76-årige Anne arrangerer spejderaktiviteter for børn i sin egen have: ”Dét, vil jeg rigtig gerne give børnene”

Så snart de er ude af bilen, sætter et par af børnene i løb. ”Hej Anne” lyder det i forbifarten. Løbeturen ender i bunden af haven, hvor køerne på den anden side af hegnet også skal have et goddag med på vejen. 

Hver tirsdag formiddag kommer en gruppe børn fra en heldagsskole på besøg i 76-årige Annes have for at gå til spejder. 

Faktisk arrangerer hun på frivillig basis spejderaktiviteter i sin have tre gange om ugen for tre hold udfordrede børn, der ville have sværere ved at gå til spejder på traditionel vis. 

LÆS OGSÅ

Sveriges svar på ’Provence’: Her er 13 steder, du bør besøge

Besøg Sveriges Provence med hav, bølgende landskaber, blomsterglæde og levende kultur i hver en by. Uanset om du elsker natur, kunst, loppemarkeder, strandture eller god mad (og meget mere til), vil du finde det, du søger, i Østerlen.

Anne Viby Jensen fra Hjulby er uddannet socialpædagog og har tidligere arbejdet med døve. Hun stoppede, da hendes mand fik Alzheimer. Han døde for ni år siden. 

Sammen købte de huset, som har en stor have, og planen var, at den skulle danne rammen om en fælles aktiv alderdom. Men de nåede aldrig for alvor at udnytte mulighederne. Det begyndte Anne på, da hun blev alene - først til et ridehold og siden, efter corona, med spejderholdene. 

I dag lægger haven rammer til aktiviteterne, mens kæresten Ivan ofte passer hendes hund, mens børnene er på besøg. 

– Jeg er bevidst om, at livet skal leves, og at man skal gøre det, der gør én glad, siger hun, og dét gør børnene. 

Inden spejderholdet kommer, tager Anne spejderuniform på, lægger spejdertørklæder frem til alle og gør klar med saftevand og kiks. I dag har hun også tændt ild i bålfadet. Hun forbereder dagenes program minutiøst, for det er ikke bare fri leg. 

– Jeg vil rigtig gerne give børnene nogle gode ting med sig. Det, at de kommer et andet sted hen og kommer ud, hvor der er luft - det tror jeg betyder meget, forklarer hun. 

For Anne handler det også om spejderdyder såsom at være gode ved hinanden, og så er der fast struktur, hvilket gør børnene godt. 

Spejdermøderne begynder altid på samme måde. Da tørklæderne er kommet om halsen, samles alle i en tæt rundkreds og stemmer i patruljeråbet, som i dag, hvor Mårgruppen er her, lyder at få mod på tingene: ”Mår, mår, på den igen – vi vil ikke slås ud af den!” 

Anne har været spejder hele sit liv og er nu blå spejder i Det Danske Spejderkorps. 

– Spejder har været mit liv. Man går ikke til spejder, man er spejder. For mig er det bedste ved at være spejder både naturen og kammeratskabet – det betyder utrolig meget. Og at få besøg af de her tre grupper – det er også blevet mit liv, slår hun fast. 

Skurvogn med brændeovn 

Efter patruljeråbet stiller børnene op på række. Anne går hen til hver enkelt og udveksler en spejderhilsen. I dag er dagens første aktivitet at løse et råbåndsknob op for at kunne komme ind af en usynlig dør og så binde det igen for at lukke den efter sig. Man står stille og venter, til det er ens tur, og igen bagefter. 

– Jeg er dårlig til at binde det, mener en. 

– Nej, du er ikke dårlig, prøv at se her, viser Anne. 

Få sekunder senere er knobet bundet af barnet: 

– Det ku' du da! Hallo – super, siger Anne. 

