Kender du Røde Kors’ 150 år lange historie?

I en kælder under Blegdamsvej gemmer sig et stykke danmarkshistorie. Josefine Friis Laursen fører an ned ad trappen til en gang med tonstunge døre. Et levn fra dengang, byggeriet på Østerbro spillede dobbeltrolle som amtsgård og bunker.

I dag rummer bygningen Røde Kors’ hovedkontor. Men det er sigende, at organisationen holder til i et hus indrettet til krig, for netop krigsforberedelser er Røde Kors’ oprindelige formål.

Josefine skubber døren op ind til et rum med rækker af stålreoler fyldt med papkasser. Hun hiver en trækiste frem fra et hjørne.

– Det er den her, jeg vil vise, siger hun. – Jeg ved ikke, præcis hvornår den er fra, men nok tiden op til 1. Verdenskrig. Den er i hvert fald over 100 år gammel.

Sav til amputation

Hun løfter låget og viser begejstret indholdet frem: gulnede pakker med forbinding, bælter til at stoppe blødninger, et komplet operationskit med sakse, pincetter og sågar en sav til at amputere et ben.

Hun holder et lille glas frem. – Prøv at se. Det er tråd til at sy et sår, og det ligger stadig i den desinficerende væske. Er det ikke vildt?

Josefine er uddannet historiker, og kælderen, hvor Røde Kors opbevarer artefakter fra fortidens bedrifter, et rent skatkammer. Normalt er hun koordinator for indsatserne Røde Kors Oplevelsen og Frivillighuset, men i dag er hun mødt op for at fortælle om det danske Røde Kors’ historie. 

I år fylder organisationen nemlig 150 år. Og mens de fleste danskere forbinder organisationen med tøjindsamling og genbrugsbutikker – det synlige i gadebilledet – er den meget mere.

Som trækisten vidner om, var det oprindelige formål at være beredt til fjendens ankomst.

– De her kister med medicinsk grej stod rundt omkring i hele landet. På den måde sikrede man, at læger havde udstyr til at behandle soldaters og civiles skader, forklarer historikeren.

Alle er brødre

Det var schweizeren Henri Dunant, der i 1864 startede det, der blev til Røde Kors. På en forretningsrejse til Italien overværede han konsekvenserne af det blodige slag ved Solferino, hvor 40.000 soldater mistede livet. 

Dunant var forfærdet over, at de fleste ikke omkom i selve slaget; derimod blev de sårede overladt til at dø på slagmarken uden sårpleje, mad og drikke. Men i stedet for at se passivt til handlede han. Han gik rundt og bankede på dørene hos lokalbefolkningen og bad dem hjælpe.

– Man kan sige, at han var den første ”frivillige”, der smed, hvad han havde i hænderne, og gjorde noget, siger Josefine og beretter:

– Først var han udfordret af, at de lokale kun ville hjælpe de italienske soldater, ikke den østrigske modpart. Men så udbrød en kvinde: Tutti fratelli! Alle brødre – altså, at alle mennesker er lige og har ret til hjælp, siger hun. – Det er stadig det bærende princip i Røde Kors.

Fine damer hjalp

Ideen var så god, at det i 1864 blev nedfældet i den første Genève-konvention, at underskriverne forpligtede sig til at oprette et uafhængigt hjælpeorgan. Danmark var et af de første 12 lande til at skrive under, og det blev starten på Røde Kors i Danmark.

Den første opgave, efter at organisationen så dagens lys i 1876, var at uddanne sygeplejersker, som skulle tage sig af syge og sårede soldater i tilfælde af krig. 

En ”sjov” parallel til tiden i dag er, at Røde Kors også påtog sig at agitere for, at den almindelige borger forberedte sig på krig – blandt andet ved at lære førstehjælp og give overskudstøj til Røde Kors.

Det fik frivilligtanken til at blomstre.

– Især kvinderne fra det bedre borgerskab engagerede sig i dameafdelinger, som samlede ind til lagre med førstehjælpsudstyr, tøj, bårer, varme tæpper og nødrationer.

Livreddende breve

Det var altså et mere beredt Danmark, der gik 1. Verdenskrig i møde. I direkte krig kom vi som bekendt ikke, og det frigav kræfter til at hjælpe på andre fronter: Dansk Røde Kors fik ansvar for at opbygge kontakt til de mange millioner krigsfanger i tyske og østrigske lejre. 

