med vores underbo

Min hustru og jeg købte for halvandet år siden førstesalen i en gammel ejendom, hvor underboen er en ældre kvinde, der har boet her det meste af sit voksne liv. 

Vores nye underbo har en hund, der er ni år gammel, og det er den, der lige nu volder i mine øjne meningsløse og alt for store problemer.

Sagen er, at min hustru er meget glad for havearbejde, det var én af grundene til, at vi valgte stedet, fordi der var en have, som vi så skal dele med underboen. 

Her i sommer har min kone derfor været en hel del i haven og har plantet buske, små træer i krukker og anlagt en krydderurtehave. Desværre har det her vist sig, at underboens hund tydeligvis har været vant til at blive lukket ud i haven og også besørge der. 

Så er vores underbo efterfølgende gået ud og har samlet efterladenskaberne op. Dog har hun et par enkelte gange overset eller glemt at samle noget op, hvilket har gjort min bedre halvdel vred. 

Min hustru har hver gang skældt den gamle dame ud, en gang så voldsomt, at hun brød i gråd. Det, fordi min hustru truede med at få hunden fjernet.

Både underbo og hund er jo gamle, så jeg har lettere ved at vise overbærenhed, for det er jo begrænset, hvor meget de to kan komme omkring. Min hustru er derimod ubøjelig. 

Hun har aldrig været hundemenneske, og truer nu med bål og brand, alt imens den gamle dame har forskanset sig i sin lejlighed og er særdeles kort for hovedet, når jeg møder hende. Det er faktisk modbydeligt at bo i den stemning, men hvordan får jeg den ændret?

LÆS OGSÅ

Mit parforhold slider mig ned

En læser mærker, at hun glider længere og længere fra sin kærste. Kan de nå at redde deres forhold? Læs her, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets Brevkasse

Vibeke Dorph råder læseren til, at tale til hustruens medmenneskelighed

Jeg er heller ikke hundemenneske, og jeg ville også blive ret irriteret, hvis jeg hele tiden skulle gå og vogte mig for ikke at træde i en hunds efterladenskaber. 

Men købte jeg overetagen af et hus, velvidende at der bor en gammel dame med sin ditto gamle hund i underetagen, så ville jeg alligevel indrette mig efter det. 

For den gamle dame og hendes hund har boet der før, jeg rykkede ind, og ville jeg ikke kunne trives med, hvordan de har indrettet sig, ja, så måtte jeg jo finde mig et andet sted at bo.

I det hele taget synes jeg, det er en uskik, når folk flytter ind et sted og fra første dag insisterer på, at tingene skal være præcis, som de har sat sig for. Det være sig folk, der flytter ind til byen og straks insisterer på, at der skal være ro og fred der, fordi de har sat sig det for. 

Eller her, din kære hustru, der insisterer på at indrette haven, som hun ønsker den uden at skelne til, hvordan den gamle dame kunne tænke sig tingene. 

Som du skriver, underboen er gammel og har derfor brug for en have, hun kan lukke sin hund ud i, og hun gør tilmed sit for at rydde op, når hunden har besørget i samme have. At det så ikke altid lykkes, må der kunne findes en løsning på.

Derfor start med at forklarer din hustru, at det handler om at finde en løsning, så I alle kan være under samme tag og få glæde af haven. Hvis hun er meget hysterisk, kan I måske aftale, at du lige tager en runde i haven, før hun betræder den, eller at hun selv gør det. 

Appeller også til din hustrus medmenneskelighed. Det er ganske enkelt tarveligt at ødelægge tilværelsen for en gammel dame, der er glad for sin hund. Så hun må derfor se at tage de lidt større sko på, når hun entrerer jeres fælles have.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? 

Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. 

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

LÆS OGSÅ

Jeg kan ikke holde min søns nye kæreste og hendes børn ud

Jeg bekymrer mig om min søns nye kæreste, og om deres forhold går for stærkt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.