Mette Wendelboe Okkels har fem børn – og er ikke i tvivl om, hvorfor det er helt rigtigt for dem

12-årige Mette blev forelsket lige med det samme, da Natasja Crone i 2001 trådte ind på scenen som den ene af værterne til årets internationale Melodi Grand Prix i Parken. 

Det var kjolen, det handlede om. Natasjas kjole. En gulvlang sartrosa drøm af en prinsessekjole, designet af Isabell Kristensen, syet i silke og prydet med 5000 similisten, som var syet på i hånden.

– Kort efter var der et dokumentarprogram i fjernsynet med Isabell Kristensen, hvor man blandt andet så, hvordan kjolen var lavet. Jeg optog udsendelsen på VHS og så den igen og igen. 

Købte stof i samme lyserøde farve, syede kjolen og satte en masse pailletter på, mens kjolen hang på en gammel gine, jeg havde fået. Den blev ikke helt lige så flot som Natasjas kjole, men jeg havde den på, da jeg skulle være konferencier til et skuespil, vi lavede henne i skolen. 

Jeg gik i 6. klasse, og jeg syntes, at det var helt forfærdeligt at stå der på scenen med alt det fokus, men det var vildt fedt at have syet sin egen kjole.

Mette Wendelboe Okkels griner lidt, da hun i dag, 25 år senere, fortæller om den lyserøde drømmekjole. Meget er sket siden da, men kjolen repræsenterer på fineste vis den store kreativitet, der er altid har været kendetegnende for hende, og som i dag har ført hende til den absolutte top indenfor design af strik. 

Hendes farmor og mormor lærte hende at strikke, da hun var lille, men hun syede og hæklede også og havde i det hele taget altid gang i noget håndarbejde, gerne sammen med sine veninder. Det gav hende en ro og et flow at skabe noget.

Samtidig legede hun helt fra barnsben med idéen om at lave en butik ud af det og tænkte meget over, hvordan hun kunne pakke sine frembringelser ind og hvilket label, der skulle på. I dag står Mette bag strikkebrandet PetiteKnit, som i skrivende stund har 1,5 millioner følgere på Instagram. Sophie Scarf, Kumulus Bluse og Selmas Sovedragt til babyer er nogle af de ekstremt populære opskrifter, som rigtig mange har kastet sig over, og den 23. maj 2026 kunne PetiteKnit fejre 10-års jubilæum med blandt andet en opdateret version af den først publicerede voksenopskrift, Ingen Dikkedarer Sweater. 

Mette har i anledning af jubilæet inviteret indenfor på sit lille, lyse kontor i Risskov lidt nord for Aarhus centrum. Her er fine strikkeprøver på væggen, og i hænderne har hun – selvfølgelig – et strikketøj. En grå polo under udvikling, fortæller hun, mens hun liiige skal gøre en pind færdig. 

Hun holder dog gang i strikketøjet under hele interviewet, og det er nok ret typisk for hende, at hun nærmest ikke tænker over, at pindene arbejder. Hun kan sagtens holde tråden samtidig i både samtalen og strikketøjet.

Sæt nogle ord på den rejse, du har været på med PetiteKnit?

– Ja, hvad er det for en rejse …?

Hun tænker lidt.

– Det begyndte med et projekt, som jeg egentlig helt fra starten tænkte, at jeg gerne ville gøre til en forretning. Jeg har altid været meget interesseret i det kreative, men jeg har også været meget interesseret i købmandskab, så det har været en rejse, hvor jeg både har brugt al min tid på at dygtiggøre mig inden for strik ved at lære nye teknikker og metoder, og så samtidig en rejse inden for det at drive virksomhed.

Og hvordan har det været?

– Meget lærerigt. Jeg er vokset op i en familie med to selvstændige forældre, så jeg har fået den indstilling med hjemmefra, at man må arbejde hårdt og være vedholdende. Og hvis man vil helt i mål, må man virkelig kæmpe. 

Jeg har ikke gået på hverken købmandsskole eller businessskole.

Så det har været learning by doing?

– Ja. Hvordan opretter man et cvr-nummer, hvordan laver man et momsregnskab, og hvad gør man, når der er ændringer i EU-reglerne eller regnskabsreglerne? Alle de her ting. Der er hele tiden sket noget, hvor jeg har tænkt, okay …! Og hver gang det har været rigtig svært, har jeg så også tænkt: Her ville mange nok falde fra, men jeg bliver nødt til at kæmpe videre og finde ud af det. 