Ifølge Genève-konventionen skulle krigsfanger have mulighed for at sende post til nære og modtage post og pakker med tobak, mad, breve, tæpper, undertøj, sokker.

Således gik korrespondance til og fra omkring seks millioner krigsfanger igennem et frivilligkontor her i Danmark.

– Det kan lyde som en mindre ting, men det var livreddende at modtage tøj og mad, påpeger Josefine. – Indsatsen er stadig en af de største humanitære bedrifter, Danmark har været involveret i, ud fra hvor mange mennesker man reddede.

Danskernes dårlige helbred

En anden indsats i forhold til især russiske, tyske og østrigske krigsfanger var at behandle syge og sårede, inden de blev sendt hjem, og til det formål oprettede Dansk Røde Kors i 1917 to lejre i Horserød og Hald. 

Lejrene viste sig fortsat nyttige, da der atter var stille i skyttegravene, for det stod ikke godt til med helbredet i den danske befolkning, som var præget af lav gennemsnitsalder og høj børnedødelighed. Og nu, hvor krigsfangerne var transporteret ud af landet, stod lejrene tomme.

– Hald blev omdannet til en slags kuranstalt for ubemidlede, hvor man kunne restituere. Det blev desuden forløberen for de velfærdsinstitutioner, som Røde Kors drev senere hen, forklarer Josefine.

En anden milepæl fra 1917: Dansk Røde Kors blev omlagt fra en central forening i København til et mylder af lokalforeninger landet over. Tanken var at lægge demokratiet ud, så alle afdelinger var med til at bestemme, hvem der sad i bestyrelsen.

– Man indså, at man måtte have folket med, og at de lokale afdelinger fik indflydelse, er stadig en vigtig grund til, at så mange godt kan lide at være frivillige i Røde Kors, mener Josefine.

De kongelige hjalp

Da 2. Verdenskrig satte Europa i endnu en undtagelsestilstand, genåbnede det særlige postkontor – denne gang i Det Gule Palæ på Amalienborg, som kongehuset stillede til rådighed. Båndet til kongehuset var nemlig tæt.

– Inden hun blev gift, blev dronning Ingrid uddannet Røde Kors-sygeplejerske i Sverige, fortæller Josefine. – De kongelige var også med til at pakke førstehjælpsudstyr, og det havde helt klart en betydning for, at befolkningen bakkede op om hjælpearbejdet.

Dansk Røde Kors opsporede danske jøder, kommunister, modstandsfolk og – efter at samarbejdspolitikken brød sammen i 1943 – politifolk, der sad fanget i tyske koncentrationslejre.

– Fangerne levede under kummerlige forhold, så pakkerne med ernæringstæt kost, for eksempel dåser med svinekød kogt i eget fedt, reddede menneskeliv, forklarer hun. – Også tobak var i høj kurs, enten som et sug af nydelse eller som valuta, krigsfangerne kunne bruge til at bytte sig til tjenester.

LÆS OGSÅ

De første radiobiler kom til Danmark i 1926, men kender du egentlig historien bag?

Tivoli i København var først i Danmark med radiobiler i 1926, og snart slog de gnister i loftet mange andre steder i landet. Den dag i dag er de stadig et hit, fortæller Tivolis historiker Nora Petersen, der har sort bælte i en af danskernes mest elskede forlystelser.

Hygge på Jutlandia

Da krigen sluttede, med et kaos af ødelagte jernbaner og veje bag sig, var Røde Kors’ opgave at få krigsfangerne hjem. Du har sikkert hørt om De hvide busser, som med frivillige bag rattet tog den besværlige rejse til Theresienstadt og andre lejre i Nordtyskland.

– Det kunne være helt almindelige lastbilchauffører, som kørte de her busser ad mudrede grusveje uden at vide, hvad de gik ind til. På den måde blev op til 20.000 danskere og nordmænd hentet hjem, fortæller Josefine.

Endnu en velkendt Røde Kors-indsats fulgte i 1950’erne. USA ville have Danmark til at involvere sig i Koreakrigen, hvilket vi ikke var så interesserede i, forklarer Josefine, mens hun løfter en papkasse fyldt med sort/hvide fotos ned fra en hylde.

