I bus 18 på vej hjem fra redaktionen fik jeg fornøjelsen af at sidde ved siden af en ældre herre, der netop var kommet ud fra en bodega på Nørrebro, hvor han havde drukket et par øller med de gamle drenge.
Vi talte om, hvor lidt han betalte i husleje for sin store lejlighed på Frederiksberg, vi talte om, at han havde mistet en datter til cancer, og at livet går videre, og at det er vigtigt, at man går med det – og lidt inden vi ramte stoppet ved Frederiksberg Rådhus, stillede han spørgsmålet: ”Hvordan føles det at bo med en kæreste og være så gammel, uden at have børn”.
Jeg fyldte 30 i december.
Jeg er lige startet som praktikant her hos ALT for damerne, og selvom de er noget mere diskrete omkring det, så har jeg altså set de overraskede øjenbryn, hver gang samtalen falder på, hvor gammel jeg er.
Jeg tror ikke, at der er nogen af dem, der tildeler det en ond tanke. Det går bare ikke hånd i hånd – 30 år og praktikant. Derudover er jeg rigtig nok barnløs, bor i en halvandenværelses lejlighed i Valby, og min opsparing er de sko, der står på hylden.
Til gengæld er jeg højtuddannet, jeg har en kæreste, der elsker mig, og så har jeg altså også otte års ekstra erfaring på arbejdsmarkedet, på klubben, i livet, end mange af de andre, jeg skal slås om arbejdspladserne med. Tæller det slet ikke for noget?
Forleden holdt min kæreste og jeg et ”2026-møde” for at tale om, hvad vi har af mål og drømme for året – meget 30-årigt af os.
Da samtalen faldt på børn, tog jeg mig selv i, at alle mine argumenter for hast i den afdeling handlede om alt andet end mig selv. ”Man har højere risiko for brystkræft, hvis ikke man har født, før man fylder 30”, og ”hvis nu vi timer det lige efter praktik, kan jeg nå at føde, inden jeg er færdig med min kandidat, så jeg ikke er farlig at ansætte”.
Jeg er ikke engang sikker på, hvornår mine veninder og jeg gik fra at være bange for at blive gravide til at blive bange for, om vi KAN blive gravide.
Nogle gange føles det ikke som om, at den 30-årige krop tilhører mig selv, men som om jeg, sekundet jeg fyldte rundt, mistede muligheden for at tage beslutninger uden hele tiden at skulle høre andres mening om det. Det overraskede øjenbryn, de bekymrede bedsteforældre, den ældre herre i bussen, der kiggede på mig, som om de bedste år længe var forbi mig.
Jeg svarede i øvrigt min sidemakker i bus 18, at det føltes ret normalt, og at tiden jo har ændret sig, og at det ikke er mit indtryk, at det er så unormalt at bo med en mand og være uden barn i min alder.
Men jeg ved ikke engang, om jeg selv tror på det, eller om jeg også forsøger at overbevise mig selv.
Om Emilie Foli, 30 år
- Ugens klummeskribent er journalist hos ALT for damerne og Alt.dk.
- Holder af et godt regnvejr og en anledning til at strikke eller gå på jagt i byens genbrugsbutikker.
- Bor i Valby i en lejlighed med sin kæreste Jens og katten Else.
