Ældre kvinde i mønstret jakke sidder indendørs foran en rød væg

Da Kimmi flygtede fra Vietnam i 1975, fik hun ikke sin femårige datter med: ”Jeg var ude af mig selv”

I Vietnamkrigens sidste timer flygtede Kimmi og hendes familie ned til havnen i Saigon over hals og hoved. Nogle døgn senere blev de en del af en af verdenshistoriens største skibsredninger, da danske Clara Mærsk kom deres synkende skib til undsætning. Men Kimmi kunne kun tænke på sin datter – som hun ikke nåede at få med.

hjemmet logo farve

Solen stegte, og der var slet ikke mad eller drikkevarer nok. Kimmis familie kunne kun lige fugte læberne med lidt vand engang imellem.

Tørsten var det værste, har flere af dem, der var ombord på den lille coaster Truong Xuan senere fortalt. Men for Kimmi var der dét, der var værre. For hendes femårige datter Hanni var ikke kommet med på flugten.

73-årige Kim Dung Dasilva, der bliver kaldt Kimmi og i dag bor i Helsingør, var en af de 3628 vietnamesere, der på utrolig vis alle blev reddet af det danske fragtskib Clara Mærsk den 2. maj 1975 – ved en af verdenshistoriens største civile redningsaktioner. Det danske fragtskib kom dem til undsætning, da deres overfyldte skib var begyndt at synke.

– Jeg husker det hele, som var det i går, og jeg kommer aldrig til at glemme det, siger Kimmi, der senere endte i Danmark og faktisk fik job hos A.P. Møller.

Det var den 30. april 1975 i de allersidste timer af Vietnamkrigen, at den dengang 22-årige Kimmi og det meste af hendes familie forlod hjemmet over hals og hoved for at komme væk fra Saigon. Og så skete noget nær det værste, der kan ske for en mor.

– Alt var kaos i byen, det var lovløst, og det var forfærdeligt. Der blev bombet, og der var blevet skudt mod vores hus. ”Vi skal væk nu”, sagde min far, og efter at have haft travlt med at få pakket nogle få ting, løb jeg, mine søskende, forældre, min nu afdøde mand og vores yngste datter ud i en stor bil. Vi kørte tre-fire kilometer, og så opdagede jeg, at min ældste datter på fem år ikke var med i bilen. Jeg blev selvfølgelig helt ude af den, fortæller Kimmi.

– Men vi kunne ikke vende bilen, for vi var en del af en kæmpe menneskestrøm væk fra byen, der kun gik i én retning. Min mand sagde, at han ville sætte os af, når vi nåede frem til havnen, og vende tilbage efter hende, og det trøstede mig.

På havnen i Saigon blev de mødt af et menneskekaos, og der var kun ét skib tilbage, som ikke var sejlet endnu.

– Vi tænkte, at vi kunne lige så godt dø på skibet som på jorden, og det lykkedes os at komme ombord, og min mand vendte tilbage for at hente vores datter, siger Kimmi.

– Vi vidste ikke, hvad vi skulle håbe på, og overlod vores liv til Vorherre og skæbnen.

To timer senere fik Kimmi øje på sin mand igen. Det var på dækket af skibet, der nu var sejlet – og så så hun, at datteren ikke var der.

Et mareridt, der var så slemt, og som langt de færreste oplever i deres liv, var kun lige ved at begynde.

Ude af sig selv

Coasteren var proppet med mennesker under den bagende sol.

– Jeg tænkte kun på min datter og bad til Gud om at få lov til at se hende igen. Jeg bad og bad og bad og bad. Jeg var ude af mig selv, og jeg blev faktisk sindssyg. Jeg vidste ikke, om hun var løbet ud af huset, eller om hun var hos min mormor, som blev tilbage, da vi flygtede. Og jeg kan stadig vågne op om natten her 50 år senere, hvor det hele kommer tilbage i drømme, fortæller Kimmi.

Efter tre dage, begyndte coasteren at tage vand ind. Besætningen måtte kalde SOS.

Flere skibe nærmede sig, men sejlede væk igen, fordi der var så mange ombord på det vietnamesiske skib. Det danske fragtskib Clara Mærsk var også i nærheden. 

