Christina har svært ved at slappe af, selv når hun har tid: ”Har vi glemt, hvordan vi hviler os?”

”Hvorfor kan du ikke bare slappe lidt af?” Ordene er min ældste søns, da jeg en eftermiddag efter arbejde (igen) finder ham i boksershorts på sofaen med et par tallerkener, kaffekopper og en utrolig mængde glas på bordet ved siden af sig. 

Jeg er kommet ind ad døren, direkte fra arbejdet – og jeg har allerede tjekket, hvornår der er et yogahold, jeg kan komme på, så mit intermezzo i lejligheden er kort. 

Til gengæld bruger jeg tiden på at blive irriteret over mit barns evne til at dovne dagen væk. Eller bliver jeg i virkeligheden jaloux over dette særlige talent for at koble af, fordi jeg selv ikke evner det?

I stedet bliver jeg nemlig selv ramt af bondeanger, når jeg en gang imellem alligevel lykkedes med at ramme laveste gear og lade dagen løbe gennem fingrene på mig. Og det er jo dobbelt op på tidsspilde, når jeg ikke engang formår at nyde det … Hvorfor er jeg sådan?

Mit eget bud er, at det er mine nordjyske forfædre, en sindig flok af bønder og biavlere, som altid havde noget at gøre, der har plantet den lille modstand i mig. 

Generationer af virksomme folk, der dyrkede heden, og hvor al tid blev brugt på at gøre noget. Selv gåturen fra gården til landsbyen brugte kvinderne på at strikke i gamle dage!

Men noget tyder på, at jeg ikke er alene med følelsen af, at man frem for alt må og skal bruge tiden ”fornuftigt”. Hvilket er paradoksalt, for ofte er hvile det mest fornuftige at gøre.

– Meget af vores selvforståelse om, at vi skal være produktive, kan føres tilbage til vores kulturkristne baggrund, siger Hanne Bess Boelsbjerg, der har forsket i både tro og sundhed. Hun er selv ud af en bondeslægt og genkender mønsteret og skyldfølelsen, jeg fortæller om.

– Det er indgroet i vores nordeuropæiske protestantiske kultur, at vi skal gøre noget for at få lov til at være her. Vi praktiserer ikke den katolske idé om, at mennesket kan betale aflad til kirken, opnå syndsforladelse og komme i himmerige, så hvad filan gør man så? 

Ja, så må man bero sig på Guds nåde, men man kan da trods alt øge chancerne ved at gøre sig til så godt et menneske som muligt. Og her bliver produktiviteten ofte en måde, vi kan opnå berettigelse på i vores tilværelse. 

Så jeg tror, der ligger en kobling her mellem både menneskesyn, religion og samfundsstruktur, som gør, at vi simpelthen bare er blevet pacet på i århundreder, siger Hanne Bess Boelsbjerg.

Det effektive menneske

Jeg er ikke selv et religiøst menneske – men jeg er uden tvivl, ligesom de fleste andre her i landet, rundet af den kulturkristne tanke, som Hanne Bess Boelsbjerg beskriver. 

Og selv om vi jo godt ved, at vi gerne må være her – også når vi ikke laver noget – så har produktiviteten slået rødder i alt, hvad vi gør. Selv afslapning er blevet effektiviseret, når vi måler vores hvilepuls, får nogle skridt på kontoen, går i saunagus og vinterbader for at koble af, og når vi optimerer vores søvn. Det er nyttighed, selv når målet er hvile og at være i ro.

– Jeg tror aldrig, der før har været så mange, der går til yoga eller har en meditativ praksis som noget helt selvfølgeligt herhjemme. Nyttetænkningen sniger sig også ind her, for det er jo sundt for hjernen og godt for søvnen. 

Hvilen bliver en folkesundhedsmæssig gevinst, og vi begynder at tale om den på en måde, der retfærdiggør den og viser dens nytteaspekt. Og så har man jo på en måde undergravet hvilens egenværdi, siger Hanne Bess Boelsbjerg.

Jeg ringer til psykolog Pia Callesen for at høre hende, hvad hun tænker om, hvor vi er på hvilebarometret som samfund. Og hvad der egentlig er på spil, når jeg ikke formår at lave rendyrket afslapning uden sort samvittighed. 

