Nola Gaardmand sidder foran beige baggrund og ser ind i kameraet.

Nola Gaardmand tog svær beslutning i sin barndom – men senere mærkede hun konsekvensen

Som lille var Nola Gaardmand et ”antennebarn,” der altid var opmærksom på stemningen i barndomshjemmet, som var præget af morens misbrug. Men en dag tog hun en beslutning, som blev altafgørende.

alt.dk logo

Da Nola Gaardmand var otte år gammel, flyttede hun sammen med sin familie over Atlanten fra USA til Danmark.

Men efter bare et år hjemme i farens fædreland blev forældrene skilt, og det blev begyndelsen på en svær tid i hjemmet.

– Skilsmissen blev katalysator for, at min mor fik det rigtig skidt. Da jeg var omkring de 12 år, havde jeg det egentlig ret godt i skolen. Til gengæld foregik der alt det derhjemme, som jeg virkelig ikke talte med nogen om, husker Nola Gaardmand tilbage i podcasten ”Mit Yngre Jeg.”

Hun oplevede den tid i sit liv som fuld af kontraster mellem hendes forskellige verdener.

– Der var en overgang fra jeg gik ud ad døren til jeg kom over i skolen, og så en anden overgang, når jeg skulle hjem igen, hvor jeg skulle indstille mit hoved på, okay, hvad er det, jeg skal hjem til?

Antennebarn

Når hun åbnede døren til hjemmet efter skole, gik der ikke mange sekunder, før Nola Gaardmand havde aflæst stemningen og morens sindstilstand.

– Jeg tror, det der skete for mig, og som helt sikkert sker for rigtig mange, der vokser op med misbrug, det er, at man bliver et antennebarn. I dag tænker jeg over, hvad det egentlig var – var det en lugt? Jeg har lyst til at sige, at det var elektricitet i luften. Det er jo det, der er så sørgeligt på en eller anden måde, når man har en forælder, der ikke har det godt, om det så er alkohol eller hvad det nu kan være. På den ene side er man rigtig langt fra hinanden, fordi hun er væk på sin egen måde. Men på den anden side er man så utroligt tæt forbundet med hinanden, fordi jeg var helt vildt meget inde i hende.

– Jeg tænkte virkelig meget over, hvordan hun har det. Jeg kan ikke beskrive det andet end, at jeg kunne vitterligt mærke det, fra jeg åbnede døren. Så vidste jeg, hvordan hun havde det. Og dermed lærer man at indstille sig på, hvad er det for en rolle, jeg skal spille i dag, for at det hele kan gå.

Selvom hendes evne til at mærke sin mors sindstilstand på et mikrosekund var brugbar til at håndtere hverdagen, så tærede det også på den unge Nola konstant at skulle tage stilling til alt det svære i hjemmet.

– Jeg havde sådan en følelse af, at jeg ikke var bygget til det her liv på en eller anden måde. At det var ligesom mig, der var for følsom eller for sårbar. At jeg ikke var stærk nok, husker Nola Gaardmand tilbage.

En beslutning på badeværelset

Når det hele blev for svært, husker Nola Gaardmand, at barndomshjemmets badeværelse blev en slags frirum for hende.

– Det var sådan et super sørgeligt badeværelse, fordi der var ikke nogen vinduer og sådan noget. Det var virkelig en meget sørgelig lille badeværelsescelle. Men det blev på mange måder mit helle, fordi jeg kunne gå derind og lukke og låse døren og få fred.

En dag, hvor Nola Gaardmand som så mange gange før havde fundet fred på badeværelset, tog hun en beslutning, der blev altafgørende.

– Jeg ved ikke, hvorfor det lige var den dag, men jeg kan i hvert fald huske, at jeg gik ind på badeværelset og kiggede mig selv i spejlet og nærmest skældte mig selv ud og var sådan ”Nu stopper du med at være så hammerende følsom. Du skal simpelthen mande dig op nu. Jeg kan tyde, at jeg traf en beslutning om, at jeg skulle stoppe med at mærke alting hele tiden, for det gik ikke. Jeg tror, det sker for mange på en lidt underbevidst måde, men for mig var det en meget aktiv beslutning. Og det var utroligt effektivt, husker hun.

– Jeg kan huske, at da jeg gik ud fra badeværelset havde jeg på en måde rewired min hjerne til ikke at mærke alting hele tiden. Det var som at tage et skjold på, der gjorde mig mindre sårbar og ked af det hele tiden.

