Ærlige Lotte Andersen: ”Jeg oplever, at mit sind bliver svagere med alderen"

I de smukke høje træer og på græsplænen i haven bag Lotte Andersens hus summer det af liv. 

Et egern hopper fra gren til gren, sommerfugle svæver gennem luften, og et pindsvin har tydeligvis trippet forbi, hvis man skal tro de efterladenskaber, der spreder sig i græsset. 

For fem år siden flyttede Lotte Andersen og hendes mand Rasmus til Nordsjælland mellem skov og mark. Ud i den natur, hun elsker så højt og ind i et hjem, som de fra starten var bevidste om allerede havde en række vigtige beboere.

– Da vi flyttede ind, kunne vi bare mærke, at her boede nogen i forvejen, og det blev helt tydeligt bevist med de gamle træer i haven. Det er så vildt at forestille sig alt det liv. De var her før os, så vi er bare ydmyge gæster, siger Lotte Andersen, der ikke har fortrudt et sekund, at hun byttede det mere pulserende byliv ud med stilhed og højt til himlen.

Det er 42 år siden, at Lotte Andersen trådte ind på scenen som en del af teatergruppen Dr. Dante. Både som barn og ung optrådte hun med sang og skuespil for familien og i skolen, men som barn i en familie uden kreative spor, faldt det hende ikke ind, at skuespiller ligefrem var en karrierevej. 

Et tilfældigt møde med dramatiker og instruktør Nikolaj Cederholm blev indgangen til teatergruppen Dr. Dante, hvor Lotte Andersens stemme gav hende en rolle i stykket ”Sort Hvid”. Det blev et farvel til hjembyen Odense og et goddag til endnu flere roller, og derfra tog det fart. 

Lige nu er hun aktuel i Hella Joofs film ”Nøjsomheden”, som er lavet over Stine Askovs roman af samme navn. Lotte Andersen spiller sammen med Ulrich Thomsen forældre til Nikolaj fra Nordsjælland, der forelsker sig i Mona fra ghettoen Nøjsomheden. 

Kollega- og venskabet med Hella Joof stammer helt tilbage fra Dr. Dante, og de har tidligere arbejdet sammen på filmene ”Meter i sekundet” og ”Oh happy day”, som Lotte Andersen fik ideen og skrev manuskript til, og Hella Joof instruerede.

– Hver gang Hella ringer, så siger jeg bare ja. Hun arbejder altid med gode og underholdende historier, og hun er en meget inspirerende og tryg instruktør at arbejde sammen med. 

Vi har det altid kanonsjovt, fordi man som skuespiller bliver sluppet løs som hos ingen andre instruktører, så hver optagedag er en fest.

Gider ikke gentagelser

Lotte Andersen er lige nu også i gang med at optage nye afsnit af krimiserien ”Sommerdahl”, hvor hun har rollen som politiinspektør Hanegaard. ”Mit faste arbejde” kalder hun rollen, som hun i en ellers omskiftelig branche har haft siden seriens start i 2020. 

Derudover har hun netop indspillet en debutfilmen ”Drengestreger”, og forude venter først én teaterforestilling på Betty Nansen til efteråret og derefter endnu en på Aarhus Teater til næste forår.

– Jeg ser det som et kæmpe privilegium at kunne veksle mellem de to platforme. Filmoptagelser er korte og eksplosions-agtige, mens teater giver en mulighed for at fordybe sig. Samtidig er teaterarbejde også virkelig hårdt og meget opslidende, fordi det er så langvarigt. 

Du skal være på og i tophumør hver aften, siger Lotte Andersen, der igennem hele karrieren har prøvet at favne alle grene af branchen, også dem hvor hun ikke selv står foran kameraet.

Hun har skrevet filmmanuskripter og teaterforestillinger, lavet en dokumentar og musikalbums og har skrevet en bog, som hun også arbejder på flere af. Og til september opfører hun sin egen monolog på Rued Langgaard Festival i Ribe.

