Ældre kvinde i striktrøje står udendørs med korslagte arme foran et hus

Naboerne har ødelagt vores sommerhuslykke

Det vil være frygteligt at blive uvenner med vores nye naboer, men vi vil også meget gerne have vores høje hæk igen. 

hjemmet logo farve

Min mand og jeg er i start 70’erne har i mange år haft et lille, men dejligt sommerhus, som vi elsker højt. Det er her, vi kan slappe af og være os selv. Det holder vi meget af. 

I sensommeren sidste år flyttede der nye naboer ind på grunden ved siden af. Et par i 40’erne, der kom over for at hilse på og inviterede os på et glas vin. Det takkede vi naturligvis ja til, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke tager i sommerhus for at være social.

Mens vi sad der på deres terrasse, talte de meget om, at de ville rydde deres egen grund for træer, fordi de syntes, der var alt for mørkt. De foreslog også, at vi fik klippet den – indrømmet – meget høje hæk mellem vores grunde ned, så alle kunne få mere lys. 

Vi er glade for både hæk og træer, dels fordi vi godt kan lide at bo afskærmet og holder af skygge, men også fordi vi sætter pris på det rige fugle- og dyreliv, som følger med. Det nævnte jeg nok ret forsigtigt, for jeg syntes ikke, vi skulle sidde og diskutere den slags naboproblematikker første gang, vi mødtes.

For nylig, da vi ankom til sommerhuset, kunne vi så konstatere, at naboerne havde ryddet deres egen grund grundigt for træer. Hvad værre var, så havde de også klippet hækken ind mod os ned, så der nu er frit udsyn ind til vores have. 

Vi blev både chokerede og vrede. Vi elsker jo at kunne gå rundt i haven, som vi har lyst til, uden at føle os overvåget, men sådan føles det nu. Vi har endnu ikke haft mulighed for at lufte vores vrede, og vi ved heller ikke, hvordan vi skal gribe situationen an. 

Det vil være frygteligt at blive uvenner med vores nye naboer, men vi vil også meget gerne have vores høje hæk igen. Så hvordan griber vi det an? 

Vi overvejer at sende dem en mail, men ved ikke, om det er vejen frem?

Vibeke råder til at opsøge dem

Det siger meget fint om dig, når du har udvist pli ved ikke straks at begynde at diskutere hækkehøjder og træfældning med dine nye naboer, første gang I mødtes. 

Problemet er så, at naboerne mildt sagt ikke har udvist samme pli og i stedet ivrigt er gået i gang med hækkesaksen uden at tale med jer først. 

Det er ikke at udvise ordentligt naboskab at gøre den slags, men lad os gå ud fra, at jeres nye naboer ikke er bekendt med, hvordan man gebærder sig i et sommerhusnaboskab, og at de på grund af den uvidenhed har handlet, som de har gjort. At ens nabo også har ret til at bestemme, hvor høj eller lav en hæk skal være, må du så se at få dem gjort klart. 

Her skal du glemme alt om at skrive beskeder eller mails, for den måde at kommunikere på forkludrer blot konflikter og får dem til at vokse sig større, og det har ingen glæde af. 

Der er derfor ikke andet at gøre end at opsøge dem, når de er der næste gang. Her skal I venligt fortælle dem, at I er glade for at kunne gå rundt i jeres sommerhushave i fred og ro, så derfor ser I gerne at hækken på jeres side får lov til at havde den højde, den havde før. 

Du skriver, at de er søde og rare mennesker, der ovenikøbet også virker ivrige efter, at I skal have et godt naboskab. Mon de ikke derfor fremover lader hæk være hæk, og sådan én vokser jo heldigvis hurtigt i øjeblikket.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.