Lissie om sin søster, Sus: ”Vi kan ikke skilles ad”

Som barn var jeg den af os, der havde krudt i røven. Sus nød, når vi bare sad og legede med heste i stuen. 

Men det gad jeg kun, til de var stillet op. Som børn var vi næsten altid ude. Vi boede sammen med vores mor, storebror og storesøster i et højhus med masser af grønne arealer omkring. Egentlig havde min mor fem børn, men hun blev tvunget til at bortadoptere sit andet barn ved fødslen. 

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

Ham fandt vi for 20 år siden gennem programmet Sporløs.

Som børn legede Sus og jeg dåseskjul og spillede rundbold. Var det dårligt vejr, byttede vi glansbilleder eller hønseringe. Vi var altid på Galopbanen og se på heste om søndagen. Vi var vilde med det! Og der fik vi altid en af de der perlekæder med bolsjer på af min mor. Vi fik den om halsen, og så gik vi og gnavede af den.

Jeg passede på Sus, for hun er godt fire år yngre end mig. Når min mor skulle til bal om fredagen, passede jeg hende ofte. Nogle gange passede vores fem år ældre bror os, men vores storesøster var flyttet hjemmefra. 

Min mor havde to dejlige veninder, der også boede i højhuset, og de tre piger tog af sted. Kunne hun ikke nå at lave aftensmad, skulle vi bare varme en dåse bøf i sovs og koge lidt kartofler til. Alt det havde hun gjort parat.

Som barn havde jeg ofte Sus på slæb. Der var ikke råd til, at jeg kunne gå til ridning, så jeg mugede ud blandt hestene for at få gratis ridetimer. Og på den måde kom Sus også med på rideskolen. Det samme gjaldt, når jeg skulle ned og lege. 

Når vi spillede rundbold, sagde jeg til hende: ”Du skal passe på, for jeg kan slå rigtigt hårdt med det her bat. Enten er du mit på hold, eller også går du ned bagved.”

Sus og jeg har ikke samme far, men det tænker vi aldrig over. Vi er søskende og født af den samme mor. Da min mor blev gravid med mig, sagde manden, hun havde mødt til et bal: ”Det går ikke, for jeg er gift og har seks piger.” Min mor søgte dengang i 1960 om at få en abort, men fik afslag. Og så kom jeg. 

Det samme skete med Sus. Hendes far sagde: ”Nej, desværre, min kone venter tvillinger.” Det var hårdt for min mor at stå alene med, og hun måtte knokle hele vores opvækst. 

Mændene havde taget vielsesringen af, før de gik til bal.

Sus og jeg ses dagligt. Vi tager ud og handler og rejser på ferier og udflugter. Vi ser serier og laver mad. Tidligere boede jeg, Sus og vores storebror, Erik, og hans kone i samme opgang. Men nu bor jeg 500 meter væk fra de andre.

Det er 'Alle vi børn i Bulderby', bare i en ældre udgave. Sus og jeg kommunikerer også via Messenger og taler sindssygt tit i telefon. Sådan har det altid været, også når der har været mænd i vores liv. Når vi er ude at rejse, sender vi altid billeder. Det er dog ikke alt, jeg taler med hende om – hvis det er politik og bøger, taler jeg mere med min bror.

En vigtig del af vores forhold er, at vi hjælper hinanden. Nu når jeg skal rygopereres, er hun enormt hjælpsom. Jeg hjælper hende til gengæld med alt, der har med elektronik at gøre, når hun for eksempel har fået ny mobil. 

LÆS OGSÅ

Lena og Olle er en del af en stigende tendens: ”Den generation har mere sex og er mere lykkelige”

Ældre går op ad kirkegulvet som aldrig før. Det handler både om at sikre sin partner økonomisk – og om at finde kærligheden på ny. – Jeg er nyforelsket, siger Lena Linder, som fik sin Olle sidste sommer, 44 år efter deres første møde.

Vi har talt om at lave et bofællesskab for seniorer: mig, Sus og min storebror Erik og hans kone. Vi bor jo i forvejen tæt på hinanden og går i hak med mange ting – både hvornår vi vil have mad, og hvor rent køkkenet skal være.

Jeg er den mest udadvendte og er altid rap i replikken. Min søster er meget mere genert. Hvis vi skal tage en beslutning, er det altid mig, men jeg er begyndt at sige: ”Nu er det din tur til at finde ud af, hvor vi skal tage hen. Du skal også på banen.” Vi har været i Norge, Sverige, Tyskland, Nice, Rom, Spanien, Prag og Polen.

Sus og jeg går meget op i dyr. Vi har begge haft hunde og katte. Vi går også tit i skoven og er interesserede i, hvad der vokser frem. Vi cykler sammen rundt i Dyrehaven; også for at se alle kronhjortene. Og vi går meget op i, når trækfuglene kommer, især tranerne.

Min bror og jeg er de mest talende, mens resten af flokken er roligere. Det er nok, fordi vi er de midterste og har brugt albuer til at komme frem. Når han taler for meget, kan jeg sige: ”Nu tager jeg lige mikrofonen fra dig! Der skal også være plads til os andre.” Det er dejligt, at vi har den form for humor og godt tør sige, hvordan vi har det.

