Margrethe mistede to sønner inden for et halvt år - nu har hun skrevet en bog om den ene

Sorgen har været så dyb, at Margrethe kalder det "en afgrund af sorg".

Først mistede hun og manden sønnen Thomas på 27 år i 2005. Og så mistede de Peter, der var 37.

To af Margrethes tre sønner døde inden for et halvt år. Peter tog sit eget liv, et halvt år efter at lillebroren var død efter et aneurisme i hjernen. 

Og nu, 21 år senere, har 82-årige Margrethe Neergaard fra Hellerup skrevet en livskraftig bog om sønnen Peter. For Peter stak ud både i søskendeflokken og i Danmark. 

– Peter var den, der havde brug for mig, også som barn, så jeg blev en løvemor, siger Margrethe. 

I skolen fik Peter problemer med at sidde stille og koncentrere sig. Han fulgte fint med fagligt, men overskred nogle af lærernes grænser. 

– Når skolen reagerede, gav jeg dem kamp til stregen, må Margrethe indrømme. 

Peter var en følsom sjæl med et stort kunstnerisk talent. Som ung udfordrede han sine forældre voldsomt ved at tage ud med spraydåser om natten. 

I 1980’erne blev Peter i 18-års alderen en af de første såkaldte "skrivere" i Danmark, der dekorerede mure og tog i København med bogstaver, figurer og farver. Ofte ulovligt. 

Forældrene prøvede at tale ham fra det, men kunne ikke forhindre ham i at tage ud. De blev bekymrede for, hvilke konsekvenser det kunne få for ham, når det var ulovligt Og Margrethe mødte op hos DSB og tilbød at rense den første togvogn. Men det var ikke muligt. 

– Vi var meget kede af det, når Peter tog ud og lavede graffiti. Vi havde købt et gammelt hus, og hver gang vi skulle til at modernisere badeværelset, blev det ikke til noget, for så malede Peter et DSB-tog, og så skulle der betales en bøde, fortæller Margrethe. 

– Men senere lavede han lovlig graffiti på udstillinger. Og i graffitiverdenen er han kendt i hele Europa for de specielle figurer, han malede, siger Margrethe. 

– I dag er jeg stolt af Peter, for han efterlod sig fantastisk kunst som billedkunstner, derfor er mange af hans oliemalerier også vist i bogen. 

Bogen hedder "Rezq 1967-2005 – En fortælling om Peter og hans billeder". "Rezq" var Peters kunstnernavn, som han skrev på sine graffitiværker. 

Bogen handler både om Peter og hans kunst og om at være en mor, der har mistet to børn. 

Depressiv af medicinen 

– Peter røg hash, men han kunne ikke tåle det, og det kammede over i mani, fortæller Margrethe. 

– Efter hans lillebrors død tog misbruget til, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Mani er vanskelig at behandle og Peter blev depressiv af medicinen. I kalenderen skrev jeg ”Peter: Trist!”, jeg havde aldrig oplevet Peter på den måde. Han endte med at tage sit liv, mens han var på udgang fra hospitalet, fortæller Margrethe og stopper op et øjeblik.

 – At have båret og født et barn, der vælger livet fra, er stadig uforståeligt. Margrethe er ikke i tvivl om, at de to dødsfald hang sammen. 

– De tre brødre var meget tætte. Det smadrede os allesammen fuldstændig, at Thomas døde. Så var den ene søn ikke død, så var den anden heller ikke, er jeg overbevist om. 

Hun ville ønske, at Peter havde taget imod hjælp i tide, og håber, at bogen kan få et ungt menneske fra nutiden til at tænke, at han eller hun ikke vil ende som Peter, men tage imod hjælp. 

– Peter var en talentfuld billedkunstner, men manglede mod til at føre sine ideer ud i livet og mod til at søge hjælp hos en mentor, der kunne guide ham. 

Peter ville selv, men kunne ikke, tænker Margrethe i dag. 

Kort efter at Peter var død, sagde hun til sig selv, at han skulle have en bog. Hun vil gerne give ham den anerkendelse, hun synes, han fortjener, og aldrig nåede at få. 

– Mange, der ser hans værker nu, siger, at han ville være blevet en stor kunstner i dag. 

I bogen fortæller Margrethe også om at være i sorgen og tackle det ubærlige, hvilket hun også er blevet klar til at holde foredrag om.

 – Da vi mistede Thomas, brød min verden sammen. At miste et barn er en ubeskrivelig smerte. Selvom vi hele tiden støttede hinanden, havde min mand og jeg svært ved at dele sorgen med hinanden, for det er ikke muligt at føle et andet menneskes smerte. 

Reddet af arbejdet 

Margrethe har ikke opskriften på at tackle sorg, understreger hun, men kan kun 

– Da mit indre var i kaos, måtte jeg have faste rutiner og orden omkring mig. Det reddede mig, at jeg blev ved med at arbejde. For mig var det godt at køre hjemmefra om morgenen og tage på arbejde, for så var jeg ”normal”. 

Det betød, at jeg ikke sank til bunds i sorgen. Og min mand hjalp med at skubbe mig af sted, når jeg følte, jeg ikke kunne. 

Margrethe er uddannet sygeplejerske og var selvstændig inden for medicinalindustrien. Hun fortalte ikke sine samarbejdspartnere, hvad der var sket. Det ”fredede” hende, mens hun var af sted, følte hun. Sorgen er stadig afgrundsdyb. Men hun har lært at leve med den. 

– Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan jeg kan holde ud at leve videre. Men jeg elsker livet, jeg har et lyst sind og et positivt livssyn, siger hun. 

– Om jeg igen bliver lykkelig, sådan helt rundforvirret usårlig, tvivler jeg på. Men jeg er ofte glad og finder glæde i små ting. Som når jeg en tidlig sommermorgen cykler ned til det lokale søbad, går i vandet, laver morgengymnastik, drikker min morgente og læser avisen. I sådan en stund kan jeg opleve en privilegeret lykkefølelse, fortæller hun. 

14 måneder efter Peters død fik Margrethe og hendes mand desuden en enorm gave af deres mellemste søn og hans kone. 

– Vores første barnebarn, Valdemar, kom som sendt fra himlen. Og i dag er vi blevet velsignet med hele fire børnebørn, som alle står mit hjerte nær. 

Hver anden uge besøger Margrethe de to gravsteder på Holmens Kirkegaard i København. 

– Jeg har det godt, når jeg sidder derinde. Så snakker jeg lidt med dem og skælder dem lidt ud over det, der skete. Jeg er virkelig glad for at komme der. 

Margrethe har desuden nydt at skrive bogen om Peter og om tabet af ham og Thomas. 

Nogle af Peters graffitivenner har bidraget med historier om ham, og det har været en stor glæde for moren at læse dem. 

Peters ven Henrik har layoutet bogen for hende. Hun har følt sig tæt på Peter, mens hun arbejdede med bogen, og har kunnet grine af hans humor. 

– Jeg har det vidunderligt med at have skrevet bogen. Og jeg håber virkelig, at han sidder på en sky og smiler

LÆS OGSÅ

Sprogø har en vild og til tider dyster historie - og så er den klart et besøg værd

I dag er mågerne og andre fugle de eneste faste indbyggere på Sprogø, og mange af os kender mest udsigten til øen fra bilen, når vi suser over Storebælt og fra TV 2s vejrstation. Men Sprogø har en rig og til tider dyster historie, som det er værd at besøge – og en skøn natur.