Nikoline Liv Andersen: ”Jeg elsker slotte, vilde kjoler og funklende kronjuveler”

På en glasdør ind til stuen hjemme hos kunstner Nikoline Liv Andersen hænger en seddel med et tydeligt budskab: ”DØDSSTRAF TIL FOLK MED SKO PÅ”. Sedlen er skrevet og hængt op af Nikoline efter en grundig gulvvask.

– Man ser bare alt på de gulve, undskylder hun over for makeupartisten, der netop er trådt ind med sko på, da Nikoline opdager, at hun har glemt at pille advarslen ned.

Hun taler spinkelt som en lille fugl og griner højt og klart.

Nikoline går tydeligvis op i at omgive sig med poetiske ting. Det er et nærmest eventyrligt hjem. Det ville ikke overraske nogen, hvis man endte i ”Alice i Eventyrland”, når man åbnede døren ind til stuen, som er fyldt med smukke lamper, keramik i alverdens farver og et stykke reb, som måske har et formål, men som nok er kunst. 

Op ad væggen står et gammelt, smukt taffelflygel med et lille hundehoved skåret i træ. I nodeholderen står ”Because This Must Be” af Nils Frahm, der spiller en blanding af klaver og elektronisk musik.

– Det er Lise Nørgaards barndomsklaver. Min bror var gode venner med hende og fik det foræret af hende. Jeg passer på det, indtil han får plads.

Her er ikke noget tv. Til gengæld er boghylden i hjørnet fyldt med moderne dansk litteratur. På lige rækker står Pia Tafdrup, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev, Tove Jansson, Inger Christensen og Naja Marie Aidt, og Nikoline Liv Andersen fortæller, at det eneste, hun lytter til for tiden, er programmet ”Skønlitteratur” på P1. Hun elsker det. 

Og den seneste kunstudstilling, som Nikoline Liv Andersen satte op, var opkaldt efter hendes fars yndlingsbog, ”Det evige smil” af Pär Lagerkvist. Faren gik bort sidste år i en alder af 95.

– På et tidspunkt mistede min far synet, så jeg indtalte bogen for ham, så han kunne lytte til den.

Hvad handler bogen om?

– Den handler om en flok døde mennesker, der sidder oppe i himlen og fortæller hinanden om deres liv. Imens de taler, bliver de frustrerede over, at de ikke ved, hvad meningen med livet er, og hvorfor de skulle igennem så meget smerte, så de opsøger Gud for at få svar. 

Da de finder ham, er han bare et simpelt, fattigt menneske, der står og hugger brænde. De spørger Gud, hvorfor han gjorde det, og Gud svarer: ”Jeg gjorde det, så godt jeg kunne. Jeg gjorde det, fordi jeg var glad.” 

Jeg tror ikke på gud, men kan godt lide den sætning, fordi jeg synes det er vigtigt at minde os selv og vores børn om, at vi gør det så godt vi kan. 

Vi lever i et præstationssamfund, hvor vi hele tiden bliver vejet og målt, og det kan være svært altid at følge med og leve op til alle de krav, der bliver os stillet. 

Derfor er den sætning vigtig, fordi vi ikke altid kan.

Sendte en mappe til Paris

Nikoline Liv Andersen er vokset op i en lejlighed ved Søerne i København med sin storebror, sin norske mor, som dengang var bogholder, og sin far, der var arkitekt. 

Nikoline var et kreativt og forsigtigt barn, der elskede at male, tegne og at klæde sig ud – derfor var Anne Marie Helger hendes største forbillede.

– Min far var meget teatralsk, det er klart ham, jeg har det fra. Han mente for eksempel, at al musik skabt før Johann Sebastian Bach var spild af tid – bortset fra Sinéad O’Connor. 

På et tidspunkt barberede jeg mig skaldet, og da min mor så mig, blev hun helt ulykkelig, men min far slog ud med armene og råbte: ”Du ligner Sinéad O’Connor!” Han fulgte efter mig som en paparazzi med et kamera i hele den periode.

Nikoline Liv Andersens mor lærte hende at strikke og sy, og da Nikoline gik i gymnasiet, syede hun meget af sit tøj selv. Derfor lå det lige for, at hun skulle søge ind på Danmarks Designskole. 

Da hun var på sit tredje år på designskolen og skulle søge praktik, var der kun ét sted, hun ville hen: i lære hos ingen ringere end designeren John Galliano, som var chefdesigner hos Christian Dior på det tidspunkt.

Hun sendte en mappe til Paris med håndlavede skitser og udklip. Et par dage efter ringede telefonen.,– De spurgte, om jeg kunne være der om en uge.