Jeg kender desværre til søskende, der har fravalgt hinanden. Jeg fatter ikke, at man kan komme så langt ud. Hvorfor tager de ikke bare tyren ved hornene og siger: ”Jeg kan ikke lide, at du har behandlet mig sådan. Gider du sige undskyld?” 

Jeg er vild med min familie, inklusive alle mine søskende, selv om det kun er tre af os, der bor ved siden af hinanden. Vi er så tætte, og hvis jeg skal et eller andet, står de til rådighed med det samme. Det der sammenhold er ikke noget, jeg vil undvære overhovedet.

Marianne om sin bror, Morten: ”Vi har altid haft samme humor”

Det bedste ved min bror er, at vi har samme humoristiske sans. Og kan grine sindssygt meget. For eksempel da vi sidste år var i Basel til det flotte karneval, hvor de strøede konfetti. Ingen kunne som min bror og jeg stå og grine, når turisterne fik det der konfetti ned ad nakken. 

Jeg ved desuden, at han er der for mig. Min mor sagde, lige før hun døde, at jeg ikke måtte være ked af det, for ”din bror vil altid hjælpe dig. I vil altid have hinanden.”

Vi er vokset op i en treværelses lejlighed. Vi løb altid ude på legepladsen, og min mor gik hjemme og hjalp min far nogle timer om dagen, for han havde pølsevognen på Nærumvænge Torv. Vi havde sommerhus, hvor vi var i weekender og ferier, og min far kørte ind til pølsevognen derfra.

LÆS OGSÅ

Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Caroline Dan har været høj siden barndommen, og selvom hun altid har hvilet i sin højde, har det ofte vakt kommentarer fra omgivelserne – især fra voksne.

Nogle gange gad min bror godt lege med dukker. Hvis jeg lovede ikke at sige det til hans kammerater. Han kunne også drille mig ved at sætte sig oven på mig og lege skrivemaskine. Han skrev navne på maven af mig, så det kildede. 

Vi boede i samme værelse, hvor vi sov i en køjeseng. Han havde overkøjen. Der, hvor vi boede, skulle man ned til en vicevært og hente nøglen til vaskekælderen. Viceværten var altid sur, og så legede vi, at Morten var viceværten. 

Han fik alle mine bamser op i overkøjen, og så skulle jeg komme og hente vaskenøglen. Og så passede den ikke, det var legen, og så kylede han bamserne ned i hovedet på mig, som symboliserede alle de nøgler, der ikke virkede. 

Vi morede os kosteligt over det.

Min bror passede mig, da min mor og far en overgang kørte med pakker. Det var mellem klokken fire og seks om morgenen. Jeg var ked af, at de var nødt til at tage af sted, og vågnede altid, når de gik. 

Jeg græd, og så trøstede Morten mig og sagde: ”De kommer hjem igen.” Det var også ham, der satte gaver på pakkekalenderen i december, når de var gået. Han var syv, og jeg var fire år.

Vi kom altid op at diskutere, når jeg lugtede af hest efter rideskolen. Det gad han ikke at lugte til. Så flyttede vi i hus, hvor Morten og jeg boede i kælderen og havde hvert vores værelse. Dernede sås vi tit og hørte også Bruce Springsteen sammen. 

Vi har også været død irriterede på hinanden i teenageårene. Jeg var irriteret over, at han var fornuftig og kunne sige, at hvis jeg ikke holdt op med at ryge, så ville han sladre til min mor. 

Så vi har haft gnidninger. 

Vi har også levet meget forskellige liv, jeg har for eksempel ikke fået børn. Men vi har kunnet finde hinanden alligevel. Som barn var han langt mere fornuftig og lavede mange lektier. Jeg havde det svært i skolen, fordi jeg var stærkt ordblind. 

Som 14-15-årig rendte jeg til fester og kom sent hjem, det har han aldrig gjort. Men alligevel kunne vi sagtens more os sammen. Da jeg som 17-årig ville til England som udvekslingsstudent, hjalp han ved at låne mine forældre penge. 

Så han har passet på mig.

LÆS OGSÅ

Min voksne datter sløser med sit liv

En læser har en datter på 25 år, som ikke tager ansvar for sin økonomi og uddannelse. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Min bror og jeg var med til at lukke vores fars pølsevogn. Han fik allerede som 54-årig en blodprop. Da var vi 22 og 25 år. Morten var inde over regnskabet, og jeg hjalp min mor med at passe min hjerneskadede far og kom tit i weekenden. 

Min bror kom også, men han havde lige der travlt med tre børn og fuldtidsjob. Senere, da min mor blev ældre, kom han mest.

I 30’erne levede vi hvert vores liv, indtil han blev skilt for 20 år siden. Så blev vores forhold tæt igen, for der hjalp jeg ham. Rollerne blev vendt, og han sagde, at nu havde han fået en storesøster. 

Jeg stod også for at holde jul, når han havde børnene, og har også haft hans børn boende, mens de studerede.

