Kvinde i lilla sweater sidder afslappet på grå sofa i lys stue

Louise oplevede, at kvinder ikke fik den optimale hjælp efter en fødsel – så hun sagde sit job op og satte gang i nyt initiativ

Som fysioterapeut i det danske sundhedsvæsen oplevede Louise Hein Sommer igen og igen, at kvinder ikke fik den optimale hjælp efter en fødsel. For fem år siden sagde hun sit hospitalsjob op og startede HuskMor for at give kvinder den hjælp, hun heller ikke selv fik efter sine fødsler.

ALT for damerne logo

Louise Hein Sommer har hørt det igen og igen. Kvinder, der føler en tyngde i underlivet. Kvinder, der har ondt, når de har sex. Og kvinder, der tisser lidt i bukserne, når de løber. 

Alt sammen gener efter fødsler, og ikke blot uger eller måneder efter barnet er kommet til verden, men også flere år og endda årtier efter fødslen for længst er et overstået kapitel.

– Der er stadig sådan en accepteret fortælling om, at det sagtens kan gøre ondt i det første lange stykke tid efter en fødsel, også hvis man skal dyrke sex. 

Sådan er det bare, og det må kvinder leve med, og når nu nogle af veninderne tager et bind på, når de løber, så gør man det jo også bare selv, eller også stopper man helt med at dyrke motion, som jo også er skidt for vores generelle sundhed. 

Der er en tendens til, at kvinder føler, at det nok bare er dem, der har et problem, men det handler om manglende oplysning, siger Louise Hein Sommer, der er uddannet urogynækologisk og obstetrisk fysioterapeut – specialisering i kvinders underliv og de gener, der kan opstå før, under og efter graviditet og fødsel.

Efter at have arbejdet næsten 10 år på Hvidovre Hospital, hvor hun hjalp kvinder med genoptræning efter fødselsbristninger, nedsynkningsgener, smerter og problemer med inkontinens, startede hun for fem år siden virksomheden Huskmor. 

Jo længere tid, hun var på Hvidovre Hospital og jo flere kvinder, hun mødte, jo tydeligere blev det for hende, hvor stort et hul, der var i systemet for alle de kvinder, der ikke havnede på hendes bord.

– Hospitalet havde et fint tilbud til de kvinder, der bristede rigtig meget i forbindelse med fødslen, men selvom man ikke nødvendigvis brister meget, er en graviditet og en fødsel stadig en med stor belastning for bækkenbunden og underlivet. 

Jeg ville gerne hjælpe alle dem, der ikke fik hjælp på hospitalet – dem uden bristninger, dem med ukomplicerede bristninger og dem, som fødte ved kejsersnit. 

I det hele taget så jeg et stort behov for at sætte mere fokus på hele efterfødselstiden, forklarer Louise, der oplevede kvinder, der kom med gener efter fødsler, som lå mange år tilbage.

– Jeg mødte en del kvinder med nedsunket underliv, og selvom det kun er fem år siden, jeg arbejdede der, var der dengang intet fokus generelt i samfundet på kvindekroppen. 

Hver gang tænkte jeg, at havde hun bare fået hjælp, lige da hun havde født, havde det ikke været så slemt nu. Så havde hun ikke behøvet at gå rundt med de her problemer i så mange år.

HuskMor kredser netop om det, som navnet siger. At en fødsel ikke kun handler om at få en baby ud i god behold. Den handler også om at huske mor i hele forløbet. 

Louise er mor til tre og har både født vaginalt og ved kejsersnit. Ingen af gangene følte hun, at hun blev informeret om, hvordan kroppen ville reagere efter en fødsel, eller hvordan hun skulle håndtere det. Så hun startede HuskMor for at hjælpe andre kvinder.

Og at forklare mere om den belastning, en graviditet og en fødsel udgør, for på den måde at komme kvindernes bekymringer om deres underliv til livs.

– At blive mor handler nærmest kun om babyen, både når den er inde i maven, og når den kommer ud. Min mission er at gøre det lige så naturligt at blive fulgt efter en fødsel, som det er, at man bliver fulgt gennem hele graviditeten. Det er min drivkraft, siger Louise, der selv er mor til tre børn og har født både vaginalt og ved kejsersnit.

