Mand med orange motorsav over skulderen står i grøn have og smiler

Søren Savkunstner fra tv-programmet ”Linde på Langeland” bliver ofte spurgt om især én ting

Søren Brynjolf er blevet kendt som Søren Savkunstner fra TV 2-programmet ”Linde på Langeland” og kan forme nærmest alt i træ med sin motorsav. Sit eget liv har han også formet med lige dele gå-på-mod, begejstring og en tillid til, at han altid finder det sted, hvor det er bedst for ham at være.

hjemmet logo farve

Larmen er øredøvende, når Søren Brynjolf starter sin motorsav og lader klingen skære gennem træ, som var det et stykke rugbrød, han skar ud. 

Manden, som Sofie Linde har givet navnet Søren Savkunstner, har forvandlet træstammer til en totempæl og en gammel båd til et shelter hos Sofie Linde og Joakim Ingversen i TV 2-Programmet ”Linde på Langeland”.

– Jeg bliver tit spurgt, om jeg aldrig saver forkert, og svaret er, at nej, det gør jeg ikke. Jeg har udviklet en strategi, så jeg ikke skærer for meget af, og så er jeg et kropsligt menneske med en god fornemmelse for afstand, fortæller Søren Brynjolf og smiler.

Den 56-årige multikunstner har inviteret indenfor i sit byhus i Horsens, som han flyttede til for et par år siden med kæreste og to bonusbørn på 15 og 19 år. Hans egne tre børn er voksne, og Søren har også tre børnebørn og to ”i maven”, som han siger.

Køkken-alrummet her i nummer 15 har udsigt til en gårdhave, som adskiller sig fra de øvrige på gaden med træskulpturer af ”Gollum” fra Ringenes Herre, en abe, der kan trækkes op som en spilledåse, en krigerkvinde og et par høje, tynde menneskefigurer bagerst i haven, som egentlig skulle have været del af en himmelseng.

I Sørens gårdhave er der flere forskellige træskulpturer rundt omkring.

– Men jeg kunne mærke, at det ikke ville blive godt, og når det sker, mister jeg gejsten og stopper. Hvis det ikke havde været for min kæreste, som plantede dem derude, så var de røget ud, erklærer Søren.

Han er usentimental og omtaler gerne sig selv som en nørd. En kropslig nørd.

Talte kun engelsk

– Jeg har altid nørdet, som for mig er at gå ind i noget. Jeg bliver nemt begejstret, og hvis jeg skal lykkes, skal jeg lytte med kroppen. Jeg forstår med min mavefornemmelse, spændingen i kroppen, og hvis jeg bliver tændt af noget, kan jeg næsten alt. 

Når jeg opdager, at det her kan noget, så lykkes det meste – også fordi jeg er villig til at gøre noget ekstra for det, fortæller Søren.

Sådan har det været, så længe han kan huske. Fra barndommens land i Viborg, som han kom til fra Nigeria, da han var seks år. Sørens mor er derfra, og hans far var dansk.

– Mine forældre satte mig i en privatskole, men det var ikke det bedste sted for en brun dreng, der ikke kunne dansk. Jeg kunne kun tale engelsk og tilbragte meget tid på biblioteket, for der kunne jeg altid finde noget på engelsk – en plade eller en bog, så det blev et sted, jeg kunne lide at være, fortæller Søren.

På biblioteket lånte han bøger, som kunne lære ham det, han ville udforske.

– Jeg legede indianer og ville have et par mokkasiner, så jeg lånte en bog om, hvordan man syede dem og lånte min mors trædesymaskine. Jeg syede også perler på, mindes han.

Han fik en god ven, der hed Palle, som han legede cowboy med.

– Og så handlede det om at være hurtigst til at tage skyderen op af hylsteret, så det øvede vi meget intenst, fortæller han videre.

For Søren er det hyggelige historier, og en del af den røde tråd i hans liv, som handler om omhu, vilje og tålmodighed.

– Og min fars accept af at jeg gjorde de ting. Han har altid støttet op om det, jeg har valgt, og vist mig, at det var muligt, siger Søren om sin far, der døde for en del år siden.

Sikke et cirkus

Selvom det først er med programmerne om Sofie Lindes sommerhus på Langeland, at Søren er blevet kendt som Søren Savkunstner, så har han optrådt siden, han var barn. Han lærte sig selv at være bugtaler, optrådte med det, og siger i dag beskedent:

– Jeg var 10-11 år, så der skulle ikke så meget til, før det var nuttet, og jeg mærkede, at jeg havde meget brug for at høre, at jeg var god.

Syv-årige Søren Brynjolf øvede sig benhårdt i et halvt år, før han kunne bugtale, og for sine lommepenge købte han en hånddukke hos den lokale legetøjshandler i Viborg. Det var en kanin, der fik navnet Hugo.

Han drømte om at optræde i cirkus og fik muligheden med Cirkus Freja, som han rejste rundt med i tre somre, hvor han optrådte som bl.a. bugtaler og jonglør. Som 21-årig gik han i gang med en pædagoguddannelse og fik sit første barn som 24-årig. Det blev til tre, mens han arbejdede i fritidsordning og tog ud som bugtaler.

Søren rejste som helt ung tre somre rundt med Cirkus Freja, hvor han optrådte som bl.a. bugtaler og jonglør.

– Jeg var en ung far, og jeg slæbte mine børn med, når jeg optrådte, underviste på højskole, og heldigvis ser de tilbage på det med glæde, fortæller Søren.

Selv måtte han sige op i fritidsordningen, fordi hans bugtalershows blev så populære, at han var nødt til at vælge. Snart blev han også så begejstret for en ny ide, at han begyndte at lave udendørs musikinstrumenter til børn. Med motorsav.

Syge træer

Det var i 1990'erne, hvor en masse træer blev ramt af elmesyge, og Søren satte sin sav i de fældede træer. Han bevægede sig væk fra instrumenterne og mere over imod skulpturer, og da han deltog i programmet ”Danmark har talent”, blev det begyndelsen på hans tv-karriere:

– Det har ikke ændret, hvem jeg er, men det har gjort det nemmere at være mig, fortæller Søren.

Hans seneste motorsavs-kursus blev fyldt med folk, der stod på venteliste fra hans forrige kursus.

– Nogle var med for tredje gang, og de var vilde med det, men de laver ikke skulpturer, når de ikke er på kursus. For mig er det sådan, at når noget er fedt, så er det, det eneste i verden, og så kan jeg slet ikke lade være med at gøre det, erkender Søren smilende.

Trolden her i Faaborg byggede Søren i 2022, og kostede nogle søvnløse nætter, fordi den var svær.

Han mærker til gengæld også, at hans krop ikke kan blive ved med holde til at jonglere med motorsaven.

– Der er måske ikke så lang tid til, men uanset hvad så har jeg en indre ro i, at det nok skal gå, for jeg kan godt finde ud af, hvad jeg så skal gøre. Jeg har en tillid til, at jeg får nye ideer, for det har jeg trænet i mange år, forklarer Søren.

Han er ikke bange for at møde sin egen begrænsning, men ser tværtimod frem til at prøve sig selv af.

– Så får jeg en god fornemmelse indeni. Det bliver fantastisk at være i proces. Det gør mig virkelig godt.