Kompromiset blev at sende et hospitalsskib: Jutlandia.

– Se lige de her billeder! siger hun. – Man kan se den medicinske indsats, men man kan også se, at de udsendte læger og sygeplejersker hyggede sig og fik store oplevelser. Det var, inden man kunne tage til Thailand i påskeferien, så det trak også, at man kunne komme ud at opleve verden.

Overflod af tøj

I 1960’erne begyndte velfærdssamfundet at blomstre. Kvinder kom i job, og behovet for pasning af børn og gamle tog til. Staten kunne ikke følge med, så Røde Kors åbnede børnehaver, plejehjem og ferielejre. 

Bestræbelserne på at indsamle tøj fortsatte, men da vi nåede 1980’erne, var verden en anden: Hvor tøj ofte var en mangelvare 100 år tidligere, var beklædning ikke længere den største bekymring. Så nogen i en lokal Røde Kors-afdeling fik den geniale ide at åbne en genbrugsbutik.

– Tanken var, at vores aflagte ting kan komme andre til gode. Det handlede ikke så meget om bæredygtighed dengang, mere om husmoderdyder, påpeger Josefine.

Ti år senere var antallet af Røde Kors-butikker oppe på omkring 150. Bag disken stod typisk pensionerede kvinder, nøjagtig som i dag.

– Mange lokalafdelinger kunne se pointen i de her butikker, siger Josefine. – Du kan virkelig gøre en forskel ved bare at afse nogle timer om ugen, og du bliver en del af et fællesskab.

Hun understreger, at jobbet i en Røde Kors-butik bestemt ikke er for sjov.

Ej en hyggetjans

Til sammen omsætter butikkerne i dag for omkring 300 millioner kroner, penge, som går til hjælpearbejde verden over.

– Så det er ikke bare en hyggetjans, de gør en kæmpe forskel. Og butikken bestemmer selv, hvor den sender pengene hen – til pigers skolegang i Malawi, åbning af den første genbrugsbutik i Ukraine eller psykosocial støtte til børn i palæstinensiske områder. Eller noget helt andet.

150 år efter grundlæggelsen er Røde Kors med 43.000 frivillige en af Danmarks største humanitære hjælpeorganisationer. I den tid er indsatser kommet og gået. 

Staten har taget over på at oplyse om sundhed og beredskab, den sidste Røde Kors-børnehave lukkede i 2020, og tøjindsamling er ikke længere et af de primære formål. 

Til gengæld driver Røde Kors i dag landets asylcentre, er samaritter ved koncerter og sportsbegivenheder og driver genbrugsbutikker, vågetjenesten og ordningen for besøgsvenner.

Trang til at tage fat

I de historiske arkiver finder vi måske også årsagen til, at så mange gerne stiller op.

Josefine bladrer i et medlemsblad fra omkring 1950, hvor en kvinde, der arbejder frivilligt, bliver spurgt: Hvad bevæger folk for at arbejde for Røde Kors?

– Se her, siger hun. – Kvinden svarer, at det er ”trangen til at tage fat”. Det er meget det samme, vores frivillige siger i dag.

Dengang Henry Dunant gik rundt og bankede på dørene i en italiensk landsby, vidste han godt, hvem han kunne regne med. Det er ikke så meget anderledes i dag:

– Røde Kors er startet af mænd. Men i dag er vi i lige så høj grad drevet af kvinder. Vores frivillige er meget stolte af idealet om, at alle har ret til hjælp, og af den neutrale position, Røde Kors tager ude i verden, siger Josefine. – Fælles for alle dem, der stiller op med tid og arbejdskraft – dengang som nu – er, at de hjælper, fordi de ikke kan lade være.

Tutti fratelli.

LÆS OGSÅ

Sprogø har en vild og til tider dyster historie - og så er den klart et besøg værd

I dag er mågerne og andre fugle de eneste faste indbyggere på Sprogø, og mange af os kender mest udsigten til øen fra bilen, når vi suser over Storebælt og fra TV 2s vejrstation. Men Sprogø har en rig og til tider dyster historie, som det er værd at besøge – og en skøn natur.