– Designstudiet hos Galliano lå på en helt typisk parisisk gade i udkanten af byen. Der var nærmest lidt uhyggeligt. Døren var helt anonym med en lille ringeklokke, som jeg forsigtigt trykkede på. 

Men da porten gik op, var det som at træde direkte ind i et børneeventyr. Dørene åbnede til en stor, smuk have. Det var ligesom at komme ind i Narnia. Huset lå for enden af haven, og der var vinduer overalt. 

Vi arbejdede både på Diors kollektioner og Gallianos i eget navn, og jeg fik lov til at eksperimentere med både tekstiler og broderi.

Har du nogle minder med dig fra den tid?

– Jeg fik en sofa af John Galliano, som stod på hans atelier. Jeg har den på mit lager lige nu, men jeg glæder mig til at restaurere den, så den kan komme herhjem. Jeg elsker ting med historie. Jeg ville nok visne langsomt, hvis jeg boede i et hjem, hvor alt var nyt og sterilt.

Mens Nikoline Liv Andersen gik på designskolen, åbnede hun helst ikke en computer. Hun er mere analog og kan bare godt lide at bruge sine hænder. Skolen var en kreativ legeplads, hvor alt var muligt, og det eneste, hun ikke ville, var at træde ud og blive en del af den ”rigtige” verden.

– Jeg drømte om at lave kunstudstillinger med beklædning, installationer og tekstil, og mest af alt drømte jeg om at arbejde fuldstændig kompromisløst. Jeg havde bare lyst til at blive ved med at lege og skabe beklædning, der befandt sig et sted mellem kunst og mode.

En dag ringede telefonen. Den islandske sangerinde Björk havde set en af Nikoline Liv Andersens kjoler, som hun havde haft udstillet i Paris. Den ville hun have på den kommende tour, Vulnicura Tour. 

Det var ikke præcis dén hun fik, men hun hyrede Nikoline til at lave showpieces specielt til touren. Få dage efter Bjørk havde optrådt første gang, ringede telefonen igen:

– Det var Fendi. De skulle bruge en hautecouturedesigner.

Det sagde Nikoline Liv Andersen ja til, men foreslog, at hun kunne blive boende i huset i København med sin familie, hvor hun også har værksted. 

Og sådan blev det, med ture frem og tilbage fra Rom, hvor hun endte med at arbejde i fem år under ledelse af Karl Lagerfeld, som dengang var chefdesigner for Fendi.

– Mine rødder er dybt forankrede i København. Jeg er vokset op her og elsker denne by. Men Rom er godt nok også fantastisk.

LÆS OGSÅ

Da hun portrætterede dronning Margrethe, hørte hun dødsmetal: ”Det er i dronningens ånd”

Det er ikke hver dag, man skal skabe et portræt af dronningen. Men den opgave blev Nikoline Liv Andersen sat på for at kreere jubilæumsforsiden til denne uges ALT for damerne. Det var både en eventyrlig og langsom proces – med masser af dødsmetal.

En skitse af dronningen

I Nikolines hus er der overraskende mange symaskiner på få kvadratmeter, store skulpturer af englebørn udformet udelukkende af sugerør og skitser og noter på de hvide skråvægge. 

På en lystavle midt i rummet ligger konturerne af ingen ringere end dronning Margrethe. Hende vender vi tilbage til.

Nikoline Liv Andersen mødte sin mand på designskolen og flyttede ind i hans hus. Og pengene var små hos det nyudklækkede kunstnerpar, som siden fik to børn.

– Min mand plejede at leje huset ud, så der boede et par på hver etage, mens vi boede med to børn oppe på loftet, fortæller hun, mens hun viser rundt op og ned ad trapper, ind og ud af værksteder.

– Lige nu er mit værksted lidt tomt, fordi jeg har en udstilling på Designmuseum Danmark, men i de to et halvt år, hvor jeg lavede værker til udstillingen, var opslagstavlerne på væggene i værkstedet proppet med broderier, forklarer Nikoline.

– Jeg har altid været ligeglad med penge. Da jeg fik job hos Fendi, tjente jeg pludselig virkelig mange af dem. Og det skammede jeg mig over; altså det er jo fedt at have råd til ting, men jeg havde slet ikke lyst til at sige det højt. 

Jeg identificerede mig overhovedet ikke med at være en, der tjente mange penge. Det ændrede ikke noget ved den måde vi levede vores liv på. Men vi købte dog en ødegård i den svenske skærgård for Fendi-pengene, siger Nikoline og griner.