Min far var bager i 47 år, og min mor drev i mange år købmandsbutikken og brødsalget ved siden af, så jeg havde en idé om, hvad det var, jeg gik ind til, da jeg blev selvstændig. Det handler om at knokle på og gøre tingene ordentligt. Hver dag.

Fra medicin til det kreative

I dag har Mette ti ansatte i PetiteKnit, men det er stadig hende, der får alle idéerne til de forskellige designs. Det er også hende, der strikker prøvelapperne, strikker modellerne op, trævler op igen, regner, regner om og strikker videre. Og det er hende, der skriver alle opskrifterne og graduerer dem til mange forskellige størrelser. 

En af de ting, hun er blevet kendt og anerkendt for, er netop de meget grundige og gennemarbejdede opskrifter, og her trækker hun på en helt særlig erfaring. Mette læste medicin i ni år, hun var glad for studiet, klarede sig godt, og manglede kun det sidste år på universitetet for at kunne kalde sig læge, da hun besluttede at vie al sin tid til strik.

– Jeg strikkede virkelig meget på studiet, og jeg kunne bare mærke, at al min energi lå i tankerne om at skabe mit eget kreative univers. Men det var stadigvæk en vildt svær beslutning, fordi jeg ikke ser mig selv som en, der giver op. 

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle droppe ud af noget, og slet ikke af medicinstudiet. Jeg er slet ikke typen, der dropper ud. Og det var da også først, da det gik op for mig, at jeg kunne sige, at det ikke var fordi, jeg droppede ud af noget, men fordi jeg skiftede karrierevej, at jeg tænkte okay, så gør jeg det.

Hvordan var det at slippe det akademiske og prestigefyldte medicinstudium til fordel for en måske mere usikker kreativ levevej?

– Jeg har taget virkelig meget af det akademiske med over i mit arbejde som strikdesigner.

På hvilken måde?

– F.eks. i den måde, jeg går til at skrive en opskrift. Jeg skriver den på samme måde, som jeg ville skrive et metodeafsnit i en forskningsartikel.

Prøv at forklare det?

– Under studiet havde jeg et forskningsår på Institut for Biomedicin, hvor jeg skulle beskrive de forsøg, jeg havde lavet. Det gør man ud fra den præmis, at man skal skrive det så detaljeret, at enhver anden ville kunne gå ind og eftergøre studiet for at teste, om resultaterne passer.

Så der skal stå præcis, hvor mange mus man brugte, hvilken medicin, i hvilket doser og så videre. Og tingene må ikke stå der to gange, for så er det fyld, og man har kun så og så mange ord. Det er den samme metode, jeg bruger, når jeg skal skrive en opskrift. 

Der skal stå det, der er nødvendigt at vide, alt andet barberes væk. Det vigtige skal ligge først i sætningen, og der kan være ord, der skal markeres med fed, fordi flere ting skal ske på samme tid. Så der er rigtig meget at tænke over i sådan en opskrift. 

Hele formidlingsdelen er sindssyg vigtig for mig, og jeg sætter hele min faglige stolthed ind på mine opskrifter. Det kan godt være, at man kan strikke en sweater, der sidder virkelig godt, men hvis man ikke kan forklare det for andre, så har man ikke noget produkt. Der er også hele spørgsmålet om graduering af størrelserne, og der bruger jeg store Excel-ark, så det er jo også en meget matematisk og naturvidenskabelig fremgangsmåde. 

Så ja, det er lidt sjovt, at jeg på den måde kan forene den meget omhyggelige tilgang til mine designs med den frie kreativitet, og det har fungeret for mig, fordi jeg har begge interesser og begge måder at tænke på.

Et godt match

Det var ikke kun den akademiske arbejdsmetode, Mette fik med sig fra universitetet. Det var også på medicinstudiet, hun mødte den tre år ældre Niels, som hun i dag er gift og har fem børn i alderen 4-12 år med. Hun griner lidt genert, da hun skal prøve at forklare, hvad hun i sin tid faldt for.

LÆS OGSÅ

Skøn retro: Strik en feminin bluse

Er ønsket en ny bluse, der er feminin helt ud til den sidste maske, så kig med her, for denne er aldeles bedårende i facon og garnvalg - Hendes Verden nr. 39 1986.

