Voksen og barn med stråhatte står tæt og smiler i en lys spisestue.

Da Thilde og sønnen besøgte ”Badehotellet”, gik en drøm i opfyldelse: ”Jeg fik gåsehud”

To år efter at sidste afsnit af tv-serien ”Badehotellet” blev vist, har serien fået nyt liv i Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk. Her er der bygget en tro kopi af hotellet, og 10-årige Thor og hans mor, Thilde var blandt nogle af de første gæster, der trådte direkte ind i seriens velkendte univers.

hjemmet logo farve

Hr. Weyses klaver står i hjørnet af opholdsstuen, blankpoleret og klar, som om den lettere forpinte karakter bare er gået ud et øjeblik for at samle sig, inden han igen sætter sig ved tangenterne med teatralsk alvor. 

Ved et af bordene ligger spillekortene fremme, præcis som da Fru Fjeldsø forlod dem, og fra sin plads på væggen holder den smukke galionsfigur med en helt særlig historie øje med alle.

Det første, mange gør, når de træder ind, er at stoppe op. Ikke fordi der sker noget. Tværtimod. Men fordi det hele virker underligt velkendt. 

Som at træde direkte gennem verandaen fra tv-skærmen og ind et sted, man allerede kender – så man et kort sekund glemmer, at man står midt i Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk og ikke ved Vesterhavet.

Bygningen er ny, men dekorationer og rekvisitter fra tv-serien kommer direkte fra Risbystudierne og har fået permanent hjem på Nyvang.

”Prøv at se” ”Gud ja …” ”Det er da lige dér” Lyder det fra de besøgende. 10-årige Thor og hans mor, Thilde Hardis fra Højby er nogle af dem, der har glædet sig til, at Badehotellets kulisser har skullet åbne op – to år efter at sidste afsnit blev vist på TV 2.

Thor har set hele serien af Badehotellet 12 gange. Og han har helt styr på, hvor Hr. Aurland og Grosserer Madsen sidder i den store spisesal. 

John Søncksen skænker et glas vand ved Hr. og Fru Frighs faste plads i spisesalen.

Han genkender Amandas sorte drejeskive telefon, spisegongongen som bliver brugt til at kalder gæsterne ind til dagens måltider og receptionens nøgleskab, hvor alle nøgler til hotellets værelser hænger.

Spisegongongen er i spisesalen, og det er tilladt at kalde til spisning, som kokkenpigen Martha gjorde i serien.

– Jeg kan bedst lide Hr. Weyse, fordi han er sjov, og han finder altid på noget. Otilia kan jeg også godt lide. Hun er klog og kan godt være lidt skrap, siger Thor.

Hans mor, Thilde smiler. Hun synes, det er helt fantastisk at kunne dele oplevelsen med sønnen. De begyndte at se serien sammen, da Thor lå syg på sofaen, og Thilde ville lære at strikke. 

Der var brug for en serie, de begge kunne slappe af til, og så tog den ene sæson ellers den anden. Mor og søn var fuldstændigt opslugte af serien, der siden er blevet set igen og igen.

Hr. Aurlands radio, som han altid tog med på ferie, står på hans værelse nr. 6.

– Det er dejlig ukompliceret tv, men samtidig er der også mere i den. Der er en udvikling især blandt kvinderne. Amanda er jeg jo helt vild med. Hun går fra at være den her rigmandsdatter til at blive en stærk, selvstændig kvinde og bestyrer af hele Badehotellet. 

Og så Fru Frigh, der er en direktørfrue, men overtager det hele, da hendes mand pludselig dør. Der er kvindekamp og generelt historiefortælling i serien, som jeg synes, er spændende, og som Thor også lærer noget af, siger Thilde.

Selv havde hun også glædet sig til at se kulisserne, men hun havde ikke forventet, at det ville føles som at være der selv.

Manuskriptet til Henrik Ibsens skuespil ”Vildanden” og ”Et dukkehjem”, som Hr. Weyse øvede sig på i Badehotellet, ligger på bordet i hans værelse nr. 7.

