Trine Larsen var en af de første hofreportere i Danmark og fik derfor et nært forhold til kongefamilien.

Trine Larsen vidste intet om kongehuset, da hun blev hofreporter – og hun husker tydeligt sin første opgave

Tænk at sove i telt med en kronprins eller gå på marked med en dronning. Begge dele har Trine Larsen oplevet i sine 30 år som kongelig hofreporter, hvor hun kom yderst tæt ind på livet af Danmarks fineste familie. Men faktisk var hun absolut ikke royalist, dengang hun fik jobbet.

Hendes verden logo farv

Året er 1988. Den unge Trine Larsen arbejder på dagbladet B.T. som reporter, efter at hun få år forinden er blevet færdig fra journalisthøjskolen. 

Idealerne er høje, og Trine drømmer, som mange journalister, om at redde verden, som hun formulerer det. 

Men det er nu en helt almindelig sensommerdag, da faxen begynder at bimle og bamle med rød lampe for at signalere, at et vigtigt telegram er på vej fra Ritzaus Bureau. 

I pressemeddelelsen står, at de to unge prinser, kronprinsen Frederik og hans bror, Joachim, som er 20 år og 19 år, har været involveret i en alvorlig bilulykke nær den franske by Cahors, tæt på kongefamiliens vinslot. 

Der opstår hektisk stemning på redaktionen. Hvor alvorligt er det? Hvem skal drage sydpå og dække historien? 

Tre personer poserer smilende foran en hvid og gylden dobbeltdør indendørs.
Hvor tit er man lige flankeret af to prinser? Det skal man vist hedde Trine Larsen for at være. Her sammen med daværende kronprins og prins Joachim i forbindelse med (det første og eneste dobbelt-) interview, hun lavede med de to prinser, op til prins Henriks 80-års-fødselsdag 11. juni 2014.

Alle kigger rundt, men da den rutinerede hofreporter Bodil Cath ikke er at se, peger redaktøren på Trine og siger: “Den tager du!” 

– Jeg tænkte: “Det kan jeg da ikke!” For jeg anede intet om kongehuset, ja, jeg vidste knap nok, hvad prinserne hed, husker 68-årige Trine Larsen og griner. 

En bekymret mor

 Men der er ingen diskussion, og den unge journalist bliver sat på et rutefly sammen med den erfarne hoffotograf Jørgen Jessen. 

Ankommet til Sydfrankrig kører Trine og Jørgen gennem den lille soveby Luzech nær slottet, da Trine spotter en kvinde, der virker bekendt. Det viser sig såmænd at være dronning Margrethe. 

Uden større overvejelser farer den sultne journalist over mod dronningen og udbryder: “Hej, jeg hedder Trine Larsen og kommer fra B.T., må jeg spørge: Hvordan går det med prinserne?” 

Dronningen ser paf ud, men så starter en lang fortælling om prinsernes ulykke, og Trine kan mærke dronningens bekymring, men også lettelse over, at prinserne efter omstændighederne har det godt.

Dronningen får sågar sagt, at hun er overbevist om, at det var Gud, der holdt hånden over hendes sønner. 

– Det var en følelsesmæssigt berørt mor, jeg mødte, mere end det var en dronning, der holdt på formerne, fortæller Trine. 

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her interview ville de blive ellevilde med hjemme på redaktionen. 

Blik mod gemalen 

Begejstrede er de bestemt hjemme i Dannevang. For Trines historie bliver en af de største kioskbaskere længe, og en ny kongelig hofreporter er født.

– Jeg tænkte, at det der med de kongelige og kendte, det var måske ikke så tosset endda, også selv om jeg som ung journalist havde en ide om, at jeg skulle ud og redde verden, smiler Trine. 

De efterfølgende år får hun for alvor etableret sig som kongelig hofreporter, og jo mere hun får lov at dække kongehuset, jo tættere kommer hun på dets medlemmer. 

Tre personer går på havnemole ved VMD2016 med dansk flag i baggrunden.
Trine på havnen sammen kong Frederik og kronprins Christian, dengang de endnu blot var hhv. kronprins og prins.

Særligt prins Henrik får hun et tæt forhold til. For mens de fleste journalister koncentrerer sig om dronningen, kan hun ved at vende blikket og opmærksomheden mod prinsgemalen få historier, ingen andre får. 

– Prins Henrik og jeg delte humor, og det gav mange sjove oplevelser, siger Trine. 

– Jeg husker engang, hvor jeg var ude med prinsgemalen for at dække planerne for et nyt jordvarme-anlæg. Prins Henrik og jeg stod skulder ved skulder og kiggede ud over en mark, hvor der ingenting var. Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt, men både prinsen og jeg brød sammen af grin, faktisk så meget, at jeg næsten tissede i bukserne. Det var både pinligt og ret så morsomt.

Samsovning med prinsen 

Jobbet som hofreporter har også budt på rejser, hvor Trine er kommet helt tæt på de kongelige, også i ren fysisk forstand. 

