Lis Kretz Krefelds liv har altid handlet om det ydre: "Jeg havde brug for at distrupte"

Min rejse i foråret involverede en oplevelse, som på mange måder var out of character. Og måske alligevel ikke. 

Jeg har gennem en årrække mærket et kald efter at være endnu mere ægte og vågen til stede i det korte liv, vi har. Mærket en længsel efter at finde hende, jeg var, før studie, karriere, ego og ydre værdier – ja, måske bare livet – tog over. 

Hende, der var mere nysgerrig og modig end kontrolleret og perfekt. Mere eventyrlysten end forsigtig. For ærligt var jeg nok blevet lidt en bangebuks.”

Ovenstående besked slår Lis Katz Krefeld op på sin Instagram-profil den 5. august sammen med billeder af sig selv og de andre deltagere på årets Robinson Ekspeditionen. Et opslag, som står i skærende kontrast til, hvad der ellers er at finde på hendes profil.

Lis Katz Krefeld har altid haft et stort fokus på karrieren og er målrettet gået efter drømmen om at blive advokat og direktør i et stort firma. Det bliver hun, og alt ser perfekt ud. 

Billederne viser et liv med champagne og kaviar, smil og glæde, luksuriøse rejser og smukke rober. Men i horisonten begynder der at dukke andre tanker op – er dette meningen med livet?

I julen 2025 er Lis, som så mange gange før, taget på ferie til et luksusresort, hvor hun bare skal slappe af. Men mødet med en kakerlak og en mand i kittel får stor betydning for hendes 2026.

– I den 100 kvadratmeter store bungalow møder jeg en kakerlak. Og pludseligt ser jeg mig selv være i panik over det lille insekt. Hele det 5-stjernede hotel står på halen for at fjerne den. 

Da kakerlakken er indfanget, bliver jeg ramt af følelsen, hvem er jeg? Jeg backpackede som ung og boede med kakerlakker og fugleedderkopper – uden panik.

På selvsamme ferie ligger Lis ved poolen. – Alt er bare luksus, og jeg har alle mulige dejlige serveringer lige inden for rækkevidde. Så kommer der en mand i hvid kittel og spørger, om han ikke skal pudse mine briller og solbriller. 

Og i det øjeblik, hvor jeg ser ham gøre det, bliver jeg ramt af følelsen enough is enough, og jeg føler mig fattig midt i al den overflod, hvis det giver mening. Og det var lige præcis der, jeg tænkte, at jeg simpelthen skal lave noget fuldstændig andet, som er så langt fra det her.

Inden Lis er taget på juleferie, har hun faktisk allerede taget et stort skridt i sit liv. Hun er fratrådt sit job og afleveret sin arbejdscomputer og -mobil.

– Det var begyndt at kalde på mig, om jeg får det rigtige og ægte ud af mit liv. Så da strategiperioden, som jeg var en del af, sluttede i udgangen af 2025, var det en oplagt mulighed for at tage en pause uden at vide, hvad der skulle komme på den anden side. 

Da jeg stoppede, var jeg egentlig glad. Og det tror jeg er ret vigtigt. Det var ikke en flugt fra et dårligt liv eller fra min virkelighed. Det var en lyst til at nulstille. At finde ud af, at min identitet også kan være andet, end at jeg er den overansvarlige og kompetente og hende, der leverer til bundlinjen.

– Jeg vil gerne understrege, at jeg havde et godt og privilegeret liv, og det er på ingen måde et liv, jeg er flygtet fra. Det handlede derimod om at stoppe op midt i livet og tænke, is that it? Er det sådan her, jeg skal være i livet på? Og jeg har mærket det kalde i nogle år, men jeg har ikke lyttet.

Der er en læring i alt

Da Lis fratræder sit job og beslutter sig for at nulstille sit liv, har hendes hverdag i 25+ år været fyldt godt op i døgnets 24 timer. Og meget af det er hendes arbejdsliv.

– Jeg har lagt mange timer i min karriere, både som advokat og som leder i en privat virksomhed – det sidste var en drøm, som jeg havde haft, allerede før jeg begyndte at læse jura. Jeg trives enormt godt med at arbejde, for det ligger i min DNA at løse ting.

