43-årige Gitte blev frivillig i Aalborg Zoo frem for førtidspensionist – og hun elsker det

-Skal vi se nærmere på, hvad det er for et dyr, du har i glasset?

Gitte Caspersen sidder på hug foran to-årige Mynte og hendes et år ældre søster, Kamille, som i dag er på besøg i Aalborgs Zoologiske Have. Her er 43-årige Gitte frivillig og opholder sig helst lige her, hvor hun er nu: I øjenhøjde med børn og voksne, der er nysgerrige på ZOOs allermindste dyr.

- Jeg tror, det er en bille, siger Gitte til to små piger, som er helt optaget af de dyr, som kommer til syne, da Gitte fjerner en træstamme på jorden. Fascinerede kigger de på det liv, der dukker frem fra skyggerne på denne solskinsdag i Zoo hvor de er med deres mor, moster og mormor. 

Snak og fremvisning foregår i børnehøjde - både bogstaveligt og i overført betydning, for det er dér, magien opstår, hvis man spørger Gitte.

– Jeg har selv fundet på at spørge, om børnene, der kommer i haven, vil være med, når jeg vander insekthotellet. Faktisk siger jeg altid til børnene: ”Vil I være med?” – og det vil de som regel gerne. Jeg synes, det er megahyggeligt og bliver selv helt fanget af det, forklarer Gitte smilende.

Når man ser hende i sving med forstørrelsesglas og jord under neglene, mens hun entusiastisk gør emner som diversitet, bæredygtighed og mikroskopiske dyrs betydning levende, skulle man ikke tro, at hun er en kvinde, der har haft det rigtig dårligt.

– For mere end ti år siden blev jeg sygemeldt med arbejdsrelateret stress, og tiden efter har været en lang og hård erkendelsesrejse, erkender hun.

Ufaglært fleksjob

Gitte er uddannet i dansk og kommunikation, men et af de de første job, hun havde, var ikke det rigtige, som hun selv siger.

– Det var et sted, hvor jeg aldrig skulle have været. Sådan kan man ultrakort opsummere det, siger hun.

Faktisk var stedet så forkert for Gitte, at hun aldrig rigtig kom nok ovenpå til at kunne overskue et fuldtidsjob indenfor sit felt. Endda ikke et fleksjob. Efter et langt forløb ved jobcentret i forsøget på at genvinde sin arbejdsevne, søgte hun i stedet minifleksjob som ufaglært.

– Jeg har søgt og søgt, og til sidst sagde min sagsbehandler, at jeg skulle have en pension, så jeg kunne få ro. Jeg svarede, at det ville jeg ikke have. 

Alligevel kunne jeg også mærke, at jeg var slidt ned efter så mange år i systemet, og at arbejdsmarkedet slet ikke er parat til at rumme mig som fleksjobber. Jeg var uden tro på, at jeg havde en fremtid. 

LÆS OGSÅ

Svend Brinkmann: ”Vi mennesker har skabt alle de problemer, som verden står med, men det er også kun mennesker, der kan løse dem”

Troen på os som menneskehed bliver nødt til at være udgangspunktet, mener Svend Brinkmann i sin nye bog.

Det var svært ikke at være nogens noget: Mor, kollega ... Jeg bliver helt berørt nu, siger Gitte, mens hun fortæller sin historie på en bænk i skyggen.

I 2022 fik hun sin førtidspension, og det gav en uventet ro. – Da jeg søgte alle de jobs, drømte jeg om, at alting blev anderledes, men da jeg fik pensionen, kunne jeg være i mit liv. Nu og her.

Gitte smiler, for hun drømmer fortsat om, at arbejdsmarkedet kan bruge hende til noget, men med det frivillige arbejde, som hun fandt i Aalborg Zoo, har hun fundet det forpligtende fællesskab, som også var et afsavn i forhold til ikke at have et arbejde og kollegaer.

– Jeg synger gospel og mødte en, der er frivillig her i haven, og han sagde, at det skulle jeg prøve. Først ville jeg ikke, for jeg kunne ikke overskue at skulle forpligte mig til noget, men så tog jeg alligevel herind og kunne mærke, at det er rart at være en del af noget, for når man mister sit job, hvem er man så?

Glade gæster

Det er nu over to år siden, at Gitte tog mod til sig og meldte sig som frivillig. Hun er frivillig sammen med omkring 50 andre i Zoologisk Have i Aalborg. 

På spørgsmålet om, hvordan hun har det med at være her nu, slår hun ud med armene og siger smilende: – Jeg elsker det!

Og jo, der er fortsat dage, hvor det hele blive for meget, og hvor hun bruger alt for meget af den energi, som hun egentlig ikke har, men som hun selv siger:

– Det er jo, når jeg er hjemme hos mig selv, at det kan ramme mig, men når jeg er i Zoologisk Have, er jeg så meget i nuet, at jeg kun forholder mig til de glade gæster. Det er overskueligt for mig at have vagter her tre-fire gange om måneden.

Indimellem har hun også vagter inde hos lemurerne, som er de eneste dyr, som de frivillige må være inde hos. I dag er Sune på syv år på besøg sammen med sin mor, og de får en lang snak med Gitte om dyrene, deres vaner og adfærd, som Gitte har sat sig grundigt ind i.

– Det er så hyggeligt at møde folk, der er nysgerrige på dyrene, siger Gitte.

Da Sune og hans mor skal gå, får Gitte en solid krammer af Sune og et smil fra hans mor. Sådan nogle stunder er med til at give Gitte en tro på, at hun kan noget, selvom hun ikke opfylder samfundets krav til at være en lønnet arbejdskraft.

– Jeg synes, at førtidspensionen var en træls kasse at komme i, men jeg er jo så meget andet og mere end min pension. Jeg har lært at være i nuet. Jeg kom hjem til mig selv, siger Gitte.

LÆS OGSÅ

En aften ville Sofie Borbiconi lave pasta til sin familie – og det ændrede hendes liv

Hun er fortaler for langsommeligheden, køkkenvin og hjemmelavet ravioli, der kan bringe os tættere på hinanden – både når vi laver maden, og når vi spiser den sammen.