Som dengang hun på en presserejse til Mozambique sov i telt med daværende kronprins Frederik, eller da hun boede i bjergene i Laos med prins Joachim uden hverken bad eller toilet og med blot én vandpost midt i landsbyen, som alle, også prinsen, måtte benytte.

– Jeg så prins Joachim stå ved vandposten med bar overkrop og vaske sig, smiler Trine og fortsætter: 

– Og på den afrikanske savanne bliver det bælgravende mørkt, så om aftenen måtte kronprinsen og jeg hjælpe hinanden, og så stod han med en pandelampe og lyste på min tandbørste, så jeg kunne komme tandpasta på. Det er jo helt tosset, når man tænker over det. 

Så tæt kommer man ikke på de kongelige længere, nu hvor kongehuset er blevet en professionel institution med kommunikationsafdeling.

Overfuset af Margrethe

Jobbet har mest af alt budt på store oplevelser og sjove stunder, men Trine husker også en episode, der var knap så morsom. 

Det var en sommerdag i 2019 i Cahors, hvor hun som altid havde meldt sin ankomst sammen med pressefotograf Hanne Juul. 

Om onsdagen gik turen til det lokale marked, hvor de vidste, at dronning Margrethe ville ankomme klokken 10.16. Dronningen ankom på slaget, præcis som hun plejede. 

Men denne dag var hun ikke i snakkehumør, for Trine og fotografen blev ignoreret, da de høfligt sagde godmorgen til regenten. 

Regentparret sidder i en skibssalon og taler med en journalist ved et rundt bord.
Trine interviewer dronning Margrethe og prins Henrik på Kongeskibet Dannebrog, mens det ligger i dok i Frederikshavn.

– Vi tænkte, at hun nok bare var træt, og stillede os derfor pænt på afstand for at tage billeder og filme lidt til redaktionen, fortæller Trine.

Men da dronningen atter kom forbi makkerparret, udbrød hun: “Nej, nu må det fandme være nok!” Trine og Hanne kiggede målløse på hinanden, og Trine henvendte sig til kollegaen for at høre, om det var virkeligt, hvad hun lige havde hørt.

Både reporter og fotograf var rådvilde, for de havde aldrig oplevet dronningen på den måde, og straks kom Trine til at tænke på sit forstående interview med regenten i forbindelse med hendes 80-års-fødselsdag. 

Royal undskyldning

– Jeg tænkte ”pokkers også, det interview kommer ikke til at ske – jeg har ødelagt mine chancer”, husker Trine, som dog ingen ide havde om, hvorfor dronningen var blevet så rasende. 

Hun tog sig derfor mod til, og næste gang dronningen gik forbi, spurgte hun direkte: “Deres Majestæt, vil de ikke fortælle, hvad det er, vi har gjort, som har gjort Dem så rasende på os?” 

Mirakuløst smilede dronningen forlegent tilbage og undskyldte for sin opførsel med ordene: “Undskyld, at jeg eksploderede, det var ikke meningen.” 

Hvorefter hun ønskede Trine og kollegaen en god dag. 

– Det var så heldigt for mig, at hun ikke blev endnu mere sur, for sådan noget spørger man jo ikke selveste dronningen om, efterrationaliserer Trine, som på den måde lærte, at selv en veltalende og reflekteret dronning en gang imellem kan miste besindelsen. 

Kram til begravelsen 

Når Trine kigger tilbage på sit lange liv som hofreporter, er hun både stolt og glad for alle de mange oplevelser, jobbet har givet hende. Oplevelser, hun ikke ville være foruden, og som er de færreste forundt.

– Noget af det, jeg er allermest stolt af, er den taknemmelighed og respekt, jeg har modtaget fra den kongelige familie, siger hun. 

Åbent julekort med håndskrevet tekst og foto af to uniformerede personer ved vandet.
Trine kom i sin karriere tæt på prinsgemalen, så meget, at hun gjorde sig fortjent til personlige julekort fra ham, her i 2015.

Som eksempel nævner Trine den store anerkendelse, hun fik forud for prins Henriks begravelse i 2018. Hun var nemlig som en af få inviteret til en privat ceremoni dagen før begravelsen, og her fik hun en personlig tak af både prins Joachim og kronprins Frederik. 

– Prinserne krammede mig og sagde tak for den måde, jeg havde behandlet deres far på, og at de håbede, at min loyalitet over for familien ville fortsætte, fortæller Trine. 

Tydeligvis berørt. 

Og det forstår man, for større cadeau fås vel næppe som ægte kongelig hofreporter.

Om Trine Larsen, 68 år

  • Journalist og gennem 30 år kongelig hofreporter, bl.a. for B.T. og Billed-Bladet. Hofreporteren
  • Er aktuel med "Mine 30 år med Kongehuset" af Trine Larsen og Peter Sloth, People’s Press, der udkom 2. oktober, 280 kr.