– Vi havde bare ligesom de samme værdier …, men altså, hvad falder man for, når man er 22? Jeg ved det ikke. Det var i hvert fald et godt match.

Og hvorfor er I stadig et godt match i dag?

– Nu har vi jo en stor familie og meget at se til, men vi vil det begge to lige meget. Niels er læge og forsker, og vi respekterer hinandens karrierer og arbejdsliv. Vi giver hinanden plads men prioriterer også tiden med hinanden og børnene.

Var det ham eller dig, der gerne ville have fem børn?

– Han ville gerne have ti børn, ha, ha, men så var der jo en af os, der ville have været nødt til at gå hjemme, og det var der ingen af os, der havde lyst til.

Men fem er jo også lidt af en flok?

– Ja, men det er helt rigtigt for os. Der skal være gang i huset. Og så har vi jo ligesom bare taget ét barn ad gangen. Mit arbejde er meget fleksibelt, så hvis Niels er på vagt, kan jeg sagtens både aflevere og hente. Vi har også god hjælp i huset til rengøring og den slags, men i bund og grund er vi nok bare to mennesker med et stort overskud. 

Det er ikke sådan, at vi føler, at vores liv er på vippen. Vi har en god hverdag, synes jeg. Og så tror jeg, at vi begge kan rumme meget rod og kaos i perioder.

Og er der meget af det, rod og kaos?

– Jamen, det er der jo med fem børn. Men vi har også den indstilling, at hvis et af børnene spørger, om der må komme et par venner med hjem til spisning, så siger vi altid ja. Vores hjem er meget åbent, og hvis der kommer naboer eller andre forbi, så bliver de budt på kaffe eller en øl. Den åbenhed sætter vi begge to meget stor pris på.

Men der må også være nogle faste regler med så mange børn?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke, det er. Men vi har faste rutiner, og vi gør tit de samme ting igen og igen. Vi spiser morgenmad sammen hver dag. Vi tager det samme sted hen i de fleste af vores ferier.

Vi har en lille hytte oppe i Thy, hvor det hele er meget på børnenes præmisser, og hvor vi håber, at vi får skabt nogle gode minder for dem. Jeg er også meget stolt af, at vores børn er enormt gode til kompromiser og til at finde løsninger sammen. Og til at vente på tur. 

Sådan nogle ting, som er gode at kunne. De hjælper også hinanden. Når jeg sender dem i skole, ved jeg, at den store nok skal holde den lille i hånden. Det behøver jeg ikke engang sige, for det gør de bare.

Hvad er det vigtigt for dig at give dem med her i livet?

– En bevidsthed om, at de skal være gode ved hinanden.

Når du kigger på flokken derhjemme, hvilken følelse har du så indeni?

– Jamen, så er jeg lige der, hvor jeg skal være. Hundrede procent.

Liv og død-sommeren

Udefra set ligner Mettes liv og arbejdsliv en lang succeshistorie, og der har vitterligt også været mest at glæde sig over. Men selvfølgelig har der også været svære tider undervejs. 

Mettes forældre blev skilt, da hun var ti år, og moren flyttede til Sverige, hvor hun slog sig ned med en svensk mand, nogle heste og en tøjbutik. Mette blev hos sin far og så ikke sin mor så tit, hvilket naturligvis var svært.

Hun har brugt tid og kræfter på at bearbejde det, og som voksen ser hun mere nuanceret på, hvad der skete, end hun gjorde som barn. Hun har ikke lyst til at tale så meget om det, det er for privat, synes hun, og hun har fundet en plads til det. Det er heller ikke noget, der påvirker hende i dag, understreger hun. 

Mette har stadig sin far, som hun er meget tæt med, men moren mistede hun i sommeren 2016 til en tragisk ulykke. Hun blev klemt mellem to heste. 

Efterfølgende har de i familien døbt sommeren 2016 ”Liv og død-sommeren”, for indenfor to måneder startede Mette PetiteKnit op, hun og Niels fik deres andet barn, de fik ham døbt, de blev gift, og så mistede de udover Mettes mor også et ældre familiemedlem.

– Det var en intens sommer, som bød på meget glæde og meget sorg, men heldigvis nåede min mor at være med til vores bryllup, inden hun døde. Jeg er min mors eneste barn, og vi tilbragte meget tid oppe i Sverige efter ulykken for at lukke hendes virksomhed ned, rydde op, tale med advokater og så videre. 

