Maren Uthaug hviler armene på ryglænet af en rød stol i en grøn have

Maren Uthaug har skrevet en trilogi om at udfase mænd: "Når du først får øje på det, kan man ikke "afse" det 

Maren Uthaug er aktuel med den sidste bog i ”procent-serien”. I denne uges ALT for damerne kan du møde forfatteren, der har helt et særligt blik for kønsforskelle.

ALT for damerne logo

Maren Uthaug er aktuel med tredje og sidste roman i sin ”procent-serie”. Den første hed ”11%”, den anden ”88”, og nu rammer ”1%” boghandlernes hylder. Romanerne foregår i et fremtidsunivers, hvor kvinder har magten, og mænd, kaldet hanner, er spærret inde på et avlscenter på Lolland, hvor de skal tilfredsstille og befrugte kvinderne.

– I ”11%” brugte jeg meget tid på at forklare universet. Hvad vil det sige, at der ikke må være nogen mænd? Og hvad sker der, hvis der pludselig er en dreng, der er ude i det fri? ”88%” er argumentationen for, hvorfor vi ikke har mænd frit gående rundt mere, og her har jeg pløjet verdenshistorien igennem. Set gennem kvindebriller, siger Maren Uthaug i denne uges ALT for damerne. 

Den aktuelle roman ”1%” handler om dem, der gjorde modstand, for når man lægger 11 procent og 88 procent sammen, så mangler der én procent, og den ene procent er de mennesker, der under evolutionen ikke var enige i, at mænd skulle udfases. 

– Den overordnede tanke med de her bøger er at prøve, på en underholdende måde og med et glimt i øjet, at sætte tingene fuldstændig på spidsen. Jeg vil gerne sætte fokus på nogle af de strukturelle problemer, vi har i ”ligestillingen”, ved at vende det om. For ved at vende det hele om tingsliggør jeg mænd på den måde, som kvinder altid er blevet tingsliggjort og objektiviseret, og derved får man øje på strukturerne på en anden måde. Det er det, der er min mission.

Bliver så rasende

I sit arbejde har Maren Uthaug i årevis haft fokus på og arbejdet indgående med ligestilling eller manglen på samme. Både i sit forfatterskab, i sin daglige stribe i Politiken og på sin instagram-profil. Og de strukturelle forskelle mellem kønnene oplever hun mange steder.

 – Når man begynder at få øje på det strukturelle, bliver man faktisk en lille smule sindssyg, for man bliver så rasende. 

Kom med et eksempel på noget af det, du har fået øje på?

– Når folk hører, at min kæreste, Allan, har mig, tre døtre og en hunhund, siger de ofte: ”Hvordan klarer han det? Er det ikke hårdt?” Lidt med glimt i øjet, men alligevel. Jeg plejer at svare: ”Jo, det er hårdt, men han bruger også meget tid i kælderen”, og så griner folk. Haha, det er sjovt, og vi forstår alle sammen konteksten. 

Men pludselig en dag slog det mig, okay, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis vi havde tre sønner og en hanhund, og folk i stedet sagde, puha, det må da være hårdt for Maren med alt det testosteron, og svaret fra Allan så var: ”Ja, men hun bruger også meget tid i kælderen …” Så ville folk jo tro, at jeg var deprimeret, eller at jeg havde mentale problemer. Der er slet ikke plads til det. Jeg begyndte at tænke over, hvad det så ville være okay, at jeg gjorde? Kunne svaret være, at jeg sad meget i soveværelset og læste bøger? Nej, ikke rigtig. Eller at jeg sad ude i garagen og drak øl med naboen? Nej, uha, så ville folk tro, at jeg var alkoholiker, men det ville sjovt nok være helt ok at sige om en mand, at han sad i garagen og drak øl med naboen. Så hvad kunne jeg lave? Jo, det ville være helt i orden, fandt jeg ud af, hvis svaret var, at jeg var meget ude i haven. Især hvis det var en urte- eller grøntsagshave, som var til fællesskabets bedste. Men Allan, han må gerne sidde i kælderen og male latterlige, små modeltog, for han må gerne lave noget, der er pisseligegyldigt, og som slet ikke kommer familien til gode, siger Maren Uthaug.

De strukturelle forskelle, som Maren har fået øje på, opstår allerede fra vi er børn, mener hun, og de findes overalt i vores samfund.

– Både små piger og små drenge må gerne løbe nøgne rundt, det er meget nuttet, og kommentaren til en lille dreng, der kommer løbende, kan sagtens være: ”Kommer du der, din lille frækkert!” Eller: ”Skal Pjerrot ud og luftes lidt, haha”, når han svinger rundt med sin tissemand. Men hvis en toårig pige kommer løbende, må du ikke sige: ”Kommer du der, din lille frækkert?” For så er hun allerede seksualiseret. What the fuck? Og du må i hvert fald slet ikke give hendes tissekone et navn. Altså, totalt forbudt. De her strukturer findes overalt. I lyskrydsene er der en grøn og en rød mand, og det kan da godt være, at det er helt ligegyldigt, for man skal jo bare over vejen. Og ja, det synes jeg sådan set også, men når man først begynder at få øje på, at alle piktogrammer i det offentlige rum er mænd …! Selv den der cykel, der er malet på togene, der hvor cyklerne skal ind, er en mandecykel. Hvorfor? Er det fordi, mændene ikke ville forstå det, hvis det var en damecykel, eller hvad? Det hele er sådan noget gammelt græsk lort. Menneske er lig med mand. Kvinde er lig med forkert menneske. What the fuck? Når du først har fået øje på det, så kan man ikke ”afse” det igen. Og så ender man med at skrive en trilogi om at udfase mænd.

Læs hele interviewet med Maren Uthaug i denne uges ALT for damerne.

Maren Uthaug

Forfatter og tegneserieskaber, aktuel med romanen ”1%”. 

Tegner den daglige stribe ”Ting jeg gjorde” til Politikens kultursektion. 

Hun er 53 år og lever sammen med Allan Højen. Sammen har de døtrene Kamille, 23, Mynte My, 20, og Anemone på 18 år.