Smilende kvinde i sort jakkesæt sidder på trappetrin foran glas- og stenfacade.

Da Lis Katz Krefeld så en kakerlak, blev hun ramt af følelsen: ”Hvem er jeg?”

I mange år har Lis Katz Krefeld været karrierekvinde med stort K. Men da hun pludselig stod ansigt til ansigt med en kakerlak, måtte hun genoverveje, hvem hun egentlig var blevet til.

Du kender hende måske som topadvokat og direktør i eget firma. Eller måske har du netop set hende i ”Robinson Ekspeditionen”.

For det er ikke længe siden, at hun fratrådte stillingen som det første for at blive det andet. Og alt det fører tilbage til kakerlakken og en ferie, hvor hun fik nok. For i julen 2025 var Lis Katz Krefeld taget på ferie på et luksusresort, som hun havde gjort så mange gange før.

– I den 100 kvadratmeter store bungalow møder jeg en kakerlak. Og pludseligt ser jeg mig selv være i panik over det lille insekt. Hele det 5-stjernede hotel stod på halen for at fjerne den, siger hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Da kakerlakken var indfanget, og der var kommet ro på hele situationen, var der en tanke, som slog Lis. Tankerne var allerede begyndt at ulme i hende inden da, men lige dér blev hun ramt hårdt af følelsen:

– Hvem er jeg? Jeg backpackede som ung og boede med kakerlakker og fugleedderkopper – uden panik.

Den unge Lis, der plejede at rejse rundt og leve i en rygsæk uden at blive det mindste forstyrret af krybdyr, var blevet dybt begravet under den målrettede, karrierekvinde, der havde vænnet sig til livet i luksus.

Sidste dråbe var manden i kittel

Senere på samme ferie lå Lis ved poolen på sit hotel. Hun fik serveret en masse dejlig mad, og alt omkring hende var bekymringsfrit. På et tidspunkt kom der en mand i hvid kittel gående forbi hende, som spurgte, om han ikke skulle pudse hendes briller og solbriller.

– I det øjeblik, hvor jeg så ham gøre det, blev jeg ramt af følelsen enough is enough, og jeg følte mig fattig midt i al den overflod, hvis det giver mening. Det var lige præcis der, jeg tænkte, at jeg simpelthen skulle lave noget fuldstændig andet, som var så langt fra det her.

Tankerne, der allerede havde rumsteret hjemmefra, havde betydet, at hun inden rejsen, havde opsagt sin stilling som direktør.

– Det var begyndt at kalde på mig, om jeg får det rigtige og ægte ud af mit liv.

Hun havde fået en lyst til at nulstille – ikke flygte fra det liv, hun levede, men at stoppe op og tænke: Er det virkelig det? Er det sådan her, jeg skal være i livet?

Da Lis vendte hjem fra sin rejse, fik hun muligheden for at være med i ”Robinson Ekspeditionen”. Det var en mulighed for at udfordre mange af de vaner og mønstre, som hun gerne ville tage et opgør med. Derfor sagde hun ja.

– Der er noget om det, at livet begynder udenfor din komfortzone, og der var mange ting her, som var totalt udenfor min komfortzone.

 

Du kan læse det fulde interview med Lis Katz Krefeld i ALT for damerne uge 41, hvor hun bl.a. fortæller om, hvordan hendes deltagelse i Robinson Ekspeditionen ændrede hendes liv, og hvordan hun har givet slip på de ydre forventninger.