For Lis er det derimod balancen mellem job og fritid, som hun har svært ved at finde.

– Jeg beundrer de mennesker, som evner at skelne mellem arbejde og privat. Det har jeg aldrig formået. Så arbejde har fyldt i mit hoved – ikke på den negative måde, for jeg elsker at arbejde. Det gør jeg stadig. Men det har været i mit hoved, fra jeg vågnede om morgenen, til jeg gik i seng.

Når Lis ser tilbage, har det faktisk altid været sådan i hendes liv.

– Lige siden jeg var en lille pige, har der været en plan med alt, jeg har lavet. På godt og ondt. Jeg var et alvorligt barn, og er måske et alvorligt menneske, hvor det at levere og præstere, være ansvarlig og have styr på tingene har fyldt mere, end jeg har givet lov til, at tingene også godt kunne være lidt lette og lyse.

– Mit liv har før været meget yderstyret. Karrieren og rejserne så flotte ud på papiret og på SoMe. Og det havde jeg simpelthen brug for at disrupte. 

Jeg var træt af det, for det at få en etikette på har været med mig, lige siden jeg var ung kvinde i Tønder for mange år siden. Dengang handlede det ikke om karriere, men om at jeg gik lidt for stilfuld klædt, og så blev jeg hende, der var arrogant eller snobbet.

Og det at blive opfattet på noget ydre, om det har været udseende eller karriere, har i virkeligheden begrænset hende en del, ved hun nu.

– Det har jo i nogle kontekster betydet, at jeg måske har truffet nogle valg for at få ro på bagsmækken. Det kunne fx være at læse jura, hvor jeg i dag har tænkt over, om jeg også ville have læst jura i dag med det ståsted, jeg har nu?

– Når folk spurgte mig, hvad jeg læste, kunne jeg holde det ud i en armslængde og sige, at jeg læste jura, og så var der lidt ro. Og det handlede jo i virkeligheden mere om min egen usikkerhed og et lavt selvværd, som gjorde, at jeg havde et behov for at stive mig selv af med noget ydre.

Lis understreger, at hun i dag ikke fortryder de valg, hun har truffet undervejs. Men hun har været nysgerrig på, hvad de valg i virkeligheden handlede om.

– I mine yngre år blev det en begrænsende overbevisning, som jeg selv havde; at folk syntes, jeg var arrogant. Og så søgte jeg bekræftelse på, at jeg var det. Og den fik nok også lige et ekstra nøk op ad for mig selv, for ”så skal jeg kraftedeme vise dem”. 

Det kan jeg grine af i dag. Og det er en lise at komme hjem til mig selv. Finde tilbage til den, jeg var for mange år siden – og så at eje det.

– Men der er en læring i alt, og i dag er jeg mere nænsom over for andre mennesker. Jeg lader mig ikke farve af udseende eller en hårdhed, jeg bliver i stedet nysgerrig på, hvilket menneske der gemmer sig bag. 

Jeg elsker ordet nænsomhed. At vi er nænsomme med os selv og med andre, men også nænsomme over for de valg, som vi har truffet tidligere, fordi det er valg, der var rigtige for os på det tidspunkt. Og så har vi måske udviklet os efterfølgende.

LÆS OGSÅ

Da Mia Wagner blev syg med stress, passede moren hende: "Hun vidste ikke, hvad hun gik ind ad døren til"

Det hele var egentlig på plads. Mia Wagner skulle overtage familievirksomheden, men midt i det hele knækkede hun. Forældrene var godt på vej på pension, men da Mia pludselig ikke kunne rejse sig, ændrede planerne sig.

At se tingene klarere

Da Lis vender hjem fra sin juleferie, ser hverdagen pludseligt helt anderledes ud. Kalenderen er tom for møder, der skal ikke tjekkes arbejdsmails eller laves strategiplaner.

– På det tidspunkt, i begyndelsen af 2026, havde jeg givet mig lov til ikke at have planer, og heller ikke én for fremtiden, fordi jeg ville gerne have tid til en pause for at nulstille, og i virkeligheden være tro imod mig selv. 

Men det var ikke en let øvelse, for jeg havde aldrig været planløs før i mit liv, så jeg skulle lige vænne mig til at slippe den.