Men på trods af pladsmangel gik de danske søfolk med til at forsøge at få alle ombord. Blandt andet via store net, man kunne hejse folk op i.

Den lille coaster Truong Xuan var proppet med mennesker – det var Kimmis far, der havde taget det gule solsejl med.

– Ikke én døde ved redningen. Det var et mirakel, siger Kimmi.

– Da vi kom over på Clara Mærsk ville alle have vand. Jeg drak så meget, at jeg kastede op.

En hel container med dåse-ananas blev åbnet og alt hvad der kunne findes af ris og kartofler, blev fundet frem.

– Kokken hed Jesus, og jeg tror på, det var skæbnen, at han kunne lave mad til så mange mennesker ud fra det, der var beregnet til 35 besætningsmedlemmer, siger Kimmi.

To dage senere blev de alle sat af i Hong Kong og fordelt i tre lejre i tre måneder. Det var her, det blev besluttet, at Kimmis familie ville tage imod Danmarks tilbud om at komme hertil.

– Min far sagde: ”Vi blev reddet af Clara Mærsk fra Danmark – vi skal til Danmark for at gøre gavn, for de har reddet vores liv.”

De vietnamesiske flygtninge kom til mange lande, og Kimmi og familien endte i Danmark, hvor vi mødte hende på M/S Museet for Søfart.

Brevet om fuglen

I fem måneder efter flugten havde Kimmi ingen mulighed for at få kontakt til Vietnam og anede intet om datterens skæbne. Men så fik hun et personligt overleveret brev.

”Den kanariefugl, som fløj væk den aften, er kommet tilbage til buret.”, stod der, Det var skrevet på kodesprog, for al post ud af Vietnam blev gennemlæst.

– Da vidste jeg, at hun var der endnu, siger Kimmi.

Men det var fortsat ikke muligt at være i kontakt.

– Ingen ord kan beskrive, hvordan det er at vide, at dit barn er et sted, uden at du ved, hvordan hun har det. Jeg var aldrig mig selv og måtte bare håbe på, hun var hos min mormor og havde det godt.

Efter næsten fire år kom der besked om, at at den nu ni-årige datter måtte komme til Danmark.

På dagen tog Kimmi ud i lufthavnen. Røde Kors i Danmark havde hentet hende hos Kimmis mormor og taget hende med til København.

– Jeg fik lov at hente hende helt ude ved flyet, og jeg stod og lidt forvirret ved trappen, for jeg troede ikke på, at det kunne være sandt. Der var fotografer, der blitzede, og da hun kom ned til mig, og jeg så, at hun var der, var det en helt ubeskrivelig glæde, mindes Kimmi.

Kimmi blev genforenet med sin ældste datter, Hanni, flere år efter redningen.

Begge døtre bor i dag i hovedstadsområdet og har fået familie og gode jobs.

Kimmi er glad for at fortælle sin historie, som hun også har gjort til M/S Museet for Søfart i Helsingør, for hun vil gerne give tilbage til Danmark og sige tak, så tit hun kan.

– Jeg har fået så meget, og jeg har rigeligt, så jeg kan give – det gør mig glad, siger Kimmi.

SOS-udstilling på Museet for Søfart

På M/S Museet for Søfart i Helsingør kan du til og med 31. august 2026 se udstillingen ”SOS - Reddet på åbent hav” med fotos og interviews med seks, der var med under redningen i 1975: Tre søfolk og tre flygtninge, herunder Kimmi. 

Udstillingens fotos er taget af Farzad Soleimanim, mens teksterne er skrevet af Heidi Vesterberg.

En mindre udgave af udstillingen kan ses i FLUGT – Refugie Museum of Denmark i Oksbøl til efteråret.

Museet for Søfart har andre spændende udstillinger som ”Østersøens gåder- ekko fra dybet” om mere end 100.000 skibsvrag, der ligger under Østersøens overflade – indtil 31. august 2027. Eller den faste udstilling ”Søfarer – 400 års Danmarkshistorie”, der er en rejse gennem 400 års søfart i Danmark.

Adressen er: Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør. Se åbningstider mv. på mfs.dk.

– Du kan se mere om redningen i dokumentaren ”Flugten over havet – Vietnamkrigens danske redningsaktion” fra 2025 på DR.dk.