Chanet vidste, at hendes mormor bar på en hemmelighed – og nu har hun gravet den frem

Chanet tilbragte en stor del af sin barndom på sin mormors pensionat på Frederiksberg. 

Hun elskede at hjælpe med at rense sild, hælde fyld i tarteletter og pudse sølvtøj. Men når hun spurgte mormor Mary om hendes barndom, fik hun ikke rigtigt noget svar.

– Det var en overlevelsesstrategi ikke at tale om fortiden, siger 69-årige Chanet Deleuran i dag.

 – For dengang var det kvinderne, der bar skammen – hvis de for eksempel havde børn født uden for ægteskabet, blev de fordømt. 

I dag ved hun, at Marys uvilje mod at fortælle skyldes, at hun var et ”uægte” barn og anbragt i en familiepleje, ligesom hun selv fik Chanets mor, Bitten, uden for ægteskab. 

Chanet har nemlig gravet 200 år tilbage i sin slægt og er blevet inspireret af sin familiehistorie til slægtsromanen Johannes arv. 

– Vi taler ikke om de fattige kvinder, som fødte en masse børn, hvoraf nogle døde, og fik ødelagt deres underliv – men alligevel stod op og sørgede for deres familier, påpeger hun. 

– De kvinder vil jeg gerne støve af. 

Gik i mosen 

Chanets interesse for familiens tavse kvinder blev vakt, da hendes søster under sin slægtsforskning stødte på grund, når hun undersøgte deres mors gren. 

Chanet indledte sin egen research, og den bragte hende ud i lokalhistoriske arkiver, hvor hun støvede skoleprotokoller og sogne- og kirkebøger af for at afdække familiens hemmeligheder. Og dem var der nok af. 

Mormor Mary blev født på en fattiggård i en landsby på Midtsjælland, som uægte barn, og blev anbragt i en familie med 12 både egne og plejebørn. Forældrene boede i underetagen, alle børnene på loftet. 

Marys egen mor, Karoline, blev sendt ud af sognet og fik plads på en herregård. 

– Så behøvede sognet ikke skamme sig over hende, konstaterer Chanet. 

– På herregården blev hun udsat for overgreb og fødte en dreng, som døde efter et halvt år. Herpå forsvinder sporene, men rygtet siger, at hun gik i mosen. 

Fødsel i dølgsmål 

Mormor Mary voksede altså op uden at kende sin mors skæbne. 

Hun gik ud af 7. klasse og faldt senere ned fra et høloft, så hun fik ødelagt underlivet og fik at vide, at hun ikke kunne blive gravid. Men det blev hun som 30-årig. Med en ti år yngre mand, som hun havde mødt til dansant i Tivoli. 

På det tidspunkt var Mary kokkepige hos en herskabsfamilie, og hun ville miste pladsen, hvis hun fødte barnet. 

– Min mormor kunne ikke gøre andet end at føde i dølgsmål, siger Chanet. 

LÆS OGSÅ

Maren Uthaug har skrevet en trilogi om at udfase mænd: "Når du først får øje på det, kan man ikke "afse" det

Maren Uthaug er aktuel med den sidste bog i ”procent-serien”. I denne uges ALT for damerne kan du møde forfatteren, der har helt et særligt blik for kønsforskelle.

Hendes dengang meget unge morfar var opvokset på børnehjem og ikke klar til at stifte familie, men da barnet var et år, besluttede han og Mary alligevel at skabe den familie, ingen af dem havde haft.

De giftede sig, men kunne ikke bo sammen, for de tjente i hver sin plads. 

Deres datter Bitten, Chanets mor, blev hentet hjem fra det børnehjem, hvor hun var blevet anbragt, og boede sammen med sin mor hos herskabet i Nordsjælland. 

Da Mary nu var gift, var det ikke skamfuldt, at hun havde barnet hos sig. 

Senere flyttede Mary og Bitten sammen med Chanets morfar i en lejlighed i København. 

Sorg over børnehjem 

– Min morfar var sød og rar, men ikke særlig stabil, fortæller Chanet om sin mors barndomshjem. 

– Det var min mormor, der hankede op i ham og sørgede for, at han fik et arbejde og kom af sted. Hun løftede familien hele vejen igennem, det er sørme sejt.

Chanets mor, Bitten, forblev enebarn og var meget overladt til sig selv, for hendes forældre måtte tage det arbejde, de kunne få, også om aftenen. 