Da året var omme, aftalte Niels og jeg, at 2017 skulle blive et helt almindeligt, stille og roligt år.

Hvilket aftryk har din mor sat i dig?

– Jeg kan se meget af min mor i mig, og det kan min mormor og min moster også. Det siger de tit.

Hvad har du fået med fra hende?

– Arbejdsglæde og gåpåmod. Og sådan et ekstra gear, tror jeg. Det havde hun også.

Hvad har det gjort ved dit liv, at du har oplevet skilsmisse og tabet af din mor i en relativt ung alder?

– Jeg tror, at alle oplever ting, som kommer til at præge dem, og det har jeg så også gjort. Men jeg tror også, at jeg kom nemmere videre efter min mors død, fordi vi havde fået børn på det tidspunkt. 

Vi havde meget fokus på, at børnene ikke skulle mærke noget, og det var nok på en eller anden måde min redning midt i det hele.

Hvordan har du turdet kaste dig ud i at få fem børn, når du kommer fra en brudt familie?

– Det er fordi, jeg har mødt den rigtige mand. Han har altid troet fuldt og fast på kernefamilien, og han fik mig meget hurtigt overbevist om, at det var det rigtige. Og det viste det sig jo også at være.

Flad struktur

Gennem de sidste ti år har Mette udviklet omkring 330-350 strikkeopskrifter. Det er en forretningshemmelighed, hvor mange der bliver solgt på et år, men på en lille rundvisning gennem lageret er det i hvert fald tydeligt at se, at PetiteKnit rækker langt ud over landets grænser. 

I rækkevis af ens plastikkasser står der opskrifter på bl.a. italiensk, hollandsk, fransk, tysk, svensk, norsk, engelsk og selvfølgelig dansk. Ikke alle opskrifter kommer på alle sprog, for der er forskel på, hvad strikkerne i de enkelte lande har lyst til at kaste sig over.

Hvad er den røde tråd i dit design?

– Jeg kan bedst lide det enkle udtryk, og så tænker jeg meget over flowet i opskriften, når man skal strikke efter den.

Men hvordan kan man se på en model, at det nok er en, du står bag?

– Jamen, det er netop det enkle. Hvis jeg f.eks. laver en patentstrikket cardigan, så får den ikke også striber. Detaljen er, at den er patentstrikket. Udtrykket skal være rent. Og hvis en model larmer meget i farven, så skal den ikke også larme på en anden måde. 

Jeg strikker som regel aldrig noget, jeg ikke selv vil have på. Både fordi, det ikke ville være lige så sjovt, men også fordi, jo mere, jeg har det på, jo mere kommer det til at figurere på billeder på de sociale medier, hvor det bliver set af mange.

Du bruger nærmest kun dig selv som model på strik til kvinder, men samtidig står du altid og kigger lidt ned eller væk, hvorfor?

– Det er helt bevidst. Det skal ikke handle om mig, det skal handle om mit strik.

Siger det også noget om, hvordan du er som menneske?

– Ja, det tror jeg helt bestemt. Jeg har en forestilling om, at folk, der ikke kender mig, måske tror, at jeg er mere selvoptaget end jeg er. Fordi jeg er på så mange billeder.

Hvordan ser du dig selv som menneske?

Hun tænker lidt, kigger ud ad vinduet.

– Jamen, jeg ser mig selv som et meget kompromissøgende menneske. Jeg er meget opmærksom på andre og på, hvordan de har det. Jeg er også et positivt menneske, og jeg er både et familie- og et virksomhedsmenneske. Jeg ser mig selv som en, der har brug for det kreative og for fordybelsen. Men jeg har ikke brug for, at der er fokus på mig.

Så du har det på samme måde i dag, som da du stod på scenen som barn i din lyserøde kjole?

– Ja, jeg var glad for at vise kjolen, men jeg havde ikke brug for, at publikum kiggede på mig.

På hvilke punkter har du udviklet dig gennem dit arbejde med PetiteKnit?

– Man udvikler sig, når man får mere ansvar, og det ansvar skal man lære at tage på sig. Det ligger måske ikke så naturligt til mig at tage lederskab på den måde, og vi har da også en flad struktur her på kontoret. Alt bliver vedtaget i plenum. 

Men samtidig er jeg selvfølgelig bevidst om, at ansvaret i sidste ende er mit. Jeg tager ansvar for, at mine ansatte har det godt, og at her er god stemning. 

