Leah levede i mange år som ludoman, indtil datteren en dag satte stolen for døren

Det hele startede i sjov, og hun havde aldrig forestillet sig, at det skulle ende, hvor det endte. 

Leah sad på det lokale værtshus og puttede nogle småpenge i en spillemaskine. Hvorefter det usandsynlige skete: Hun vandt. 3.500 kroner. En markant sum for en enlig mor med en presset pengepung. 

Og det gav et kick, hun gerne ville opleve igen. Ikke kun for pengenes skyld – men også fordi det var, som om at når hun spillede, så kunne problemerne ikke nå hende. 

Efter den første succes begyndte Leah derfor at flygte ind i en verden af bimlen, bamlen og ka-ching, når mønterne faldt ned i maskinens bakke.

– Jo længere jeg kunne sidde der, desto længere kunne jeg holde mit tankemylder og de følelser væk, der frustrerede mig, husker 54-årige Leah Hansen i dag.

Brugte madpengene

Spilafhænigheden begyndte for omtrent 25 år siden, hvor Leah jævnligt kom på værtshuse for drikke kaffe for hyggens skyld og i perioder for at arbejdede som bartender. 

Under coronatiden udviklede det sig til onlinespil, og senere igen blev det til lange ophold i spillehaller. Gennem årene åd misbruget sig ind på hende, uden at Leah selv registrerede det eller kunne forklare hvorfor. 

Hun begyndte at låne penge af sin datter for at få råd til mad, men for knap to år siden sagde datteren stop: Hvis Leah ikke gik i behandling, ville hun ikke se hende længere. Først da vågnede Leah med egne ord op.

Selv voksede hun op i en kernefamilie i Ribe uden misbrug eller kriminalitet. Så alt var godt. Og dog. For hun blev mobbet, og hun erkender i dag, at det har sat sig i hende som dårligt selvværd. 

Måske derfor har hun gennem livet også haft en tendens til at tiltrække kærester, der var misbrugere eller voldelige.

Tryg på værtshuset

Leah har aldrig selv drukket eller taget stoffer. Hendes flugt fra virkeligheden blev i stedet spillemaskinerne. Værtshuset brugte hun til socialt samvær og drak kun kaffe og sodavand, og hun kunne i virkeligheden lige så godt være gået i strikkeklub eller til yoga.

– Men værtshuset lå i nærheden, og der var altid søde mennesker, forklarer Leah.

I starten forstyrrede den enarmede tyveknægt hende ikke. Men efter at hun vandt de 3.500 kroner, tog trangen til, og hun fik svært ved at slippe den igen. 

På værtshuset sad hun trygt omgivet af andre mennesker, mens hendes datter var i skole, samtidig med at hun kunne gemme sig i en lille osteklokke ved spillemaskinen.

– Jeg var alene med min datter og var i perioder arbejdsløs, siger hun. – Og tankemylderet om, hvem jeg var, og hvad jeg skulle stille op med mit liv og mit dårlige selvværd, kunne jeg lukke ude, når jeg spillede.

Leah begyndte at spille madbudgettet op, men hun betalte husleje og tog aldrig kviklån. Omkring 2008 fik hun job som morgenbartender, og det var stadig fristende at putte nogle penge i en spillemaskine. Nogle gange 100 kroner, andre gange 500.

– Jeg tænkte ikke selv, at det var et problem, siger hun. – Men i dag ved jeg, at det ikke er beløbet, der er afgørende. Det er, hvorfor du spiller.

LÆS OGSÅ

Danskerne sparer på madbudgettet – men vi overser de store pengeslugere

Danskerne er blevet langt mere prisbevidste efter de seneste års inflationschok. Men selv om vi jagter tilbud i supermarkedet, kan vi samtidig lade pengene sive ud andre steder. Privatøkonomisk rådgiver peger på andre fælder, der kan koste dyrt.

Smerte og kedsomhed

I 2019 flyttede Leah sammen med en kæreste, efter at hendes datter var flyttet hjemmefra. Men kæresten drak, og Leah oplevede ham som kontrollerende og jaloux, hvilket alt sammen eskalerede ludomanien. 

Nu ville hun væk fra både hans stikpiller og sine egne følelser og havde mere end nogensinde brug for osteklokken omkring spillemaskinen.