– Jeg har været interesseret i det her område, siden jeg skrev min bachelor for 14 år siden, så min mission startede lang tid før, jeg selv blev mor. Men jeg synes, at det havde været dejligt, hvis der havde været opfølgninger efter mine egne fødsler. 

Der var ikke nogen, der oplyste mig om noget eller viste mig nogle øvelser. Selv ikke efter mit kejsersnit fik jeg nogen information.

Vred drivkraft

Når Louise rykker ud på et hjemmebesøg, er missionen en blanding af først og fremmest viden og dernæst øvelser, der kan være med til at gøre en forskel.

– Det er så fantastisk at se, hvad viden om de her ting kan betyde. Når en nybagt mor sidder der helt sårbar og sprød og føler, at hun ikke aner, hvad der foregår med kroppen, giver blot et enkelt møde en kæmpe empowerment. 

I virkeligheden vil jeg gerne møde kvinderne allerede under graviditeten, for så kan jeg komme en hel masse i forkøbet, inden muskler, nerver og bindevæv bliver strakt meget under en fødsel, fortæller hun.

De fleste kvinder kontakter dog først Louise efter fødslen. Nogle henvender sig efter tre dage, andre har gået med generne i op mod 10 år. Men uanset hvor lang tid, der er gået, oplever hun, at der kan gøres noget ved langt det meste. 

Under et besøg undersøger Louise bækkenbunden både indvendigt og udefra, vurderer hud, slimhinder og bristninger og kigger på, hvordan musklerne i skeden arbejder, både liggende og stående.

– Vi er opdraget til, at vi skal knibe, knibe, knibe hele tiden, men det har ingen muskler godt af. Hvis bækkenmusklerne er overspændt, og der er smerter på grund af det, så skal man lære at give slip og slappe af i musklerne. 

Der kan være så mange andre ting, der også spiller ind på, hvordan vi har det. Alt fra væske, vandladning og afføringsvaner betyder sindssygt meget, forklarer Louise.

Det vigtigste for hende er at møde kvinderne uden en løftet pegefinger.

– Det handler ikke om at give kvinderne endnu en opgave at føje til en i forvejen presset hverdag med en nyfødt og måske flere børn. De skal selv finde ud af, hvornår det giver mening at lave øvelserne, og de skal ikke lave dem for min skyld, men fordi det giver mening for dem. 

Når Louise rykker ud på hjemmebesøg, har hun altid en model af bækkenbunden med, og langt oftest oplever hun, at det er helt nyt for kvinderne, hvordan det hele hænger sammen.

Når jeg kommer med min bækkenbundsmodel med underlivsorganer og muskler, oplever jeg, at det er en kæmpe øjenåbner for mange. Fra vi var små, har vi altid set et skelet uden muskler, men i den her proces spiller musklerne en stor rolle.

Bag den faglige ro, som Louise udstråler, ligger en ægte vrede over de historier, hun møder hos kvinderne. Og det er den vrede, der er en stor del af drivkraften bag at sige sit faste job op og træde ud i iværksætterfarvandet.

– Det betyder sindssygt meget for mig at skabe noget, der kan hjælpe andre kvinder. Fordi jeg oplever og hører så mange historier om kvinder, der er blevet misinformeret og udskammet og har fået deres problemer negligeret. 

Det får mig til at sitre af raseri, når jeg taler om det. Det er så vigtigt for mig, at jeg kan gøre en forskel i den enkelte kvindes liv, så hun stopper med at tænke, at det ikke bare er hende, der skal klemme ballerne sammen. Det er så meningsfuldt for mig.

Konstante tanker på arbejdet

Da Louise sagde sit faste job op på Hvidovre Hospital for at starte HuskMor, anede hun med egne ord intet om det selvstændige liv, eller hvordan hun skulle drive en virksomhed. Starten blev skudt i gang med familiens opsparing, og så blev vejen bygget, mens hun gik.

– Jeg vil bare gerne hjælpe nogle kvinder – alt det udenom interesserer mig ikke. Og jeg skal ikke være sen til at sige, at jeg synes, at det har været sindssygt hårdt at stå alene med alting, både når det er gået godt, og når der har været udfordringer. 

Jeg har skullet tage alle beslutninger alene: Hvad er nu klogt? Har jeg husket det hele? Og hvad skal jeg nu prioritere? Omvendt har der heller ikke været nogen at fejre succeserne med, siger Louise, der trods et fællesskab med andre soloselvstændige har savnet daglige kolleger.

