En særlig udvikling bekymrer Kristine Virén: ”Det er et skred i vores adfærd”

Måske du kan huske lyden af naboen, der banker uanmeldt på døren for at låne en kop sukker eller en rest sovsekulør? 

Eller måske du bedre husker lyden af at ligge i din barneseng, mens dine forældre griner og sludrer med deres venner ude i stuen. 

Så er du heldig, for stille og roligt og uden at vi helt har lagt mærke til det, kan det føles som om, at vi er stoppet med at lukke andre mennesker ind i vores hjem – i hvert fald ikke før vi har støvsuget, overvejet at aflyse og strøget og friseret ungerne. 

Kristine Virén er arkitekt, formidlings- og kampagnechef ved Realdania, ekspert i danskernes boligvaner og deltager i tv-programmet "Hammerslag". 

Ifølge hende er det mere end bare en følelse, at vi er stoppet med at invitere mennesker, som ikke er en del af vores familie, til middag i vores egne hjem. 

Det bekræftes både af Megafon-undersøgelser og Carlsberg Danmark, der begge har undersøgt danskernes forhold til middagsselskabet.

– Gæstekulturen er nedadgående, og faktisk er det hele den måde, vi spiser på, der er ved at ændre sig. 

25 procent af danskerne spiser de fleste måltider alene, fordi vi bor mere alene, men selv i de husstande, hvor vi bor sammen, er andelen af dem, der vælger at spise for sig selv, stigende. Ud af de 25 procent, der spiser alene, siger halvdelen, at de fortrækker det sådan. 

Det er en udvikling, der bekymrer Kristine Virén, for ifølge hende er det at spise sammen centralt for det at være menneske. 

– Det er et skred i vores adfærd. Vi har altid tændt et bål og siddet sammen om ildstedet og spist med hinanden. Det er helt naturligt for os og en del af vores sociale adfærd som mennesker – en stor del af danskerne er i forvejen ensomme. 

Ifølge Kristine Virén skal en del af grunden findes i menneskeliv, der bliver mere og mere travle og individualiserede. 

– Vi har efterhånden så lidt tid til os selv, at måltidet er blevet et helle for os, hvor vi har brug for fred og ro. Vi har heller ikke overskud til at skulle rydde op og gøre rent hverken før eller efter, vi får besøg af gæster – og samtidig har vi en perfekthedskultur, hvor vi ikke vil vise vores almindelige hjem frem længere. Og det er ikke kun vores hjem, der skal være perfekte. 

Ifølge Kristine Virén strækker perfekthedskulturen sig fra vores kroppe og ansigter til vores gæstemad.

– Jeg er 55 år, og dengang jeg var barn, der fik gæster altså det samme serveret, som vi andre fik derhjemme i forvejen, og så kom der en flaske rødvin på bordet, og alle var glade og tilfredse. 

I undersøgelsen fra Carlsberg Danmark kan man se, at vi overperformer helt vildt – vi giver altså mere, end hvad vores gæster forventer, samtidig med at vi brænder ud af det. 

Tag traditionerne tilbage 

En af vejene ud af gæstebudskrisen kan ifølge Kristine Virén være at (gen-)indføre nogle faste traditioner. 

– Langt de fleste gange, hvor vi har held med at holde selskaber med vores venner, er i de situationer, hvor vi ved, hvad vi kan forvente og ikke skal opfinde den dybe tallerken: påskefrokosten, julefrokosten, fødselsdagsbollerne. 

Det skaber nogle forventninger, som er lettere at indfri. Et andet godt råd er at indføre et koncept som "Spis og forsvind", hvor man mødes, men allerede har klarlagt rammerne: Vi spiser, og I tager hjem. 

Da Kristine Virén boede i Brønshøj, havde hun især held med ét format: 

– Videoonsdag. Vi havde et vennepar, der boede lige ved siden af os, og vi mødtes hver onsdag, hvor reglen var, at man skulle dukke op i sit hjemmetøj og sine sutsko, og så skulle vi se en gammel film. 

Første gang troppede jeg op i en halvpæn bluse, og da manden åbnede døren, fortalte han mig med det samme, at det der gad han ikke, og nu havde han gået hele dagen med knæ i bukserne og en plettet trøje – og han havde ret, for hvis jeg havde insisteret på det pæne tøj, havde det været årsagen til, at vi ikke havde holdt ved det. 

