Louise Herping Ellegaard i hvid skjorte foran gråt geometrisk kunstværk på lys mur

Et tilfældigt møde på en fisketur endte i et 300 mio. tech-eventyr

Medstifter af Clio Online og kendt fra ”Løvens Hule” Louise Herping Ellegaard tilskriver gerne dele af sin succes til held og lykkelige tilfældigheder.

ALT for damerne logo

Som 38-årig solgte Louise Herping Ellegaard og hendes to partnere det digitale forlag Clio Online. Samlet indbragte salget 300 millioner kroner. Hun var derved økonomisk uafhængig for resten af sine dage og en af de mest succesfulde kvindelige tech-iværksættere i Danmark.

Starten på tech-eventyret var som meget andet i Louise Herping Ellegaards liv en god blanding af held og tilfældigheder.

Det var sommer, og Louise og hendes søster var taget på Skanderborg Festival. 

– Vi havde en helt fantastisk uge med fest og farver og nogle knap så fantastiske tømmermænd bagefter. For at komme lidt til hægterne besluttede vi os for at gå en tur ned til åen med vores to fiskestænger og kattene, der fulgte med os overalt, for bare at sidde og glo ud over vandet, siger hun i denne uges ALT for damerne.

– En mand kom gående forbi, standsede – nok fordi det har set skørt ud med kattene og fiskestængerne. Vi faldt i snak, og han fortalte, hvad han lavede. Det viste sig, at han var redaktør på en digital portal, der hed danskedyr.dk, som leverede biologimateriale til folkeskolen. Virksomhedens kontor lå i Næstved, men han sad altså herude i den jyske natur og arbejdede og passede sit job over computeren. Vi begyndte med det samme at undersøge, om der fandtes noget lignende inden for historieundervisning.

Og sådan startede Clio Online. Louise Herping Ellegaard og hendes daværende kæreste, Janus Benn Sørensen, allierede sig med hans gymnasieven, Lasse Guldsborg, som sagde sit job op og gik i gang. Da virksomheden skulle registreres, opstod der et problem: Ingen af de tre unge iværksættere lå inde med de 125.000 kroner, som det dengang krævede i startkapital at stifte et anpartsselskab. 

– Så vi tænkte pragmatisk: Vi opretter det bare som en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed, for det koster nul kroner. Og vi valgte helt tilfældigt, at det var mit navn, der skulle stå på papirerne. 

Det skulle vise sig at være tredje gang, heldet rammer. 

– Clio blev officielt stiftet den 27. september 2006. To måneder senere – i november – gik Janus og jeg fra hinanden som kærester. Havde det været en klassisk amerikansk film, var jeg blevet smidt direkte på porten af de to drenge. Janus og jeg havde jo nogenlunde den samme humanistiske uddannelse og de samme kompetencer. Men fordi firmaet juridisk set var registreret i mit navn alene, kunne ingen smide mig ud. Vi var tvunget til at finde en løsning og holde hinanden ud. Og det gjorde vi så de næste 12 år.

Læs hele interviewet med Louise Herping Ellegaard i denne uges ALT for damerne (uge 42)

Louise Herping Ellegaard

Medstifter af Clio Online og kendt fra ”Løvens Hule” på DR. Har en kandidatgrad i historie. Bor i Gentofte med sin mand og to børn.