Anne begyndte selv til spejder, da hun var 11-12 år. Som ene pige i landsbyen Ørbæk fik hun lov til at være KFUM-spejder sammen med sin bror og andre drenge. Senere har hun både været flokleder, siddet i divisionsudvalg, været divisionschef, lavet spejderblad og været ude i verden og fortælle om spejderarbejde. Og da hun i arbejdslivet arbejdede med døve børn, var hun også spejderleder for døve børn i både Grønland og Nyborg. 

Felix er 11 år og har gået til spejder i Annes have i tre-fire år. 

– Jeg synes, det er dejligt at være her, fordi vi hygger os rigtig meget. Nogle gange snitter vi, eller vi laver skumfiduser ligesom i dag, og binder knob og alt muligt. Noget af det sjoveste er, når vi klipper grene af, synes jeg. Sidste gang skulle vi hjælpe Anne med at klippe grenene på nogle træer. Og vi har jo vores spejderråb og velkomst, og når man har set, hvordan man binder et råbåndsknob, så er det ikke så svært. Det er også meget hyggeligt, at vi slutter med kiks og saftevand. Jeg glæder mig faktisk til at komme herud, fortæller Felix og tilføjer: 

- Anne giver også nogle ordentlige bjørnekrammere. Nogle gang bliver jeg lidt mast, men det er sjovt.

Efter råbåndsknobene er det tid til aktivitet to. 

– ”Nu skal vi voksne lave skumfiduser – og I skal stå og kigge på”, driller Anne. – ”Nej, vi vil også have” lyder det, og så får hvert barn deres pind til at stikke en skumfidus på. 

– ”Hen over varmen, ikke ind i flammerne”. forklarer Anne. 

Hendes have er indrettet, så børnene kan være spejdere året rundt. Hun var heldig at få en skurvogn af en gammel skolekammerat, og en skorstensfejerven har sat brændeovn ind, så om vinteren er det hede spejdertider i skurvognen. I haven står der blandt andet også et stort rafte-spisebord. 

– Børnene var selv med til at fælde træet og slæbe det herop og var med til at bygge det. Når de får noget hjælp, kan de rigtig meget, oplever Anne igen og igen. 

Børnene vil meget gerne med ud til Anne, forstår man på pædagogen Anders, som sammen med sin kollega altid følger med. 

– Det er ugens højdepunkt for vores børn at komme herud, siger Anders. 

– Nogle af børnene kommer fra et bosted, hvor Anne også arbejder som vikar, så hun kender dem og ved, hvad de har brug for – det skal ikke kun være sjov og ballade det hele. 

– Og det er skønt at komme ud til Anne, der er så engageret. Hun står fast på sine spejderværdier, og det smitter af på børnene. Der skal være styr på alt, og Anne vil bare børnene det bedste. Hun elsker de her børn, og de elsker hende helt vildt – for dem er hun en stabil havn, siger Anders. 

Positiv livsenergi 

Efter lune skumfiduser og små snakke omkring bålfadet bliver der sagt pænt tak for i dag. ”Det var godt at se jer”, siger Anne. Og da de to biler er trillet af sted mod skolen, udbryder hun: ”Er det ikke bare nogle skønne unger!” 

Anne får lige så meget igen, forsikrer hun.: 

– Det, at de unger kommer, og vi kan lave noget sjov, og jeg kan sige nogle ting til dem, og vi kan lave nogle spejderting sammen, det giver bare noget positiv livsenergi. Og jeg får respons fra skolen om, at de kommer hjem herfra med et smil på læben – det er bare skønt. Efter sådan en time er jeg også glad, og så længe jeg glæder mig til hver gang, de skal komme, så bliver jeg ved.

LÆS OGSÅ

Lise tog på ferie med sin gode veninde, men allerede efter første dukkert på stranden, fortrød hun

Jeg havde glædet mig til en afslappende ferie til Kreta sammen med Lillian, men allerede efter den første dukkert på stranden gik det op for mig, at ferien nok ikke ville komme til at forløbe helt, som jeg havde håbet på.