Fra at være vant til at starte morgenen med at gennemgå og forberede arbejdsdagen, mens indbakken blev tjekket og morgenmaden slugt, kunne Lis pludseligt starte dagen i et helt andet tempo.

– Det kan lyde så klichéagtigt, men jeg kunne gå en tur i Kongens Have og se tingene klarere. Før var jeg mentalt på mit job med det samme, jeg slog øjnene op. 

Nu nyder jeg min kaffe, mens jeg mediterer eller laver vejrtrækningsøvelser. Alt sammen noget, der giver både min krop og mit hoved en helt anden ro. Mit tempo er også skiftet. 

Jeg er altid gået hurtigt ned ad trapperne og hen til bilen for at være mest effektiv. Nu giver jeg mig selv lov til at slentre. I min tankevirksomhed kom en frihed til at tænke andre tanker, som ikke var arbejdsrelaterede. Friheden har Lis brugt til virkelig at mærke efter, hvad hun nu har lyst til.

– Nu er alle mulighederne åbne, hvilket ikke føles grænseoverskridende, men meget anderledes for mig. Jeg kan huske, at jeg havde et øjeblik, hvor jeg tænkte, hvem er jeg så? Hvem pokker er jeg som menneske, når det ikke handler om, hvad jeg gør, men om, hvem jeg er? Jeg skulle have kontakt til Lis igen, og det er virkelig sundt.

– Jeg har en klar overlægger, der hedder, at jeg skal gøre flere ting af lyst. At få noget mere lethed, noget mindre alvor, noget mere eventyr, noget mindre præstation, noget mindre yderstyret og noget mere ægte. 

Det lyder underligt, men jeg deler det, fordi det har været så stærkt. Kender du det, at der er nogle bullshit-ord, man siger hele tiden – og det kan både være i ens karriere og personlige liv, hvor andre ord vil være mærkelige at begynde at bruge, fordi de ikke resonerer i os?

– Der er et ord, som bliver ved med at runge i mig, og det er et ord, jeg aldrig har italesat højt før, og det er sandfærdigt. Det lyder mærkeligt, men jeg har tænkt mig at lytte til det. Det er mit kompas i alt nu – i mine relationer og alle de ting, jeg gør, mærker jeg efter, om det føles sandfærdigt.

– Nogle gange handler det om at turde at se på de tegn, der er. For mit eget vedkommende har det handlet om at gå fra at være ego-styret og yderstyret, til at være tro mod at ville nulstille, for så er jeg sikker på, at jeg vil brage endnu mere igennem.

Det er dem, ikke mig

At fratræde sit job og forlade den velkendte hverdag har selvfølgelig givet Lis nogle bekymringer. Økonomisk stod hun et godt sted, men hvad vil der ske, når man vælger at stå af hamsterhjulet?

– En frygttanke var, om jeg ville miste momentum i min karriere. Vi lægger så meget værdi i vores karriere og forestiller os, at alle andre løber videre, mens jeg bare bliver stående helt stille her. 

Men jeg har fundet ud af at tage en nulstilling i min karriere midt i livet på ingen måde er stilstand. Når vi stopper op, begynder vi at kunne høre, hvad vi selv tænker og føler. Det har været meget tankevækkende at turde kigge indad og finde ud af, hvad det kan.

– Jeg har en god veninde, som engang sagde, at jeg skulle forberede mig på, hvordan det ville blive, når jeg fortalte om mine planer til andre. Hun har selv sejlet jorden rundt i tre år. Hvad er det, du møder, når du fortæller det til andre? 

Jeg blev jo opfattet som en ekstremt professionel karrierekvinde, så folk kunne næsten overfalde mig med ”det ville vi godt nok ikke turde” efterfulgt af spørgsmålet, hvad skal du så nu? 

Det kunne godt få frygten til at rumstere lidt, men som min veninde sagde, handler den måde, som folk griber mit valg an på, ikke om mig, det handler om dem. Og det var faktisk hjælpsomt at være det bevidst.

Lis er dog meget bevidst om, at hendes valg om at nulstille også er kommet på et tidspunkt, hvor hun var klar til at springe ud i det.

– Personligt er jeg glad for, at jeg ikke på noget tidspunkt har tænkt, at lige nu er jeg så ikke advokat-Lis eller direktør-Lis længere – det har slet ikke betydet noget for mig. 