– Jeg fik faktisk gåsehud, da jeg trådte ind. Det er virkelig en oplevelse. Jeg er faktisk ægte rørt, siger hun stille.

På 1. salen ligger alle værelserne. I alt 11 værelser er bygget op. Undtagen nummer 10. Det hemmelige værelse eksisterer nemlig stadig kun i seriens univers. 

Og netop detaljerne er noget af det, der imponerer mest. Tapeterne alene har kostet omkring 400.000 kroner at skaffe i de rigtige mønstre og farver, og de seneste tre måneder op til åbningen har rekvisitører fra TV-serien arbejdet for at få alle detaljer på plads. 

Der er friske markblomster i vaserne, syltekrukkerne i køkkenet er fyldt, og de har lavet patinering på paneler, døre og vægge, så det ser ægte ud – som i serien.

Nyvang har overtaget de originale dekorationer og rekvisitter, der har været brugt igennem samtlige 10 sæsoner af tv-serien. Efter seriens afslutning pakkede man 1.800 m2 dekorationer fra Risbystudierne i Albertslund ned i containere og opbevarede dem, mens byggeriet stod på i Holbæk. 

Historien om galionsfiguren fra et norsk skib blev først afsløret i sidste sæson, men hang i opholdsstuen i alle sæsoner.

Bygningen er større i virkeligheden for at få plads til alle værelserne, hvor der i tv-studierne ikke var bygget alle værelser, og man derfor skiftede indretningen løbende. 

Superfans vil måske også opdage, at Hr. Weyses værelse har et andet tapet end i serien, men det skyldes, at hans oprindelige værelse kun havde et enkelt vindue. Det mente Nyvang ikke passede til hans karakter, så han har fået et værelse med dobbelt vinduesparti og dermed den bedste udsigt.

John Søncksen og Pia Blak er to af de knap 50 frivillige, der bemander Badehotellet. De kender seriens replikker, detaljer og har favorit-karakterer – præcis som de besøgende. 

Der er knap 50 frivillige til at guide de besøgende på Badehotellet. John Søncksen og Pia Blak er nogle af dem og kan svare på mange detaljer fra serien.

De kan svare på, om det virkelig er sengen, hvor Hr. Frigg døde i, genopfriske historien om det manglende nøglehul på værelsesgangens eneste toilet og vise, hvad Otilia havde i sin kuffert bag sengen.

For som på det øvrige Nyvang, der er et oplevelsescenter og til forskel fra et museum er et sted, hvor ting må røres og bruges, gælder det også i Badehotellet. 

John Søncksen viser, hvordan Grosserer Madsen barberede sig om morgenen på sit værelse nr. 5.

Og faktisk håber Nyvang, at Badehotellet med tiden bliver mere end en udstilling. At køkkenet kommer til at dufte af æbleskiver til jul, og at gæsterne ikke bare kigger ind, men bruger rummene præcis som karaktererne gjorde det i serien.

Thor leger Amanda for en stund på hendes kontor ved siden af køkkenet.

Inden Thor og Thilde går videre ud mod verandaen, vender de sig endnu en gang om mod opholdsstuen.

Klaveret står stadig i hjørnet, og kortene ligger stadig på bordet. Som om gæsterne lige er gået til stranden. 

Besøg Badehotellet

Tv-serien ”Badehotellet” blev sendt første gang i 2013 på TV 2 og løb over 10 sæsoner og 64 episoder. Serien foregår på Andersens Badehotel, der ligger 10 km syd for Skagen. Handlingen strækker sig fra 1928 til 1947.

Badehotellet kan besøges på Oplevelsescenter Nyvang, Nyvangs Allé 4, 4300 Holbæk. Det anbefales at booke tid til besøget for at undgå kø. 

Det kan man gøre på Nyvangs hjemmeside: oplevelsescenternyvang.dk