Kvindelig osthandler smiler, mens hun skærer et stort ostestykke i butikken

81-årige Lilian arbejder stadig – og det der særligt én årsag til

Nogle tæller dagene, til de kan trække stikket. Andre har svært ved at forestille sig en hverdag uden arbejde. Nogle få nægter simpelthen at stoppe. Mød Lilian, der troligt møder ind på arbejde, selv om hun for længst har overskredet pensionsalderen.

Hendes verden logo farv

Mange nyder, når hverdagen med job og stress er forbi, og man kan læne sig ind sit otium. Men ikke Lillian Hansen. 

Flere gange om ugen står hun nemlig bag disken i en ostebutik i Nyborg, hvor hun i over 50 år har vejledt sultne kunder i at udvælge det rette stykke ost, skåret smagsprøver og fortalt historier om mejerier, producenter og lagring.

– Lysten til at komme herop får mig til at blive ved, siger Lillan. – Jeg egner mig ikke til at gå på golfbanen eller sidde derhjemme – jeg skal være sammen med mennesker, så jeg vil helst stå ude i butikken og snakke med kunderne. Det holder også både hjernen, kroppen og lysten i gang.

Slagter som 14-årig

Arbejdslivet begyndte tidligt for Lillian. Som 14-årig kom hun i slagterlære, da hendes far fandt en plads til hende i Odense. Siden har hun arbejdet med mad i næsten hele sit liv – først i slagterforretninger, senere som salgschauffør og siden som indehaver af ostebutikken sammen med sin mand. I 1970’erne flyttede parret nemlig til Nyborg, hvor de fik mulighed for at overtage en mindre butik.

De mange fotos fra ostehandleren gennem tiden fik Lillian som kollage til sit 40-års-jubilæum.

– Det var egentlig tilfældigt, og jeg sagde først, at jeg ikke skulle have nogen butik. Men så startede vi den alligevel, og så blev jeg hængende. Det, der begyndte som en mulighed, udviklede sig til et helt arbejdsliv, fortæller Lillian.

Hendes mand døde i 2000, og Lillian tog dengang beslutningen om at køre butikken videre uden ham. I dag er det deres datter, Jane, der ejer den, og Lillian arbejder færre timer end tidligere. Men glæden ved faget er den samme som for mange år siden.

Camembert igen-igen

Selv om Lillian har arbejdet med ost i mere end 50 år, er hun langt fra færdig med at lære nyt. Hun følger interesseret med i nye producenter og tendenser, og gennem årene har hun besøgt messer i Danmark, Frankrig og Italien.

– Min nysgerrighed har altid været der; jeg har aldrig sagt ”det ved jeg ikke.” Hvis nogen spørger efter noget, jeg ikke kender, så vil jeg finde ud af det, påpeger Lillian. 

– Vi har fået en masse dygtige osteproducenter i Danmark, som brænder for deres håndværk, og der er hele tiden noget nyt, man kan smage og lære om. Det er måske derfor, jeg ikke bliver træt af det.

Noget af det, der har ændret sig mest, er kundernes forhold til osten, synes Lillian. For hvor folk tidligere købte de samme oste uge efter uge, møder Lillian i dag kunder, som er langt mere eksperimenterende.

– I gamle dage kom folk og købte en camembert eller et bestemt stykke ost til desserten. Så spurgte vi bare, om det skulle være med eller uden kommen. Det var sådan set det, siger hun.

I dag er samtalerne ved disken længere, blandt andet fordi de unge går mere op i mad, end Lillians generation gjorde.

– De spørger, hvor osten kommer fra, hvordan den er lavet, og hvad den passer sammen med. De vil høre historien bag, og det er rigtig dejligt, siger hun. – Folk vil vide noget om det, de spiser, og det gør mit arbejde sjovere.

Kæphest i mange år

Kunderne er åbenlyst en stor del af Lillians arbejdsglæde, og nogle af dem kom i butikken allerede som børn. I dag vender de tilbage med deres egne børn og børnebørn. Men uanset om ostekøberne er nye eller gengangere, er der én ting, Lillian ikke går på kompromis med.

– Min kæphest er, at folk skal have fået en smagsprøve på præcis den ost, de køber, siger hun.

Hun bryder sig bestemt ikke om, at en god ost bliver skåret op og pakket længe i forvejen, for så svarer den ikke til den smagsoplevelse, kunden har haft i butikken.

– Smager du på en ost, skal det være nøjagtig den, du får med hjem. Det betyder noget for kvaliteten og for oplevelsen, siger hun.

For fem år siden overtog datteren, Jane, butikken, og det krævede lidt tilvænning for Lillian at give slip, men i dag nyder hun friheden i at kunne hjælpe til uden at have ansvaret.

– I starten kunne jeg godt tænke ”hvorfor ligger osten ikke der, hvor jeg plejer at have den?”. Men man skal lære at lade være med at blande sig, indrømmer Lillian. – Det er Janes butik nu, og det betyder meget for mig, at hun har overtaget. Men så længe jeg har lyst, bliver jeg ved.

Lillian Hansen, 81 år

Ostehandler. 

Bor sammen med Ove, er mor til en og mormor til tre.