Hun tolker alle de måder, hvor vi forsøger at retfærdiggøre og forklare behovet for hvile som et udtryk for, at vi simpelthen er blevet dårligere til at mestre ubehaget ved at være unyttige.

– Vi har altid fået at vide, at vi skal være produktive, og der er nogle samfundsnormer og regler, der understøtter den idé – men de har altid været der. I gamle dage skulle man være endnu mere nyttig, så jeg tror ikke, at kravene som sådan er blevet værre. 

Jeg tror, vi er blevet dårlige til at mestre dem, siger Pia Callesen, der var en af de første til at bringe den metakognitive terapi til Danmark. Hun fortsætter:

– I stedet prøver vi at hjernevaske os selv med forklaringer, ord og definitioner, der retfærdiggør en bestemt måde at leve på. Men det er en blindgyde i min verden. 

I stedet skal vi lære at være med tankerne og den dårlige samvittighed, frem for at prøve at slukke for dem. Mestring er bedre, siger Pia Callesen, og udfordrer mig til at lægge mig på sofaen og være sammen med min bondeanger. Mere om det senere.

At hvile sig er en form for oprør

Under arbejdet med denne artikel er jeg begyndt at kigge på mig selv som et lille, antropologisk case-study. Jeg holder øje med mig selv, hvornår jeg egentlig hviler mig og hvordan jeg bevæger mig igennem dagen.

Hurtigt, er min konklusion. Jeg cykler og går hurtigt, selv når jeg ikke har travlt, og multitasker ofte ved at høre radio eller ringe til en veninde, mens jeg laver mad eller vasker op. 

Jeg er umulig at have med i sommerhus: ”skal vi gå en tur?”, ”skal vi bade?”, ”skal vi spille et spil?” … Jeg er nærmest på flugt fra hvilen. Hvorfor egentlig? Er det min alder (midt i fyrrerne) og en voksende erkendelse af, at tiden ikke er endeløs? En form for dødsangst?

– Som samfund tillægger vi ikke hvilen nogen egen værdi – og så føles det nærmest oprørsk at insistere på den, lyder det fra Hanne Bess Boelsbjerg. Hun fortsætter:

– Det er jo også et opgør med et produktivitetsideal, som er meget stærkt repræsenteret i vores vestlige samfund. Og så er man faktisk oppe imod en meget stærk kulturel tendens. 

Altså, det er virkelig som om, at man yder en form for samfundskritik ved at hvile sig. At du tillader dig selv at følge det naturlige behov for hvile, som vi jo allesammen har, siger Hanne Bess Boelsbjerg og peger på, at der i vores byrum og kollektive rum heller ikke bliver lagt op til, at vi skal slappe af nogen steder.

– Hvor er der egentlig gjort plads og beregnet til, at man kan hvile sig i en park for eksempel? Du kan jo prøve at lægge mærke til, at der er nogle bænke, som bliver delt op og ligefrem forhindrer folk I at lægge sig ned. 

Det vil sige, at man faktisk modarbejder muligheden for at hvile sig i det offentlige, fordi vi vil ikke have, at folk bare ligger og flyder rundt. Det er noget, vi forbinder med ældre, svagelige og hjemløse, siger Hanne Bess Boelsbjerg og understreger samtidig det paradoksale i netop den tankegang.

– Det er jo pudsigt, fordi det, folk stræber efter, når de holder ferie, er jo hvile og en form for endeløs tilstand af ”ikke gøren” – at følge flowet og tage dagen, som den kommer. 

Mange betaler dyrt for at få 14 dage i en liggestol! Så man kan undre sig over, at vi ikke er bedre til at indrette os på en måde, hvor vi bedre kan veksle mellem hvile og aktivitet.

Kollektiv ro

Alle har brug for hvile. Hjernen udvikler sig, rydder op, og vi får mere energi og nye idéer, når vi holder pause, stirrer ud over havet eller lukker øjnene en stund. 

Vi er ikke skabt til at være i konstant gear til at gøre noget (eller at glo på en skærm), og hvilen er et biologisk behov på samme niveau som søvn, sex og mad.

I yogaen er Savasana, hvile og afspænding, lige så væsentlig i ens praksis som de dynamiske stræk og øvelser. Måske ligefrem det vigtigste. Det lærer jeg, da jeg indfinder mig på fem dages yogaretreat på Møn. Udover yoga, meditation og afspænding praktiserer vi også daglig ”karmayoga”, det vil sige frivilligt arbejde, man udfører for fællesskabet. 

