Johanne Louise Schmidt ramte en alvorlig krise i 2023: ”Det var som om, jeg var ved at falde fra hinanden”

Mit første minde

– Er et glimt af en børnebog, jeg får læst op. Jeg kan ikke have været særlig gammel, for det var en Totte-bog. 

Den hvor han bakser rundt med en stor papkasse. Og jeg kan huske, jeg sidder og funderer over, hvad der dog sker med den kasse. Min far var boghandler, så vi havde mange bøger i mit barndomshjem. Og mine søskende og jeg fik i hvert fald to nye hvert år. En til jul og en til fødselsdage.

Vi voksede op i et smukt hus med udsigt over Skanderborg Sø bag min fars boghandel i Adelgade. Det var dejligt og trygt. Med en mor der gik hjemme, indtil vi var store. 

Og en far i butikken. Jeg følte altid, der var nogen omkring os. Min søster er fire år ældre, men min lillebror og jeg er tætte i alder, og vi blev sådan et sammentømret sæt, der legede helt vildt meget sammen. Og lavede helt vildt mange ulykker.

Vi prøvede at se, hvor mange CD’er vi kunne proppe ind i CD-afspilleren på samme tid og kastede en barnevogn ud ad vinduet fra førstesalen. Min mor stod i køkkenet nedenunder, da den kom flyvende. 

Det var ikke for at være umulige, vi havde det bare virkelig sjovt. Og de stuearrester vi nogle gange måtte afsone på vores værelser blev altid kortet ned til næsten ingenting. Så alvorligt var det jo heller ikke.

Min første skoledag

– Var lidt ængstelig. Jeg fulgtes med min bedste veninde Maren. Og jeg kan huske, at hun smilede og snakkede og var glad, mens jeg stod og var forsagt og stille. 

Alt var bare så nyt. Og på en eller anden måde varslede den usikkerhed, jeg følte, det der kom til at ske. Det gik fint nok i børnehaveklassen, men det øjeblik vi skulle lære at stave og lægge sammen og trække fra, gik det skævt. 

Min far blev kaldt op på skolen og sad på gangen og gennemgik en test med matematiklæreren, jeg havde lavet. Jeg så dem på afstand og kan huske den synkende fornemmelse af skuffelse. For jeg synes egentlig, det var gået meget godt, men kunne jo se på deres kropssprog, at det var helt skidt.

LÆS OGSÅ

Bente Scavenius vil ikke gå i stå – og der er især én ting, hun gerne vil bevare

Bente Scavenius er 81 år og bliver ikke yngre. Men det betyder ikke noget for hende, så længe hun bevarer et ungt sind, fortæller hun til ALT for damerne.

Der er en skam forbundet med at blive kaldt ud af klassen for at gå til specialundervisning oppe under skolens tag. Selvom de pynter lokalet med opbyggelige læringsplakater og fylder det med smilende specialgruppelærere, sidder man der under de skrå vægge og føler sig dum. 

Det var først i 4. eller 5. klasse, det gik op for mig, at det var jeg nok ikke. Jeg besluttede, at jeg ville være den dygtigste elev i specialgruppen. Og det blev jeg. Det var en gave, for det lærte mig, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det.

Mit første kys

– Fik jeg af Mathias på Skanderborgfestivalen under bøgetræerne. Jeg var 14-15 år og dødeligt forelsket, men han var nok i virkeligheden mere forelsket i min veninde. Og selvom vi blev en slags kærester, føltes det aldrig helt, som om vi var på følelsesmæssig bølgelængde. Og sådan er det jo tit med forelskelser.

Det var nok også derfor mødet med Thomas, (skuespiller Thomas Hwan) blæste mig sådan omkuld. Vi mødtes på Statens Teaterskole. Han stod i kantinen, da jeg trådte ind gennem døren og vores forbindelse var øjeblikkelig.

Selvom vi først blev kærester flere år senere, har vi tit talt om, hvordan vi begge mærkede den her vilde tiltrækning, der opstod og var så gengældt, allerede før vi overhovedet havde talt sammen. Vi var begge to i andre forhold, og det var som om, universet sagde til os, at vi lige skulle opleve nogle ting hver for sig, før det skulle ske. 

Men i 2011 blev vi begge ansat på Det Kongelige Teater. Og så var vores skæbne ligesom beseglet. Vi kyssede hinanden første gang til afslutningsfesten for den første forestilling.

Thomas er min sjælemage. Vores forbindelse er så dyb, og selvom man jo aldrig ved, hvad der kan ske, føles den ubrydelig. Han er en gammel sjæl i en ung mands krop med en stor menneskelig forståelse og en vild og dragende energi. 

Og så er han også bare helt utroligt smuk. Billedskøn at se på, simpelthen. Og jeg er et meget æstetisk menneske, så jeg forstår virkelig at sætte pris på hans skønhed.

Mit første job

– Var på Grønnegårdsteateret. Jeg var ikke engang færdig på skolen, og så stod jeg der på scenen sammen med Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen og spillede Madame Therbouche i Libertineren.

Da jeg blev færdiguddannet blev jeg ansat på Det Kongelige Teater, hvor typer som Ghita Nørby, Henning Jensen og Birthe Neuman gik rundt på gangene. Det var syret og uvirkeligt, at de her mennesker, jeg havde set op til og beundret, rent faktisk fandtes i virkeligheden og nu arbejdede sammen med mig!

Jeg har været heldig. Jeg kender dygtige skuespillere, der ikke har fået den karriere, deres talent ellers rakte til fulde til. Men jeg har også været modig. Jeg har haft det mantra, at jeg aldrig ville sige nej uanset, hvor frygtindgydende svær jeg synes en opgave var. 