LÆS OGSÅ

Margrethe Vestager strikker på arbejde – der er dog visse ting, hun kun strikker hjemme

Man kender blandt andet Margrethe Vestager som værende en benhård og garvet folketings- og EU-politiker, men en dag gjorde hun noget uventet.

Det fungerede simpelthen så godt. For især de unge er det ikke kun perfekthedskulturen, der står i vejen for middagsselskaber og venne-aftaler, men det at ungdommen ifølge Kristine Virén har lært at ”mærke efter”. 

– Halvdelen af de unges aftaler bliver ikke til noget, fordi de er vokset op med evnen til at mærke efter, hvad de har brug for – og især, hvad de har overskud til. 

Københavnerkalenderen, som jeg kalder det. Der er jeg og min generation vokset op med, at nu tager vi os lige sammen og gør det. 

Det er godt og skidt begge dele, der er både mange af os, der har gjort for meget, og mange, der nu gør for lidt, siger Kristine Virén og fortsætter: 

– Dengang havde mødrene i familierne jo også "husmorpligten" og skulle stå for at stable alle de der ting på benene hele tiden, hendes rolle var at vise mandens position, det var der altså heller ikke meget sjov ved. 

Så nåede vi lige ind på husholdningsskolerne, og vi lærte at gøre et godt gæstebud, og folk blev vant til at blive serviceret, og så begynder flere kvinder at komme på arbejdsmarkedet – og så var der altså ikke tid til samme serviceniveau. 

Hjem, krop og mad er blevet privat 

Julia Lahme er etnolog, trendforsker og direktør i sit eget kommunikationsbureau Lahme. 

Hun mener, at fællesskabet i høj grad også lider under det store skifte, der har været i vores madkultur. 

– Der er sket noget i forbindelse med den nordiske madrevolution. Pludselig vidste alle, hvad gourmet var, og det kunne ses i den måde, vi begyndte at lave mad til hinanden på. Der var ikke længere noget, der hed "bare at komme forbi". 

Nu skulle kammuslingen pludselig ligge ved siden af to ærter og en vredet kvast kørvel, og vi hævede barren for, hvad vi følte, vi kunne tillade os at servere for vores gæster. Og det er ikke kun madkulturen, der har ændret sig. 

Vi kommer hinanden mindre og mindre ved, og hjemmet, kroppen og maden er blevet noget, vi gerne vil holde privat. 

– De sidste tyve år har vi været underlagt en individualisering, der har gjort, at vi er kommet længere og længere væk fra fællesskabet og mere og mere ind i os selv. 

En konsekvens af det er, at vi er blevet rigtig gode til at mærke, hvornår vi skal trække os, og hvornår vi har fået for meget, og problemet er, at når vi virkelig mærker efter, så orker vi jo ikke noget. Vi har fået meget stor respekt for hinandens privatsfære, og vi har brug for ”mig-tid” – det var der altså ikke nogen, der sagde i 90’erne.

Samtidig med det er vi midt i en ensomhedspandemi, hvor vi følelsesregulerer alene og sidder derhjemme og overvejer, hvilket flot service fra Royal Copenhagen vi skal bruge vores penge på – men der kommer ikke nogen på besøg. 

Vi længes efter mere fællesskab, og vi er i gang med at lære, hvordan vi lukker hinanden ind igen – der er blevet stille hjemme i samtalekøkkenet. 

Skyldes ikke sociale medier 

Selvom man kan fristes til at skyde skylden på især de sociale medier, er det Julia Lahme meget magtpålæggende at sige, at det ikke er dem, der bærer ansvaret for udviklingen. 

– Vi kan simpelthen ikke mene, at vi bliver styret af små billeder på en lille skærm. Før Instagram var der også Bo Bedre og dameblade, der viste os, hvordan vi skulle leve. Det er ikke de sociale medier, det er individualiseringen. Vi dyrker yoga i stedet for holdsport, siger hun.

Men hvad er individualiseringen, og hvordan har den sat sig så godt fast i vores måde at være omkring hinanden på? 

– Individualiseringen kom lige i røven af finanskrisen, hvor vi begyndte at vende os ind imod os selv af nød. Vi blev amerikaniserede og bange for fremtiden, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle betale vores egen husleje. 

