Min mand døde for få måneder siden. Han var 67 år, og vi havde glædet os til, at han skulle gå på pension. Vi havde sparet op til rejser, lagt planer og drømt.
Men sådan skulle det ikke gå. Jens gik bort, brat og uventet på grund af akut hjerteanfald, mens han var på arbejde. Han var død, før ambulancen kom.
Dagene, der fulgte, blev et mareridt. Vores børn tog sig af det, der skulle ordnes i forbindelse med begravelsen. Men så, forsigtigt, umærkeligt og gradvist, begyndte mine to døtre at antyde, at der skulle ordnes papirer, der fortalte, hvad hvem skulle arve hvornår.
I starten var mine børn fulde af bekymring. Men da det hele var overstået, stod jeg alene tilbage i det store hus med alle de smukke, gamle ting, der havde været i Jens' familie i generationer. Vi havde passet godt på det hele, og vi havde blandet antikviteter med møbler og genstande af nyere dato.
Jeg fik stadige spørgsmål om arven.
– Hvilke papirer? Testamente? Men I er jo vores livsarvinger, og I kan vel dele i fred og fordragelighed, sagde jeg undrende. Men de gav sig ikke. Og før jeg vidste af det, havde Gry fået en lampe af smedejern og Vera et skrivebord.
Jeg fortrød med det samme. Jeg brød mig ikke om den åbne plads, skrivebordet efterlod. Den mørke krog, hvor lampen havde lyst op, brød jeg mig heller ikke om.
Tiden gik, og det endte med, at de begge to fik flere ting. Eller fik og fik, det var snarere sådan, at de nærmest forlangte at få det, de pegede på. Ganske vist drejede det sig kun om småting, en kande, nogle gamle syltekrukker, en gyngestol... Jeg begyndte at føle mig presset til at give ting fra mig, men kunne alligevel ikke få mig selv til at sige nej.
Jeg antydede over for min søn Svend og svigerdatteren Kari, hvad der foregik. De bad mig nægte at give flere ting væk.
– Du har ret til at sidde i uskiftet bo, svigermor. Ingen af dine børn kan kræve noget som helst af dig, sagde Kari igen og igen.
En dag stødte jeg overraskende på mine to døtre. Jeg kom fra kaffebesøg hos naboen og så deres biler.
De hørte mig ikke, da jeg lukkede mig ind i køkkenet. Jeg, derimod, havde ingen problemer med at høre deres skarpe stemmer. Hvad var det, der skete? Skændtes de?
Bad ikke om undskyldning
– Kisten skal jeg have, sagde Gry.
– Jaså! Nej, jeg sørger for, at kisten bliver min. Desuden er det på tide, at nogen får mor til at ordne det her. Hvor længe har hun tænkt sig at beholde alt i det her enorme hus? Vi må tale med Svend og …
Da Vera opdagede mig i døren, blev hun tavs.
– Jeg er fuldstændig chokeret, var alt jeg kunne sige, før jeg sank ned i en stol. Ventede de bare på, at jeg skulle blive gammel og dement?
Ingen af dem bad om en undskyldning. De sagde bare, at jeg måtte komme til fornuft, de ville jo bare mit "bedste".
– Det er farligt for en gammel dame at bo alene med så mange kostbare genstande omkring sig, sagde Vera.
Jeg sad stadig i stolen, da Svend og Kari kiggede forbi. Forskrækket spurgte de, hvad der plagede mig. Da jeg endelig formåede at fortælle den triste historie, sukkede Svend opgivende.
Derefter fortalte han, at Vera havde solgt skrivebordet for et femcifret beløb, men det havde ingen, indtil nu, haft hjertet til at fortælle mig.
Allerede ugen efter var mine døtre på pletten igen. Men nu var grænsen definitivt nået for mit vedkommende.
Heldigvis havde såret givet plads til sund vrede. Jeg lod som ingenting.
Jeg bad dem komme ind, serverede kaffe og fandt lidt kage frem. De snakkede og snakkede, som om intet var sket, men jeg kendte mine døtre godt og vidste, at småsnakken var en indledning.
Og ganske rigtigt, efter kaffen begyndte de at vandre rundt i stuen, studere billederne på væggene, trække skuffer og skabe ud, mens de talte om alt og intet. Pludselig stod Gry midt på gulvet med en krystalkaraffel i hænderne.
Karaflen og de tilhørende glas var bryllupsgaven fra mine svigerforældre.
– Denne har du da ikke brug for længere, sagde hun og så på mig.
– Ingen fjerner én eneste ting fra mit hjem. I må hellere væbne jer med tålmodighed og vente, til jeg dør, sagde jeg brysk.
– Men, mor. Hvad er det dog, du siger? fortsatte hun.
– Desuden er det meste i huset jo egentlig fra fars familie, og du …
Jeg orkede ikke høre mere. Pegede bare på døren og bad dem komme ud af mit hjem. Da de gik, begyndte jeg at græde. Men snart tørrede jeg tårerne væk, og efter en telefonsamtale med Kari havde jeg det bedre.
Nu, knap 14 dage efter optrinnet, sidder jeg og venter på dem, alle mine tre børn. Jeg har brygget kaffe, bagt kage og rundstykker. Eftermiddagen skal bruges på at lave et specificeret testamente.
Vi skal sammen gennemgå hver enkelt værdigenstand og finde ud af, hvem der skal have hvad. Dette burde være unødvendigt, men jeg forstår nu, at der kan opstå skænderi og livsvarigt uvenskab, hvis ikke dette gøres meget nøje.
Jeg håber aftenen vil ende i fred og fordragelighed.
Alle får lov til at vælge, hvad de gerne vil have, om de bliver enige, er op til dem. Men én ting er sikkert, intet skal ud af huset, før jeg er væk.
Jeg er fuld af livslyst og livsglæde. Så længe jeg har helbred og gåpåmod, vil jeg bo i mit eget hjem, omgivet af de ting, jeg er glad for og vant til at have omkring mig.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