Jeg har vidst, at det var i udfordringerne og i det nye, at min mulighed for at blive bedre lå.

Det var også derfor, jeg bare sagde ja, da jeg blev tilbudt at være med i Cirkusrevyen i år. Det er en virkelig vild og krævende genre, forankret i tradition og historie og båret frem af Danmarks største, ikoniske komiske talenter. 

Jeg var sindssygt bange for at kaste mig ud i det. Men gjorde det! Det er sjovt, for Lars Mikkelsen, som var den første, jeg arbejdede sammen med på Grønnegårdsteatret, har også har debut på Cirkusrevyen. 

Og det viser bare, at selvom du er en garvet scenekunstner og filmskuespiller med Hollywoodproduktioner bag dig, som han er, så kan du også lige pludselig stå i et insekt-kostume på landets største revyscene og tænke; ’Puha, kan jeg overhovedet finde ud af det her?” Det er dødskræmmende og meget vidunderligt på samme tid.

Mit første barn

– Er også mit sidste barn. Vi havde ellers tænkt, at vi skulle have flere. Og at Allie skulle have søskende, men jeg kan ikke få flere børn, så medmindre der sker et fuldkomment uventet mirakel, bliver hun vores eneste. Thomas siger, at det er meningen. At min krop er klog og fortæller os, hvordan det skal være. Og det læner jeg mig ind i.

Jeg er også meget lykkelig, for den familie vi har. Allie er 9 år nu. Hun og Thomas har købt årskort til Bakken, hvor jeg jo skal spille hele sommeren, så det bliver en sommerferie med rutsjebaner og candyfloss og lange lyse sommeraftner. 

Det hele er faktisk, som det skal være. Jeg kunne godt have undt mig selv, at det havde føltes lidt nemmere at blive mor, nu hvor jeg ikke skal gøre det igen. Det er jo et granatchok. Verdens største kontroltab. Og de første måneder var vanvittige. 

Man kan ikke holde ud at være væk fra sit barn, men man kan næsten heller ikke holde ud at være sammen med det, fordi kærligheden og ansvaret er så overvældende. Det er virkelig skizofrent. Og det tog mig lidt tid, at finde ud af, at Thomas jo sagtens kunne have Allie om natten, så jeg kunne sove. 

At vores hjem kunne flyde, når der kom gæster. At vi kunne bestille pizza. At ingen for alvor har brug for, at der er servietter på bordet. Det ville da være fedt, hvis jeg havde forstået alt det helt fra starten. Men det hele flaskede sig jo alligevel.

Vi havde ikke lige overskud til at arrangere en dåb, da Allie var spæd. Men så gik hun selv op til døbefonten, da hun var to et halvt år gammel. Og kunne selv tilte hovedet, da præsten sagde til. Og det havde virkelig også sin charme.

Min første krise

– Vandrede jeg frontalt ind i i 2023, da jeg knaldede mit hovedet ind i en roterende glassvingdør i Amagercentret. Jeg var allerede lagt ned af en psykopatvirus og faktisk på vej til en ørenæsehalslæge, da det skete.

 Men jeg stoppede alligevel ikke rigtigt op før dagen efter, da jeg blev svimmel. Det viste sig, at jeg havde fået en alvorlig hjernerystelse. Tre måneder senere flækkede jeg min menisk under et løft på en prøve til en forestilling. Og så forstod jeg det ligesom. At jeg var nødt til at trække stikket.

Det var som om, jeg var ved at falde fra hinanden. Jeg havde allerede opsagt min stilling på det kongelige, men bad alligevel om at blive løst fra min kontrakts sidste to forestillinger. Det føltes vildt at gøre.

Thomas og jeg havde lige købt et rækkehus. Som jo ikke er helt billigt. Men det er virkelig sandt, at når en dør lukkes, så åbner der sig en ny. Jeg fik rum til at arbejde mere med film og tv. Og forstod at mit nervesystem også har brug for det tempo, der findes i den del af branchen, hvor man nogle dage bare skal filme, at man går ind og ud ad en dør i stedet for at stå på en scene og maxe helt ud aften efter aften. 

Teatret er vidunderligt, men det kan også æde dit liv. Og jeg lærte, at hvis der også skulle være plads til mig selv og mit barn og min kæreste i det liv, skulle jeg finde en balance.

Mit første venskab

– Var med Maren, som var min bedste ven, da jeg var barn. Hun er stadig min gode veninde i dag. Selvom hun bor i Århus, og der kan gå lang tid, i mellem vi ses. 

Og det er nok sådan, jeg har det med mine gode venner. Vi behøver ikke se hinanden hele tiden, men kan ligesom træde ind og ud af i hinandens liv, fordi vi kender hinanden så godt. 

Jeg har ikke mange af dem. En lille men vigtig håndfuld. Og det fungerer godt for mig. Jeg vil gerne være nærværende i mine venskaber. Og så kan man jo ikke have alt for mange af dem.

Jeg har virkelig også brug for tid for mig selv. Og til mine mange, mange hobbies. Jeg strikker, jeg syer, jeg skriver sange, jeg laver patchwork, og jeg nørkler med alle tænkelige former for klippeklister-projekter. 

Der er nogle mennesker, der henter energi i selskab med andre. Og der er nogle, der henter energi i at være alene. Som har brug for den der tid helt alene eller kun sammen med den nære familie. 

Jeg elsker mine venner, men jeg hører helt klart til i den sidste kategori. 

LÆS OGSÅ

Særlig dag for Nicklas Bendtner og Caroline Fleming: Sønnen Nicolas er blevet konfirmeret

Der var smil, kærlighed og feststemning, da Caroline Fleming og Nicklas Bendtners søn, Nicolas, blev konfirmeret lørdag den 22. august