Svært at fjerne skjoldet

Ikke længe efter den dag på badeværelset, flyttede Nola Gaardmand hjem til sin far. Men selvom hun nu ikke lige så ofte var vidne til sin mors udfordringer, bar hun stadig rundt på sit skjold.

– Som voksen har jeg tænkt meget over, at jeg gerne ville kunne sige til mig selv, at det ikke var mig, den var gal med. At det er en fuldstændig naturlig reaktion på nogle unaturlige omstændigheder at have lyst til at flygte i stedet for at føle og være ked af det og i krise. Det har taget mig mange, mange år som voksen at tage det der skjold af og lære mig selv at jeg ikke dør af at være ked af det, og jeg dør ikke af at være bange eller sårbar.

Et liv i kontrol

Som en ung voksen i tyverne mærkede Nola Gaardmand fortsat konsekvenserne af sin barndom.

– Jeg blev ekstremt kontrolleret omkring, hvad jeg gjorde. Altså netop det der med at klare mig godt og se godt ud og have styr på tingene. Jeg gik ekstremt meget i ydre anerkendelse på alle parametre. Men den her overlevelsesstrategi med bare at knokle, knokle, knokle, begyndte at krakelere. For det, der lå bagved, var, at jeg grundlæggende ikke følte mig god nok eller elskværdig i mig selv.

Det har taget Nola Gaardmand mange år og krævet meget arbejde for hende at føle sig værd at elske blot for den, hun er. Og for hende krævede det at se tilbage på den 12-årige version af sig selv.

– Til at begynde med, når jeg forestillede mig 12-årige Nola, så var det med den største foragt. Der var ingen kærlighed overhovedet. Jeg fik det dårligt fysisk af at se hende for mig, og jeg var lige ved at kaste op. Og det var en virkelig stor åbenbaring for mig, fordi jeg tænkte ”Hold da op, sådan skal man ikke have det.”

Mange tårer i fosterstilling

Et vendepunkt i hendes relation til sit yngre jeg kom, da Nola Gaardmand som 27-årig rejste til San Fransisco på udveksling.

– Jeg kendte ikke nogen i byen. Jeg læste om dagen men havde ellers ikke noget at lave. Og der gik jeg så i noget gruppeterapi for voksne børn af alkoholikere, hvor vi fik nogle øvelser. Og så gik jeg hjem og lagde mig i fosterstilling i min seng og gik tilbage i tankerne. Okay, det kan godt være frygteligt at kigge på hende. Men nu gør jeg det lige. Kigger på hende. Jeg har været i et visualiseringsrum med hende og holdt hende i hånden og spurgt, hvordan hun har det. Alt sammen inde i mit hoved.

– Det er noget af det mest voldsomme, jeg har oplevet mit liv. De der tre eller fire uger, det stod på, hvor jeg gjorde det hver dag. Jeg græd og græd og græd og græd og græd. Flere timer hver dag.

Selvom det var intenst, gjorde det underværker for Nola Gaardmand og hendes syn på sig selv.

– Det hjalp helt sindssygt meget. Altså virkelig. Når jeg ser tilbage på det, så kan jeg tænkte på det som en slags begravelse eller en sørgeperiode. Det med at få lov til at sørge over det, der skete. I stedet for bare at lægge låg på og sige, at nu skal du holde op med at mærke noget. Det er jo en meget ukærlig måde at tale til sig selv.

I dag tjekker hun stadig jævnligt ind hos 12-årige Nola og bliver mindet om noget meget vigtigt:

– Det giver mig en tryghed at vide, at jeg ikke behøver vente på, at der er andre omkring mig, der passer på mig. Der er ikke nogen omkring mig, der behøver at være på en bestemt måde eller holde op med at drikke. Jeg er en tryg base for mig selv og er i stand til at passe på mig selv på en omsorgsfuld måde.

Vært på 'Mit Yngre Jeg,' Anne Albrechtsen og Nola Gaardmand.
Vært på "Mit Yngre Jeg," Anne Albrechtsen og Nola Gaardmand.

Mit Yngre Jeg

Mit Yngre Jeg inviterer den unge journalist og vært Anne Albrechtsen ældre kendte stemmer ind til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem hudløst ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Og ikke mindst, hvad de gerne vil give videre til andre den dag i dag. Undervejs opstår refleksioner, som voksne og unge i dag kan spejle sig i.

Podcasten skaber et rum, hvor vi taler åbent om usikkerheder, relationer og forandringer. Et rum, hvor det bliver tydeligt, hvor meget gavn forskellige generationer kan få at snakke med hinanden - fordi vi alle kan bruge et godt råd indimellem.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.