– Det passer mig rigtig godt at lave forskellige ting og ikke gentage det samme hele tiden. Så ville jeg begynde at kede mig. Og har der været perioder, hvor der ikke var noget skuespillerarbejde, har jeg selv fundet på noget. 

Fået en idé, søgt penge og sat et hold omkring mig. Som skuespiller er der masser af tomme perioder uden arbejde, så det er godt at have mange ben at stå på og at kunne lavet noget andet, siger Lotte Andersen og bevæger hænderne i luften som en gøgler, der jonglerer med tallerkner på en pind.

– At få stykket et arbejdsliv sammen, som jeg har gjort, har virkeligt krævet at være lidt af en tusindkunstner, men heldigvis er min personlighed sådan, at jeg ikke dør af stress over det. Jeg tager det nogenlunde roligt.

En 40-års krise

Trangen til selv at skabe noget fra bunden kom især til Lotte Andersen omkring 40-års alderen. En morgen ramte tanken hende, om det var sådan her livet skulle være. Få en rolle. Spille den. Få en ny rolle. Spille den. Igen og igen.

– Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at vende tilbage til kilden, som for mig var at skabe noget selv. Da jeg var 12 år fik jeg en guitar og begyndte at synge og spille mine egne tekster og sange. Det var mit eget rum og egentlig der, jeg kom på sporet af skuespil. 

Så jeg prøvede at flå mig selv i stykker og kaste mig ud i æteren for at se, hvad der blev samlet igen, fortæller Lotte Andersen, der i efterspillet fik lavet både en musikforestilling og en dokumentar og dermed igen fik tændt for den passion, der havde kølnet i hende.

– Når jeg tænker tilbage på det nu, ser jeg den periode som okay, men da jeg stod i den, var det ikke særlig rart. Det var vel det, man kalder en 40-års krise. 

Jeg havde opnået det, jeg gerne ville og havde haft brændstof nok til at komme dertil, men nu skulle der mere på, og hvad skulle det så bestå af? 

Men jeg er taknemmelig for, at det skete, for ellers var jeg aldrig begyndt at skrive, og det er en kæmpe verden, der har åbnet sig for mig, og noget, som jeg gerne vil forsætte med.

Lotte Andersen føler sig lykkelig for, at hun har været så privilegeret at kunne sige nej til ting igennem tiden og alligevel bevare sit navn på huskelisten over aktive skuespillere. Hun kender risikoen for at ryge ud i glemslen, men samtidig også faren for at sige ja til ting, hun ikke brænder for.

– Hvis du som skuespiller står med noget, som er røvsygt, kan det dræbe din passion fuldstændig. Det er noget af det farligste, og det er simpelthen ikke det værd. 

Så vil jeg hellere lavet noget andet, som også ofte er med til at forbinde mig mere med virkeligheden. Jeg kan godt blive fiktionstræt af og til, og selvom jeg ved, at det hører med til det at være skuespiller, siger hele hurlumhejet med premiere og presse mig ingenting, siger Lotte Andersen og uddyber:

– Da jeg for eksempel lavede min dokumentar, som handlede om unge i Grønland, var det et forsøg på at blive rodfæstet i virkeligheden. Det projekt betød, at jeg blev nødt til at kigge på den virkelige verden og formidle en fortælling, der ikke var opfundet til lejligheden.

LÆS OGSÅ

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at opføre sig mærkeligt, opsøgte hun en gynækolog: ”Da jeg gik derfra, var jeg ret lost”

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at føles anderledes, valgte hun at handle på det, og i dag har hun fundet en løsning, så hun kan være i perimenopausen og stadig have det godt. I takt med, at den har meldt sin ankomst, har hun stille og roligt lagt sit liv om, så hun nu finder overskud og glæde ved at træne, kigge på fugle, lave havearbejde og gå i kirke.

Tynde nerver

Hvor det som yngre kunne føles skræmmende for Lotte Andersen at sige højt, at alle fibre i hende ikke kun handler om skuespillet, gør det ikke så ondt i dag.

– I gamle dage var det en identitet, som jeg ikke kunne lægge fra mig. Det ville være som at skrælle huden af mig selv. Som skuespiller er du afhængig af andres blik på dig, og selvom det er ulideligt at leve med, så kan du ikke være skuespiller uden at erkende det. 