– Med dobbelt-das og det hele. Der kan man sidde med sine veninder og sludre og kigge ud over klipperne imens. Der er kun koldt vand, og der er et brændekomfur i køkkenet til at varme det hele op om vinteren. Det er en del af charmen, at det er primitivt, og det ville være en skam at modernisere det.

Køkkenet på Østerbro er udført i stål, messing og dueblå, og tre lange lys, i franske trikolorefarver, står som nye i en høj støbejernsstage. På en gammel skål på køkkenbordet står remsen: Drik av ölet gode ven, skjænk saa til din næste hen.

Nikoline Liv Andersen pakker to sandwich ud af hvidt slagterpapir. Hun har bestilt noget så klassisk som kylling og bacon, og det passer på en måde dårligt ind i den mystiske æstetik, der omgærder hende.

– Hold kæft, det smager godt!

– Jeg har altså ikke noget køkkenrulle, udbryder hun og rækker ivrigt en blomstret serviet frem mod tallerkenen.

– Den eneste grund til, at jeg overhovedet ejer servietter, er, at jeg skulle holde jul et år. Da jeg skrev til min mor, at jeg havde købt servietter, faldt hun nærmest ned ad stolen. 

Jeg skal aldrig have en køkkenrulleholder. Det er simpelthen for etableret; jeg kan slet ikke have det. Jeg har intet imod at være voksen – det er jeg jo – men jeg nægter at købe en køkkenrulleholder, bare fordi man ”bør”. Jeg har for eksempel heller ikke nogen pensionsopsparing.

Og ad omveje, der kan være svære at forstå, er det altså her, at vi vender tilbage til dronningen.

– Det handler om, at jeg elsker eventyr. Det er derfor, jeg elsker Anne Marie Helger, og derfor, jeg altid har elsket vores dronning. Det ville have været så uendeligt kedeligt med en præsident. 

Jeg elsker slotte, vilde kjoler og funklende kronjuveler. Selvom det rationelt set er skørt, at kongehuset koster så mange penge, kan jeg ikke lade være med at elske eventyret i det. Og der er bare ikke særlig meget eventyr i en køkkenrulleholder.

Bittesmå perler

Værket, som Nikoline Liv Andersen har skabt til ALT for damernes 80-års jubilæumsforside, er broderet i hånden med silketråd og perler på håndmalet silke. Motivet viser konturerne af dronning Margrethe helt fra hun var en ung tronfølger.

– Jeg har hørt masser af dødsmetal, mens jeg har arbejdet på værket af dronningen. Jeg elsker alle genrer indenfor musik. Er nok bare nysgerrigt anlagt og ville kede mig, hvis jeg skulle høre det samme hele tiden. 

Det føler jeg også, er i dronningens ånd. Hun er alt andet end kedelig. Jeg kan godt lide kontraster – både det finurlige og romantiske, men også det mørke og det, der river en rundt. 

Man skal ikke tage fejl af mit milde ydre og min lyse stemme. Jeg besidder også en fascination for mørket.

Broderirammen med det, der langsomt bliver til blomster, der skal omkredse dronningen, ligger på en arbejdspult fyldt med bittesmå perler i alverdens farver ved vinduet inde i Nikoline Liv Andersens andet værksted. Hendes proces er ekstremt langsommelig og krævende.

– Jeg havde lyst til at portrættere dronningen i forskellige stadier af hendes liv. Hun er et meget poetisk menneske, og det vil jeg gerne vise. Min arbejdsproces er meget langsom. Jeg mener ikke nødvendigvis, at et værk får mere værdi af at have taget meget lang tid at lave, men processen er meget vigtigt for mig. 

Jeg kan godt finde på helt at skrotte et broderi halvvejs eller vende det om, hvis jeg kan mærke, at det ikke er det rigtige. Jeg er ikke tilgivende overfor det jeg laver på nogen måde. Altså, der er jo grænser for min galskab, jeg har også deadlines, men jeg vil være tilfreds.

Og Nikoline Liv Andersen arbejder alt det, hendes hænder overhovedet magter. Dog er de udfordrede af en skade, hun pådrog sig for nogle år siden. 

For selv om hun umiddelbart er spinkel af bygning, så går hun op i at være stærk, og hun gav sig selv den udfordring, at hun ville lave 10.000 pull-ups på et år. Og det er den beslutning, hun stadig kan mærke i dag.

– Jeg lavede over 12.000. Jeg var oppe på at tage 100 om dagen. Men mit hangboard (bræt til træning, man hænger op over en dørkarm, red.) og hang meget højt, så jeg måtte kravle op via mit symaskinebord for at nå det. En dag mistede jeg grebet i bevægelsen og faldt direkte ned på min hånd.