I år har hun derfor suppleret HuskMor med et deltidsjob som fysioterapeut på Nordsjællands Hospital.

– Min mand har indimellem foreslået, om jeg egentlig skulle fortsætte med HuskMor, men jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at jeg ikke skal lave det. Det er en kæmpe del af mig, og jeg elsker virkelig arbejdet. 

Det giver mig så sindssygt meget at se, hvordan en kvindes øjne pludselig stråler, når det går op for hende, at generne ikke bare var noget, hun bildte sig ind. Som fysioterapeut er du jo til for at hjælpe andre, men jeg får så meget tilbage.

Hvor mange timer Louise lægger i sit arbejde, har hun ikke et klart svar på. Hun besøger typisk tre klienter om dagen, men derudover kredser langt de fleste af hendes tanker om HuskMor.

– Jeg tænker nærmest på det hele tiden. Enten over at der måske er for få bookinger, eller over at der er for lang ventetid. Eller over hvordan jeg laver relevante Instagramopslag, så jeg virker både fagligt kompetent, men stadig så interessant, at folk ikke hopper videre efter tre sekunder. Instagram fylder rigtig meget, for det er der, mødrene finder mig og der, de får en fornemmelse af mig.

Louises 3 bedste iværksætterråd

  1. Spring ud i det. Hvis du virkelig brænder for noget, kan du komme til at fortryde, hvis ikke du prøver det af. Alt behøver ikke være på plads fra starten. Det vigtigste er at komme i gang og finde ud af tingene undervejs.
  2. Sæt bæredygtige rammer for dit arbejdsliv. Som selvstændig er der altid noget, du lige kan ordne, og det er uholdbart i længden. Lav derfor klare rammer for, hvornår du arbejder, og hvornår du holder fri. Det gør det lettere at passe på både arbejdsglæden og dig selv.
  3. Sæt en bagkant på, hvor længe du vil prøve det af. Det er en god idé at give dig selv en periode, hvor du prøver idéen eller livet som selvstændig af. Efter lidt tid kan du stoppe op og mærke efter, om det stadig føles rigtigt – og om det fungerer i praksis.

I løbet af de fem år, hvor Louise har etableret HuskMor, er der sket meget på det felt, hun brænder for.

– For mig har det her område aldrig været tabubelagt, men jeg vil alligevel bruge det ord. Mange kvinder fortæller ikke om hvilke problemer, de har i det område, det er nemmere at sige, når man har ondt i skulderen, siger Louise, der mener, at den holdning trækker tråde langt tilbage i historien.

Louise Hein Sommer besøger typisk tre klienter om dagen, men derudover kredser langt de fleste af hendes tanker om hendes virksomhed, HuskMor.

– Kvinder har jo altid født børn, og holdningen har været, at når babyen har det godt, er alt jo godt. Og ”hvad havde vi egentlig regnet med – at sådan en omgang skulle være smertefri?” Når man er i tvivl om, hvad man bliver mødt med, kan det være rigtig svært at tage emnet op hos egen læge eller en anden sundhedsperson. 

Samtidig er der ikke blevet forsket særlig meget i kvindekroppen og slet ikke formidlet noget, så mange kvinder har tænkt, at det nok bare var dem, der var noget galt med. For fem år siden vidste de fleste ikke, at der var noget, der hed nedsynkning af underlivsorganerne. 

Under rejsen med HuskMor har Louise mødt masser af udfordringer og haft mange bekymringer, men hun kan slet ikke forestille sig ikke at være iværksætter mere.

Det er der heldigvis en del, der ved nu. Der er kommet meget mere fokus på tiden efter fødslen, og det har jeg forsøgt at være med til at skabe.

Louise Hein Sommer

Fysioterapeut fra Professionshøjskolen Metropol og har tidligere arbejdet på Hvidovre Hospital som uro.gyn.obs.-fysioterapeut. 

I 2021 startede hun virksomheden HuskMor, der tilbyder specialiseret fysioterapi til gravide og nybagte mødre i hjemmet. 

Er ansat på deltid som fysioterapeut på Nordsjællands Hospital. 

Er 41 år, gift og mor til tre.