Åbner du så muligheden for, at du ikke befinder dig så godt med det hele tiden, kan det føles som om, at du ikke er stærk nok, eller at du bliver mindre værd i andres øjne. 

Men med alderen er det blevet nemmere at erkende det, fordi jeg ikke længere føler, at jeg har noget at tabe, siger Lotte Andersen og leder lidt efter forklaringen på den følelse.

– Jeg tænker, at det må skyldes min erfaring. Jeg føler ikke, at jeg går på røven, hvis jeg siger, at jeg er arbejdsløs eller har lyst til at lave noget andet. Det belaster på ingen måde mit omdømme. Det følte jeg, at det ville have gjort som yngre.

Så er det egentlig meget rart at blive ældre?

– Det får du mig ikke til at sige. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan folk oplever det, men jeg oplever, at mit sind bliver svagere med alderen, og det er ikke særlig rart. 

Jeg håndterer ikke det psykiske så godt, som jeg gjorde før. Min indre stabilitet er ikke længere sådan en stærk brynje, som den var tidligere. Nu er det hele lidt mere vakkelvornt.

Lotte Andersen prøver stadig at finde frem til, hvorfor det er sådan lige nu. Bruger mange tanker på det, men svaret er ikke kommet til hende endnu.

– Jeg oplever det mest, når jeg er på arbejde, særligt når jeg spiller teater, hvor jeg ikke håndterer nerverne og presset så godt, som jeg gjorde før i tiden. Måske var jeg lidt mere ligeglad før, eller måske bare optaget af noget andet, siger Lotte Andersen og kan godt se paradokset:

– Samtidig med at jeg siger, at jeg ikke længere føler, at jeg skal stå til regnskab for folk, og at jeg ikke er bange for ret meget mere, kan jeg bare konstatere, at nerverne er blevet tyndere med alderen.

Dejligt at være farmor

Når Lotte Andersen ikke bruger tid på sit arbejde, bruger hun den helst i naturen. Den, der summer livligt lige udenfor hendes vinduer, og den, som hun mener, vi har misligholdt alt for længe.

 Lige nu er hun aktiv som formand i foreningen Folkemødet Ren Arresø, der kæmper for at få rengjort Arresø – Danmarks største sø, men også en af de mest forurenede, og arbejdet har indtil nu skaffet 2,5 millioner på finansloven til en undersøgelse af søen. Lotte Andersen har med årene fået en stærkere og stærkere trang til blive naturens vogter.

– Det har været på vej længe. Jeg har købt og spist økologisk helt tilbage fra dengang, en lille gnalling af en broccoli var hamrende dyr. Det er heldigvis anderledes nu, og jeg glæder mig virkelig over, at der rent politisk blæser nye vinde, så der måske er mulighed for, at vi får lidt mere natur i Danmark og at vi får gjort noget ved vandforureningen.

I egen have har Lotte Andersen vilde blomsterbede, og hun gror gulerødder, kartofler, krydderurter og bær, som hun især bruger tid på sammen med sit 4-årige barnebarn og lige om lidt hans lillebror på syv måneder.

– Det er så dejligt at være farmor af alle de indlysende grunde. Der er ingen daglig træthed, kun overskud og glæde, så det er rent flødeskum. 

Jeg elsker at skabe nogle sunde oplevelser for ham, hvor vi er ude og kigge på dyr sammen og bagefter graver kartofler op, som de der små fingre skal finde frem til. Det er guld værd for en farmor. 

LÆS OGSÅ

Christina har svært ved at slappe af, selv når hun har tid: ”Har vi glemt, hvordan vi hviler os?”

Med ”vi” mener kulturredaktør Christina B. Kjeldsen nok i virkeligheden ”jeg” – bondeangeren har det nemlig med at stjæle fornøjelsen ved at ligge på sofaen for hende. Og hun er ikke alene, for hvile er ikke noget, vi hylder i vores effektive samfund. Men det burde vi, mener eksperterne – og nu vil Christina lære det.