Men jeg kan sige 100 procent ærligt, at for 10 år siden ville jeg ikke kunne have gjort det her. Jeg ville have følt, at der var noget identitet, jeg manglede. Jeg ville have tænkt, hvem er jeg, hvis jeg ikke er mit job? Den havde jeg ikke ejet. Men det handler om at være vågen på det, vi mærker.

Kontroltab på en øde ø

En anden stor omvæltning, der sker i Lis’ liv, da hun vender hjem, er, at hun får muligheden og beslutter sig for at være med i Robinson Ekspeditionen. 

Et realityprogram, som hun ikke selv har set siden 1999, men som kunne udfordre mange af de vaner og mønstre, som hun gerne ville tage et opgør med – det være sig jagten på det perfekte ydre, den manglende eventyrlyst og ikke mindst bangebuksen.

– Der var en lille djævel og en indre provokatør, der tænkte: Det er da det, jeg skal. Der var også øjeblikke undervejs i castingen, hvor jeg tænkte ”stop dig selv.” ”Det tør du ikke.” ”Det skal du ikke.” 

Men jeg tænkte også, at hvis jeg ikke gør det, får jeg ikke gjort op med alle mine ting. Og så tog jeg jo afsted. Og jeg vil sige, det var en god ting for mig at gøre.

– Der er noget om det, at livet begynder udenfor din komfortzone, og der var mange ting her, som var totalt udenfor min komfortzone. Samtidig var det ting, som jeg ikke ville have mødt ved at tage på Silent Retreat. Der var et kontroltab. 

Hvem er jeg, når alle lag er skrællet væk? Jeg har ikke nogen titel, ingen refererer til mig, og jeg kan ikke sætte en agenda. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, eller hvem jeg møder, så hvem bliver jeg i den situation? Det ville jeg virkelig gerne finde ud af.

– Det var det allervigtigste for mig med denne deltagelse. Jeg var ret ligeglad med strid, dyst og konkurrencer – det var ikke det, jeg var der for. Hjemme i vante omgivelser ved jeg, at jeg er mentalt stærk. 

Mine skuldre kan bære alt, og jeg er allerbedst i stormvejr. Men jeg anede simpelthen ikke, hvem jeg ville blive i denne kontekst. Og det har nok været det, jeg tager med mig, at jeg var topstærk – uden at jeg skal lyde selvfed eller arrogant. Men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg tænkte, at nu kan jeg ikke holde det ud.

– Jeg havde et par sætninger som en form for mental træning, som var, at det er, som det er, og det skal nok gå. Og det var meget hjælpsomt for mig, i stedet for at falde ned i de negative tanker som at ”jeg ikke kan holde det ud”, eller ”jeg er sulten”.

Der var ellers meget på turen, som kunne udfordre selv den allerstærkeste ja-hat. Undervejs blev Lis blandt andet introduceret for manglen på søvn, den konstante sult, at sove udendørs i natur og lange busture. Ting, der var så langt fra hendes hidtidige liv.

– Jeg er et forfængeligt og intimt menneske, det indrømmer jeg gerne, så at stå så nøgen foran fremmede mennesker og tisse på en strand, var grænseoverskridende. 

Men der gik nogle timer, og så sad vi bare alle på rad og række og tissede. Der var smukke øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme, som fx en stjernehimmel fri for lysforurening.

Lis var dette års ældste deltager, og hun vidste allerede inden afrejsen, at netop alder ville være en hæmsko.

– Der var noget aldersshaming, hvor jeg blev valgt fra på grund af det. Når jeg var med i nogle konkurrencer, var jeg også bare dårlig og kunne ikke finde ud af det. 

Mit yngre jeg ville ikke kunne have holdt det ud, men jeg kunne ikke andet end at grine af mig selv. Det var på en eller anden måde også dejligt, fordi jeg har ikke fejlet meget i mit liv. Og det tror jeg ikke nødvendigvis er sundt.

Inden afrejse havde Lis sat sig nogle succeskriterier for sin medvirken. Hun ville ikke være den første, der blev sendt hjem.

