Lis Katz Krefeld i frakke går smilende langs en lys murstensbygning i byen.

Robinson var Lis Katz Krefelds største kontroltab: ”At stå nøgen foran fremmede og tisse var grænseoverskridende”

Da den tidligere topadvokat og direktør var begyndt at tvivle på den måde, hun levede sit liv på, sagde hun ja til at være med i ”Robinson Ekspeditionen” – for hun ville vide, hvem hun var, når alle lag var skrællet væk.

I det meste af sit liv har Lis Katz Krefeld været i total kontrol. 

Hun har haft styr på alle parametre af sit liv – og ligegyldigt hvilken position, hun blev sat i, kunne hun klare sig igennem.

– Hjemme i vante omgivelser ved jeg, at jeg er mentalt stærk. Mine skuldre kan bære alt, og jeg er allerbedst i stormvejr. Men jeg anede simpelthen ikke, hvem jeg ville blive i denne kontekst.

Det var netop grundlaget for at være med i programmet. Lis Katz Krefeld ville se, hvem hun var i en kontekst, hvor hun hverken havde sin titel, noget lederansvar eller kunne sætte en agenda. Når hun måtte vænne sig til en konstant sult, søvnunderskud, lange busture og at sove frit i naturen.

– Jeg er et forfængeligt og intimt menneske, det indrømmer jeg gerne, så at stå nøgen foran fremmede mennesker og tisse på en strand, var grænseoverskridende. Men der gik nogle timer, og så sad vi bare alle på rad og række og tissede.

En mental ja-hat

Inden afrejse havde Lis forberedt sig på, at det kunne blive en hård omgang, når først hun ankom til Ekspeditionen. Derfor havde hun øvet sig på nogle helt særlige sætninger.

– Det var en form for mental træning, som var: ’Det er, som det er’, og ’det skal nok gå’. Og det var meget hjælpsomt for mig, i stedet for at falde ned i de negative tanker, som at ’jeg kan ikke holde det ud’ eller ’jeg er sulten’.

Netop de sætninger fik Lis igennem udfordringer, der fik hende derud, hvor hun aldrig havde været før. Og det var netop det, hun var kommet for.

– Det var ting, som jeg ikke ville have mødt ved at tage på Silent Retreat. Der var et kontroltab. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, eller hvem jeg møder, så hvem bliver jeg i den situation?

Du kan læse det fulde interview med Lis Katz Krefeld i ALT for damerne uge 41, hvor hun bl.a. fortæller om, hvad hvilke forventninger hun har med fra sin opvækst, og hvordan hun besluttede sig for at ændre kurs.