Da corona bandt Leah til lejligheden, skiftede hun den enarmede ud med onlinegambling og sad gerne ved computeren tre-fire timer dagligt. 

Indtil kæresten opdagede, at hun spillede sine penge op, og tvang hende til at melde sig ind i spilregistret Rofus. Men selv ikke Rofus kan forhindre nogen i at spille med kontanter, og da det blev muligt, sneg Leah sig af sted mod en spillehal.

– At spille er et adrenalinkick, en spænding. Kan du nu gå hen og vinde? Det er det, endorfinerne lokker med, forklarer hun. – Og jo længere tid man spiller, desto længere går der, før man igen skal forholde sig til sin egen smerte, forvirring, kedsomhed og fortabthed.

Men som langt de fleste ludomaner og andre gamblere tabte Leah, mere end hun vandt.

– Alligevel lurede tanken altid: I dag vinder jeg! Men det gør man ikke. Og så har man brugt 7-8-900 kroner på ingenting. Og været fraværende over for sine kære imens.

En oprigtig trussel

Forholdet til kæresten røg, og Leah flyttede for sig selv. I 2023 boede hun på et værelse på landet og spillede fem-ti gange om måneden. Når huslejen var betalt, blev resten af hendes indtægt spillet op.

– Jeg kunne have ti forskellige tanker på én gang tog bare af sted, når jeg skulle have afstand til det hele, husker hun.

Leahs datter er i dag 28 år, og hun har gennem årene været bekymret og flere gange spurgt: ”Mor, spiller du ikke lidt for meget? Bruger du ikke for mange penge på det?” Men spørgsmålene prellede af på Leah.

Først en dag for knap to år siden skrev datteren en lang besked på Messenger. Budskabet var klart: Enten valgte Leah at gå i behandling. Eller også valgte hun spillemaskinerne. Og hvis hun ikke stoppede sit misbrug, ville datteren fortælle hendes netværk om afhængigheden.

– Hun ville sige: ”Min mor har svigtet mig.” Og så ville hun ikke se mig længere – og altså sladre til hele mit netværk, så de kunne gøre det samme, fortæller Leah.

Ud af osteklokken

– Der eksploderede osteklokken. Jeg tænkte: Hvad er det, jeg har gjort? Jeg er ved at ødelægge mit liv. Min datter er mit et og alt, husker Leah.

Hun fik fat i en veninde, der hjalp hende i behandling hos Center for Ludomani og foreningen Gamers Anonymous.

– Mine veninder kendte godt til min afhængighed, men de kunne ikke stille noget op og vidste heller ikke, hvor slemt det reelt var, siger Leah. – Så jeg er min datter evigt taknemmelig for, at hun satte mig stolen for døren. Det var det, der skulle til.

I dag går Leah ikke på hverken værtshus eller i spillehal. Til gengæld er hun sammen med andre i et vigtigt fællesskab: Gamers Anonymous (GA). Her møder hun mennesker, der er kommet ud af ludomani, og hun er efter halvandet år på Center for Ludomani ved at afslutte sin behandling.

Det, hun fortryder mest, er, at hun sårede sin datter.

– Jeg har sagt til hende, at om det så tager mig resten af mit liv at bevise, at hun kan stole på mig 100 procent igen, så må det være sådan, siger Leah.

Siden den hun begyndte i behandling, har hun ikke haft et eneste tilbagefald. Og hun har en ny strategi, når livet går hende på.

– Jeg snakker med min datter og mine veninder. Og går til møde i Gamers Anonymous og letter mit hjerte. Eller distraherer mit dårlige humør ved at strikke eller lave smykker. Samtidig håber Leah, at hun ved at fortælle sin historie kan hjælpe andre.

– Jeg ved fra mit eget forløb, at mange kvinder har svært ved at erkende, at de har et problem med spil. De er flove. Men mit budskab er: Kom ud af busken, og søg hjælp.

LÆS OGSÅ

Jane har haft købestop i 12 år: "Jeg kunne betale lånet af"

Butikkerne frister ikke længere Jane Ibsen Piper. For 12 år siden besluttede hun at stoppe med at købe ting, og i dag falder det hende naturligt at gå forbi fristelserne. Når tøjet eller skoene er slidt op, leder hun efter en brugt afløser. Kun ganske få ting får hende til at åbne pengepungen – og det er de ting, der giver hende følelse af lykke.