Mette Kirstine har opdaget især én ting, efter hun skiftede karriere: ”Man er chanceløs som +40’er på dét punkt”

I nat vågnede jeg med et ord på repeat i min hjerne: WOLF, Wolf, wolf…

Jeg havde været på aftenvagt på sygehuset med unge studerende, og vi havde talt om at købe mad og så få det bragt til døren af blåklædte mennesker på sådan en motoriseret moped …

”Så wolfede jeg lige i går”, hørte jeg mig friskt sige over aftensmaden samtidig med, at jeg godt kunne høre, at der var en mislyd i ”wolfe”. Det var dog først et par timer senere i vagten, jeg kom i tanke om, at det hedder Wolt. At wolte.

Orrrgrr. De unge havde sikkert høfligt båret over med hende den gamle sosu-elev, måske sendt hinanden diskrete blikke. Nu havde jeg lyst til at kalde dem til samling og fortælle, at jeg da godt ved, at det hedder at wolte. 

Men det kan man desværre ikke. Det var som at tabe et stykke chokolade på en hvid bomuldskjole. Hvis man gnider på pletten, bliver den bare mere synlig.

LÆS OGSÅ

Søren har lagt mærke til især én type på cykelstierne: ”Hvorfor skal han absolut køre ræs lige nu?”

Har midaldrende mænd i lycra overtaget københavns cykelstier? Ja, mener Søren Mcguire i denne klumme.

Man er chanceløs som +40’er. Uanset hvor godt du følger med i sprogets udvikling, så kommer du i en mærkelig bås som én, der ikke har opdateret sit sprog, siden ”Matador” første gang løb over skærmen.

”Hvordan skal jeg beskrive min kat … hun er lidt sassy”, som den unge sygeplejestuderende en anden dag sagde. Straks efter kiggede hun på mig og lavede sådan en imaginær cirkel med fingeren omkring de unge for enden af bordet. ”Ja, sassy, det er sådan noget, vi unge siger. Hvad betyder det lige med et dansk ord?!”.

Hun var ægte i tvivl om, hvordan det skulle oversættes til gammelmandsdansk, så jeg også var med. Egentlig meget sødt og velment. Hun registrerede overhovedet ikke fornærmelsen eller det ekskluderende element i det. 

Jeg orienterede hende om, at det vel betyder at være sådan lidt attituderamt og fræk. Jeg havde lyst til at sige, at jeg har unge børn, der snakker lige sådan, og at jeg faktisk også lytter til podcast med mennesker under 30, som af én eller anden grund bruger engelske ord i alle sætninger. 

Jeg tog mig selv i næsten at køre en Jarl Cordua/Sørine Gotfredsen på hende og rase over, at de ikke bare kunne bruge deres smukke modersmål og droppe sitcom-jargon’en.

Jeg undlod selvfølgelig, for jeg har det egentlig ikke så stramt med engelske udtryk som de før nævnte debattører. Jeg ville også gerne virke large og fortsat være lidt med i hulen. 

Men hvor havde jeg lyst til at stampe i jorden og sige, at jeg faktisk godt kan engelsk. Faget var også obligatorisk i min skoletid. Programmerne i tv var også dengang engelsksprogede. Jeg vil også være med!!!

På vej hjem i bilen sad jeg helt barnligt og oplistede alle de talefejl, jeg havde båret over med fra de unge: De tager det med et gram salt. De spiser en advokado. De fik lige ompolestreret en gammel stol fra Marketplace. De gør hinanden en dejlig, varm bjørnetjeneste.

Men jeg vidste jo godt, det bare var en forsvarsmekanisme. Et forsvar mod en frygt for at blive gammel, usmart og irrelevant at tale med.

Jeg er lige fyldt 50 år. Da datoen ramte mig, betød det ikke så meget for min selvforståelse. For de seneste to år som elev har været ren eksponeringsterapi.

Hver dag ser borgere/patienter/pårørende/nye kolleger på mit elev-skilt på uniformen, herpå ser de på mit aldrende ansigt. Herpå siger de enten straight out eller med kropssproget: Hvad skete der lige der?!

Ja, hvad skete der? Lang historie, der startede i 1976. En historie, der heldigvis stadig udvikler sig, også sprogligt.

LÆS OGSÅ

Da Poul mistede sin kone til kræft, blev frivilligt arbejde hans redning

Da Poul gik på efterløn, begyndte han som frivillig, for han vidste, at han ikke skulle gå rundt alene derhjemme. Det reddede ham, da hans kone få år senere døde. I dag er han godt videre takket være nye venskaber og oplevelser, som det frivillige arbejde i Aarhus har kastet af sig.