For fem år siden måtte vi samarbejde omkring vores mor. Hun begyndte at blive dement, og min bror og jeg hjalp hinanden. Da hun døde, satte vi en advokat på bodelingen, for er der noget, man kan komme op at skændes om, er det penge.

Uanset om det er 20 millioner eller 20.000 kroner. Min mor havde heldigvis planlagt hele begravelsen, så vi vidste, præcis hvad der skulle foregå. Det var så nemt.

Vi mødes tit på kirkegården og snakker om vores mor. Og jeg er med til hans børnebørns fødselsdage. Jeg ser ham en til to gange om måneden og taler i telefon med ham i hvert fald en til to gange om ugen. 

Jeg var også ude at rejse med ham og hans kæreste sidste år, og vi holder jul og påske sammen. Vi er tætte uden at sidde lårene af hinanden.

Min bror er det tætteste, jeg har tilbage af min familie. Hvis jeg savner min mor, kan jeg godt græde, og så siger Morten, at det kan han godt forstå, for det gør han også. 

Nogle gange græder han også. Vi har været børn sammen og har de samme forældre.

Vi er hinandens livsvidner og dem, der har kendt hinanden længst.

Søskende-forskeren: ”Det er ikke nok at invitere til den årlige julefrokost”

Du får søskende foræret ved fødslen eller tidligt i livet. Selv om dine søskende forsvinder eller går bort, er de stadig dine søskende, men relationen får du ikke foræret – den skal du arbejde på, siger Ida Wentzel Winther, der har forsket i søskende siden 2015.

Søskenderelationer forandrer sig hele livet, og man kan i høj grad selv udvikle forholdet. Selv om man er vokset op som ”den lille”, behøver man ikke at blive i rollen hele livet.

LÆS OGSÅ

Sannes mor drak hele hendes barndom – en dag tog hun en vigtig beslutning

I dag ved jeg, at et barn skal ikke bekymre sig om sine forældre, et barn skal have lov til at være barn. Det fik jeg aldrig lov til af min mor, så vil hun have et bedre liv, må hun selv sørge for at få det, for jeg er videre. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

– Man kan heller ikke bare sige: ”Jeg er sådan en ”nummer to”, der altid har været i klemme.” Det kan man faktisk godt arbejde med, hvis man vil. Søskendeskaber er ikke mejslet i sten, siger Ida Wentzel Winther.

Forældre forener

Typisk er man tæt med sine søskende som børn, og så er der måske nogle år som voksen, hvor man er mere optaget af sin egen familie og gode venner. Men pludselig kan man blive vigtige for hinanden igen i det sene liv. Blandt andet, når man skal tage sig af sine gamle forældre.

– I søskende har man for det første livsvidner. Nogen, man kan spørge: ”Kan du huske dengang, da …?” Eller ”kan du huske, da mor sagde …?”

Men der er mange faktorer, der afgør, hvor tæt man er. Hvis man bor i nærheden, er det lettere at hjælpe hinanden praktisk eller køre forbi til søndagskaffen. Det er svært, hvis man er fordelt ud over landet, eller ens søskende bor i udlandet. Der kan også være livsfaser, hvor man har meget brug for hjælp. Under skilsmisser og sygdom eller ved krævende flytninger.

– Der tror jeg, mange søskende stiller op for hinanden, men der også nogle, der ikke har tradition for det, fordi de måske har fået betydningsfulde venner i stedet.

Nogle søskende fravælger hinanden. Måske fordi de er for forskellige. Eller klassikeren: Bliver uvenner over penge og arv.

Familiens uenigheder

– En anden klassiker er partnervalg: At den, man gifter sig med, ikke svinger med ens søskende. Eller at man politisk meget langt fra hinanden, siger Ida Wentzel Winther.

LÆS OGSÅ

Da Ditte Hansens børn flyttede hjemmefra, blev hun ramt af en helt bestemt følelse

Da skuespiller og forfatter Ditte Hansen fik børn, føltes det som en eksplosion af kærlighed. Det var derfor også en omvæltning for hende, da de to sønner flyttede hjemmefra, fortæller hun til Hendes Verden.

– USA ser vi det tydeligt, og vi har også set det i Danmark under corona, hvor det kunne være svært at være i familie, fordi mange var uenige om det, der foregik.

Men vi har samtidig en forestilling om, at familie er stort og vigtigt. Venner kan du få igen, men ikke familie. I en lang fase af det voksne liv kan søskende sagtens glide fra hinanden, men i sene faser søger mange tilbage.

– Nogle gange er der gået for lang tid, andre gange kan det lykkes – men der skal arbejde til, og det er ikke nok at invitere til den årlige julefrokost, understreger Ida Wentzel Wimther.

Minder fra gyngerne

Men hvis man prioriterer sine søskende, kan gevinsten være stor.

– Søskende er nogen, man har kendt hele sit liv. Det er jo fantastisk at have nogen, der kendte en, dengang man sad i gyngerne sammen eller skændtes i bilen på vej til Tyskland, siger hun.

– Man deler historier, opvækst og forældre. Og bare det er jo en kæmpe resurse, siger hun.