Solveig opdagede først sin mors hemmelighed, da hun ryddede ud i dødsboet og fandt en dagbog

Først efter at begge Solveigs forældre var døde, fandt hun ud af det, de havde holdt hemmeligt for hende.

– Jeg ryddede ud i dødsboet efter min mor og fandt en mappe og en dagbog. Jeg blev siddende alene og måbede, fortæller hun.

– I et pengeskab fandt jeg en mappe med papirer, der viste, at jeg var adopteret. Og skjult i det samme pengeskab, som adoptionspapirerne lå i, fandt jeg min mors dagbog.

– I dagbogen stod der: "Jeg længes efter at tage mig af nogen, et barn – vores barn. Vise omsorg og kærlighed, skabe tillid og hjælpe et andet menneske med at finde sin egen vej i livet".

Med bankende hjerte læste Solveig videre i dagbogen: "Du behøver ikke at være vores biologiske barn. Kjeld og jeg vil uanset hvad være knyttet til dig gennem hjertet, og være et sikkerhedsnet, der vil hjælpe og beskytte dig livet igennem".

– Det var tydeligt, at min mor havde skrevet dette, før mine forældre vidste om mig. Et stykke længere inde i dagbogen stod der, at de havde været i kontakt med et børnehjem i Oslo: "HURRA, nu bliver vi tre! Vores egen lille Sol er snart på vej til os. Vores største drøm og bøn går endelig i opfyldelse!"

– Jeg læste, snøftede og tørrede tårer væk. Endnu uden at have flyttet mig fra stedet, hvor jeg fandt adoptionspapirerne. Det hele føltes uvirkeligt. At jeg var himmelhøjt elsket af mine forældre, havde jeg aldrig været i tvivl om, men hvorfor i alverden havde de ikke fortalt mig, at jeg var adopteret? Længere inde i min mors dagbog fandt jeg svaret, fortæller Solveig.

LÆS OGSÅ

Cæcilie er plejemor: Moderskab er ikke kun forbeholdt de kvinder, som har født deres egne børn

Hvornår kan man kalde sig nogens mor? Cæcilie Carlsen har favnet sit plejebarn – og hans familie – i en relation, der rummer lige så meget kærlighed og omsorg, som de fleste andre forældre viser deres børn. Hun synes, at kernefamilien er idealiseret, og at mange flere burde træde til og være noget for andre.

Lignede hinanden

"Vi fryder os over livet med Sol, som nu er begyndt at stavre omkring. Gradvis bliver hendes verden større. For Kjeld og mig rejser det et vigtigt spørgsmål: Hvornår skal vi fortælle hende, at hun er adopteret?"

– De overvejede altså at gøre det, siger Solveig – eller Sol, som hun blev kaldt af sine nærmeste.

Havde du aldrig en mistanke om det?

– Aldrig! Vi lignede endda hinanden, både af udseende og væsen. Noget vi ofte fik at vide fra andre. Samme humor havde vi også. Det eneste jeg spurgte om var, hvorfor jeg ikke havde søskende. Min mor svarede bare, at de ikke havde været så heldige. Og det var jo ikke løgn.

Hvad med manglen på billeder af din mor som gravid?

– Jeg spurgte om det en gang. Min far sagde, at det ikke var almindeligt at tage graviditetsbilleder dengang. Og da min bedste veninde heller ikke havde billeder af sin mors gravide mave, accepterede jeg den forklaring. Min fars svar var jo heller ikke løgn. Jeg har faktisk ikke set nogen graviditetsbilleder taget i 60'erne, undskylder hun dem.

Er det bedre for dig, at de ikke direkte har løjet?

– Ja. Selvom de tav om den største hemmelighed, er det et slags plaster på såret. Min mor og far var jo de to mennesker, som jeg aldrig havde troet ville lyve for mig. Da jeg opdagede, hvad de havde holdt skjult, var det for mig en form for utroskab. Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Vil alle minder, vi har delt fra nu af, blive smertefulde? siger hun.

Den vigtige dagbog

"Jeg læste om en anden adopteret pige i et ugeblad i dag. Da hun var seks år gammel, havde hun fået at vide af sine forældre, at hun ikke var deres biologiske barn. Da løb hun hjemmefra. Hun ville finde sine egentlige forældre.

Adoptivforældrene fortalte til bladet, at det tog flere år, før datteren faldt til ro, selvom hun blev adopteret som baby – ligesom vores Sol. Det gjorde mig frygtelig bange! Kjeld og jeg overvejer nu, om vi ikke skal fortælle hende om adoptionen", læser Solveig fra morens dagbog.

Hvad med familie og venner, alle dem som kendte sandheden … Der må da have været mange, der kunne afsløre den for dig?

– Måske havde mine forældre tænkt på netop det? spørger hun sig selv.

– Kort tid efter at de fik mig, flyttede vi nemlig til udlandet. På grund af min fars stilling voksede jeg op flere forskellige steder, i forskellige lande. Først som voksen og færdiguddannet flyttede jeg tilbage til den by, mine forældre først havde boet, og hvor jeg bor i dag.

Hvad med familien?

– Begge mine forældre var enebørn, og deres forældre var gået bort, før jeg kom. Derfor havde jeg ingen til at hjælpe mig med at stykke historien sammen. Heldigvis havde min mor også en anden hemmelighed, nemlig dagbogen. Der fandt jeg mange svar:

"Kjeld og jeg er blevet enige om ikke at fortælle Sol om adoptionen. Hvorfor skal vi skabe problemer, hvor de ikke findes? Hun er jo vores, og vi hendes! Vores lille solstråle på seks år elsker livet. Vi vil ikke være dem, der skaber mørke skyer på den nu klare himmel over hende. Det er jo ingen andre end os, der ved sandheden alligevel."

– Hendes dagbog er fyldt med kærlighed til mig. Begge gav de alt for, at jeg skulle have det godt. Efter at jeg opdagede sandheden om min baggrund, tog det mig alligevel nogle år, før jeg kunne tænke på mine forældre uden at blive vred og ked af det.

Kan du retrospektivt forstå dem?

– Både ja og nej. De ville have, at jeg skulle være "deres", men det var jeg jo uanset hvad. At tænke sig virkeligheden anderledes kunne uanset hvad ikke ændre det faktum, at de havde adopteret mig. De burde i stedet have været ærlige, synes jeg, og have stolet på, at båndet mellem os var stærkt nok.

Tror du, at det ville have været det?

– Absolut! Jeg kunne ikke have været mere heldig med mine adoptivforældre. Mine to børn kan sige det samme om dem som bedsteforældre, og min mand om at have dem som svigerforældre. At have mistet dem er et stort savn for os alle fire.

– Jeg ville også gerne have fortalt dem, at hverken deres børnebørn eller jeg elsker dem mindre, fordi vi ikke deler de samme gener.

– Som min mand sagde til mig her forleden: "Når du sidder sådan og grubler for dig selv og er langt væk i din egen verden, og krøller nogle hårstrå rundt om fingeren, så ligner du din mor på en prik", fortæller hun smilende.

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.