For mit vedkommende består karmayogaen i at samle bellis og mælkebøtter til brug i dagens frokostsalater. Jeg sidder i græsset og plukker blomster, mens min hjerne driver, og tankerne blæser igennem som skyer på himmelen. 

En time går, men jeg registrerer det ikke længere. Jeg er i en sjælden form for flow, hvor jeg ikke tænker på andet end den næste blomst, jeg kan lægge i min lille sankekurv. I øjenkrogen ser jeg min italienske medkursist knokle rundt og samle sten under sin karmayoga. Men han virker tilfreds og i sit eget flow.

Når vi laver kollektiv afspænding i yogasalen, sker der også noget fint i løbet af dagene. Jeg lægger mærke til kroppene på yogamåtterne rundt i mig, vi trækker vejret i takt, og jeg mærker, at jeg er en del af en stor organisme, hvor jeg nærmest kan mærke, hvordan de enkelte mennesker omkring mig har det. Vi hviler os sammen.

– Det kræver en ret stor grad af tryghed med hinanden og en form for frihedsfølelse, før vi lægger os til at hvile sammen. Yogaen har skabt et rum og en form for ritual, hvor det bliver tilladt at integrere hvilen og give hvilen stor værdi. 

Det gør det trygt for os og gør, at vi har tillid til, at det her rum, det holder mig. At vi kan give helt slip. Vi skal ikke præstere, og der er ikke nogen, der dømmer os for at falde i søvn og måske komme til at snorke en lille smule, siger Hanne Bess Boelsbjerg og fortsætter:

– Det er jo den form for opdagelse, der gør os I stand til at trykke pause på automatpiloten, for vi er indrettet til, at vi skal fremad. Og så glemmer vi at nyde vejen derhen.

LÆS OGSÅ

Ekspert: Derfor skal du droppe multivitaminpillen

Selvom multivitaminer umiddelbart virker smarte med deres ”all-in-one”-tilgang, så mener professor i ernæring og sundhed Susanne Gjedsted Bügel, at de risikerer at gøre mere skade end gavn.

Performativ afslapning

Bed Rotting, Soft Living, Cottage Core, Fairy Core og Homesteading – listen er lang over udtryk og navne for tendenser, der går imod travlheden og produktionssamfundet og i retning af en langsommere livsstil. 

Med tid og plads til alt fra pasta lavet fra bunden til store grøntsagshaver og stakkevis af bøger med dampende tekopper og lune plaider inden for rækkevidde. Du er måske selv stødt på nogle af ambassadørerne for de forskellige tendenser på sociale medier.

Senest er jeg faldet over begrebet ”Sleep Tourism”, der simpelthen er en ny industri af turisme, hvor du kan købe dig til udsøgt søvn optimeret af søvneksperter, afspændende behandlinger og perfekte madrasser særligt udvalgt til dig. 

Glem alt om sightseeing, det eneste, du ser, er indersiden af dine øjenlåg. Fælles for alle de her trends er, at det har et strejf af noget performativt. ”Se mig, jeg har ressourcer til at slappe af på den helt rigtige måde”. Det er en trend – en tidsånd – og det er igen noget, vi gør.

– Det er en flugt, siger psykolog Pia Callesen. En flugt fra det ubehag, mange af os føler, når vi vælger at trække os, hvile og stemple ud.

– Vi har et stort behov for hele tiden at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi prøver at fjerne trigger-tankerne om, at vi er dovne og unyttige, ved at skrue ned for kravene eller ændre på samfundsnormerne. 

Men du kan faktisk godt selv bestemme, hvad du gør med de følelser og tanker, og det er lidt forbudt at sige, at individet skal gøre noget selv, siger Pia Callesen.

Slow og i flow

Pilen peger med andre ord på … mig selv. Jeg kan være nok så optaget af, hvad samfundet sætter af standarter for min produktivitet og alle de trends, der giver smarte navne til forskellige former for afslappet livsstil. 

Det er mit eget valg, hvor hurtigt jeg cykler fra A til B, og hvornår jeg prioriterer at hvile og tage dagen i et roligere tempo, frem for at gøre fire ting på én gang. Det er jo, uanset hvad, dét, der er mit liv. Mellemrummene, pauserne og aktiviteten.