Jeg trives også selv bedst, når andre har det godt, og når jeg trives, laver jeg også de bedste opskrifter. Og så er det selvfølgelig også mig, der har det økonomiske ansvar, så det hele løber rundt. Og det var da noget, jeg lige skulle samle mod til at stå på mål for.

Er det noget, du somme tider har ligget søvnløs over?

– Jeg tror egentlig, at jeg har analyseret mig selv hele vejen med PetiteKnit. Når jeg har tænkt uh, det her kan jeg godt komme til at ligge søvnløs over, så har jeg aktivt og løbende forsøgt at løse udfordringerne ved f.eks. at sørge for en økonomisk buffer, eller hvad det nu har været, så jeg netop ikke har behøvet at ligge søvnløs over det. 

Jeg har også lært, at hvis jeg ligger søvnløs over et strikkeprojekt, så er der ikke andet at gøre end at stå op midt om natten og trævle op.

Hun griner.

– For så er det et tegn på, at jeg aldrig bliver tilfreds med det design.

Knitting Superstar

Det finske forlag Laine Publishing, der er internationalt anerkendt for sit strikke- og livsstilsmagasin Laine Magazine, havde sidste år en artikel om Mette, hvor hun blev omtalt som ”The Danish Knitting Superstar”. 

Hun smiler genert, da jeg nævner det, og siger ikke rigtig noget, da jeg spørger, hvorfor hun tror, at netop hun er blevet så stort et navn. Det er svært selv at tale om, synes hun. Hårdt presset prøver hun alligevel at sætte et par ord på det.

– Jeg tror, at noget af det, der er vigtigt i PetiteKnit, er, at jeg holder mit produktfokus skarpt. Jeg skal ikke begynde at lave hækleopskrifter eller sygrej. Når man siger PetiteKnit, så ved man, at det er strikkeopskrifter. Det må ikke blive en rodebutik. Jeg har også gennem alle ti år været meget bevidst om ikke at ændre strategi hele tiden. 

Det betyder ikke, at virksomheden ikke har ændret sig undervejs, men essensen har været den samme hele vejen.

Hvad tænker du om, at det, du laver, kommer ud til så mange mennesker i hele verden?

– Det tænker jeg helst ikke for meget på, for hvis jeg gjorde, kunne jeg godt få lidt præstationsangst, tror jeg. At mange følger med, har heller ikke ændret den måde, jeg arbejder på, så når jeg ikke tænker for meget over det, så handler det også om, at det netop ikke skal diktere, hvad jeg laver. 

Men det er meget vigtigt samtidig at sige, at jeg er helt utrolig taknemmelig for, at så mange gider at strikke efter mine opskrifter og har lyst til at følge med.

Hvor ser du den private Mette om fem til ti år?

– Om ti år er min yngste jo 14 år, og så tænker jeg, at jeg begynder at få tid til at gå til foredrag og alt muligt andet. Tage på weekendture med min mand.

Og hvad ser du for PetiteKnit om fem til ti år?

– Jeg håber, at det stadig er lysten og nysgerrigheden, der driver det. Selvom jeg har arbejdet fuld tid med strik i ti år nu, så føler jeg stadigvæk, at strik er et uudtømmeligt håndværk. 

Der er masser, som jeg endnu ikke har prøvet, og som jeg har til gode. Nye teknikker. Idéer til opskrifter.

Har du en plan B, hvis strik ikke sælger om ti år?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg er i hvert fald ikke bekymret for, at jeg ikke ville have noget at lave, for jeg er så rastløs, at jeg nok skulle finde et projekt. Jeg lægger stor glæde i at arbejde, så jeg tror ikke, at jeg kommer til at være hjemmegående. Nogensinde. Men jeg har ikke nogen plan B, jeg er ikke typen, der planlægger på den måde. 

Med PetiteKnit har jeg aldrig lagt hverken fem- eller tiårsplaner. Jeg vil hellere bevise mig selv løbende.

Og det har du jo også gjort, husker du at give dig selv et klap på skulderen over det?

– Altså, det øver jeg mig i. Men man skal heller ikke hvile på laurbærrene.

LÆS OGSÅ

Jeg var utro og flyttede ind hos min nye kæreste, men alt ændrede sig, da mine børn kom på besøg

Jeg var min mand utro med ham, jeg troede var min drømmemand, men jeg glemte mine børns roller i det hele.