At Bitten havde tilbragt det første år af sit liv på børnehjem, fandt hun via slægtsforskning først ud af efter Marys død i 1987. To år tidligere var hendes far død, så der var ingen at spørge. 

– Det var sorgfuldt for min mor; hun følte sig svigtet og var uforstående over for sin mors valg og de vilkår, hun havde levet under, fortæller Chanet. 

– Hun var ikke vred på sin far, for i hendes fortælling var det Marys valg at sende hende bort. 

Morfar jaloux 

Tilbage i 1940’erne var mormor Mary driftig og åbnede det pensionat på Peter Bangsvej, hvor Chanet senere hjalp til. 

Gennem Chanets barndom i 1960’erne boede familien i en toværelseslejlighed i nærheden af pensionatet, og når Bitten syntes, at hendes datter var for larmende, fik hun valget mellem at gå i parken og over til mormor. Chanet valgte ofte det sidste. 

Hendes mormor stod for både madlavning og bogføring i pensionatet, og i de gamle regnskaber kan Chanet konstatere, at det ikke var en guldgrube. 

Hun husker også, at hendes bedsteforældre sov på madrasser i fællesstuen, når pensionærerne gik til ro klokken 22.

– Luften var tyk af cigar- og piberøg; det er virkelig lugten af min barndom, siger Chanet og påpeger, at hendes morfar ikke involveret i driften, men nærmere blev jaloux, når pensionærerne roste maden eller talte med Mary. 

– Det gik ud over hans stolthed, siger hun. 

Utroskab tilgivet

Selv blev morfar restaurantchef, men kunne ifølge Chanet ikke holde fingrene for sig selv. 

I hvert fald fik han et barn med en anden kvinde, som han boede hos i nogle år. Også det var en hemmelighed. 

– Min mor og mormor var de eneste, der vidste det. Alle andre, inklusive mig, fik at vide, at morfar var på arbejde, fortæller Chanet.

– Til arrangementer i familien fik han besked på at deltage, og efter to år ville han gerne hjem til min mormors kødgryder igen, og det kom han. Den generation var bare mere pragmatisk – det var trods alt nemmere for min mormor, at han også spædede til. 

Marys historie har inspireret Chanet til at grave videre i fortiden. Arbejdet foregår i hendes lejlighed på Frederiksberg, lige om hjørnet fra Marys gamle pensionat, og mødet med fortidens kvinder har været en stor oplevelse. 

Pludselig lillesøster 

– Vi tror, hele ansvaret ligger på vores egne skuldre, men vi er en lillebitte del af så meget levet liv, konstaterer Chanet. 

– Jeg føler mig beriget som kvinde efter at have fundet disse seje formødre. Jeg har brug for, at vi i højere grad giver de kvinder, vi står på skuldrene af, opmærksomhed. De fortjener en medalje for at have klaret ærterne mod alle odds. 

Helt tæt på Chanet har der også været hemmeligheder. Omkring årtusindskiftet fik hun nemlig en ekstra lillesøster, da det viste sig, at hendes far havde et barn med en anden kvinde. 

Mor Bitten vidste intet, før faren modtog et brev fra sit ukendte barn på 20 år. 

– Mine forældre kunne ikke rumme det, men jeg tog selv kontakt til min søde lillesøster, da jeg fandt ud af det, og vi har en god relation i dag, siger Chanet, som betegner sig selv som en nysgerrig, rastløs sjæl, som ikke været plaget af familiens nedarvede hemmeligheder.

Som ung var hun matros på et stort skib, hvor hun bankede rust, og siden har hun ernæret sig som journalist, historiefortæller og nu også forfatter. 

– Jeg finder mig ikke i noget eller lader mig kue, siger Chanet.

– Min mormor har givet mig den gave, at jeg tror på, at jeg kan alt.

Om Chanet Deleuran, 69 år

• Historiefortæller, foredragsholder og journalist. 
• Gift og mor til fire. 
• Forfatter til romanen "Johannes arv", som er inspireret af hendes egen slægt. Forlaget apoCalypso, 270 kr.

LÆS OGSÅ

Joan driver en lille zoologisk have i Odsherred, hvor hun redder eksotiske dyr i nød

I 1998 købte Joan Thygesen en lille zoologisk have i Odsherred sammen med sin mand. Den blev til Odsherred Zoo Rescue, for parret ville redde eksotiske dyr i nød, der ikke var plads til andre steder. Da hendes mand døde, kæmpede hun videre alene og står i dag i spidsen for en rescue zoo i rivende udvikling.