Psykolog Pia Callesen opfordrer mig til at øve mig i at være med den dårlige følelse af at burde gøre noget, at udnytte tiden fornuftigt.

– Mange tror ikke, de kan – og det er der, den metakognitive selvtillid kommer ind. Og den kan du bygge op. Læg dig og vær sammen med den dårlige følelse på sofaen. Lig med følelsen uden at flygte. Uden at lytte til podcast, gribe ud efter telefonen eller en bog. 

Det er bedre i det lange løb at sameksistere med den på en doven måde. Du vil opdage, den bliver mindre vigtig. Den bliver mere håndterbar og mindre farlig og insisterende, siger Pia Callesen.

– Og når du mestrer det, kan du gøre, hvad du vil. Det er enormt frisættende. Du vinder overskud, fleksibilitet og metakognitiv selvtillid – for du vil opleve, at du ikke behøver at dulme eller slukke for dine følelser, men bare registrere dem og hvile sammen med dem.

Jeg tænker over Pia Callesens ord, da jeg en eftermiddag lægger mig på min sofa og prøver at sameksistere med min bondeanger frem for at dulme den med avislæsning, podcastlytning eller at scrolle på min telefon. 

Der går ikke længe, før den dårlige samvittighed kommer listende og ånder mig i nakken. Helt slemt er det, at solen ovenikøbet skinner! Det er jo spild af liv og kostbar tid at ligge her, siger bondeangeren, mens den kigger ud på den blå himmel. Jeg tæller mine vejrtrækninger og benytter mig af nogle af de meditationsteknikker, jeg fik udforsket under mit yogaretreat. 

Jeg observerer tankerne, som Pia Callesen siger, jeg skal. Kigger lidt på dem udefra. Tror jeg virkelig, at jeg skal være produktiv for at have lov til at eksistere? Skal jeg nødvendigvis ud i solen, bare fordi den skinner? Nej, vel!

– At hvile sig er at give tilbage til sig selv, siger Hanne Bess Boelsbjerg og fortsætter:

– Det er udtryk for sund omgang med sine ressourcer, der jo ikke er ubegrænsede. Vi kan ikke bare udnytte dem, vi skal også give noget tilbage til det sted, vi trækker vores kræfter fra. Det handler om en form for bæredygtighed og respekt for vores kapacitet. 

Se bare på naturen, den har også en cyklus, hvor den bruger tid på at regenerere. Du kan ikke blive ved med at dyrke den samme jord i årtusinder og så tro, at den er lige så frugtbar. Det går ikke, så bliver det til en ørken.

Man har ikke lyst til at blive til en ørken. Undervejs i mit lille antropologiske hvile-studie er jeg faldet over ordforklaringen af ”restitution”, der betyder ”at føre noget tilbage til sin oprindelige tilstand”. Slet og ret at give tilbage til sig selv. 

Vi skal ikke ”yde for at nyde”, gøre os fortjent til vores plads på jorden eller andre gamle protestantiske mundheld, der bare bygger oven på bondeangeren. Og det er jo ikke fordi, at det er en dårlig ting at være flittig og gøre noget godt for sig selv og andre. Eller at vi bare skal ligge på sofaen og glo ud i luften hele tiden. Men vi skal huske at gøre det nogle gange.

– Hvile handler også meget om evnen til at give sig hen. At turde hengive sig til det, der er. Det kan jo være trætheden eller ømheden, eller hvad det nu end er, der lige sådan står og vipper et øjeblik, når man sådan giver slip. 

Du er jo ikke mindre værd som menneske, fordi du tager et kvarter på ryggen efter din middagspause, slutter Hanne Bess Boelsbjerg.

LÆS OGSÅ

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at opføre sig mærkeligt, opsøgte hun en gynækolog: ”Da jeg gik derfra, var jeg ret lost”

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at føles anderledes, valgte hun at handle på det, og i dag har hun fundet en løsning, så hun kan være i perimenopausen og stadig have det godt. I takt med, at den har meldt sin ankomst, har hun stille og roligt lagt sit liv om, så hun nu finder overskud og glæde ved at træne, kigge på fugle, lave havearbejde og gå i kirke.