Hånden fik et kompliceret brud, og den stramme gips om hendes arm resulterede i en kronisk nervesygdom, der giver hende konstante smerter. Midt i ulykken ringede Nikolaj Kunsthal og tilbød hende deres største sal til en soloudstilling.

– David Lynch (amerikansk filminstruktør og kunstner, red.) skulle være i den lille, tilføjer Nikoline og griner højt.

– Jeg stod dér med en brækket hånd og voldsomme nervesmerter, men jeg sagde selvfølgelig ja alligevel. 

I starten kunne jeg slet ikke bruge hånden, så jeg stak bare en strikkepind ind under gipsen og så gik jeg ellers i gang. Udstillingen blev en af de største, jeg nogensinde har lavet.

Du virker både stædig og modig – er der noget, du er bange for?

– Når jeg tænker for meget på døden, så bliver jeg helt dårlig. Den er til stede i alle mine værker, ligesom den er til stede i mig. Verden er fuldstændig vanvittig for tiden. 

Da jeg var yngre, var jeg sikker på, at jeg kunne alt, så længe jeg arbejdede hårdt nok og ikke blev syg, men nu er jeg ikke sikker på det længere. Jeg tror, det er vigtigt, at vi husker vores børn på, at de ikke behøver at kunne alt. 

Vores del af verden er blevet helt liderlig efter præstation. Der er krav alle steder, vi begår os, i skolen, på arbejdet, på de sociale medier. Der kommer filtre på alt, fordi vi ikke kan afsløre overfor hinanden, at vi er andet end perfekte.

Kan du godt finde mening i at være kunstner i sådan en tid?

– Måske har det aldrig været vigtigere. I hvert fald ikke i min levetid. Kunst og kultur kan stille spørgsmål og starte samtaler og er vigtigt i forhold til vores sammenhængskraft. 

Det kan være med til at identificere os som et samlet folk. Det jeg laver, betyder sindssygt meget for mig, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle lave alle de her ting.

– Jeg kan imidlertid godt have lidt svært ved vores ophøjede ordbrug, når vi taler om kreativitet og håndværk. Jeg er ved at kaste op over, at vi hele tiden skal kalde det, at vi skaber noget – hvorfor kan vi ikke bare sige, at vi har malet et billede eller strikket en trøje? 

For mig er det misbrug af ordet ”at skabe”. Et barn bliver skabt i moderens livmoder. Jorden blev skabt for 4,5 milliarder år siden over en periode på nogle millioner år, eller i Skabelsesberetningen på 6 dage, alt efter hvad man er til. Men en trøje er altså strikket. Slap lige lidt af, okay! 

I folkeskolen hedder det ikke sløjd længere, det hedder, at man har ”håndværk og design”, alting bliver ”smartificeret” og skal helst være kunst eller design.

Men lige meget hvad man kalder det, så kan det være netop det, tiden har brug for, mener Nikoline.

– Jeg ser det som meget vigtigt, at vi bruger vores hænder. At vi bruger tid på at lave noget, der tager tid og kræver fordybelse. 

At vi sænker farten i vores hverdag. At vi stimulerer vores hjerner. At vi ikke lader tech-giganterne suge sjælen ud af os, men at vi tager nærværet tilbage. 

Ser vores børn i øjnene, lærer dem at hækle, og at man faktisk kan lave sin egen top i stedet for at købe den over nettet og få den fragtet fra Kina. Fra komfuret hyler kedlen, der er sat over til kaffe.

Nikoline Liv Andersen liner et udvalg af farverige kopper op på den lille køkkenø.

Derfor faldt valget på Nikoline Liv Andersen

”Da vi besluttede, at det var et portræt af H.M. Dronning Margrethe, der skulle pryde ALT for damernes 80-års jubilæumsforside, var det vigtigt for os at finde en kunstner, som talte direkte ind i dronningens eget, rige kunstneriske virke. 

Dronning Margrethe har selv gennem årene arbejdet bredt med alt fra maleri, akvarel og découpage til broderi, kirketekstiler og scenografi. 

Nikoline Liv Andersen arbejder i organiske lag af silke, som hun selv indfarver, broderer og syer på for at vække følelser til live, og med hendes dybe forståelse for håndværk og den visuelle fortælling så vi Nikoline Liv Andersen som det oplagte valg.”

Kreativ chef på ALT for damerne, Caroline A. Bagger

LÆS OGSÅ

Lars Von Trier har udvalgt værker af de billedkunstnere, som har betydet mest for ham – og samlet dem i én udstilling

Hvem har inspireret Lars Von Trier? Nu har han samlet en udstilling med de kunstnere, som har inspireret ham mest.