– Den anden var at kunne sove minimum fem-seks dage i naturen, og den sidste var at få relationerne til at fungere med så mange mennesker. Og det lykkedes. 

Jeg fik så meget kærlighed, da jeg blev stemt ud. Det, der har været mest drivende for min nulstilling, er min lyst til at undersøge, hvem er jeg uden alle de vante markører. Og der må man sige, at der kunne jeg ikke finde noget bedre end at deltage i Robinson.

Et vigtigt perspektiv

I dag er Lis ikke i tvivl om, at 2026 har været og vil blive definerende for resten af hendes liv.

– Det lyder stort, men det er for mig en stor ting, fordi jeg har haft et meget ens liv. Men jeg er kommet tilbage til mig selv, hvor alt er blevet meget mere sandfærdigt.

– Den største styrke, vi har som mennesker, er at turde være sårbare og vise det. Det har jeg arbejdet med i mange år, og alligevel har jeg altid været én, der klarer mig selv, som altid har styr på tingene og ikke behøver hjælp. 

Men jeg har fundet ud af, at der er noget smukt i at give andre plads til faktisk at være der for én. Det er så grundlæggende for mig, at jeg kan holde til alt, og jeg vil gøre alt og være der for andre. 

Det er jo enormt smukt at lade andre være der for mig, når jeg kæmper med noget, som er svært. Og det øver jeg mig nok stadig lidt på.

Undervejs i sin nulstilling er Lis også i gang med at uddanne sig til coach og mentaltræner, hvor hun kan trække på sin ledererfaring og arbejdet som mentor for andre ledere gennem mange år. 

Og i forbindelse med certificeringen som coach har Lis flere kvinder og mænd i forløb, der netop har et reelt ønske om at leve et mere vågent liv.

– Nogle gange er det nemmere at blive i det, vi kender, uanset om det er et hamsterhjul, og vi mærker, at det bimler og bamler i forhold til et kald på noget andet, men trygheden kan holde os tilbage. 

Jeg har selv været der, hvor jeg tidligere i min karriere konstant gik rundt med nakkesmerter og tænkte, at spændinger var en integreret del af mit liv. 

Fra at have kørt alt snorlige og efter en plan, er mine drømme blevet mindre konkrete. Men jeg har også skullet træne ikke at have det hele linet op, og at turde være i det.

– Da jeg var yngre, var jeg meget optaget af nogle forestillinger om, hvordan jeg skulle være, hvordan det rigtige arbejdsliv var, hvordan man så rigtig ud, hvordan det var rigtigt at leve sit liv. 

Og det skønne ved at blive ældre, er, at jeg er mindre interesseret i at imponere og mere interesseret i at være ægte til stede og sandfærdig med alt det, jeg gør og har i mit liv. 

Nu tjekker jeg ind med mig selv, hvad føles rigtigt for mig, og hvad vil jeg egentlig gerne selv? At få den erfaring og det perspektiv, som alderen giver, og mærke en ligegyldighed over for noget, der kunne føles vigtigt før, giver en stor frihed, som ikke kan købes for penge.

– Det handler ikke om, at vi har valgt forkert, men om, at vi har udviklet os. Som Kierkegaard sagde; lev livet forlæns, men forstå det baglæns.

– Jeg forsøger virkelig at være nysgerrig på det, der ligger fremadrettet. Det handler ikke om min alder på papiret, men om mit eget mindset, for jeg kan ikke længere sige, at jeg er midt i livet – så gammel tror jeg ikke, jeg bliver, så jeg prøver at få så meget ud af det som muligt. 

Jeg er ikke verdensmester, men jeg har fået mere eventyr, mere mod, mere lethed og mere sandfærdighed i mit liv. Jeg kan stadig være en bangebuks, men jeg giver bangebuksen lov til at være der, så længe jeg prøver alligevel.

LÆS OGSÅ

Efter to alvorlige ulykker solgte Peter og Line alt, de ejede, og tog en stor beslutning

Da Peter mødte Line, have han egen salon, ansatte, hus og bil. Nu, seks år senere, har han ingenting - og det er både han og Line lykkelige for. Parret har nemlig været ude for to, alvorlige ulykker, som fik dem til at skifte retning i livet. Nu sparer de op til en båd, så de kan sejle jorden rundt – uden at have en slutdato.