Hele vores del af verden blev rystet af det på samme tid, og det førte blandt andet til, at selvhjælpslitteraturen blomstrede og fortalte os, at vi alle sammen var noget hver især. 

En anden konsekvens af den individualisering er vores forhold til vores egen krop og det at nyde, som ifølge Julia Lahme også begrænser os i at nyde ting sammen.

– Som en del af individualiseringen er vi blevet meget optaget af at se så unge ud som muligt. Kroppen er blevet et individuelt projekt, og vi skal ikke ligne en på 50 – vi skal ligne ”os selv”, som vi var. 

Der er ting, vi er villige til at opgive for at være nogle udgaver af os selv, der på en eller måde er uforanderlige – herunder nydelse. Det er især blevet tydeligt, efter at slankemedikamenter som Wegovy og Ozempic er kommet på markedet. 

Det gør man ikke for fællesskabet, det gør man for sig selv. Sådan noget som smøger og kaffe, det var noget, vi nød sammen med hinanden. 

Vi længes efter selskab 

Ifølge Julia Lahme er der flere tegn derude på, at vi længes efter hinandens selskab – det har bare endnu ikke fået os til at invitere folk indenfor i hjemmet. 

– Hvis man kigger rundt i byen, så er der langbordsmiddage planlagt hele sommeren i København. Folkedans er på vej frem, det samme er det at gå til kor, og jeg tror også, at rundbold er på vej tilbage. Hvis ikke denne sommer så næste. 

Vi vil gerne have fælles følelsesmæssige oplevelser – og individuelle kropslige oplevelser. De ting kan godt eksistere samtidig. 

Vi vil gerne på festivaler og til koncerter, men vi går ikke længere til gymnastik for at tabe os, vi tager Ozempic derhjemme. Det er en individuel kropslig oplevelse. 

Det er der, vi begynder at have det lidt svært, når vi er helt alene med vores krop, for så kan den vurderes hele tiden. Det kan man også se ved, at flere skoler har svært ved at få elever til at gå i bad efter idræt. 

Realdaniafonden har lavet et studie i livskvalitet, som viser, at vi har brug for at skabe traditioner for at være lykkelige – og også Julia Lahme mener, at det kan hjælpe en på vej at lade rodet stå.

– Vi har brug for flere fællesskaber mellem 18 og 21 derhjemme, for det er i virkeligheden dem, vi savner. Der skal vi virkelig råbe vagt i gevær og passe på, at ensomheden ikke slår rødder. 

Hvis du skaber traditioner med dine veninder om at spise chili en gang om måneden – og der SKAL være rodet, så lykkes det. Lykken stiger, når vi har noget at se frem til. 

Lad lortet stå 

Julia Lahme kan især godt savne at se et køkken, hvor man kan se, at nogen lever og laver mad.

 – Køkkenet er jo blevet til et samtalekøkken eller til et køkkenalrum – det er jo ikke et spisekøkken. Vi er kommet væk fra den sanselige oplevelse, og køkkenet er blevet til noget, der skal pakkes ind og væk og stå pletfrit. 

Hvor ofte er det, vi kommer ud i et køkken, hvor vi kan se gryderne stå fremme og lugte, at der er lavet karry? 

Selv drømmer Julia Lahme om et køkken, hvor hun ikke skal leve op til ideén om, at her aldrig må være rod. 

– Man skal kunne se, at vi laver mad! Viktualierummet skal ikke fyldes med flotte dåser og glas, det skal fyldes med mad. Jeg vil have værktøjet tilbage i hjemmet – lad mig se dine garnrester og din maling og papir og maden. 

Lad mig nu se, at du laver noget, selv hvis det noget er, at du er i gang med at lime en stol sammen, for vi har brug for at se, at andre mennesker laver noget med deres hænder. 

Vi svæver altså ikke allesammen rundt i lækkert hør derhjemme. Hjemmet er blevet en drøm og en tanke, vi har om, hvordan andre lever deres liv – lad os vise hinanden, hvordan vi selv lever, ved at lade noget af lortet stå.

LÆS OGSÅ

Det var sværere for Betina at gå på pension end forventet: "Jeg var tæt på at falde ned i et sort hul"

Da jeg efter et langt og krævende arbejdsliv endelig gik på pension, var min plan at nyde livet i fulde drag. I stedet blev jeg ensom og gik i forfald, men heldigvis lykkedes det mig at finde glæden ved mit nye liv.